Dina

Her er det bare ikke nok at give "Tak". Her må der andre boller på suppen, så :banan::banan::banan::banan: :klap::klap::hjerte::hjerte: :5up::5up::5up: Hvordan går det med din gamle tæve med hak i øret? (Kan ikke huske hendes navn.)

Det er så lidt forskelligt, hvordan man opfatter det at have et godt forhold til sin hund. Mit forhold til Sofus er også ret godt. Så godt, at jeg aldrig i livet frivilligt ville sende ham et andet sted hen. Jeg erkender, at jeg måtte finde på et eller andet, hvis jeg pludselig fik allergi eller anden djævelskab, men det skal så være på det plan. Jeg ved, hvordan en hest ser ud, men det er også alt, så det vil jeg ikke udtale mig om. Dog ved jeg en ting til - den er ikke et familiemedlem på linie med en hund, eftersom hesten bor på marken/i stalden og aldrig kommer ind i stuerne eller sover med familien. :slem:

Man får bestemt ikke det hele forærende. Det har du ret i.

Hun er aldeles PRAGTfuld. Har du læst hendes bog "Min bedste ven" om den schæferhund, hun havde og som tilsidst nærmest kastede op, hvis den så bare skyggen af en apportbuk? Det er - også - en af mine yndlingsbøger. :hjerte:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af de bedste hundebøger, jeg endnu har fået fingre i, nemlig "When Pigs Fly". Den er skrevet med stor hundeviden og mindst lige så stor humor. Forfatteren beskriver bl.a. sine 3 bull terriere både før og efter den ændrede træningsform. Hund nr. 1 - ”Lynet” Hun går til grundlæggende lydighed. Første gang hun korrigeres med et ryk i linen, går hun ned i tempo. Hvis hun korrigeres for anden gang, stopper hun. Hvis man vover en tredje gang, bliver hun stædig som et æsel og nægter for det meste at bevæge sig yderligere. Når hun derimod er løs, har hun ingen problemer med at bevæge sig, endog meget hurtigt. Desværre er det næsten altid i den forkerte retning. Det rager hende en rotterumpe, hvad hendes fører ønsker af hende. Det kræver mangen svedig og frustrerende anstrengelse blot at indfange hende, når hun løber væk. Undertiden må der deciderede taklinger til. Efter ændret træningsform Kort tid efter at jeg fandt ud af, hvordan hun skulle trænes, opnåede hun 9 agility-titler med i alt 24 førstepladser. For at opnå disse titler skulle hun løbe løs i et uindhegnet område med hundreder af mennesker og hunde, der stod tæt ved. Hun skulle løbe et løb med forhindringer som spring, tunneller og et 4,5 fod højt A-spring, alt dette uden line, kun ved hjælp af min dirigering og uden at jeg måtte berøre hende. Ikke dårligt for en hund, der tidligere tilbragte det meste af sin tid med at lægge planer om, hvordan hun bedst kunne smutte fra mig. Hund nr. 2 - ”Den Vanvittige” Han kan køre sig selv så højt op, at hans hjerte næsten i bogstaveligste forstand hopper ud af brystkassen på ham, når han er ude blandt andre. Som hans dyrlæge siger: ”Han skal have beta-blokkere for ikke at gå over helt gevind”. Selv en gåtur ned ad gaden er ikke mulig. Hver eneste gang han møder fremmede (mennesker eller hunde), galoperer hans hjerte, hans tunge bliver sort og han kollapser, hvor han står og går. Undertiden er hans ophidselse så stor, at han brækker sig eller mister kontrollen over sit tarmsystem. Engang blev han så overstimuleret af en nabos besøg, at kun et hastebesøg hos dyrlægen reddede hans liv. Efter ændret træningsform ”Den Vanvitige” fik sin første oprykning til Amerikansk Kennel Klubs højere lydighedstitel. For at opnå denne ære måtte han gå fint fri ved fod med vendinger både i almindelig gang, løb og langsom gang. Han skulle automatisk sætte sig, når jeg stoppede og han skulle finde sig i dommerens berøring op og ned ad ryggen. Alt dette skulle gøres med enten meget få eller slet ingen kommandoer fra mig. Han skulle tilligemed ligge i 5 minutters fællesdæk med fremmede hunde, hvor jeg stod 10 meter væk. Alt dette skulle udføres i al hurlumhejet fra en lydighedsprøve, hvor der er masser af fremmede hunde og mennesker, som snørklede sig ind og ud mellem hinanden. Der er lang vej til dette for en hund, som man ikke engang kunne gå en tur i snor med i nabolaget af frygt for, at han skulle falde død om af ophidselse. Hund nr. 3 - ”Gykkelykken” Hun følger omhyggeligt og præcist sin fører på gåture. Legetøj, ros eller ”fører-hoppen-omkring” ændrer absolut intet i hendes tempo. Hun har kun to tempi: dødsenslangsomt eller stoppet. Efter ændret træningsform ”Gykkelykken” opnåede i 18 måneders-alderen 3 agility-titler. Det er en bog, som man kan spekulere en del over. Spændende er den i hvert fald.

Godt, at du har været så heldig med dine bordere. Jeg trænede i tidernes morgen med en hundefører, der købte en hollandsk bouvier af fineste arbejdslinier. Den lagde sig til at SOVE oppe i ruinen en varm sommerdag, efter at den med besvær havde lokaliseret to ud af tre gemte figuranter. Der blev taget et billede af det. Mange af de øvrige hundeførere havde almindelige familiehunde, men derfor kunne de nu alligevel godt arbejde. :slem: Jeg tror slet ikke, at du behøver at være så bange for, at der kommer hunde af brugslinier ind i en almindelig familie. Hvis familien ikke værdsætter hunden og beskæftiger den på passende vis, så havde den sikkert heller ikke aktiveret en hvilken som helst anden hund, tror jeg.

Der kan jeg slet ikke være uenig med dig. Det er lidt i stil med "jeg vil hellere være rig end fattig, hellere rask end syg"-agtigt. For det ER skæppeskægt at træne noget, som ens hund bare er plimtosset med.

Nej, så har jeg forklaret mig for dårligt. Han snakkede ikke om, hvad der var sjovt, men om, at det var en himmelsendt mulighed for en hundefører for at vokse og blive bedre. Lidt i stil med, at hvis du lykkes med et svært projekt - uanset art -, så har du undervejs i processen lært mere, end hvis du arbejdede med et nemt projekt. Lyder egentlig meget logisk i mine ører. Ikke for at drille, men er det ikke et højere mål at motivere en sløvert (som måske ved en anden træningsindsats viser sig slet ikke at være en sløvert) end at træne en arbejdsnarkoman, hvor man får så meget forærende?

Sådan har jeg det osse - det er skideirriterende.

Jeg læste for tusind år siden - tror, at det var Anders Hallgreen -, at det bedste, en hundefører kunne få, var en "dum hund". At træne og motivere sådan én var den allerbedste måde at blive en god hundefører på, for intetsteds kunne man lære mere. Det tror jeg, at der er megen sandhed i. Så hvis man har problemer med at motivere sin hund til samarbejde (fx lydighed), så burde man jo i følge AH have en rig mulighed for at vokse som hundefører?! :banan: Det kan sagtens være tilfældet for dig, indrømmet. Det er så bare ikke lige mit generelle indtryk, når man ser, hvor knotne hundeejere kan blive, når det går skævt til en konkurrence. Det ser godt nok ud til at være ret væsentligt for dem. Det må du sikkert også have set.

Helt enig. Der skal lægges mange, mange godt kræfter i at få en dygtig hund. Mange. Også selvom man "hjælper" sig selv ved at vælge en hobby, der generelt set passer til ens race. Hvis man gør op med sig selv, at forholdet til hunden er af underordnet betydning i forhold til den hyldest, man drømmer om, når man vinder konkurrence efter konkurrence, så - ja. Så må hunden ud. Jeg lærer nok bare aldrig at forstå det.

Jeg er 100% enig, når det drejer sig om almindelige familiehunde! Skal hunden have en arbejdsmæssig funktion, kan jeg godt forstå, at sagen må stille sig noget anderledes. Men en hobby er nu engang ikke arbejde, eftersom det er noget, man hygger sig med i fritiden.

Og det er lige præcis dér, den halter i de tilfælde, jeg har kendskab til. Det har så også siden vist sig at holde stik, for næste hund - og næste - har "desværre heller ikke" kunnet opfylde pågældende hundeførernes ambitioner. Og så er det jo, at man tænker sit. Det var nok nemmere for en hund at være hund i gamle dage....før man syntes, at en almindelig familiehund skulle "bruges". :slem: Ikke, at jeg synes, at en hund blot skal daldre rundt og passe sig selv, selvfølgelig, men i mine øjne må det da være en kæmpeudfordring at få så meget ud af den hund, man deler liv med. Når jeg har set nogle af de såkaldt mere uartige racer (gravhund, terrier, mynde...) udføre flot lydighed, så er jeg langt, langt mere imponeret, end hvis det drejer sig om racer, der af natur er mere oplagte som lydighedshunde. :5up: Men det tænkte jeg nu nok.

Så kan man da i hvert fald godt konkludere, at sporten kommer før hundeførerens forhold til hunden. Det er trist, synes jeg.

Jeg er glad for at se, at I elsker hinanden alligevel. Men synd for jer begge, at hofterne er dumme. :ae:

Men så er sporten jo netop vigtigere end hunden? Men jow, bestemt, En hund, der er "i vejen" er vel næppe et elsket familiemedlem og bør bestemt have en chance for at blive det i et andet hjem. Der er jeg ikke enig. Hvis man har en hulens masse får, så er man nødt til at have en hund, der kan hyrde. Eller hvis man er jæger....så må man jo nok have en hund, der ikke er skudræd og som synes, at det er skægt at fise rundt og samle fx ænder op. Der er man nødt til at være kritisk, hvis man ikke ønsker at vælge forkert hele tiden og bare fylde sit hus op med hunde. :slem: Men så er det jo heller ikke en sport, men et slags arbejde? Men hvis det er IPO, er det ren sport på linie med fx kunstskøjteløb. Og hvis man betragter hunden som et par skøjter, så kan man vel godt kassere uden at spekulere nærmere over det? Man siger sikkert til sig selv, at hunden skam får det bedre andetsteds, vil jeg tro, og tænker måske, "ude af øje, ude af sind". Men det er jo ikke sikkert, at det også gælder for hunden, som jo elsker sin familie? Helt enig. :5up:

...og derfor skal han omplaceres. Sådan sagde en hundeejer til mig for et stykke tid siden. Årsagen var, at hunden ikke levede op til damens sportslige forventninger, fordi han ikke kunne gå spor. Og rundering og apportering var den forøvrigt også gal med, og det var "lige meget hvad hun gjorde af alle de rigtige ting". Jeg hørte så ved en tilfældighed i dag, at hunden var blevet aflivet, og at en ny hvalp allerede havde holdt sit indtog i familien. Og den havde damen store forventninger til. Sjovt nok har de hundeførere, som jeg personligt har kendskab til har kasseret deres hunde, i mine øjne ikke været ret dygtige som hundeførere. Til gengæld har de været hurtige til at "straffe" hunden, når den lavede fejl. Og noget andet sjovt er, at i de par tilfælde, hvor omplacering har fundet sted til anden hundefører, er hunden efter et kortere eller længere stykke tid pludselig blevet i stand til at få den attråede oprykning til næste klasse. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det er ved at blive almindeligt accepteret, at hundesporten er blevet vigtigere end hunden?

Hvor er han stolt over at få sit ærme! Men hvorfor har han snor på? Det bliver spændende med en prøve. Go' vind med projektet!!!

To af vores tre airedales har haft et hav af sorte pletter på tungen. Det betød intet. Måske er din hunds plamage af samme art, men prøv at spørge dyrlægen, evt. pr. telefon, hvis du er urolig.

Han ser dejlig ud!! Ved du, hvorfor han pludselig skal omplaceres?

Vi har Lærerstandens Brandforsikring og der er ingen ændring.

Man burde nu kunne spørge deres jurister, men..... Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at en henvendelse til justitsministerier må kunne give pote på den ene eller den anden måde. Jeg tror ikke, at en opdrætter kan udstationere en listehund, uagtet de måtte have særregler for mange ting. Men en henvendelse til justitsministeriet kan uden tvivl afklare disse ting.

Tak spids. Der er vel ingen grund til at tage så voldsomt på vej. Det er da kærligt af dig at ville hjælpe dine forældre, men faktisk sad jeg og tænkte præcis det samme som Biene, for en hund er jo en yderst "personlig ting" at anskaffe til hjemmet. Ingen tvivl om, at den får langt bedre betingelser med en hjemmegående mor, end de fleste hunde i udearbejdende familier generelt har, så hvorfor er du så bange for, at de anskaffer sig en jagthund igen? Man kan da sagtens stimulere en jagthund uden at man behøver at gå på jagt med den.

Nej, ingen hunde er onde. Men ikke alle hunde er egnede til at "leve frit" i et land som DK. Og hvis ejer ikke passer på disse hunde som en smed, så må de afskæres permanent fra igen at overfalde andre hunde.

Ikke som jeg læser vejledningen til hundeloven, som siger: Hunden må ikke overlades i så lang tid, at der reelt er tale om en overdragelse. Ved begrebet "overlades" forstår jeg "lade en anden passe hunden i ejers sted". Til gengæld har jeg ingen idé om, hvor længe "så lang tid, at der reelt er tale om en overdragelse" skal defineres. Her må man kunne spørge i Justitsministeriet eller hos DKK eller....? Jeg er enig med dig i, at en udstationering må være at ligne med en overdragelse = forbudt.