Dina

Konsekvensen bliver vel, at samtlige DcH-pladser fremover skal indhegnes, så udenforstående ikke længere kan færdes på området. Men det virker som en næsten uoverskuelig opgave. Det tilfælde, du omtaler, er fuldkommen forrygende åndssvagt og jeg håber inderligt, at sagen falder ud til hundeførerens fordel. Ellers står vi alle svagt, for hvordan kan man træne i klubben, uden at vores hunde er løse? Det ligger jo i selve programmet?!

På grund af boligskift.....gudfader. Det holder aldrig op. Bare det ikke var så nemt at anskaffe sig en hund. Men godt, at du prøver at hjælpe. :5up:

Ligesom det gælder for mekanikere og tandlæger, så er ikke alle trænere lige gode, og det er derfor, at det er så vigtigt, at man selv overtager kontrollen med træningen, også på pladsen. Man er jo selv den, der bedst ved, hvor meget ens hund kan kapere og hvornår det er en god idé med lidt socialt samvær, ejer og hund imellem.

Kæft, hvor er jeg dog efterhånden træt af at høre den ene triste omplaceringshistorie efter den anden. Og ejerne skammer sig ikke engang over det, til trods for at de selv siger, at bare hun bliver aktiveret, så er alt okay. Jamen, hvorfor fanden gør de så ikke det? Det lyder da som en kvik og sød hund. Hvad er der efterhånden galt med folk?

Når folk så "naturligt" fortæller, at nu skal deres hund da forresten aflives / omplaceres, så MÅ det vel være, fordi de aldrig møder den mangel på forståelse fra os andre, som vi af høflighedsgrunde holder os tilbage fra at give udtryk for. Jeg forstår godt, at du bliver vred. Det må være utroligt svært at forblive venner med dem uden konstant at blive mindet om deres ufølsomhed.

Jeg troede, at lopper efterhånden var næsten udryddet. Jeg bare hader dem. Vores første airedale havde et specielt talent for at komme hjem med dem, enten fra træning eller fra den store fælles hundebil. Efter to års vask og sprøjtning var jeg ved at blive SINDSsyg, men så opdagede jeg, at en kollegas mand havde startet et skadedyrsbekæmpelsesfirma. Enden på det blev, at han kom en gang om året og sprøjtede hele huset. Vi måtte tage fri, for man kunne ikke være i huset i 5-6 timer. Han var irriteret over, at folk selv sprøjtede, for "hvem fanden kan holde vejret så længe, at hele huset er dækket", som han sagde. Det betød samtidig, at de midler, som folk som han brugte, faktisk blev ændret lidt hvert år, fordi nogle lopper overlevede folks egne sprøjteforsøg. Deres DNA blev ændret en smule og immuniteten videregav de til deres utallige afkom. Men de seneste to år har vi ikke haft besøg af science fiction-manden, som han blev kaldt i familien, fordi han var iført hvid overlevelsesdragt med iltapparat på ryggen. Han lignede på en måde lidt en astronaut. Han fortalte, at lopper stort set ikke var noget problem længere, hvorimod væggelus hærgede i stort tal. Hmmm, måske jeg skulle se Sofus godt efter - og ringe til science fiction-manden igen?

Kan man erkende det, så bliver man formentlig en langt bedre hundeejer - næste gang. Desværre hører man ofte, at der er andre grunde til en omplacering end lige sandheden, nemlig at ejeren var en fiasko. Og så er risikoen for endnu en fremtidig omplacering alt for stor - og en ny hund betaler regningen. Ikke at Sofus er en yderst velopdragen engel, tværtimod er han da ofte en bandit, og det er jo så min egen skyld, hæ, men jeg elsker ham præcis som han er, for han har et meget stort talent: Han er skidegod til at være hund hos os. Jeg tror fuldt og fast på, at medmindre en hund er mentalt syg, så er det ejerens skyld/fortjeneste, hvordan hunden kommer til at opføre sig. Det er Doberfan og mange andre hundeejere sådan set et udmærket eksempel på. Han har været overmåde taknemmelig over endelig at blive forstået!

Det er okay. Det forstår jeg. En stresset hund kan man ikke rigtigt bruge til særligt meget. Okay. Jeg har sikkert blandet schweisshunde ind. Det er sgutte sårn med os ikke-jægere. Vi roder nemt tingene sammen. Det er interessant! Det kan man altså godt med RH-hunde. Er de første gang helt uinteresserede i, hvem der mon fjæler sig et par meter under jorden med masser af brokker ovenpå, så vil de aldrig udvise den store interesse senere hen. Det har jeg set masser og masser af eksempler på, men aldrig et eneste et, der modbeviste min påstand. Jeg så for nogle år siden en skæg udsendelse om en fåreavlers arbejde - fra enten Australien eller New Zealand. Når hans BC-tæve havde fået hvalpe (skete ikke vildt tit), blev de inden 8 ugers alderen taget med i marken sammen med en erfaren hanhund. Vi så to små, fjantede hvalpe lege dels med hinanden, dels med hanhunden, dvs. de prøvede at få en god leg i gang med ham, men han ignorerede hvalpene, da de nåede ud til fårene. Så røg hvalpene i snor og hanhunden blev sendt ud for at hyrde nogle får. Efterfølgende blev hvalpene, en ad gangen, sendt ind til fårene. Den ene hvalp legede og tumlede og pjattede og blev hurtigt taget ud. Den anden hvalp startede på samme måde, men pludselig stivnede den og gloede ihærdigt på fårene. "Ham dér beholder vi nok", sagde fåreavleren. Man kan altså også hurtigt afgøre, om BC egner sig til jobbet. Hvorfor mon det er så langvarig en proces med en jagthund, før man kan afgøre, om den har evner for jobbet eller ej....ved du det? Jeg siger ikke, at du ikke har ret. Det lyder blot totalt ulogisk, at de gode egenskaber skulle ryge, fordi man ikke specifikt avler på dem. Jeg mener, at hvis man parrer to "talentløse" hunde, så får man overvejende "talentløst" afkom. Men parrer man talentfulde hunde, så MÅ man s'gu da få talentfuldt afkom ud af det - ikke alle hvalpe, måske, men alligevel nok til, at egenskaberne bibeholdes og kan videregives. Hvor mener du, at "talentet" sidder? Jeg tror ikke, at driftstærk og gode jagtegenskaber er det samme. Jeg brugte ordet driftstærk i mangel af et bedre ord. Jeg kunne også have brugt "talentfuld" i betydningen: denne hund lever til fulde op til formålet med avlen af denne race. Jeg er helt med på, at hvis en race er så opdelt, at man ligefrem kan SE forskellen mellem de to varianter, hhv. udstillings- og brugshunde, i form af ændret kropsbygning osv., ja, så må det være mere end svært at bruge udstillingsvarianten. Jeg tænkte på pudlen, som vi diskuterede som udgangspunkt. Den har ikke ændret udseende væsentligt, siden den blev "opfundet". Medmindre dens drift til at ønske at apportere er gevaldig stærk. :slem:

Jeg synes, at du skulle snakke med din dyrlæge om det og så ud fra den samtale tage beslutningen om, hvorvidt det er tid. For mig lyder det helt bestemt - og meget desværre -, som om det er tid. :ae:

Hvis han målbevidst fulgte sporet den gale vej, så var det bagspor. Vendte han omkring for at søge efter guffer, så var det rod. Men skidt med det, når han nu går fint fremad, som han skal. :5up:

Det kan du snildt have ret i. Men man kan vel næppe heller have gode jagtegenskaber uden samtidig at være - driftstærk? Så på en eller anden måde hænger de to ting vel sammen alligevel, vil jeg mene. Din sammenligning mht HD er skæg, men desværre ikke rigtig brugbar. Selvom man vitterligt kun avlede på A-hofter, så ville der alligevel poppe dårlige hofter op. Dette kan først undgås, når man har fundet ud af, hvad dælen der forårsager den dumme tilstand. Vel ikke kun blød, men også i givne situationer temmelig "hård" mund, hvis skamskudt vildt skal aflives helt af hunden? Her gætter jeg vildt, for jeg har aldrig deltaget i en jagt, kun gået fredelige spor lige op til skoven for at skudtræne min forrige hund. Det var så det tætteste, jeg nogensinde har været på en jagt. Jeg forstår sagtens, at sådanne hunde ikke kan bruges. Men jeg ville nok tænke mere i stress-baner end i "kæft, sikke da en drift!". Nu spørger jeg måske lidt fjoget, men kan du stort set med det samme se på en hund (i en jagtsituation), om den ender med at være ubrugelig, middelmådig eller ski'go'? Man kan nemlig afgøre, om en hund vil egne sig som RH-hund, allerede første gang den sendes op i en ruin. Selvom den aldrig har prøvet det før, kan man på se, om den udstråler intens vilje og stor lyst, og man er aldrig i tvivl om, at her er der en superhund på vej. Og man tager aldrig fejl. :slem: Lidt OT, men jeg tænkte, om det mon ikke er det samme hos jægere?

Der har nok boet en røget sild (= airedale terrier) i nabolaget. Farverne er perfekte! :banan:

Jamen, bruger du ikke netop dine hunde til lp eller er jeg nu blevet senil igen? Og til ren lydighed skulle pudler jo være helt perfekte.

Jeg gætter på, at ikke alle, han har løbet imod i USA, har været af udstillingslinier, så dit eksempel viser jo tydeligt, at evnerne ikke forsvinder, blot fordi anerne her har været smukke. :slem: Helt enig. Og man kan vel også kun tro fuld og fast på en hvalpetest, såfremt den gentages et par gange, når hunden er voksen? Ellers kan man jo ikke rigtigt efterkontrollere testers udsagn. (Med forbehold for det miljø, hvalpen kommer ud i, forstås.)

Nu har jeg - vanen tro - ikke læst alle indlæg, så jeg hopper lige ind med en bemærkning. Det er nemlig en forudsætning, der ofte negligeres. Hvis man "kun" træner pudler i lp-regi, så er det svært at afgøre, hvorvidt de ville kunne gøre sig som jagthunde. Jeg har hørt flere hævde, at såfremt man kun avler ud fra exteriørhensyn, så ryger efterkommernes fx jagtegenskaber ud. Jeg har af gode grunde aldrig selv lavet nogen form for videnskabelig statistik på det, men jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor jagtegenskaberne skulle mindskes eller helt forsvinde? Hvorfor er der ikke plads til at tro, at nogle exteriørmæssigt fantastiske hunde ikke også har overskud til at besidde de egenskaber, som racen blev fremavlet til at besidde? Jeg forstår, at hvis man parrer smukke, sunde, driftsvage individer med andre smukke, sunde, driftsvage individer, så får man (formentlig flest) smukke, sunde, driftsvage individer. Men deraf følger vel så også, at parrer man smukke, sunde, driftstærke individer med andre smukke, sunde, driftstærke individer, så får man (formentlig flest) smukke, sunde, driftstærke individer? Og hvis den teori er spiselig, så må man vel med nogen ret kunne konkludere, at udseendet ingen betydning har som sådan for "drift-styrken"?

Det er et stort chok, når det kommer så pludseligt. Gudskelov nåede Snubbi ikke at lide og det var det vigtigste. Jeg føler med jer. :ae:

Se det som en kærlig opfordring til kontakt. Hvis Freja mente noget "alvorligt" med det, ville I ikke være i tvivl. Sofus bider os blidt i hænder og arme hver eneste dag. Kun hvis vi stikker hagen helt ind i fjæset på ham, får vi et slik eller to. Han vil hellere tage fat med tænderne. Det er faktisk ren kærlighed. At Freja ikke bider blidt i dig kan vel skyldes, at I leger/træner, og så HAR hun jo dermed en dejlig kontakt til dig og behøver ikke at bruge sine tænder.

Hvis nogle mennesker er sådan, så har de sikkert også andre fatale fejl i deres karakter. Hold dig langt væk fra dem.

Du ved sikkert godt, hvad lokning er, tror jeg. Når man gør en ting interessant og spændende for et dyr ved fx at skubbe let til den, så kan man vist godt kalde det lokning. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde med venindens kat. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Nemlig, og af den enkle årsag, at man ikke kan bruge det til noget, fordi hunden - såfremt den fortsætter sit bagspor - aldrig vil finde frem til en evt. figurant for enden af sporet. Ved bagspor går hunden således fra den friske fært til den mindre og mindre friske fært. Næ, det kalder man vist overalt "rod på sporet". På samme måde som hvis hunden kontrollerer alt for meget i fx et spidst knæk. Også dette kaldes "rod på sporet", ikke af ond vilje, men fordi det er så beskrivende for, hvad der foregår, nemlig en gang rod.

Man skal nok aldrig være for KATegorisk, for jeg kan da i al stilfærdighed fortælle dig, at lokning såmænd også virker på katte. Min venindes ene kat har den i mine øjne lidt kedelige vane at hoppe op og spankulere rundt på spisebordet. En aften, hvor alt pånær rødvin og glas var båret ud i køkkenet, sprang den glad op og gik sig en lille tur. Jeg havde efter opfordring taget en klikker med for at se, om jeg kunne lære hendes kat noget. Tilfældet ville, at en vinprop stadig lå på bordet, så jeg greb den og bad min veninde om at hente en lille tallerken med ituskårne friske rejer. Ved at puffe lidt med en finger på vinproppen og klikke/belønne, hver gang katten nysgerrigt satte snuden på, lærte den temmelig hurtigt selv at spille "fodbold" med proppen og "skyde" den over til mig. Vi spillede ihærdigt fra den ene side af bordet til den anden, indtil alle rejerne var fortæret. Så man kan godt lokke en kat. :slem:

Helt enig. Og hvis det mod forventning ikke giver det ønskede resultat, så vil det i mine øjne være en bedre løsning at aflive hunden end at give den til genboen. Selvom det kan lyde hårdt, så har hunden har trods alt haft 10 gode år.