Dina

Så kan man da i hvert fald godt konkludere, at sporten kommer før hundeførerens forhold til hunden. Det er trist, synes jeg.

Jeg er glad for at se, at I elsker hinanden alligevel. Men synd for jer begge, at hofterne er dumme. :ae:

Men så er sporten jo netop vigtigere end hunden? Men jow, bestemt, En hund, der er "i vejen" er vel næppe et elsket familiemedlem og bør bestemt have en chance for at blive det i et andet hjem. Der er jeg ikke enig. Hvis man har en hulens masse får, så er man nødt til at have en hund, der kan hyrde. Eller hvis man er jæger....så må man jo nok have en hund, der ikke er skudræd og som synes, at det er skægt at fise rundt og samle fx ænder op. Der er man nødt til at være kritisk, hvis man ikke ønsker at vælge forkert hele tiden og bare fylde sit hus op med hunde. :slem: Men så er det jo heller ikke en sport, men et slags arbejde? Men hvis det er IPO, er det ren sport på linie med fx kunstskøjteløb. Og hvis man betragter hunden som et par skøjter, så kan man vel godt kassere uden at spekulere nærmere over det? Man siger sikkert til sig selv, at hunden skam får det bedre andetsteds, vil jeg tro, og tænker måske, "ude af øje, ude af sind". Men det er jo ikke sikkert, at det også gælder for hunden, som jo elsker sin familie? Helt enig. :5up:

...og derfor skal han omplaceres. Sådan sagde en hundeejer til mig for et stykke tid siden. Årsagen var, at hunden ikke levede op til damens sportslige forventninger, fordi han ikke kunne gå spor. Og rundering og apportering var den forøvrigt også gal med, og det var "lige meget hvad hun gjorde af alle de rigtige ting". Jeg hørte så ved en tilfældighed i dag, at hunden var blevet aflivet, og at en ny hvalp allerede havde holdt sit indtog i familien. Og den havde damen store forventninger til. Sjovt nok har de hundeførere, som jeg personligt har kendskab til har kasseret deres hunde, i mine øjne ikke været ret dygtige som hundeførere. Til gengæld har de været hurtige til at "straffe" hunden, når den lavede fejl. Og noget andet sjovt er, at i de par tilfælde, hvor omplacering har fundet sted til anden hundefører, er hunden efter et kortere eller længere stykke tid pludselig blevet i stand til at få den attråede oprykning til næste klasse. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det er ved at blive almindeligt accepteret, at hundesporten er blevet vigtigere end hunden?

Hvor er han stolt over at få sit ærme! Men hvorfor har han snor på? Det bliver spændende med en prøve. Go' vind med projektet!!!

To af vores tre airedales har haft et hav af sorte pletter på tungen. Det betød intet. Måske er din hunds plamage af samme art, men prøv at spørge dyrlægen, evt. pr. telefon, hvis du er urolig.

Han ser dejlig ud!! Ved du, hvorfor han pludselig skal omplaceres?

Vi har Lærerstandens Brandforsikring og der er ingen ændring.

Man burde nu kunne spørge deres jurister, men..... Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at en henvendelse til justitsministerier må kunne give pote på den ene eller den anden måde. Jeg tror ikke, at en opdrætter kan udstationere en listehund, uagtet de måtte have særregler for mange ting. Men en henvendelse til justitsministeriet kan uden tvivl afklare disse ting.

Tak spids. Der er vel ingen grund til at tage så voldsomt på vej. Det er da kærligt af dig at ville hjælpe dine forældre, men faktisk sad jeg og tænkte præcis det samme som Biene, for en hund er jo en yderst "personlig ting" at anskaffe til hjemmet. Ingen tvivl om, at den får langt bedre betingelser med en hjemmegående mor, end de fleste hunde i udearbejdende familier generelt har, så hvorfor er du så bange for, at de anskaffer sig en jagthund igen? Man kan da sagtens stimulere en jagthund uden at man behøver at gå på jagt med den.

Nej, ingen hunde er onde. Men ikke alle hunde er egnede til at "leve frit" i et land som DK. Og hvis ejer ikke passer på disse hunde som en smed, så må de afskæres permanent fra igen at overfalde andre hunde.

Ikke som jeg læser vejledningen til hundeloven, som siger: Hunden må ikke overlades i så lang tid, at der reelt er tale om en overdragelse. Ved begrebet "overlades" forstår jeg "lade en anden passe hunden i ejers sted". Til gengæld har jeg ingen idé om, hvor længe "så lang tid, at der reelt er tale om en overdragelse" skal defineres. Her må man kunne spørge i Justitsministeriet eller hos DKK eller....? Jeg er enig med dig i, at en udstationering må være at ligne med en overdragelse = forbudt.

Det kan jeg altså ikke få til at harmonere med politiets nye opgaver efter indførelsen af den nye hundelov, der tydeligt siger: "Såfremt en hund, uanset race, uretmæssigt skambider et menneske eller anden hund, SKAL Politiet lade hunden aflive." Såfremt den politimand, der får overdraget sagen, ikke kan tyde ovennævnte sætning, så må ejeren af den skambidte hund jo gå videre i systemet. For ingen tvivl om, at disse to hunde er uønskede i et civiliseret samfund, uanset om man er for eller imod den nye hundelov eller.....?

Den, der står registreret som ejer i Dansk Hunderegister, er ejer af hunden. Det er et farligt råd, du giver, for i vejledningen til hundeloven står der netop: Hunden må ikke overlades i så lang tid, at der reelt er tale om en overdragelse. Det bedste at gøre er jo nok at skrive til DKK, så man får et skriftligt svar tilbage.

Samme følelse har jeg, når jeg lægger spor. Og alligevel er det ikke vildt sjældent, at Sofus rejser en hare eller to, når vi så går sporet. Undertiden har vi også haft fornøjelsen af at møde en fasan. Så dyrene ér der....vi mennesker er bare blinde på tuden.

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved kun, at jeg en sjælden gang er lidt uheldig, når jeg trimmer Sofus' kinder og så kan der komme en lille hotspot. Så er det bare at trimme håret helt (sådan da) væk, fucidin på og så holde øje med, om han klør sig. Gør han, får han prednisolon i nogle dage. Om det er helt reglementeret, ved jeg ikke, men det har jeg så praktiseret i over 20 år på hele 3 airedales og hver gang er spotten forsvundet. Men der kom et godt forslag fra Umulia, som du måske kunne prøve - eller diskutere med din dyrlæge?

Prøv om du kan få din dyrlæge til at give dig fucidin (salve) og pednisolon (kløstillende piller), så du har i nødstilfælde. Salven holder længe i køleskabet. Sådanne hotspots kan nemlig blive megastore på ingen tid.

Samme for airedales.

Jeg har allernådigst og efter mange høflige henvendelser fået lov til at gå spor på den nærmeste mark, når der er høstet. Men bondens forklaring på, hvorfor han ellers altid siger nej, er, at hvis hundeejere ser andre lufte hund på marken, så spurter de også derhen og måske beholder de vanen, så de også går der, efter at der er pløjet og klar til vintersæden.

Som alle andre siger, så er privat grund altså privat grund og man må have tilladelse af ejeren til at færdes der. Der må heller ikke være alt for skægt at fare rundt med sin hund og så pludselig stå over for en harmfuld bonde. For år tilbage hørte jeg, at hvis det ikke var kornmark, men derimod brakmark, så blev der givet tilskud fra EU og derfor måtte man godt gå der uden tilladelse. Personligt har jeg nu aldrig troet på den forklaring. Men prøv på teknisk forvaltning om ikke de kender ejeren af "din" mark. Eller kør ind på den nærmeste gård og spørg dér. På landet kender alle hinanden og hinandens marker.

Hvis det kan være en trøst, så har din hund altså ikke "bidt" dit barn, for så havde hun haft dybe, blødende sår. Han har markeret, hvilket var en forskrækkelse for din mand, der overværede det, men straks at tænke "hunden må omplaceres" er noget overilet, når man tænker på hundens alder og hvor fint det hidtil er gået med ham i hjemmet i al den tid. Børn og hunde hører bestemt sammen, men ikke uden, at der er en voksen tilstede, som er meget opmærksom på hundens signaler. Og kødben er nok ikke den bedste ting, jeres barn kan lege med sammen med hunden. Hvis I giver plads til, at både barn og hund kan finde ud af en samværsform, så bliver din mand nok tryg ved sin hund igen.

Kalle, vores første airedale, levede i 12 år og 23 dage og i al den tid initierede han aldrig et slagsmål. Tæver og hvalpe kunne opføre sig over for ham, som de lystede, men mødte han mødte andre løse hanhunde, så sagen en kende anderledes ud. Var det "pæne hanhunde", der kom roligt hen til ham på en respektfuld måde, så kiggede han nådigt på dem - og drejede så hovedet hovent den anden vej. Audiensen var forbi. Var det derimod "mindre pæne hanhunde", der kom hen til ham på strittende ben, så kunne man se børsten komme op i ham. Han kiggede direkte på dem og meldingen var klar: "Bare kom, du - jeg ér klar!". Heldigvis gad ingen af de mindre pæne tage handsken op og alle kunne gå fredeligt hver til sit. Kun to gange blev han overfaldet, helt ud af det blå. Den ene hanhund (schæferhund) kom godt nok ud af det grønne, for den fræsede gennem en busk og vi så den først, da den kastede sig over Kalle. To hurtige hak fik den til at løbe væk igen. Den anden hanhund (doberman) var løs på et område, hvor der var linepligt. Den røg lige i skallen på Kalle, som besvarede angrebet - med mig for enden af en flexline, ædr. Men også denne gang fik Kalle overbevist den anden om, at det ville være bedst at skilles. Danny, vores anden airedale, levede gr. en svær spondylose kun i 7 år, men han var den mest geniale hund til at afværge konflikter. Hvis en hanhund kom hen til ham med rejste børste eller anden krigspynt, så ignorerede Danny ham totalt. I stedet løftede han hovedet og stirrede direkte op i himlen. Efter en stund kiggede den anden hund også op, men da den tilsyneladende ikke kunne få øje på noget interessant, begyndte den altid at snuse i græsset, inden fortsatte sin vandring et andet sted hen. Vi oplevede det adskillige gange i Dannys liv, så tilfældigt kan det næppe have været. Tilsidst plejede vi at sige til hiinanden: "Nå, nu bliver FN sat ind". Jeg tror næsten, at han kunne have været brugt som del af en fredsbevarende styrke. Han kom aldrig i konflikt med andre hunde og elskede alt, hvad der bevægede sig (lige med undtagelse af katte!). Vores nuværende airedale, Sofus, er lige fyldt to år og har noget mere temperament, muligvis fordi han blev overfaldet hele tre gangen, inden han var 14 måneder. Han minder nok mest om sin "bedstefar" og har som han stor selvkontrol.

Det er jeg rigtig glad for at høre, for det betyder, at du kender den danske statistik over, hvilke racer (el. blandinger), der var på forsiderne gr. overfald med dødelig udgang og dermed var årsag til, at den nye hundelov blev vedtaget. Ved du, hvor man kan finde den statistik? For jeg har ikke selv kunnet finde den og troede faktisk ikke, at forsikringsselskaberne havde opdelt de fatale skader på racer med og uden stamtavle.

Hvis du smider hunden op på et bord, evt. i haven, og bevæbner dig med en kam, en pincet og en lighter, så er du klar til at gennemgå hunden fra top til bund. Flåterne har en tendens til at kravle rundt i op til flere timer, før de finder et godt hug-sted. Når du så får fat i den leeeeede flåt med pincetten, så holder du godt fast og er klar med lighteren til at brænde udyret godt og grundigt ihjel. Du kan også tage flåten med fingrene (det er faktisk ikke spor ulækkert, for den er hammersvær at trykke sammen) og så lægge den på en sten, mens du med en negl eller en anden sten kører livet ud af den. Man kommer naturligvis aldrig i himlen, når man er så ond ved de små dyr, men det er vi en kreds af pæne darmer, der vil sk*de på. :slem:

Vores første airedale fangede og åd masser af mus på marken. Jeg lagde mærke til, at han altid indtog dem med hovedet forrest, således at halen et kort øjeblik hang ud af munden på ham. Det var umanerligt ækelt, men han tog ingen skade af det.