Dina

Han lyder som en dejlig hund. Godt, at han kom i gode kår hos dig, den lille. Så grelt er det nu sjældent, tror jeg. Det er nok mere et spørgsmål om opdragelse - medmindre, forstås, at der står en højløbsk tæve lige foran hanhundens tud. Men et sådant tilfælde kan både forstås og tilgives, håber jeg. :slem: Det kommer måske også lidt an på, hvilken sportsgren vi snakker om. Er der AG eller LP, så tror jeg ikke, at det gør nogen forskel, om hanhunden er intakt eller ej. Måske det endda er en fordel, om han ikke er intakt? Men snakker vi om RH-hunde (jeg kan ikke rigtigt udtale mig om PH), så så jeg faktisk med egne små blodskudte øjne, at der indtrådte en beklagelig forskel, da familiejuvelerne forsvandt. Der var MÆRKbart ikke det samme drive over eftersøgningerne. Jeg har en idé om, at hvis man tænker på en service- eller blindeførerhund, så er det ønskværdigt, at hunden "får fred og ro" til at koncentrere sig om den foreliggende hjælpeopgave. Men skal hunden fungere som politi- eller redningshund, så er drive altafgørende. Men det er min helt private teori. Og så lige på falderebet - jeg har selv haft 3 intakte hanhunde og ingen af dem har produceret hvalpe på gule plader eller blot været i nærheden af en sådan produktion af uønskede hvalpe. Det var egentlig aldrig et problem, undtagen en enkelt gang hvor jeg mødte en tæveejer, der hujede: "PAS PÅ! Hun er i løbetid!". Mærkeligt nok var tæven løs?! Men der kunne min hanhund skam godt have tænkt sig lidt fiddelihut, hvis ikke jeg havde været hurtig på benene (og hænderne). Var de to hunde spænet væk og havde parret sig i skjul, så kunne jeg ikke have drømt om at føle ansvarlighed, eftersom det foregik på et friløbsområde.

Det er skam ikke en pind hårdt sat op. De er nogle schwiiiiin, er de, de hanhunde. :slem: Men jeg ved ikke, om de lider mere af egetkønsaggression og dominans end tæver kan gøre? Men strejfen har man da i hvert fald selv indflydelse på. Jeg tænkte nu mere på, at hvis man vil have en hanhund med lidt ekstra krudt i, så tror jeg, at man har gavn af, at hunden er intakt. Dette tror jeg, fordi jeg har set, hvordan arbejdslysten er dalet dramatisk på nogle hanhunde, der kom under kniven. De var stadig lige lydige, men tempoet og intensiteten i eftersøgning var mærkbart ændret. De tæver på pladsen, der blev steriliserede, viste derimod ingen ændring i deres arbejdsmønster.

Jeg kan nu ikke helt forstå dig, Brian. Jeg er godt nok ikke jurist, men teksten: "Justitsministeriet finder ikke, at der i lovteksten bør stilles nærmere krav til, hvordan besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en forbudt hund. Besidderen kan f.eks. fremlægge en stambog eller dna-attest vedrørende hunden og dens forældre, eller besidderen kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning.", læser jeg således: "Er blandingshundens forældre racerene hunde, kan disses stambøger bruges som bevis for blandingshundens afstamning. Er blandingshundens forældre ikke-racerene hunde, kan blandingshundens ejer fremlægge en erklæring fra personer (i dette tilfælde velsagtens forældredyrenes ejere), der kan redegøre for blandingshundens afstamning." Når man afstår fra at stille nærmere krav til, hvordan besidderen af blandingshunden dokumenterer, hvilken/hvilke race® der er tale om, så gætter jeg på, at det kan skyldes, at man kan erhverve sig en blandingshund, hvor man simpelthen ikke kender ophavet (græsk gadehund), og det vil man ikke forhindre folk i. I disse tilfælde må en dyrlæge vel ind over, når hunden skal registreres....eller hvad? Det lyder for mig ikke, som om man er TOTALT retsløs, altså. Men belær mig gerne, hvis jeg har overset noget.

Tag du kun roligt Charlie-drengen med hjem til DK (men er der ikke stadig krav om karantæne?), og du skal ikke høre et ord fra mig. Sofus leger hver dag med bl.a. Rasmus, som er halvt rottweiler, halvt ruhåret hønsehund. Rottweileren i ham er nok det mest fremtrædende, men han er den kæreste og kærligste hund, man kan tænke sig. Så frygt ikke. :slem:

Ved de fleste ejere intet om deres blandingshunds ophav? Jeg mener, de er jo normalt ikke drysset ned fra himlen, men kommer et sted fra, hvor ejeren af tæven (blandingshundens mor) vel må have opdaget, hvilken hanhund der er mester for hvalpene? Jeg tror (men ved det ikke med sikkerhed), at hvis man har et slags papir fra tæveejeren, hvorpå der står, hvilke racer der er involveret, så er det "bevis" nok? Man kan jo af gode grunde ikke rigtigt fremvise officielle papirer på en blandingshund, så det er der vel taget højde for på den vis?

Jeg ville altid forvente, at det var tæver, der oftest blev steriliseret? De ændrer efter sigende overhovedet ikke psyke.

Der er en stor overvægt af intakte hunde, hvor vi bor. Sofus er intakt og det var hans to forgængere også hele livet.

Du har anskaffet dig en næse på 4 hjul......øh, adskillige næser på hver 4 hjul. Det er ikke nemt, men til gengæld skægt.

Det kan du bande på (hvis ikke du var sådan en pæn pige). Og jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren ikke opdeler hunde i racer, men erkender, at der blandt alle racer er "biddable"-hunde (pleasere) og "Pigs Fly"-hunde. I modsat fald var det så nemt blevet "dem og os". Glæd dig. Jeg er spændt på at høre din mening på et tidspunkt, hvis du gider.

Nej, desværre. Men jeg ved, at det kan være den helt store kærlighed. Allergi kan man ikke undertrykke og der kommer mennesker bare først. Godt, at I fandt et alternativ.

Han lyder som en pragtfuld hund og dejligt, at du har fundet "nøglen" til ham. Synd, at de forrige ejere ikke fandt den. Nemlig.

Ups, der læste jeg så dit indlæg som Fanden læser biwlen. Godt, at du fik korrigeret mig. Hagström lyder også spændende, så hende må jeg da også have fingre i. Men så skal du altså også læse Maria Hannsson. Du vil elske hende!

Her er det bare ikke nok at give "Tak". Her må der andre boller på suppen, så :banan::banan::banan::banan: :klap::klap::hjerte::hjerte: :5up::5up::5up: Hvordan går det med din gamle tæve med hak i øret? (Kan ikke huske hendes navn.)

Det er så lidt forskelligt, hvordan man opfatter det at have et godt forhold til sin hund. Mit forhold til Sofus er også ret godt. Så godt, at jeg aldrig i livet frivilligt ville sende ham et andet sted hen. Jeg erkender, at jeg måtte finde på et eller andet, hvis jeg pludselig fik allergi eller anden djævelskab, men det skal så være på det plan. Jeg ved, hvordan en hest ser ud, men det er også alt, så det vil jeg ikke udtale mig om. Dog ved jeg en ting til - den er ikke et familiemedlem på linie med en hund, eftersom hesten bor på marken/i stalden og aldrig kommer ind i stuerne eller sover med familien. :slem:

Man får bestemt ikke det hele forærende. Det har du ret i.

Hun er aldeles PRAGTfuld. Har du læst hendes bog "Min bedste ven" om den schæferhund, hun havde og som tilsidst nærmest kastede op, hvis den så bare skyggen af en apportbuk? Det er - også - en af mine yndlingsbøger. :hjerte:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af de bedste hundebøger, jeg endnu har fået fingre i, nemlig "When Pigs Fly". Den er skrevet med stor hundeviden og mindst lige så stor humor. Forfatteren beskriver bl.a. sine 3 bull terriere både før og efter den ændrede træningsform. Hund nr. 1 - ”Lynet” Hun går til grundlæggende lydighed. Første gang hun korrigeres med et ryk i linen, går hun ned i tempo. Hvis hun korrigeres for anden gang, stopper hun. Hvis man vover en tredje gang, bliver hun stædig som et æsel og nægter for det meste at bevæge sig yderligere. Når hun derimod er løs, har hun ingen problemer med at bevæge sig, endog meget hurtigt. Desværre er det næsten altid i den forkerte retning. Det rager hende en rotterumpe, hvad hendes fører ønsker af hende. Det kræver mangen svedig og frustrerende anstrengelse blot at indfange hende, når hun løber væk. Undertiden må der deciderede taklinger til. Efter ændret træningsform Kort tid efter at jeg fandt ud af, hvordan hun skulle trænes, opnåede hun 9 agility-titler med i alt 24 førstepladser. For at opnå disse titler skulle hun løbe løs i et uindhegnet område med hundreder af mennesker og hunde, der stod tæt ved. Hun skulle løbe et løb med forhindringer som spring, tunneller og et 4,5 fod højt A-spring, alt dette uden line, kun ved hjælp af min dirigering og uden at jeg måtte berøre hende. Ikke dårligt for en hund, der tidligere tilbragte det meste af sin tid med at lægge planer om, hvordan hun bedst kunne smutte fra mig. Hund nr. 2 - ”Den Vanvittige” Han kan køre sig selv så højt op, at hans hjerte næsten i bogstaveligste forstand hopper ud af brystkassen på ham, når han er ude blandt andre. Som hans dyrlæge siger: ”Han skal have beta-blokkere for ikke at gå over helt gevind”. Selv en gåtur ned ad gaden er ikke mulig. Hver eneste gang han møder fremmede (mennesker eller hunde), galoperer hans hjerte, hans tunge bliver sort og han kollapser, hvor han står og går. Undertiden er hans ophidselse så stor, at han brækker sig eller mister kontrollen over sit tarmsystem. Engang blev han så overstimuleret af en nabos besøg, at kun et hastebesøg hos dyrlægen reddede hans liv. Efter ændret træningsform ”Den Vanvitige” fik sin første oprykning til Amerikansk Kennel Klubs højere lydighedstitel. For at opnå denne ære måtte han gå fint fri ved fod med vendinger både i almindelig gang, løb og langsom gang. Han skulle automatisk sætte sig, når jeg stoppede og han skulle finde sig i dommerens berøring op og ned ad ryggen. Alt dette skulle gøres med enten meget få eller slet ingen kommandoer fra mig. Han skulle tilligemed ligge i 5 minutters fællesdæk med fremmede hunde, hvor jeg stod 10 meter væk. Alt dette skulle udføres i al hurlumhejet fra en lydighedsprøve, hvor der er masser af fremmede hunde og mennesker, som snørklede sig ind og ud mellem hinanden. Der er lang vej til dette for en hund, som man ikke engang kunne gå en tur i snor med i nabolaget af frygt for, at han skulle falde død om af ophidselse. Hund nr. 3 - ”Gykkelykken” Hun følger omhyggeligt og præcist sin fører på gåture. Legetøj, ros eller ”fører-hoppen-omkring” ændrer absolut intet i hendes tempo. Hun har kun to tempi: dødsenslangsomt eller stoppet. Efter ændret træningsform ”Gykkelykken” opnåede i 18 måneders-alderen 3 agility-titler. Det er en bog, som man kan spekulere en del over. Spændende er den i hvert fald.

Godt, at du har været så heldig med dine bordere. Jeg trænede i tidernes morgen med en hundefører, der købte en hollandsk bouvier af fineste arbejdslinier. Den lagde sig til at SOVE oppe i ruinen en varm sommerdag, efter at den med besvær havde lokaliseret to ud af tre gemte figuranter. Der blev taget et billede af det. Mange af de øvrige hundeførere havde almindelige familiehunde, men derfor kunne de nu alligevel godt arbejde. :slem: Jeg tror slet ikke, at du behøver at være så bange for, at der kommer hunde af brugslinier ind i en almindelig familie. Hvis familien ikke værdsætter hunden og beskæftiger den på passende vis, så havde den sikkert heller ikke aktiveret en hvilken som helst anden hund, tror jeg.

Der kan jeg slet ikke være uenig med dig. Det er lidt i stil med "jeg vil hellere være rig end fattig, hellere rask end syg"-agtigt. For det ER skæppeskægt at træne noget, som ens hund bare er plimtosset med.

Nej, så har jeg forklaret mig for dårligt. Han snakkede ikke om, hvad der var sjovt, men om, at det var en himmelsendt mulighed for en hundefører for at vokse og blive bedre. Lidt i stil med, at hvis du lykkes med et svært projekt - uanset art -, så har du undervejs i processen lært mere, end hvis du arbejdede med et nemt projekt. Lyder egentlig meget logisk i mine ører. Ikke for at drille, men er det ikke et højere mål at motivere en sløvert (som måske ved en anden træningsindsats viser sig slet ikke at være en sløvert) end at træne en arbejdsnarkoman, hvor man får så meget forærende?

Sådan har jeg det osse - det er skideirriterende.

Jeg læste for tusind år siden - tror, at det var Anders Hallgreen -, at det bedste, en hundefører kunne få, var en "dum hund". At træne og motivere sådan én var den allerbedste måde at blive en god hundefører på, for intetsteds kunne man lære mere. Det tror jeg, at der er megen sandhed i. Så hvis man har problemer med at motivere sin hund til samarbejde (fx lydighed), så burde man jo i følge AH have en rig mulighed for at vokse som hundefører?! :banan: Det kan sagtens være tilfældet for dig, indrømmet. Det er så bare ikke lige mit generelle indtryk, når man ser, hvor knotne hundeejere kan blive, når det går skævt til en konkurrence. Det ser godt nok ud til at være ret væsentligt for dem. Det må du sikkert også have set.

Helt enig. Der skal lægges mange, mange godt kræfter i at få en dygtig hund. Mange. Også selvom man "hjælper" sig selv ved at vælge en hobby, der generelt set passer til ens race. Hvis man gør op med sig selv, at forholdet til hunden er af underordnet betydning i forhold til den hyldest, man drømmer om, når man vinder konkurrence efter konkurrence, så - ja. Så må hunden ud. Jeg lærer nok bare aldrig at forstå det.

Jeg er 100% enig, når det drejer sig om almindelige familiehunde! Skal hunden have en arbejdsmæssig funktion, kan jeg godt forstå, at sagen må stille sig noget anderledes. Men en hobby er nu engang ikke arbejde, eftersom det er noget, man hygger sig med i fritiden.

Og det er lige præcis dér, den halter i de tilfælde, jeg har kendskab til. Det har så også siden vist sig at holde stik, for næste hund - og næste - har "desværre heller ikke" kunnet opfylde pågældende hundeførernes ambitioner. Og så er det jo, at man tænker sit. Det var nok nemmere for en hund at være hund i gamle dage....før man syntes, at en almindelig familiehund skulle "bruges". :slem: Ikke, at jeg synes, at en hund blot skal daldre rundt og passe sig selv, selvfølgelig, men i mine øjne må det da være en kæmpeudfordring at få så meget ud af den hund, man deler liv med. Når jeg har set nogle af de såkaldt mere uartige racer (gravhund, terrier, mynde...) udføre flot lydighed, så er jeg langt, langt mere imponeret, end hvis det drejer sig om racer, der af natur er mere oplagte som lydighedshunde. :5up: Men det tænkte jeg nu nok.