Dina

Dygtig pige. Er hun også dækfast? Hvis du vil være helt sikker på dit "ja", så dæk hende af, gå 20m ud, vend front mod hende, læg dig på alle fire og kravl ind til hende. Bliver hun i dæk, er hun dækfast. :banan:

Ja, det ved man jo ikke, altså hvordan hun vil reagere ved næste løbetid. Damehunde kan være meget beslutsomme. Der var to ting, som Kalle (vores første airedale) ikke tillod andre hunde uden brølende at gøre dem opmærksomme på deres fadæse. Den ene var, at de skulle holde sig fra hans tennisbolde, den andet at de ikke skulle springe op ad mig (det var hans job). Det første, som hans meget ærede kone nr. 1 gjorde, så snart hun var kommet inden for havelågen, var at snuppe en overset tennisbold, hvorefter hun høfligt kom hen til mig og lagde begge sine forpoter på mine skuldre. Kalle kom hen til os som skudt ud af en kanon og himlede rasende op. Hun blev roligt stående hos mig med tennisbolden i munden og bare SÅ ned på ham. Han havde normalt aldrig vrøvl med selvtilliden, men her måtte selv han give fortabt. Han lignede Fedtmule, som han stod og trippede, hvorpå han gik hen til den nærmeste busk og lettede ben. Så var rangfølgen ligesom på plads. Der var en dronning og der var hendes undersåt. Men så snart ånden kom over Hendes Majestæt, "giftede" hun sig nu alligevel med undersåtten. :slem:

Vores første airedale var avlshan og jeg kan love dig, at INGEN af hans 4 koner kunne voldtages. Og han var heller aldrig ved at "dø i akten". Efter hyggestunden gik han og konen stilfærdigt rundt i haven som et gammelt ægtepar, hvorefter de lagde sig fredeligt ned, trætte og glade. Og så tog opdrætteren ellers hjem med tæven......og kom igen de næste dage.

Sorry - jeg kan nu se, at jeg famlede henover min staveplade, da jeg læste dit indlæg. Nu forstår jeg, hvad du mener. Tsk tsk, Diiiiiina.

Jeg tror, at du bliver glad for den beslutning. Men hårdt bliver det s'gu for dig, indtil det er overstået. :ae:

Lige præcis. Og det har den megafordel, at Pablo bliver en erfaren hanhund, der ikke stresser over løbetidstæver mere - bortset fra lige nøjagtigt de få dage, hvor der er "bid". Hvis Victoria ikke "gider", så er det, fordi hun ikke er højløbsk. Så vil hun meget beslutsomt fortælle Pablo, at det fandengalemig er noget snavs, han har gang i. Også det er god træning for Pablo, som bliver nødt til at vente på belønningen, til Victoria er parat. Om det har nogen indflydelse på falsk drægtighed, aner jeg faktisk intet om, men var Victoria min, tror jeg, at jeg ville prøve at overtale mig selv til at lade hende sterilisere, simpelthen gr. den falske drægtighed. Det er megasynd for hende at være i den situation.

Der er ikke tale om at kastrere, hvilket jeg prøvede af al magt at understrege i mit indlæg. At sterilisere en hanhund har INGEN virkning på hans psyke, men udelukkende på hans evne til at producere afkom. Selv vil han INGEN forskel mærke, altså udover at hans farmand så kan give fri adgang til det, som Pablo ønsker sig allermest. :banan:

Der imponerede du mig biiiig time, ellers. Jeg troede bestemt, at det var lidt småbanal viden, du lige lirkede ud af ærmet.

Det er tæskesynd for begge hunde og såmænd også for dig, der jo lider på deres vegne. Men kan du ikke overveje at sterilisere Victoria eller - hvis du er lidt småsej - vælge at sterilisere (IKKE kastrere) Pablo? Begge tiltag skulle jo løse problemet. Ups - havde som sædvanlig for travlt til at læse ordentligt. Mit forslag vil så absolut være, at det bliver Victoria, der skal steriliseres gr. hendes tilbøjelighed til at blive falsk drægtig. Og JO, det er stygt, når ens elskede hund skal i narkose, men heldigvis plejer det jo at gå godt. Pøj-pøj med beslutningen.

Øøøøh, ikke helt, er jeg bange for. Men feeeeed forklaring, tak! Herligt, når folk virkelig ved noget.

Vi har altid haft en hund ad gangen (airedale terrier).

Jeg ville bestemt ikke anbefale en airedale til en skoleelev, der kun har omkring en time om dagen til luftning. En airedale kræver masser af leg og masser af aktivering og masser af kærlig stimulering for ikke at blive en pestilens. Jeg tror aldrig, at jeg personligt har mødt en anden hunderace, der har så megen energi (men forventer bestemt at blive belært om noget andet nu :slem:).

Jeg læste en "skæg" artikel om glucosamin-forsøg, der var foretaget dels i England, dels i USA. De amerikanske forsøgspersoner fik det tydeligt bedre, hvorimod de engelske ikke kunne påvise nogen som helst virkning. Den eneste forskel viste sig at være, at amerikanerne brugte sulfat-versionen og det gjorde englænderne ikke. Jeg er langt fra ekspert på området, men jeg ville personligt helt klart holde mig til sulfat-versionen, som så ydermere er den billigste.

Jeg har ved mine tre airedales brugt en meget nyttig øvelse, nemlig indlæring af apportering. Denne øvelser appellerer øjensynligt til dem, så for at få lov til at fræse hen og nappe apporten, har jeg - fra de var helt små (8-9 uger) og kun lige havde lært at sidde ved siden af mig i grundstilling - konsekvent gjort således: 1. Fået hund i grundstilling 2. Belønnet et par gange for at kigge op på mig 3. Pludselig kastet apporten OG LYNHURTIGT.... 4. stukket noget lækkert i gabet på dem 5. Fortsat med at stikke noget lækkert i gabet på dem 3-4 gange 6. Vist med hænderne, at der nu var fri adgang til at hente apporten. Alt sammen uden et ord fra min side, forstås, eftersom de jo ikke kendte kommandoen alligevel. Meget hurtigt medførte de lækre godbidder, at hundene, straks apporten blev kastet, kiggede op på mig. Samme fremgangsmåde har jeg brugt i samtlige selvstændige øvelser (rundering, feltsøg, eftersøgning......). Disse øvelser tænder helt vildt og så kunne jeg lige så godt prøve at lære dem at vente med at styrte afsted, til de fik lov.

Sulfat er en svovlforbindelse. Mht foder, så skulle det helst stå på posen, om der er tale om "sulfat-versionen". Prøv at kigge på dette link: http://www.sund-forskning.dk/news/846-kun-glucosamin-sulfat-bremser-slidgigten-.html

Han er da SMUK! Forklaring har jeg ikke, bortset fra at mange airedaleejere bliver anbefalet at lime hvalpens ører i tandsætningsfasen. Det gjorde en opdrætter med vores første airedale. Limningen holdt i ganske få timer - så klippede jeg det af. Hans ører sad perfekt alligevel. Vores anden airedale flaksede også lidt med ørerne i tandsætningsfasen (det er altså ikke mit udtryk, men et opdrættrudtryk - lyder fancy), men de kom pænt på plads, da de blivende tænder indfandt sig. Sofus derimod rejste stolt sit højre øre, da han skiftede tænder - og der har det stået lige siden.

Jeg forestillede mig, hvordan det ville føles selv at blive båret op ad trappen - siddende på armen hos en kæmpe - og det virkede langt mere utrygt end at kravle op med et par beskyttende hænder på numsen. :slem:

Dejligt, at dine hunde ikke fejler noget, og naturligvis kan man give det forebyggende. Det gør jeg selv med Sofus.

Mange veje fører til Rom. Irenes måde er fin, fordi hunden kun skal tage et enkelt trin i første omgang. Der er også en lidt mere rå version. Hvis du giver hunden snor på, lukker ørerne for piv og beder din mor være bagstopper, så kan du lidt kækt sige til hunden: "Kom - så går vi!", mens du trækker blidt, men bestemt i snoren og selv begynder at gå op ad trappen lige foran hunden. På den måde vil dine ben være en lille tryghed for ham. Og idet du går opad, skubber din mor bag på hunden. Det eneste, man skal være helt og aldeles enige om, du og din mor altså, er, at uanset hvor meget hunden piver, så SKAL turen gennemføres. Elles bliver han yderligere bestyrket i sin mistanke om, at trapper er ski'farlige og så skader det langt mere, end det gavner. Men det kan sagtens lykkes på denne lidt mere håndfaste måde, specielt hvis man gentaget stuntet adskillige gange samme dag. Det lyder lidt, som om han har været bange for trapperne lidt for længe, så måske der nu skal lidt mere til end blot godbidder for at få ham på bedre tanker.

Bare man kan være helt og aldeles sikker på, at det er sulfat-versionen, for fx glucosamin (uden sulfat) har ved forsøg vist sig at være ganske virkningsløst.

Hvis din hund lider af fx spondylose eller andre gigtsygdomme, så er glucosamin sulfat, chondroitin sulfat og MSM virkningsfulde. Den bedste virkning opnås ved at bruge alle tre ting sammen. Glucosamin sulfat, som udvindes af krabbeskaller, stimulerer bruskcellerne til at producere kollagen og andre knoglesubstanser, således at bruskens elasticitet bevares. Glucosamin sulfat har i flere videnskabelige undersøgelser på mennesker vist sig at have en meget positiv virkning på slidgigt. Chondroitin sulfat, som fremstilles af brusk fra hajer, svin, kvæg eller hvaler, beskytter brusken - dels mod udtørring, dels ved at bekæmpe de enzymer, der "udsulter" brusken ved at blokere for optagelse af næringsstoffer. Chondroitin sulfat "reparerer beskadiget brusk" ved at stimulere til dannelse af ny brusk, samt mindsker risikoen for betændelse i leddene. Glucosamin sulfat og chondroitin sulfat er stoffer, som minder en del om hinanden og begge indgår naturligt i vores brusk. MSM indeholder 34% svovl. Svovl er nødvendigt for dannelsen af bindevæv. Det har vist sig, at svovlindholdet i brusken i gigtramte led kun er omkring en tredjedel af indholdet i normal brusk. Men tilbage til dit spørgsmål. Ja, man kan købe de 3 stoffer og blande i foderet. For omkring 5 år siden købte jeg et kilo af hvert stof og gav lidt over 2.000 kr. For en hund på 35 kg ville det være nok med 1 g om dagen af hvert stof, så selvom det umiddelbart lyder som lidt af en udskrivning, så holder det i ca. tusind dage. Jeg købte det hos Vital Horse (http://vital-horse.com/).

Mk101 har skrevet nogle særdeles gode indlæg, som du formentlig kan have stor gavn af at læse. Jeg tror desværre, at der er stor risiko for, at Audrey kan blive utryg ved andre hunde, hvis du hele tiden råber "Nej!" og "Gå væk!", for hvordan skal hun opfatte det på anden måde, end at sådanne møder er farlige? Og hvert eneste møde vil forstærke hende i denne tro. Du må desværre se i øjnene, at andre hunde KOMMER tæt på hende, medmindre du lufter hende et hunde-tomt sted, ligesom du må se i øjnene, at ikke alle hundeejere automatisk kalder deres hunde til sig ved synet af en lille hvalp. Du kan alligevel ikke undgå sådanne møder, så du kan lige så godt prøve at lægge en strategi for den nærmeste fremtid i stedet for at spilde krudtet på andre hundeejere. En lille hvalp er nysgerrig og vil mægtig gerne hilse på andre hunde; hvalpen ved, at den kører på hvalpelicens, men den ved også, at den er sårbar og vil derfor sætte stor pris på lidt støtte fra dig. At sidde på hug med hvalpen mellem benene er en god idé. At arrangere hundelufteture med folk med store hunde er en anden. Her er Aschas tilbud perfekt.

Hvis det er så grelt, må det godt nok genere hende, så et svip til dyrlægen kunne være en idé.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi valgte vores første airedale. For mig uerfarne hvalpekøber var der et mylder af hvalpe og jeg kunne slet ikke kende den ene fra den anden (i dag har de jo ofte forskelligtfarvede halsbånd på). Jeg var totalt skudt i en stor basse, der brugte det meste af tiden på at ligge og sove oven på min ene fod, men min mand udså sig den hvalp, der hele tiden gik i nye retninger, hvorpå flokken tumlede efter den. Det mindede ham om hans barndoms airedale, sagde han. Hvis opdrætteren havde spurgt, hvilken træningserfaring/personligt kendskab til en airedale jeg havde, måtte jeg have svaret INGEN. Jeg havde godt nok læst om en dansk airedale, der var redningshund og det synes jeg lød gevaldigt spændende. Jeg forestillede mig vist noget i retning af, at der lå folk gemt hist & pist, omkranset af skødesløst påsatte brande.....eller noget. Men trods ingen erfaring overhovedet, men med en inderlig kærlighed til hunden og stor vilje til at træne og lege, så lykkedes det alligevel at gøre ham til redningshund i en alder af 2½ år. Det viser vel egentlig, at det nærmest er meget, meget vanskeligt for et andet menneske at "parre" hvalp og hvalpekøber. Senere har jeg så læst, at man ikke anbefaler førstegangshundeejere at anskaffe sig en airedale, men det vidste heldigvis hverken opdrætteren eller jeg på det tidspunkt. :slem:

Jeg har vist aldrig mødt en løs hund på en trafikeret gade, så.... Hvis jeg gjorde og hvis den så rar ud, så skidtpyt. Men hvis den var truende, ville min egen hunds liv og lemmer komme i første række, og jeg ville nok ikke have de allerstørste hæmninger mod at kyse kræset i hvilken som helst retning.