Dina

Med de stærkere krav så BURDE de jo være sundere, men.... Man skal nok altid have et øje på hver finger og så i øvrigt bare håbe på fravær af uheld.

Tonks, jeg tror, at du ubevidst tænker på menneske-incest-nogt. Her ville jeg være totalt enig med dig. Skydning ved daggry forekommer mig at være for mild en straf. Men med fx hunde er det ganske anderledes og helt uden skam for dem.

Usmageligt er det vel kun, hvis der er tale om mennesker? Hunde - og sikkert også marsvin - er fløjtende ligeglade, fordi det jo for dem ikke er tabubelagt. Jeg kan godt se dit argument med, at skjulte fejl (altså recessive gener) pludselig kommer frem i lyset, men man kunne måske også vælge at se netop dette som en fordel? Forstået på den måde, at så vidste man med 100% sikkerhed, at det sunde avlsdyr, man troede, at man gik rundt og havde, faktisk slet ikke var så sundt endda. Og så havde man sikkert glad og fro parret sådan en tæve med hanhunde, der måske ikke havde bemeldte fejl, og man ville aldrig have anet uråd. Men afkommet ville have været bærere af et eller andet dårligt, som ville slå ud, når der blev parret med en hund med samme dårlige gen. Og så ville alle tænke: Hovsa - hvor fa'en kom nu dét fra? Jeg siger lige straks, at jeg ikke er opdrætter og at min viden om genetik og arvegang er mæææææædet gammel, så hvis ovennævnte er noget gedigent sludder, så modtager jeg da gerne et par småhug for ulejligheden.

Det gør de nok begge. De er verdens bedste venner - og naboer, så de har leget sammen hver eneste dag, siden Sofus kom til os.

Jeg har mødt adskillige danske airedales, som desværre har lidt af HD, og iflg. min dyrlæge, der er yderst gammel i gårde, så fortalte han os tilbage i 1990, at HD heldigvis ikke "løb i racen". I 2002 fortalte han, at der desværre havde sneget sig en del HD ind, og at det vist var meget godt, at vi havde hentet vores nr. to airedale i Finland. Det var vi ikke specielt overraskede over at høre, for grunden til, at vi valgte Finland, var jo netop, at vi i årenes løb var rendt ind i for mange danske airedales, der havde fået konstateret HD. Jeg ved, at en hanhund oppe fra La Preta blev lydighedschampion, men ellers kender jeg ingen danske airedales, der har opnået det???? Og mig bekendt er der ikke kåret mere end to danske airedales i Beredskabet (Trold og Kalle)????? Men selvfølgelig kan airedales trænes. De er endog yderst nemme at træne. Problemet er blot, at de til konkurrencer ikke altid er i stødet til at vise deres færdigheder udi ren lydighed. Der sker jo så meget andet mere spændende. Der er vi så uenige. Jeg ville simpelthen ikke turde løbe risikoen i dag. Jeg har intet haft nogen indvendinger imod temperamentet hos de danske airedales overhovedet, men sundheden er jeg ikke helt tryg ved. Jeg er ikke helt med.....ikke via nettet?

Her er et par stykker af dem alle tre. Håber ikke, at det bliver for rodet.

Man skal som bekendt vælge sine kampe, så jeg tror, jeg lige så stille smutter ud af tråden igen.

Jep. Den kristne kirke ser skam så strengt på blebørn....skyldige som bare pokker er de, de små slamberter, der tumler rundt dér og ser så uskyldige ud. Men andre religioner har et mere lyst syn på nyfødte. :slem:

Lonny, det er lige præcis et indlæg som dit, der gør ellers besindige folk eddikesure. "ofret" ikke fået så meget som en skramme.."....nej, det kan s'gu godt være, at der engang imellem er blandet noget grundløst frygt (som du så vælger at kalde hysteri) ind over. Men hvorfor vælger du så bevidst at nævne netop ovennævnte to så indlysende tumbesager, mens du elegant undlader at omtale de mange tilfælde, hvor hunde faktisk blev skambidt eller ligefrem dræbt af kamphunde? Har du da slet ingen medlidenhed med de ejere? Jeg forstår, at du (selvfølgelig) elsker din race, men det her er altså en ommer, hvis du vil vinde forståelse for en ændring af hundeloven.

Først og fremmest - JA, der er de seneste mange år kommet et stort HD-problem hos danske opdrættere, og det er noget gedigent schwineri, i mine øjne, for man har i avlen alt for ofte brugt hunde med elendige hofter, og så skal det s'gu da gå galt. Jeg må sige, at jeg ikke vidste, at det stod helt så galt til med de svenske linier mht skudrædsel. Det er jeg personligt overbevist om er arveligt, så også det skal man prøve at holde sig langt væk fra. I det hele taget ville jeg holde mig langt væk fra danske opdrættere. Man kan sikkert få nogle gode hunde, men risikoen for bl. a. HD og skudrædsel er i mine øjne for stor. Sofus, som vi har nu, har vi godt nok købt hos en dansk opdrætter, som jeg havde mødt et par gange til konkurrencer i DcH. Men begge hans forældre er af tjekkiske linier, indkøbt af en tysk opdrætter (von der schwartzen Kuhle eller noget i den retning). Forældrene er HD-fri og jeg har valgt at tro, at det er han også. Han er helt ligeglad med skud, fyrværkeri og torden. Han er lidt reserveret af natur i modsætning til sine to forgængere, der elskede alt og alle, men hvis folk ellers kan lade være med at pille-rode-rage og i stedet lade ham komme til dem, så er alt okay med ham. Hvis ikke de kan lade være, glor han surt på dem og skrider. Han ville være perfekt som redningshund og PH ville formentlig passe ham mindst lige så godt, så hvis din veninde skal bruge hunden til noget rent brugs-noget, så ville jeg nok anbefale hende at søge efter tyske/polske/tjekkiske linier på nettet. Men der er en del skarphed i nogle af dem, har jeg ladet mig fortælle, så også det er lidt af en lotterispil. Faktisk kan jeg også anbefale at kigge til Finland. Der er der meget store krav til forældredyrene, der skal være HD-/AD-fri, gennemlyses for PRA, være "skønhedschampions", samt have en eller anden arbejdstitel. Vores forrige airedales finske mor var AG-champion og hans far tysk "bidemester". Vi havde søgt grundigt og havde haft formanden for den finske airedaleklub med indover, og alligevel gik det galt. Han fik spondylose og måtte aflives kort før sin 7-års fødselsdag. Han var en skøn, glad og arbejdsivrig hund. Mht "Rigtig god legeinteresse mht trækkeleg"....der findes næsten ikke det, der tænder en airedale mere end en god trækkeleg. Det skulle lige være et ledt spor eller en eftersøgning. Men hvis din veninde OGSÅ ønsker at dyrke alt for megen lydighed, så er en anden race måske nok noget nemmere. Skønt - det kan lade sig gøre, bare se her:

Jeg har haft airedales siden 1990 og også arbejdet med dem (specielt den ene, der blev redningshund). Jeg skal til rally-afslutning om et blikøje, men jeg vender frygteligt tilbage.

BRAVO! Man kan ligefrem se, hvordan han sidder og funderer over, hvordan han skal træne dig til at give det skide klik/godbid og endelig fandt han så fidusen: Han skulle da bare lægge sig. Kæft, hvor er mennesker da nemme, når en lille hund bare tænker lidt over tingene!!!!! :banan::banan: Der er intet at kritisere, men hvis jeg var dig, ville jeg nok flytte træningspasset ned på gulvet næste gang. Så kan du bedre kaste godbidden væk fra ham, så han kan se, hvor den lander. Men derudover - fantastisk dejligt at se!

Det er en af de første ting, man lærer på et lederskabskursus. Hvis hunden fx spotter en anden hund i det fjerne og begynder at trække, så tager man et rask skridt med venstre fod (så man er på højde med sin hund) og vupti-placerer man så sin højre fod + drejer sig, således at man står foran hunden. Det skulle så få hunden til at fatte, at man dels er lederen, dels at man ønsker, at hunden standser op og dermed undlader at trække. Hjælper det ikke, så spreder man armene ud til siderne og siger knurrende advarselslyde. Måske kan det også være "nødvendigt" at gå ind i hunden. Det er sådan set ud fra samme "logik", som når man forlanger selv at gå først ud af huset. Ikke fordi det kan være praktisk (og så er en bak-kommando helt fin), men simpelthen for at understrege, at man er lederen. Det giver så i mine øjne bare en noget anden stemning end bak-kommandoen. :slem: Jeg har selv engang været på sådan et lederskabskursus og det var egentlig hyggeligt, fordi instruktøren ikke var spor voldsom i sine metoder, men det var nu anstrengende med alle de regler.

Jeg gjorde det en enkelt gang med vores første airedale. Han bed og bed og bed, og selvom det ikke var ondt ment, gjorde det fandens ondt. En dag, vi legede nede på gulvet, bed han mig i øret og før jeg fik tænkt mig om, greb jeg fat i ham og bed HAM i øret. Der gik ingen skår i vores kærlighed til hinanden af den grund, og det blev da også ved det ene spontane bid fra min side, men han bed aldrig mig mere. Hans to efterfølgere har jeg ikke bidt.

Hun kan nu godt tage pænt fat om struben på hvalpen, men der går ikke hul. Men det kan lyde ret voldsomt med tordnende brølen. Folk med sarte nerver plejer da at fare lidt sammen.

Vi er fuldkommen enige. Den voksne hund tager fat med tænderne, simpelthen fordi den ingen hænder har, men den bider ikke....holder blot fast et øjeblik, og der kommer højst lidt snot på hvalpen, som sagt.

Øøøøh, det ved jeg faktisk ikke. Jeg hørte blot fra en opdrætter, at det var sket på "et møde". Tror egentlig, at det VAR en generalforsamling? Og der var ikke nok af "de rigtige" åbenbart.

Efter min ganske og aldeles ufaglige mening så burde enhver hund uanset race ikke få lov til at indgå i avlen, hvis den var skudræd. Jeg har arbejdet dagen lang ved en computer i mere end 25 år og har som så mange andre kolleger reddet mig tinnitus. Jeg har nu langt sværere ved at udholde pludselige, skarpe lyde, som næsten gør lidt ondt i ørerne. Det får mig til at tro, at hvis en hund er skudræd, så sidder det ikke i sindet, men i ørerne. Måske en dum konstruktion af det indre øre?

For airedales er det ikke DKK som sådan, der stiller sig hindrende i vejen for udarbejdelse af ønskeprofilen. Det er efter sigende opdrætterne. Der er stillet forslag om det flere gange, men idéen er blevet nedstemt. Tankevækkende.

Ved en HD-test kan man måle med stor nøjagtighed, om hofterne sidder, som de skal. Man vil nok aldrig kunne udelukke "hunde med alt for skrøbeligt sind" på samme præcise måde. Tænk bare på, hvor forskelligt vi hundeejere ser på såkaldt almindelig hundeopførsel.

Måske ligger det slet ikke i hundene? Måske man bare også skulle udarbejde en ønskeprofil for hundeejere? :slem:

Selvom jeg skulle have lyst, så kan jeg ikke, for der er ikke udarbejdet en raceprofil for airedales. Men jeg prøvede en karaktertest for 20 år siden med vores første airedale terrier. Testen var udarbejdet af Rottweiler-klubben.

Det er rigtigt, at voksne hunde har en kæmpestor tålmodighed med hvalpe, men går hvalpen over stregen, sætter den voksne hund lynhurtigt hvalpen fysisk på plads. Hvalpen skriger, som blev den sønderbidt, men bagefter er det højst lidt snot på den. Er begge hunde normale (og det er de da næsten alle), går der ingen skår i forholdet af den grund - næsten tværtimod. Er hvalpen derimod blot irriterende, så forlader den voksne hund stedet.

Der er ikke andet for, end at du må prøve dig frem. Beslut på forhånd, om du skal lade hunden ligge stille nogle dage inden konkurrencen, samt tænk over, om hunden skal opholde sig i bilen eller være sammen med dig hele dagen. Det er vildt forskelligt, hvad der er godt for den enkelte hund. Min første airedale skulle så absolut ligge stille nogle dage inden en mønstring, hvorimod hans efterfølger med stor fordel kunne trænes lige indtil dagen før.

Ulempen ved at sige "klik" er, at du aldrig siger det på samme måde, samt at dine følelser næsten ikke kan undgå at skinne igennem. Et knald med tungen eller et tryk på klikkeren lyder altid ens, uanset om du er superglad eller lidt lidt småskuffet, og dermed bliver hunden mindst muligt distraheret og kan så koncentrere sig om at få fremkaldt det eftertragtede klik. Måske du kan se på klikkertræning lidt ligesom på "Tampen brænder", hvor man så i klikkertræning udelukkende klikker for "varmere", men ingenting gør ved "koldere". Jeg ved ikke, om det hjalp lidt?