Dina

Nu er jeg fra en tid, hvor børn fik nogle på lampen, både når vi fortjente det og såmænd også, når vi ikke gjorde. Den tid ønsker jeg ikke tilbage, men jeg kan simpelthen ikke fatte, at det skulle være så forfærdeligt at gribe fat, skælde ud - og efterfølgende tage en mere afdæmpet snak med sit barn? Hvis man ikke "tør" det, men tror, at det kun vil forværre situationen, så er man jo nærmest handlingslammet, når ens barn foretager sig helt forkerte ting? Nogle gange må der kontant handling til (og her snakker jeg bestemt ikke om fysisk vold) for at stoppe en absurd situation, og SÅ kan man bagefter tage pædagogikken i anvendelse.

Eller en enkelt hund, som man ved er syg selv. Og det var faktisk en sådan hund, jeg troede, at du mente, at der kunne avles på. Jeg læste lidt hurtigt din sætning: "Man er nødt til at avle på hunde, der er bærere af sygdomme". Du skriver også, at "omtrendt halvdelen af DK's labrador, bærere af en genetisk sygdom. Heldigvis kan vi teste for dem og parre med en fri partner". Jamen, hvad så med at bruge den raske halvdel af populationen og parre den med udenlandske raske hunde, der heller ikke er bærere af en sygdom? Verden er stor, internettet er opfundet og sæd kan fragtes rundt i termokander. Næ, den er bestemt ikke selv syg, men hvis den indgår i avlen, så videreføres det defekte gen jo i én uendelighed, uanset om man parrer den med en helt rask hund. Det problem forekommer ikke, såfremt parringen finder sted mellem to helt raske individer og det er vel trods alt at foretrække......eller? Og så lige en ting til sidst - du må hjertens gerne være uenig med mig og jeg lader mig glad og gerne belære om arvelighedslære, men jeg har normalt en tendens til ikke at spilde tid på at lytte, hvis folk ryster på hovedet eller vender sveskestenene.

Du er vist en listig kvinde. :5up:

Der skrives også "når min datter kommer hen til mig, sætter hunden sig om bag min ryg eller løber ovenpå. Hvis hun kunne, hoppede hun op i min lomme", så nej - helt rart for hunden er det nok ikke. Det vil jeg uden at blinke kalde mishandling. Eller er det først mishandling den dag, hvor datteren rammer? Ingen tvivl om, at datter og hund trænger til en gevaldig kursændring i deres forhold. Inden længe er hunden stor, og en utryg schæferhund er ikke et specielt rart indslag i en familie. Noget må der gøres. Og det bliver der så, kan jeg læse. Jeg krydser fingre.

Det er ikke specielt svært at forklare, hvad dyremishandling betyder. Det er ganske enkelt, når et dyr mishandles. Og en hvalp, der pludselig sparkes, tror jeg, at de fleste ville kalde mishandling?! Det er forøvrigt også synd for din datter, at hun kan finde på at sparke en hvalp. Børn og hunde hører sammen - hvis børnene altså opdrages til at forstå og tage hensyn til hundene. Hundene behøver ikke at opdrages til at forstå børnene. De har normalt et naturligt stort hjerte for børn. De tunge pligter nævnte jeg for at understrege, at din datter faktisk ikke blot er et lille barn, som ikke bør kunne forstå alvoren i sin handling, men også et fornuftsvæsen.

Helt enig. :5up:

Man kan ikke bare sammenligne de to situationer. De to børn er forskellige individer ligesom du og TS er forskellige. Vi gør allesammen tingene forskelligt. Der ER s'gu ærlig talt tale om dyremishandling, hvis så stort et barn sparker en hvalp i hovedet. En 5-årig er faktisk ret fornuftig og burde kunne nås. Tænk blot på, hvor mange tunge pligter 5-årige har ude omkring verden?! Jeg ville bestemt også i denne situation råde til enten at inddrage den datter OMHYGGELIGT og under overvågning eller også smide håndklædet i ringen og omplacere den arme hvalp.

Jeg er ikke opdrætter, men blot hundeejer, så jeg kan kun sige: Gud sikke noget forfærdeligt noget at sige! Man må s'gu da ikke avle på hunde, som man ved er syge?! Uanset om deres partner så har det bedste helbred nord for Alperne? Hvis valget står mellem en syg hund og en rask hund, der ligner røv og nøgler, så vælger jeg til enhver tid den raske.

Vores første airedale var avlshund og en af tæverne nægtede at lade sig parre. Opdrætteren tog det som en selvfølge, at jeg tog til dyrlægen, som så kunne inseminere tæven. Hun var yderst forundret (altså opdrætteren) over, at jeg blankt nægtede det. Jeg havde ikke nogle indviklede og kloge argumenter, blot en fornemmelse af, at hvis tæven ikke ville "giftes", så var der s'gu nok en grund til det og så skulle jeg ikke være den, der tvang noget igennem. Så de legede hyggeligt i vores have i flere dage, men hvalpe kom der ikke ud af det.

Der er nok ikke meget, der er sværest eller bedst. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt man som hundefører synes, at præcision og nøjagtighed er sjovere at træne end mere selvstændigt hundearbejde. Det ene er ikke bedre end det andet. Det er et spørgsmål om personlighed, tror jeg.

Jeg har også hygget mig med at se de bedste DKK-elitehunde til DM. Meget var flot, meget andet var ikke. Men det, jeg savnede allermest (og som jeg også savner hos mange DcH-hunde) er arbejdsglæden. Som du ganske rigtigt siger, så ved man som udenforstående ikke, hvad folk bliver trukket for - eller om de overhovedet bliver trukket. Lige netop denne BC har altid gået lidt bananagtigt, men hun rører normalt faktisk aldrig sin moar. Synd for hende, at hun ikke bor i England, hvor de efter sigende alle går sådan. Vi så heller ikke så meget, faktisk. (Men en lækker lab på det spor, møf.)

Som de fleste sikkert har erfaret, så kan selv dygtige hunde have en dårlig dag, men det ændrer ikke ved, at det altid er i eftersøgning og spor, at de gode points ryger hurtigt. Og ingen hunde opnår at komme i A- eller E-klassen uden at være dygtige OGSÅ i stuedressuren. Der kan sagtens være nogle C- eller B-hunde, der går en fantastisk flot stuedressur og dermed slår nogle af hundene i de højere klasser, men det er ikke almindeligt at opleve. Lur mig, om det overhovedet kunne være anderledes. :slem: Jeg ved skam godt, at du træner i DcH. Jeg har vist endda fulgt så meget med, at jeg ved, at du har en eller begge oprykninger til B-klassen. Er det ikke rigtigt?

Jæs, og det var fandme da godt nok en lettelse. Nu skal man selv tænke + være opmærksom på sin hund. Det er hårdt, er det.:slem: Nok mere en vågen og opmærksom hundefører.

Og Camilse tro mig - det er muligt, at det ikke kan høres, men det kan ses lige så tydeligt på hunden.

Ikke ER bedre, men UDFØRES (en tand) bedre i DKK. Eftersom du skrev det, efter at du havde set DcH-folk fra eliteklassen lave lydighed, så må jeg tro, at det var deres præstationer - altså udførelsen af deres øvelser -, som du følte var en tand ringere end i DKK. Men du skrev ikke, hvad der fik dig til at synes det, og det var dét, jeg spurgte dig om.

Det vil sige, at du aldrig har trænet DcH's programmer? HVIS det er rigtigt, så må det være noget af en kunst at kunne afgøre, hvorvidt det ene program udføres en tand eller to bedre end det andet, skulle jeg mene? Men måske jeg har misforstået dig?

Hvilke øvelser fra videoen er det, du mener halter en smule i forhold til DKK-lydigheden?

Jeg bliver jo ikke ligefrem yngre med årene, så - en lille fiks blanding mellem en airedale terrier og en ruhåret gravhund måske? Hvis mit nervesystem ellers kunne holde til det.:slem:

Undtagen altså, hvis man er velsignet med en airedale. Der får man pointene i de selvstændige øvelser, men græmmer sig ofte over stuedressuren.

Hvad bygger du dog den tro på? Prøv i hvert fald lige at kaste et blik på A-klassen ved kredskonkurrencen i Herfølge den 21. april i år. Ud af 24 ekvipager fik kun 5 oprykning til E-klassen, og hvis man lidt hurtigt kigger på delresultaterne, så er det helt klart (og yderst forventeligt), at det ikke var i stuedressuren, men i eftersøgning og spor, at folk tabte points. Ergo er der ikke det helt store at komme efter dér, så at hævde, at "DcH's elitehunde laver et dårligere stuedressurs program end C og B hundene, fordi det ikke er det der tæller" og fordi "man kan jo ikke få tid til det hele" må vist siges at være noget.....øh.... I hvert fald lavede disse A-hundene præcisionsarbejde nok til at få gode points i stuedressuren, så dét har de da haft tid til. Det skyldes gamle traditioner, hvor man i DcH har ment - og stadig mener -, at hunden skal kunne arbejde selvstændigt = kunne bruges til noget. Den mulighed er desværre helt frataget hunden i DKK-regi.

Hvis du følger Riesenfans & Co.'s anvisninger, så virker det faktisk med det straks. :5up:

Jæs! Og leg, leg, leg med hvalpen. Det kan ikke understreges nok.

Man vinker farvel til sine penge eller sender en lejemorder. Der er faktisk ikke ret mange andre muligheder.

Det er desværre nok bare det sædvanlige. Folk tilmelder sig, beder om hjælp....og så hører man ikke mere.

Jeg trænede engang med et hav af schæferfolk. De gik efterhånden over til andre racer gr. den elendige sundhedstilstand. For dem må en lille langhåret tjekke da lige være sagen. Det lyder som en dejlig (sund!) race.