Dina

Der er skam også mange hunde, der får forebyggende ormekure flere gange om året. Men det er så først, når skaden ER sket. Lidt trist.

Der er helt rigtigt mange tilfælde, hvor prøven er falsk negativ. Og det kan blive ret så fatalt for den arme hund, hvis ejeren tror alt for meget på sin dyrlæge. Man ved jo godt som ejer, hvis noget ikke er, som det plejer - uanset hvad en prøve eller en dyrlæge siger.

Det kan betale sig at have en dyrlæge, der giver ormekuren "på mistanken". For ofte kan ejeren registrere selv de mindste forskelle i hundens opførsel og har den været i skidt selskab, så kan man lige så godt give den den relevante ormekur. Hunde, der tidligere har lidt af hjerte-/lungeorm, får alligevel ofte en kur flere gange årligt for at forebygge, så der ikke sker yderligere skader. Mange mennesker er stærkt imod den indstilling, men jeg går ind for den med brask og bram efter at have set, hvor stor skade de satans orm kan gøre på en hund. Ups Anne - god bedring med Bella.

Sidste gang vi var til AG, havde jeg glemt alt om mentholatum, hvilket var lidt ærgerligt, for på holdet var der hele to løbske tæver. Sofus var helt i sin egen verden, og først da jeg gik små 75 m ned ad en grussti, kunne vi træne lydighed. AG var der slet ikke tale om. I dag havde jeg så husket mentholatum og nu skulle det prøves. De løbske damer var ikke tilstede, men det var ingen hindring for et tyndt lag lige neden under Sofus' store tud. Resultat: Han slikkede det fornøjet af og smaskede velbehageligt. Så smurte jeg et tyndt lag på selve tuden, samme resultat. Slikken og glad smasken. Så smurte jeg et tyndt lag OVEN på hans tud, men han stak da bare tungen så langt ud, at han også kunne slikke det af dér. Så lagde jeg lidt småfrustreret den lille krukke ned i træningskurven, hvorpå Sofus jollede derhen, samlede krukken op, kom hen med den til mig og kiggede stift på mig som ville han sige: Mer', mor! Gad vide, om han kan lide Go' negl eller Gå væk, negl eller hvad de heftige midler hedder, som folk påsmører fingrene for ikke at bide negle?! Hmmmm

Ikke hvis du først bruger noget tid på at rose den dygtige hund og derefter fx beder den udføre en øvelse (sit dæk, stå, apport.....). Så forbinder hunden belønningen med den udførte øvelse. Tror jeg. Det har i hvert fald virket godt på mine uvartige, men kvikke hunde.

Igen - nemlig!

Jo da - hvis han altså omgående lystrer en hold-for-fanden-da-op-kommando.

Nemlig. Det burde broderes med guldtråd på alle hundes halsbånd som en reminder til ejeren. Men jeg ville nu personligt ikke holde mig tilbage fra at vente med at reagere, indtil han kørte op og hang i min arm. Det er jo en formidabel chance til endelig at lære ham, at enten skal han omgående stoppe det tjald eller også skal han tage blidt, fordi det nok mere er et udtryk for hengivenhed (og lidt skæg & ballade) end det er uartighed. Alle vores tre airedales har lystigt gnasket i min arm og alle har fået lov til at blive ved, da de først lærte, at det skulle gøres meeeeeeget forsigtigt. Det har virket fint. Og de har ikke gjort det på andre mennesker, kun på mig, når de var særligt henrykte over et eller andet.

Det er skam heller ikke det, at han bider dig, som du belønner. Du giver ham et beslutsomt nej (IKKE råbe) eller AAA og når han slipper, roser du ham og derefter giver du ham belønningen.

Hmmmmm, spændende. Måske man alligevel skulle overveje en jagtbanan?:slem:

Jamen dog. Husk nu, at jeg er en pæn ældre dame. Jeg er helt sikker på, at jeg ville kunne storelske alle dine jagtbananer, men jeg tror, at de er for artige for mig. Jeg ville s'gu nok savne det småsindssyge, som en airedale til overflod besidder.

Hvordan kan du sammenligne arbejdet i ruinen med noget som helst, når du aldrig har trænet i Beredskabet? Jeg kunne aldrig drømme om at udtale mig om jagt eller hyrdning, velvidende at jeg ikke ved særligt meget om det. Du er vist lige kæk nok her. Du forstår simpelthen ikke, hvad jeg igen og igen har prøvet at forklare. Du siger, at "det er ikke noget, der er nedarvet". Jo, det ved den søde grød, det er. Om det hedder det ene eller det andet (drift, instinkt eller hvad), så er det i høj grad nedarvet, for ellers skulle det jo netop TRÆNES - som i lydighed. Jeg forstår altså ikke, at jeg ikke kan få dig til at forstå, hvad jeg mener. Men hvis dette ikke er nok, så lad os stoppe. Måske en anden bedre kan forklare dig det.

Tal ordentligt, for helvede og læs, hvorfor jeg taler om redningshundearbejdet. Spilop spurgte mig "Velegnet til hvad?" og eftersom jeg hele tiden har talt om redningshunde (som du fx altid taler om jagthunde, fordi det er det, du har beskæftiget dig med), ja - så svarede jeg, som jeg gjorde. Ingen har sagt, at redningshundearbejdet er SÅ specielt i forhold til alt muligt andet. Jeg har bare sagt, at det var den sjoveste træningsform for mennesker og de hunde, der var egnede til det. Så klap bare hesten, do.

Så forstår jeg og ja, det er almen viden. Problem solved!!!! Svinehund....selvfølgelig. Så er det derfor, at mine airedales - fra forskellige linier - har været så svinego'e til eftersøgning. Jeg ville rent faktisk ikke ane nu og her, hvilke racer/linier, jeg skulle undersøge, så for en sikkerheds skyld ville jeg jo nok vælge en - tadaaaah - terrier. Så skulle jeg næsten med sikkerhed være dækket ind.

Til redningshundearbejdet, som jeg kender grundigt til. Jagt kender jeg ikke. Heller ikke, hvordan en hund hyrder får.

Du misforstår konceptet her. For det første må du ikke sammenligne, hvad der foregår på en træningsplads med arbejdet i ruinen, hvor der kun er én ting, der tæller, nemlig eftersøgning. På træningspladsen foregår mangt og meget, både lydighed og træning på færdighedsbane. Ingen påstår, at en hund, der uden et ord anbringes i ruinområdet, helt automatisk og ganske af sig selv går i gang med en forrygende eftersøgning. Ingen hunde er tankelæsere, så der skal naturligvis allerførste gang være noget, der udløser lysten til søget hos hunden. Og SÅ viser alle forskellene på hundene sig. Forstår du nu bedre, hvad jeg mener?

Men hvad stiller du så op med de blandingshunde, der var yderst velegnede? De var blandinger af alt muligt forskelligt og avlslinier var derfor en by i Rusland, men derfor kunne de alligevel godt have "det" i sig. :slem:

Det er altså svært at sammenligne en specialiseret hunderace med de hunde, der er egnede som redningshunde. Ligesom din golden retriever henter, fordi det for ham er det bedste i verden, lige sådan opfattede min første airedale eftersøgningen. Intet var for ham bedre end en gedigen eftersøgning, og han - som ellers madmæssigt var en skabslabrador - var hujende ligeglad med selv de lækreste godbidder. Næ, jeg skulle bare sørge for endnu en eftersøgning, tak. Præcis hvad det var i ham, der gjorde ham så suveræn til eftersøgning, ved jeg ikke, udover at jeg tror, at det jagtmæssigt tiltalte ham. Hyrdning var det i hvert fald ikke, og da slet ikke lydighed. Og det viste sig som sagt allerede i hans første eftersøgning, der virkede som en bilnøgle, der blev drejet om - klar til kørsel resten af hans liv. Min fortjeneste var det i hvert fald ikke, så derfor mener jeg, at han havde "det" i sig.

Jeg foretrækker stadig at kalde det for et instinkt og jeg er heller ikke i tvivl om, at det har noget med noget jagt-noget at gøre. Dit link om instinkter taler faktisk om præcis det samme: Instinkthandlinger er medfødte, færdige handlinger som hunden ikke skal lære - de er programmeret ind i hunden og ulven fra fødslen. Til hver eneste instinkthandling hører en "nøgle" - en nøglestimulus - som låser instinkthandlingen op og starter instinktet. Alt dette kører automatisk, da det er programmeret ind i hunden fra før fødslen. Det passer faktisk ret godt til, hvad jeg skrev, nemlig at hvis hunden havde "det", så dukkede det svøp-op til overfladen uden forudgående træning, så snart der blev kaldt på det.

Hvad betegnelsen er, aner jeg ikke, men at det er et instinkt, siger nok sig selv, eftersom man ikke skal træne det. Har hunden det, kommer det op til overfladen med et dunk, når omstændighederne kalder på det. Det må man vel nok kunne kalde et instinkt? Hvorvidt en cavalier har det.....jeg tvivler. Jeg tror ikke, at man let finder det i en selskabsrace, hvor jagtlyst af enhver art er avlet væk.

Jeg mødtes for sjov i anlægget med en hundefører, jeg tidligere havde trænet i Beredskabet med, da min forrige airedale var ca. 3 måneder. Hun gjorde, som man plejer, nemlig at hoppe lidt op og ned for at få hvalpens opmærksomhed, hvorefter hun forsvandt ind i ruinen - og helt ureglementeret ud på den anden side og i hul. Min hund havde aldrig sat sine poter i anlægget før, men han var vild og gal og trak for at komme ind i ruinen. Da han ikke kunne finde figuranten, stak han snuden i gulvet og fes ud af ruinen og hen til hullet, hvor han stod og logrede glad. Bagefter fik han en mere regelret eftersøgning, hvor han ikke så figuranten forsvinde, men han vidste præcis, hvad han skulle deroppe. Han skulle finde figuranten, skulle han. Og det gjorde han så. Han viste helt klart, at han ville være værd at satse på. Han kunne naturligvis ikke støde fasaner, men smed jeg fx en bold ind i det tætteste krat, så kom han ikke ud, før bolden befandt sig i hans hvalpegab. Og det er den der selvstændige vedholdenhed, der skal være tilstede. Så JO - man kan se "lysten" ret tidligt, selvom man jo normalt ikke starter, før hunden er fyldt 1 år, medmindre man har haft en redningshund før og ved, hvad der skal til. Airedales er ikke avlet til at finde mennesker, men til at finde og dræbe oddere og andet småkravl. Men det må så være lysten til at finde, der slog igennem. Hvis han derimod blev udsat for jagt- eller hyrdetræning, så tror jeg ikke, at han ville kunne opføre sig hverken som en cocker eller en border collie. Du siger det egentlig selv: altså hvis de er avlet efter det. Instinktivt at kunne samle får må være en fremavlet specialadfærd, hvorimod det at vise gode takter i eftersøgning nok er noget mere alment. Det underbygges jo også af, at også blandingshunde kan være fantastisk gode.

Det er så bare okay.

Øøøøh....du har faktisk helt tabt mig. Selvom man parrer to hunde, som har "det", så tror jeg da ikke et øjeblik på, at samtlige hvalpe også ville arve det? Du må vist desværre nok skære det lidt mere ud i pap for mig.

Hvad er det hos en redningshund, som du mener er tillært? Mere så jeg kan forstå præcis, hvad du mener. Det, at man øjeblikkelig kan spotte hos en hvilken som helst hund, om den vil egne sig som redningshund, det er jo netop ikke tillært, eftersom man spotter det den allerførst gang, hunden bliver sendt op i en ruin? Hvor den ikke har lært en hujende skid endnu? Men den "gode" hund kan jo lugte, at der er nogen et sted, selvom den kan ikke SE nogen, og det gør den vild efter at lede og finde personen. Det er dét, man går efter, når man vil finde en kommende redningshund.

Du misforstår, tror jeg. Jeg snakker ikke om træning, men om indhold i hunden. Og er indholdet ikke ønskværdigt, bliver hunden ikke en god redningshund. Jeg har set uegnede hunde blive trænet op, altså hunde, der er ude for "tillært adfærd". Det blev aldrig godt. Det tog for det første en helvedes tid for dem at lokalisere en figurant, og for det andet gik de ofte over en figurant eller - oh gys fejlmarkerede, måske at træthed. Det værste eksempel var dog en hund (af fine belgiske arbejdslinier forøvrigt), som efter at have fundet to figuranter simpelthen lagde sig ned i brokkerne - og faldt i søvn. Godt nok var det varmt, men det var det for så vidt også for de øvrige hunde.