Dina

Efter min ringe mening kan alle hunderacer "nøjes" med rally og DcH-træning, specielt hvis hunden har sit menneske gående hjemme, så der kan ske lidt skæg & ballade også dér.

Hvad med en stabyhoun? Jeg har gået til AG med sådan en dame, og hun var både smuk, venlig og yderst trænbar.

Hvis det skal være en collie fra Nette, så vent evt., til hun laver et nyt kuld. Eller spørg hende om råd mht en svensk collie. Hun har jo kontakter i vort broderland. Endelig er der også amerikanerne. Hvad med en amerikansk collie fra Winnie? Eller hvad med en storpudel? De er både skægge og kloge.

Oj, hvor er han smuk!!!! Hvorfor gik du væk fra Knold? Jeg kan huske din Knold & Tot fra for mere end tyve år siden. :hjerte::hjerte:

Den glemte jeg lige i farten. Jeg lagde også mærke til det på videoen. Umiddelbart ligger der to ting dybt i mig: En hund må aldrig forlade en figurant, før fører kommer (medmindre hund bliver kaldt "hårdt" tilbage), og en hund må aldrig slippe noget før en slipkommando. Hvad er idéen bag slip i fart? Er det for at holde tempoet oppe eller....?

Jo, men det er så selve indlæringen af de enkelte delmomenter. Jeg har også fx siddet i en behagelig lænestol med en kop bjergmokka ved min side og trænet saml op/hold fast/aflevér. Eller smidt apportbukken og selv kravlet ud efter den (vækker undrende jubel hos folk, der ser dette stunt for første gang), gået fri ved fod med apportbukken i munden (hundens altså) for at vænne den til at holde fast og ikke tygge, og mange andre mærkværdigheder. Men jeg tænkte på den færdige apportering, altså når samtlige delmomenter er grundigt indlært og så skal kædes sammen til en fuld øvelse. Hvordan dælen baglænskæder man så den endelige øvelse? Eller er det de delmomenter, hvor det kan lade sig gøre, man kæder sammen? Og hvorfor baglæns og ikke forlæns? Jeg får ikke rigtigt nogen billeder af den baglænskædning i forbindelse med apportering. Egentlig heller ikke ved fx rundering. Jeg mener, hunden skal jo ikke gø, INDEN den løber ud og finder figuranten? Jeg har nok misset noget væsentligt i idéen bag baglænskædning, er jeg bange for.

Det så tilpas åndssvagt ud og hunden må selv have følt det sådan, for han kiggede sig lynhurtigt omkring á la "var der nogen der så det?". Det var der for eksempel.

Hver hund(erace) har sin egen charme og valget kommer jo helt an på, hvad man skal lave med sin hund. Men at mærke et tæt samarbejde er fantastisk. Jeg blev simpelthen så overrasket, at jeg blev helt mundlam. Men jeg svor, at hvis jeg nogensinde så ham reagere sådan igen, så ville jeg gå over til ham, allerhelst når han stod sammen med en masse andre....sådan for den gode virknings skyld....og sige ham min mening om hans forkastelige opførsel. Ja, det er unfair og skidesynd for hunden, som faktisk er dygtig.

Men behøver det egentlig at kædes helt konsekvent "baglæns"? Hvis man fx tager en apportering, så vil det se nogenlunde sådan ud: 1. F med apportbuk i højre hånd, H i grundstilling 2. F kaster apportbuk, H i grundstilling 3. F giver apportkommando, H ræser ud til apportbuk, opsamler og ræser hjem og sætter sig foran F 4. F giver slipkommando, H bliver siddende foran 5. F giver pladskomamndo, H ræser på plads 6. F med apportbuk i højre hånd, H i grundstilling (til dommer siger jatak!) Hvis man træner alle disse elementer hver for sig, så er der vel intet forgjort i at samle dem sammen og tage dem i ovenstående rækkefølge? Eller hvordan vil det se ud som "baglænskædning"? Husk, at jeg er fra Kridttiden og må have omhyggeligt tegnet og fortalt.

I forhold til en borders laserlys så har en airedale et lille blafrende vokslys, når det gælder lydighed generelt - i hvert fald hvis den lydighed skal vare mere end....ikke særligt længe. Til gengæld er der en 1000 watts pære i hvert øje, når det gælder eftersøgning eller spor. Derfor er DcH bedre for en airedale end LP er, for i DcH ligger halvdelen af pointene i stuedressuren og den anden halvdel i de selvstændige øvelser. På den måde kan man så hver gang håbe på lidt held og opmærksomhed i "den svære halvdel". Den anden halvdel giver sig selv. :sjov: Måske der var lidt border i min første airedale, for da han for første gang som 4-5 årig så en dalmatiner, gloede han efter den som en lille bondeknold fra landet - og gik ind i et træ. Skuffelsen kan jeg sagtens forstå, men han virkede faktisk vred, og dét var for mærkeligt. Og jeg kunne se på hunden, at den vidste, at den havde gjort noget galt, for far var vred, men den vidste ikke, hvad det var, så den stod bare og kiggede ulykkeligt efter "søde far". Sådan en dum skid, tænkte jeg. Hvis det betød så meget for ham, så skulle han jo nok ikke lige have valgt en airedale.

Rigtigt, rigtigt flot! Havde du så lige som Charlotte ikke trænet Spot inden, udover på får og så lidt almindelig opdragelse? For mig som hardcore airedale-ejer er det forunderligt at se, hvor lydig en BC kan være trods alverdens forstyrrelser. Men en airedale skal man stort set træne ALLE TÆNKELIGE forstyrrelser (og så i øvrigt krydse fingre og håbe på det bedste), men hvem fanden har fantasi til det? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt, at det kunne være en god idé at gå en fri ved fod oven i en masse muldvarpeskud eller at opslå et telt med en skål vand foran - få cm fra en fremadsendelse. Jeg trænede godt nok spille-spille bold foran min afdækkede hund, men jeg havde ikke tænkt på, at jeg måske skulle lyn-kravle direkte imod ham for at teste dækfasthed. Livet er ikke meget nemt, hvis man mangler fantasi. Jeg så ellers en airedale til DM i eliteklassen for et par år siden. Kæft, han var god. Lige indtil føreren sendte ham ud til en kegle. Hundes ræsede derud - og forbi og ud af ringen og hen til noget skygge. Det var nemlig en varm dag. Føreren så ud, som om han godt kunne hitte på at bytte sin airedale til en BC. Han så faktisk næsten utilladeligt skidesur ud og skred fra både hund og kone, til hvem han knurrede: Du kan ta' ham, jeg går en tur. Pøj-pøj med din "trænings-søndag". :5up:

Det er et udtryk, som jeg har fra vores amerikanske venner. Det betyder jo noget så grimt som pis og eddike, men bliver brugt absolut kærligt i forbindelse med hvalpe/unghunde, som er specielt fulde af krudt. Og for mig så Ed ud til at have mere af dette end Jessica. Men jeg kan have set forkert. Det skulle så ikke have været første gang. Det er også så langt det vigtigste. I gamle dage var der ikke megen fokus på disse ting, hvor alle øvelser blev trænet fra start til slut. Bum punktum. Jeg vil så langt hellere se en hund, der laver små "ivrigheds-fejl", men udstråler glæde over øvelserne, end en egentlig dygtigere hund, der udfører alle øvelser med hængende hoved. Med den måde, som Christa træner på, vil det formentlig ikke engang tage meget mere end en uges tid eller to at samle det hele til en LP1. Kender du Charlotte Lyngholm og hendes bordere? Hun satte sig for sjov det mål at træne sin hund op fra en LP1 til LP-championatet. Hun gav det tre måneder - og det lykkedes. Det er nok ikke helt uden grund, at landsholdet helt eller overvejende består af BC-folket.

Dejlige træningsvideoer! Det ser lidt ud, som om Ed er noget mere fuld af det, amerikanerne kalder "piss & vinegar", altså har lidt mere pjank mellem ørerne? Jeg var især imponeret over, at hunden blev liggende, da en figurant smed sig og virkede meget kysse-indbydende. Flot! Ved du, hvorfor Ed belønnes et par gange med guffer (og bold selvfølgelig)? Det så ikke ud til, at Jessica fik andet end bolden?

Hvis en hanhund kun bliver hjernedød, når den møder en løbetidstæve (glem nu ikke, at hanhundens erfaring og ikke mindst mangel på samme spiller en meget stor rolle), så bør man ikke forfalde til for nemheds skyld at kalde den oversexet. Det er for unuanceret, synes jeg.

Hvad mener du?

Ja, der er bestemt forskel. En oversexfikseret hanhund boller alt, hvad han ser - cykelhjul, puder og menneskeben - uanset om der er løbetidstæver inden for rækkevidde.

Dvs. at I smører mentholatum på hanhundens snude? Det lyder, som om det godt kunne virke til AG, rally og LP, hvor hundens næse jo ikke skal i anvendelse alligevel (ups, jo - næseprøven, men ellers ikke), men det lyder ikke helt godt, hvis hunden skal på eftersøgning, lave feltsøg, rundere eller gå spor? Misforstår jeg helt?

:sjov:

Det skal bare trænes væk. :slem: Jeg har prøvet at træne løbetid efter præcis samme princip, som jeg har trænet "ikke røre hestepærer i skoven....ikke røre mad i ruinen" - nemlig ved et diskret ahem hm do. Det hjælper hurtigt på hestepærer og mad, men er komplet virkningsløst, når det kommer til dejlige damehunde.

jeg går lige nu rundt og tror, at denne Spilop har skjulte talenter, gør jeg. Jeg venter i hvert fald spændt på at høre, hvad det var for metoder, hun fortalte, at Louise havde anvendt. Måske der her ligger noget gemt, som fortvivlede hanhundeejere kan bruge? Som tidligere nævnt, så har jeg oplevet det som et problem, simpelthen fordi vi aldrig kom forbi første forhindring. Flere efterfølgende hanhunde teede sig lige så fjoget. Så det ER et problem for nogen. Det var så også årsagen til, at jeg opgav AG, skønt både jeg og hunden syntes, at det var stor spas. Nej, det er bestemt ikke på nogen måde at sammenligne med godbidder strøet omkring på området (medmindre naturligvis, at hunden er sultedøden nær). At lægge fristende kød, fisk og ost både på murbrokker og i gamle dørløse køleskabe var noget, jeg uden besvær trænede med min første hanhund. Ingen problemer dér. Trangen til lidt hanky panky er noget større og langt mere intens end lysten til en ostemad - også for en hund.

Shit! Din collie ødelægger min statistik. :slem: Men ellers er jeg enig med dig. Der ER virkelig stor forskel på, hvordan hanhunde reagerer på løbetid.

Det er lige præcis det, jeg tænkte på, da jeg skrev hjernedødt løbetidsfjummer. For er hunden først på det stade, så kan den sikkert godt snap'pe, men sgutte out of it. Der er simpelthen ikke hul igennem. Men som jeg omhyggeligt skrev, så har jeg intet fagligt belæg for at tro, at jagthunderacerne oftere end hyrdehunderacerne lander i ingenmandsland. Det er ren hjemmestrikket teori, der bygger på, hvad jeg SYNES, at jeg har lagt mærke til gennem tiden.

Kun hvis det er løbetidstæven, der lægger sporet. :slem:

Eller også har disse hanhundeejere aldrig rigtigt haft problemet? Jeg har en lille, højst privat og fuldkommen uvidenskabelig teori om, at hjernedødt løbetidsfjummer oftest forekommer hos jagthunderacerne. Jeg mindes aldrig generelt at have set så total "forsvinden" hos hyrdehundene?

Jeg finder det ret trist, at du mener, at jeg går i defensiven, bortforklarer og fraskriver mig mit ansvar, blot fordi jeg nævner, at det for nogle hanhunde er en umådelig svær ting at komme ud af en løbetids-verden. Jeg kender masser af hundeejere, der aldrig har stået i situationen selv og som - faktisk meget venligt - har fortalt mig, at det kan trænes væk. Jeg har hver gang taget det positivt og spurgt, om de har nogle gode idéer, for jeg mente selv dengang, at jeg stort set havde prøvet alt - fra blidt til hårdt - uden mindste effekt. Jeg var desværre ikke begavet nok til at opsøge løbske tæver, da min forrige hanhund var hvalp. Måske det kunne have gjort en forskel. Jeg kendte heller ikke Irenes teori om tissepletter dengang. Tværtimod gjorde jeg alt for at holde ham væk fra disse, sådan at han ikke forsvandt ind i sin egen verden. Men det er ikke det samme, som at jeg på nogen måde bortforklarede noget eller fraskrev mig mit ansvar! Jeg kunne bare ikke selv løse problemet. Ting skal bestemt ikke pakkes ind i vat og bomuld, men ting skal siges med omtanke - efter at man har forsøgt at sætte sig ind i problemet. Du har lov til at mene, hvad du vil, men hvis du siger til en hanhundeejer med et løbetidsproblem: "Du skal da bare kigge indad og give det et seriøst forsøg med at træne din hanhund til at fungere i en sådan situation", så må det være, fordi du selv har et godt bud på løsning af problemet? I modsat fald er du ikke til spor hjælp, men har bare fået luft for din egen irritation. På samme måde som du får luft, når du kalder forbud mod løbske tæver på pladsen for oldnordisk og snæversynet. Jeg kan ikke mindes, at nogen herinde har været fortaler for forbud mod løbske tæver på pladsen - undtagen når de ligefrem var højløbske? Ret til hvad? Jeg tror ikke, at nogen hundefører vil ønske at "have ret" til at have en hanhund, der forsvinder ind i sin egen verden? Og til din orientering så trænede jeg sammen med ret mange andre, da jeg havde min forrige hund. De sagde samstemmende: "Det der - det virker s'gu da ret håbløst. Stakkels hund og stakkels dig". Det var da ikke egoistisk af dem, tværtimod - de forstod, at der virkelig var et problem, men de var som jeg ikke i stand til at løse det ad fornuftens vej. Og jeg kunne da aldrig drømme om at have bedt ejerne af løbske tæver om at blive væk fra træning af hensyn til mit bæst, så hvor er egoismen lige her?