Dina

Jeg finder det ret trist, at du mener, at jeg går i defensiven, bortforklarer og fraskriver mig mit ansvar, blot fordi jeg nævner, at det for nogle hanhunde er en umådelig svær ting at komme ud af en løbetids-verden. Jeg kender masser af hundeejere, der aldrig har stået i situationen selv og som - faktisk meget venligt - har fortalt mig, at det kan trænes væk. Jeg har hver gang taget det positivt og spurgt, om de har nogle gode idéer, for jeg mente selv dengang, at jeg stort set havde prøvet alt - fra blidt til hårdt - uden mindste effekt. Jeg var desværre ikke begavet nok til at opsøge løbske tæver, da min forrige hanhund var hvalp. Måske det kunne have gjort en forskel. Jeg kendte heller ikke Irenes teori om tissepletter dengang. Tværtimod gjorde jeg alt for at holde ham væk fra disse, sådan at han ikke forsvandt ind i sin egen verden. Men det er ikke det samme, som at jeg på nogen måde bortforklarede noget eller fraskrev mig mit ansvar! Jeg kunne bare ikke selv løse problemet. Ting skal bestemt ikke pakkes ind i vat og bomuld, men ting skal siges med omtanke - efter at man har forsøgt at sætte sig ind i problemet. Du har lov til at mene, hvad du vil, men hvis du siger til en hanhundeejer med et løbetidsproblem: "Du skal da bare kigge indad og give det et seriøst forsøg med at træne din hanhund til at fungere i en sådan situation", så må det være, fordi du selv har et godt bud på løsning af problemet? I modsat fald er du ikke til spor hjælp, men har bare fået luft for din egen irritation. På samme måde som du får luft, når du kalder forbud mod løbske tæver på pladsen for oldnordisk og snæversynet. Jeg kan ikke mindes, at nogen herinde har været fortaler for forbud mod løbske tæver på pladsen - undtagen når de ligefrem var højløbske? Ret til hvad? Jeg tror ikke, at nogen hundefører vil ønske at "have ret" til at have en hanhund, der forsvinder ind i sin egen verden? Og til din orientering så trænede jeg sammen med ret mange andre, da jeg havde min forrige hund. De sagde samstemmende: "Det der - det virker s'gu da ret håbløst. Stakkels hund og stakkels dig". Det var da ikke egoistisk af dem, tværtimod - de forstod, at der virkelig var et problem, men de var som jeg ikke i stand til at løse det ad fornuftens vej. Og jeg kunne da aldrig drømme om at have bedt ejerne af løbske tæver om at blive væk fra træning af hensyn til mit bæst, så hvor er egoismen lige her?

At det ofte ender "i en eller anden form for skyttegravskrig" kunne måske skyldes ovennævnte fremhævede ord? Det undrer mig, at du har behov for at udtrykke dig så hårdt.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad du mener her? Men du har helt ret i, at det helst ikke skal ende med "tæverne mod hanhundene".

Det er præcis sådanne udtalelser, der fik mig til at græmme mig. Det betyder jo i princippet, at man "bare" kan træne sig ud af det. Men hvis folk siger sådanne ting, så MÅ de altså også kunne komme med løsningsmodeller, for ellers er det bare udtryk for, at de er skidetrætte af, at mange hanhunde kun har løbetiden i hovedet. Det kan jeg også sagtens forstå, for er der nogen, der er trætte af netop det, så er det s'gu disse hanhundes ejere, som i reglen har prøvet både dit og dat for at komme dette uvæsen tillivs. Nu har du så kun prøvet at møde en enkelt hanhund, der ikke kunne kapere en løbetid og oven i købet var der så også andre ting i vejen med hunden, eftersom "den vistnok heller ikke fungerede når tæverne ikke var i løb...". Men hvad ville du helt KONKRET foreslå, hvis der mødte en hanhund op på et af dine hold, som uden for løbetiden var både lydig og dygtig, men som slog hjernen totalt fra, når der var løbetidsduft over hele området?

Motivationstræning og lejlighedsvise høje råb skræmmer mig ikke. Men jeg ved så ikke liiiiiige, hvad mentholatum er for en fyr. Man må vist google lidt her. Har lige kigget lidt. Bare det så ikke er et deep freeze køleplaster, som hanhunden skal have monteret på tuden.

Personligt havde jeg nu godt nok masser af både lyst og tålmodighed, men desværre ringe evner. Og tilsidst kunne jeg næsten ikke holde ud at høre, at "det dér kan du altså træne væk" - specielt fordi det ikke blev fulgt op af fornuftige råd. Selvfølgelig kunne jeg vælge at lade ham kastrere eller medbringe en issyl, jeg kunne hakke i ham, hver gang han gik i koma, men jeg havde ikke lyst til nogen af disse ting. Og det forekom mig s'gu ellers, at det måtte være det eneste, der kunne afhjælpe problemet. Nu er Ninja steriliseret, men jeg kunne personligt ikke selv finde på at møde op til træning med en højløbsk tæve, så kan man træne derhjemme og evt. bede træneren sende en mail med en kort gennemgang af hvad der er blevet trænet de gange man så ikke har været der. Nix. Jo højere plan, jo mere selvstændig træning og planlægningsmæssig tankevirksomhed kræver det af hundeføreren, som ikke er kommet så langt uden at blive erfaren. Det er på "lavere plan", at folk har brug for hver eneste træningsgang.

Det er vel ikke værre, end at du kan beskrive de metoder? Hvis de virker, så må vi da høre om dem.

Det er muligt, men egentlig også lidt sørgeligt, at der så ikke er gode råd, der virker. Jeg har som sagt ikke trænet min hanhvalp, så det skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, men alverdens andre ting, som (oftest) tæveejere har foreslået, har jeg prøvet. Det eneste, jeg har erfaring med, som virker, er, hvis hanhunden bliver avlshund. Så lærer tæverne ham lynhurtigt, hvornår det kan betale sig at spille Karl Smart. :slem:

Jeg kender kun dem, der brokker sig over en dommerafgørelse. Nogle gange lyder det fornuftigt nok, andre gange ikke.

Brokrøvene? Det lyder ikke rart. Hvad tænker du på?

Jeg tænkte så ikke lige på rally, da jeg nævnte DcH, men på klasserne C-E.

Det er en underlig regel. Man lader jo kun, som om man tager hensyn? Så kan man lige så godt brænde igennem og sige: Få styr på din hund eller bliv hjemme!

Jeg gik en enkelt sæson med min forrige hanhund og der var aldrig problemer, for der VAR ingen løbske tæver på holdet - før den sidste gang, hvor der skulle være konkurrence for alle hold. Da kom der en meget løbsk tæve op, lige før vi skulle starte. Vi kom aldrig over første spring, fordi græsset skulle slikkes grundigt først. Da jeg opdagede, at det var lovligt iht reglementet, stoppede jeg, selvom jeg syntes, at AG var skægt. Men dengang gad jeg ikke træne noget, som jeg ikke også kunne gå ud i konkurrence til. Det var dengang. Nu er jeg gammel og doven og Sofus og jeg går til hygge-AG. Er der løbske tæver, får alle vi hanhundeejere med alt for "ivrige" hunde lov til at tage et par baner - og så træner Sofus og jeg ellers lydighed, felt, rally - hvad vi nu kan komme i tanker om. Så kan alle være der og alle er glade. Det er en regel fx i DcH. Det var en endnu striksere regel i Beredskabet, hvilke faktisk undrede mig dengang, for al træning dér går jo ud på at gøre hundene egnede til at blive sat ind i fx jordskælvsområder. Og så nytter det jo ingenting, hvis de hjernedødt slikker murbrokker i stedet for at markere begravede mennesker. Men sådan var det. Løbske tæver måtte ikke engang befinde sig i biler i området, men blev omhyggeligt kørt ud til allersidst. Det var så også grunden til, at jeg måtte opgive at træne AG med min forfærdelige hanhund. Han savlede ud af næsen og ville ikke engang have tartar, det schwiiin! Jeg har med min første hanhund været med til natlige kæderunderinger ledet af politiet og en hundefører med en løbsk tæve ville så gerne, så gerne være med. Politihundeføreren sagde: Så sender du én hund ud og risikerer at få ti med hjem! Hun blev hjemme. :slem:

Man kan undre sig over, hvordan sådan noget kan få lov at ske, men den hanhund har sikkert fået opgraderet frit søg som yndlingsøvelsen over alle øvelser!

Det var s'gu da endelig et råd, jeg aldrig har fået før eller selv tænkt på! Om det hjælper, ved jeg ikke, men det lyder som noget, man burde have tænkt over, mens tid var. :damn:

Jeg kan godt se, at det ikke er specielt fair over for en løbsk tæve, at hun ikke må komme på pladsen "pga en hanhund som ikke kan håndtere en situation". Men selv ellers lydige hanhunde bliver undertiden døve, når duften er særlig dejlig. Og hvis der er mange tæver og de går i løb på skift, så er det også mange, mange gange, at en sådan hanhund ikke kan træne. Det er heller ikke specielt fair over for den. Jeg har selv haft tre hanhunde, der alle mente, at de var Guds gave til tæverne. Den første lærte først at kunne koncentrere sig om dagens opgaver, efter at han blev avlshund og derved lærte, at der ikke var noget at komme efter, før duften var HELT rigtig. Den næste lærte det aldrig og jeg har faktisk ikke tal på alle de råd, jeg fik, der skulle lære ham at lukke næsen og åbne ørerne. Mange folk, især tæveejere, har utroligt mange gode råd, men dem, jeg trænede sammen med, kunne ved selvsyn konstatere, at rådene desværre var virkningsløse over for min stygge hund. Selv et par af de mest rabiate tæveejere fik næsten ondt af mit bæst, fordi de kunne se, at han var i en anden verden. Så vi endte med at tage hensyn til hinanden på den måde, at tæveejeren og jeg nøje iagttog afstand og vindretning under træningen. Var afstanden tilstrækkelig stor, gik det lige, skønt godt blev det aldrig. Vi kunne sagtens gå ud i konkurrencer, men aldrig i AG, hvor løbske tæver lystigt sprang rundt på banen - lige før hanhundene skulle på. Det var der flere hanhunde, der ikke kunne "håndtere". Jeg mener, at løbske tæver sagtens kan deltage i konkurrencer, men som de allersidste. Det gør man i Beredskabet, i DcH og sikkert også andre steder - men DKK har svært ved at holde sig til den simple regel. Ærgerligt. For hvis man virkelige prøver at tage hensyn til hinanden, så går alting meget nemmere.

Siri, jeg kendte ikke Ottos helbredstilstand, da jeg skrev mit første indlæg. Jeg reagerede på dine ord om, at "Men for mig er de i høj grad et arbejdsredskab. Jeg elsker at arbejde med dem og det er den primære årsag til at jeg har hund. Derfor valgte jeg også at omplacere Otto, da han ikke kunne arbejde". Det lød derfor som om, at du omplacerede Otto, fordi han ikke gad at træne sammen med dig, hvor virkeligheden var, at han fysisk ikke KUNNE træne uden at risikere skader. Det er faktisk en helt anden sag! Men hvis vi kunne hæve det op på et generelt plan og glemme Otto for en stund, så er det stadig min mening, at en hund ikke er en arbejdshund, blot fordi den dyrker en hobby sammen med sin ejer. En arbejdshund er en hund, der har et JOB, og derfor nævnte jeg et par af slagsen fx såsom førerhund, bombehund, narkohund...... Disse hunde har et job eller et arbejde, om du vil, men selvom arbejdet skal indeholde mange legeelementer, så er det stadig ikke en hobby for dem. Derfor kan man alligevel sagtens sige: "Kæft, hvor arbejdede han godt i dag", selvom det foregik i træningsregi og bare drejede sig om at gå et perfekt spor. Selvfølgelig kan man det. Men det gør ham altså stadig ikke til en arbejdshund i mine øjne. Det er muligt, at jeg har for smalt et syn på begrebet arbejdshund, men det er præcis den skillelinie, der gør, at jeg ikke bryder mig om, at almindelige hundeejere sammenligner en hund med et arbejdsredskab eller at man omplacerer sin hund, fordi man ikke kan få den til at elske at træne. Kan du se forskellen?

Hm...hvis man virkelig er bidt af det, så lever man det vel egentlig også? Jeg ser ingen forskel dér. Jeg forstår nok bare ikke, hvad du mener, men det gør ikke noget.

Jeg bliver helt nysgerrig. Hvad er for dig kriteriet for, hvornår man overgår fra træningsvild hundefører til "nærmest professionel"? Der er jo sådan set mange, der har flere hunde, som rejser verden rundt (til mesterskaber) og som underviser, men som nok alligevel ikke ser sig selv som "nærmest professionelle". Er kriteriet, at man kan leve af sin sport? Altså at man laver så mange kurser, at man får en ordentlig økonomi ud af det eller.....?

Hvis du først havde set hunde, der blev udskiftet simpelthen fordi de fx ikke kunne gå spor eller rundere, så havde du måske haft en anden holdning til udskiftning af værktøj? Jeg var selv totalt nørdet (som det hedder i dag), da jeg trænede i Beredskabet. Det var hver og hver eneste dag, at vi trænede - lydighed, eftersøgning, spor..... Og det var skægt. Jeg havde så også en hund, der var hammergod til alt - undtagen den skide lydighed. (Lydighed har jeg så siden skiftet mening om, simpelthen fordi jeg med hans efterfølger begyndte at træne noget mere inspirerende for hunden - og mig sæl). Men ikke et eneste øjeblik faldt det mig ind at udskifte ham med en artigere labrador. Jeg havde nemlig en fæl fornemmelse af, at det var mig, der fejlede, når han nærmest faldt i søvn, så snart vi trænede lydighed, skønt jeg trænede på præcis samme måde, som andre hundeførere trænede deres ikke-terriere. Desværre var jeg så ikke så begavet, at jeg fandt på at træne på en anden måde. Hmmm, måske jeg skulle have været omplaceret?

Nemlig! En social hyggestund - efter sjov leg.

Men samvær og oplevelser kan jo også godt være sjov leg = træning? Bare man ikke fortæller hunden, at det er det, det er....træning altså :slem:

Ingen har givet udtryk for GENERELT at have noget imod en omplacering og JA, der kan være gode grunde til at gøre det. Jeg har åbenbart svært ved at forklare, hvorfor jeg på ingen måde respekterer, at nogle mennesker tilsyneladende ofte har problemer med, at deres hunde "ikke gider træne". Det er disse mennesker, jeg tænker på, når jeg taler om, at værktøjet ikke duer og derfor må udskiftes. Det sjove er så, at jeg overværede, at adskillige af disse hunde kom til andre hundeførere, der efter ganske anderledes inspireret og kærlig træning sagtens kunne få deres nye hunde op i både A- og E-klassen i DcH. Det gør man ikke "bare lige" og det er måske også en tanke værd? Desværre går det hele tiden over i, at folk har gode erfaringer med omplacering og at vi andre bare må se ud over vores egen lille næsetip. Ak ja. Men så prøver vi da det.

Jeg ved ikke....for os mennesker er en død hundehvalp en stakkels, død hundehvalp. For en hund er den nok bare kød? Men hvem fanden smider en død hundehvalp i en busk?

Hvis grunden virkelig er den enkle - og her taler jeg helt generelt -, at hunden synes, at "det bare er dræbende kedeligt", så vil jeg faktisk vove at påstå, at det er træningen, det er galt med, såfremt hunden ellers i øvrigt er sund og rask. Og i sådant et tilfælde KUNNE det måske være en idé, at føreren kiggede lidt på sig selv? Jeg mener....måske fejlen ikke lige lå hos hunden?