Dina

Mine hunde har jeg også altid haft i bur i bilen, men jeg kunne ikke drømme om at sætte dem i bur i huset, når de var alene. Der har så til gengæld heller aldrig været problemer med, at de ødelagde noget (bortset fra adskillige dyner for Sofus' forgængers vedkommende, så han var over 2 år, før han fik adgang til soveværelse og gæsteværelse, når han var alene hjemme). Jeg kan godt lide tanken om, at min hund kan vandre rundt i huset, som det nu passer ham.

En mundkurv skal beskytte "andre" mod hundebid, men hvis hunden er alene hjemme, så virker det da overflødigt? Jeg ser slet ingen fornuft i sådan en beslutning, og jeg kunne aldrig i livet drømme om at lade min hund være iført en sådan, når han var alene hjemme. -gys-

Den er nem. Det er en hund, der har valgt buddhismen som tros- & livsgrundlag.

Hende tror jeg næsten, at jeg kender. :slem:

Da jeg var ung og smuk og sirlig, troede jeg, at miljø var den eneste faktor, der havde betydning for et individs udvikling. Efter at have vandret i hundeverdenen i mange år, har jeg revideret denne opfattelse. Jeg tror nu helt bestemt, at både arv og miljø har betydning, og at miljøet udelukkende modificerer, hvad et individ har arvet fra forældrene. Det er så langt lettere at se, når det drejer sig om hunde i forhold til mennesker. Så jeg tror, at du har fået en god hund OG at du har understøttet alt det gode, som opdrætteren har lagt i din hund. Til STORT lykke med det. :5up:

Der ka' du sæl se - jeg havde misforstået dig, tsk tsk. Sorry .

Her kunne man snildt komme med en masse harske kommentarer, men faktisk vil jeg langt hellere rose dig for at opdrage din kæreste mht hunde. Det er vist et Guds under for den arme hund, at du er kommet ind i billedet. :5up: Må jeg forsigtigt foreslå en anden fremgangsmåde? Hvad om du de næste par uger skærer et par stykker ost/laks/leverpostej, som du kan smide i madskålen, en efter en, efter at du har stillet skålen ned på gulvet. Når hun opdager, at du ikke TAGER noget, men tværtimod TILFØJER noget, så vil det ikke være specielt længe, før hun selv synes, at din madindblanding egentlig er en temmelig god idé. Så stil skålen oppe på køkkenbordet og giv hende derfra. Og når hun har fået en ti stykker, så stil skålen på gulvet - og tilføj noget ultralækkert. På den måde slår du 7 fluer med 17 slag....eller nowet. Lige den dér øvelse ville jeg personligt aldrig indlade mig på. Jeg tvivler stærkt på, at hunde kan fatte idéen med "lidt til dig og lidt til mig". Men at sige deres navne skiftevis og give en godbid - det kunne jeg selv hitte på. Hvis det lykkes dig at vinde hendes kærlighed og respekt, så vil du formentlig fremover kun have slædehunde. :slem: Resten tror jeg, at jeg vil afholde mig fra at kommentere på. Det er ærlig talt for deprimerende at læse om.

Helt enig her! Jeg har godt nok skrevet om det før, men så må I jo bare springe det over, men situationen minder mig om den desværre afdøde formand for Rottweilerklubben. Han sagde engang, at hvis man kom ind i sit stue og så sin rotte sidde/ligge i sofaen, så skulle man lynhurtigt lade som ingenting og skynde sig ud i køkkenet. Der skulle man tage en dejlig guf og kalde på hunden. Stor ros og kys og guf, når den - selvfølgelig - kom spænende. Derefter skulle man sammen gå ind i stuen, og hvis hunden gjorde tegn til atter at bemægtige sig sofaen, SÅ skulle man tage kampen og hurtigt og bestemt sige Nej! Det er nemlig og helt naturligt langt lettere for en hund at forstå, at en handling, den skal til at foretage, er forbudt - fremfor at give slip på en dejlig sofalur, når man nu allerede ligger der og gasser sig.

Nej, heldigvis. Men den kan blive helt utrolig dygtig og så er lidt fjant kun skægt.

Det er muligt, at jeg misforstår, men er det ikke tilfældet, at Zeus ikke endnu "kan" apporteringen, men knalder som han selv får lyst? Hvis det er tilfældet, så ville jeg glemme alt om fejlmelding og nøjes med at træne andre ting, inden jeg gav apport-kommando. Fejlmelding bør kun finde sted, hvis hunden udmærket godt kan en øvelse, men vælger at være lidt uvartig.

Det ville jeg gerne have set, men der er tilsyneladende opstået en fejl ved filmen (det hævder den i hvert fald sæl).

Hunden blev senere afhentet og aflivet.

Jeg ved ikke.....en sulten hund plejer nu ikke at være meget uinteresseret i laksestykker......

Om du kan gøre det lige så nemt med en bold og hunden i line, ved jeg ikke. Du må nok prøve dig frem. Man siger jo, at alle veje fører til Rom. Jeg har så bare altid foretrukket at snuppe den nemmeste rute. Lidt doven er man vel altid. :slem:

At påsætte en line vil for en normalt begavet hund straks kunne mærkes og han kan da sagtens være lydig, når det ikke kan være anderledes. Det er langt bedre at lokke ham til at være artig - helt uden line. Hvis du har nogle hammergode guffer, så kunne du evt. belønne ham med et par stykker, mens han sidder i grundstilling OG du ikke har smidt apportbukken endnu. Når du så har hans fulde opmærksomhed, så kaster du apportbukken og i samme nu HAMRER du en ny guf ind i gabet på ham, så han ikke knalder. Og derefter 1-2-3 stykker bagefter. Derefter vil han formentlig sidde og kigge gudhengivent op på dig i forventning om mere guf. Men det kommer ikke. :slem: I stedet giver du ham så en apport-kommando. Denne fremgangsmåde har virket prompte på alle mine uvartige airedales. Go' vind med forsøget. Men husk - du skal være LYNhurtig.

Det var fint tænkt! Faktisk tror jeg lidt småindædt på, at når en hund sjusker, så er det, fordi øvelsen er for nem og det viste sig jo også at være tilfældet hos dig. Sofus' forgænger begyndte også pludselig at sjuske i næseprøven, og det irriterede mig gevaldigt, eftersom netop denne øvelse er den eneste, hvor han selv skulle tænke. Han kunne finde på at samle alle op, en for en, og kyle dem henover sit grødhoved eller løbe ud til pindene og smide sig ind i dem, så de fløj til alle sider. Men så lagde jeg samtlige pinde med tommel- og pegefinger og holdt den rigtige et par sekunder i hele hånden og vupti - han tog straks den rigtige - logrende. Han havde simpelthen kedet sig.

Temmelig usikker. Jeg var i hvert fald sikker på, at jeg talte på præcis samme måde hver gang og alligevel fik jeg bemærkninger om, at nu var det ikke så galt, at de ville trække for det, men mine pauser var liiiiiige lidt for korte/lange, så det skulle jeg tænke over til næste gang. Der var ikke andet at sige hver gang, at det skulle jeg skam da nok.

Jeg er jo lidt handicappet her, for jeg har aldrig haft mere end én hund ad gangen. Til gengæld har både Sofus og hans forgænger altid haft daglig leg med naboens hanhunde. Det er gået helt gnidningsløst - heldigvis. Hvis jeg tillader mig at gå en tur med Sofus og en af nabohundene opdager det, stiller de sig ved havelågen og skriiiiiger efter os. Går vi tilbage og hilser på dem, overslikker alle tre hinanden. De trives i dén grad i hinandens selskab og når de er trætte af at fræse rundt efter hinanden eller trække rundt med hinanden i deres tykke tov, så smider de sig tæt på hinanden og fortsætter med at gnaske løs på hinandens ben eller struber. Eller bruger hinanden som hovedpuder. Sofus' forgænger og hans nabohund kom til at holde en ufrivillig pause i den daglige leg, men selvom der gik flere uger, hvor de ikke sås, så var der ingen problemer med at føre dem sammen igen. Tværtimod hilste de begejstret på hinanden. Der er to år imellem alle "vores" tre nuværende hunde (snart 2, 4 og 6 år), og mellem Sofus' forgænger og hans bedste ven var der 6 år. Muligvis har denne aldersforskel større betydning end man lige går rundt og tænker på?

Was Phanden? Er den regel afskaffet igen? Man kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik.. Det eneste, der generede mig personligt ved den regel, var, at "1 øl - 2 øl - 3 øl" for nogle dommere var for lang tid og for andre for kort.

En airedale har normalt stor humoristisk tolerance over for hvalpe, så lille Ollie skal nok hurtigt lære at elske, beundre og respektere sin storebror, også selvom hovedet engang imellem forsvinder i gabet på den store. Det synes Ollie sikkert bare er skægt. Airedales har en til tider lidt syg humor.

Disse to aussier kom på stive ben og med store øjne og høj haleføring hen til andre hunde (fører var heldigvis dygtig til omgående at kalde dem tilbage, hvis de skred i en øvelse), og det er faktisk et stykke forbi "strid" og ovre i "dominant". Om netop disse to individer var ukarakteristiske for racen, kan sagtens være. Men behagelige at træne sammen med var de sgutte. Specielt ikke, hvis man selv var iført en stor terrier, der stod helt stille og udstrålede, at de s'gu da bare kunne komme helt tæt på, så der kunne "snakkes om tingene". Jeg bare hader hundeslagsmål (blev aldrig tilfældet, fordi vi allesammen var på dupperne) og specielt i dag, hvor hele bundtet vel ville blive aflivet, tsk tsk.

Se, dét giver fin mening for mig. Og skægt at høre historien om musiklæreren. Det er egentlig også ret svært for en airedale, så halsgivning skal trænes separat. Det kommer så heldigvis hurtigt i orden, for en hund bliver jo ret frustreret, hvis føreren er fatsvag. Og SÅ giver hunden sin mening til kende ret prompte.

Jeg forstår sagtens, at hvert delmoment skal indlæres for sig - så vidt muligt. Men jeg forstår stadig ikke fidusen med at gøre alting "baglæns"? For mig at se, så er det allervigtigste at identificere, hvilket delmoment, der ser ud til at volde hunden lidt besvær og så ellers træne dette og når det så ud til at være i orden, så træne det sammen med momentet umiddelbart før og efter. For mine airedales var det allersværeste moment at sidde lige foran mig ved aflevering. Der var ingen problemer overhovedet med resten, som faktisk blev indlært ret vupti. Men en airedale ser ud til at mene, at netop en skævsidning foran fører er den smukkeste og mest korrekte position. Derfor har jeg så svært ved at fatte idéen med at tage tingene i omvendt rækkefølge, altså baglæns. Det er vel kun, hvis det sværeste moment kommer tilsidst?

Inden du kaster dig udenlands, så kig på denne kennel: Kennel Lassie - opdrt af store, prgtige collier efter amerikanske linier Winnies hunde er rolige, men kan sagtens bestille noget. Og de er smukke.

Enig. Det er også derfor, at nøjes kom i citationstegn.