Ascha

Ahhh, der havde jeg lige læst forkert. :stupid: Men så er det da et endnu mere underligt sted at lade sin hund opsøge andre mennesker, da jeg formoder der er et hav af ældre mennesker på usikre ben. Og et brækket lårben kan altså slå et gammelt menneske ihjel.

Nej, det der undrede mig var hvis du kunne leve i 13-14 år sammen med en hund og så være irriteret over at den levede så længe. Jeg ville ikke kunne lade være med at elske hunden, om det så var min haderace nr.1, men sådan er vi åbenbart forskellige. Jeg er skam ligeglad med hvilke racer du vælger. Jeg forstår bare ikke at man vil sætte sig selv i den forfærdelige situation oftere end det er nødvendigt. Det er så nemt at have en mening om hvornår andre burde give deres hunde sprøjten, jeg selv forsøger at lade være, men skal da indrømme at jeg aldrig selv har set en GD på 7-8 år der ikke har opført sig en gammel hund. Det kan ske, men som regel opfører en retriever sig da ikke som en gammel hund før den er 10 år+, så jeg er slet ikke enig i at den har en længere alderdom,... den har bare et længere liv hvor man kan nyde at der ikke skal tages hensyn til dens fysik.

Der er mindst to ting i denne tråd jeg ikke forstår. Hvordan kan folk der lever sammen med hunde, går vikelig op i hunde og vil gøre alt for deres egen hund, finde på at sparke til en hund der kommer hen til dem. Manden er jo indtil videre ikke stødt på hunde der gør noget, så som udgangpunkt må det jo være den slags hunde der omtales i brevet. Hvis der er noget jeg kan brække mig over, så er det når folk tænker: min elskede hund,... andres møjkøtere. Troede bare ikke der var så mange af den slags herinde på HF. Den anden ting jeg ikke fatter er, at manden ikke selv gør et eller andet for at hjælpe sit barn til at få det bedre med hunde. Hun bliver garanteret også skræmt af en hund i snor (det er ihvertfald min erfaring at det ikke hjælper en skid overfor børn der er utrygge overfor hunde). Som forælder er det sgu vedkommendes ansvar at sørge for at barnet lærer om alle de aspekter der findes i samfundet, om det er hunde, trafik, gensidig respekt eller hvad har vi,.. men det er sgu så nemt at pege fingre af alle de andre der løber fra deres ansvar,for at tage hensyn. Noget helt andet så mener jeg at Den Gamle By i Århus er et slags museum. Har aldrig selv været der, men synes da umiddelbart at det er et underligt sted at slippe sin hund.

Den undrer så virkelig mig, for jeg er da sikker på at jeg ville komme til at elske en savlende GD, hvis den boede hos mig i 8-10 år,... uanset. Men nyder du den periode hvor hunden bliver svækket og dør, for den oplever en hundeejer, der vælger race med kort levetid, da langt oftere. Har en veninde der har bullmastiff. Hun er på sin 3, hvor jeg stadig er på min 2., selvom mine oven i købet har overlappet hinanden med 7 år. Min gamle hund blev 12½ og det var faktisk kun det sidste år hvor jeg skulle tage hensyn til at hun ikke kunne gå de lange turer mere og i den dur, så den betragtning synes jeg ikke er rigtigt. Ofte er en mindre hund jo langt mindre besværet af alderdomsforandringer end de store.

Jeg er helt på linie med det du skriver ovenover. Personligt tror jeg ikke på at man kun passer til en enkelt race, men selvfølgelig kan man have en forkærlighed til en bestemt. Jeg har selv været dèr hvor jeg har overvejet at lade flatcoaten være fordi gennemsnitsalderen er så lav, men nu har jeg lige været på kennelbesøg i Sverige og så er den diskussion lukket. Når jeg er i tvivl om noget laver jeg tit en positiv og negativ liste og en lang levealder giver 2 plusser på min. Jeg synes det er forfærdeligt at skulle igennem tiden hvor hunden begynder at forfalde og dør, så selvfølgelig vil jeg helst have at der går så lang tid imellem som muligt. Det gør dog ikke at levealderen bliver det jeg koncentrerer mig om i første omgang, blot at den er vigtig at tage med, da den ofte også siger noget om racens sundhed.

Det er simpelthen min største frygt, at der løber et eller andet ud foran mig, for jeg laver undvigemanøvrer. Ikke fordi det er noget jeg vælger, det er bare sådan jeg reagerer.

Tillykke med hvalpene, de ser vel nok fine ud. Og nu vil jeg så læse tråden igennem for jeg troede bestemt den handlede om menneske babyer, indtil jeg så folks indlæg på forsiden (det er en smart funktion).

Tillykke med fødselsdagen, Møffe, og fortsat god bedring til jer begge. Det lyder jo helt fantastisk at det går så godt med genoptræningen. :banan: God video, og hvor spiser Møffe dog pænt. Havde min hund været hovedperson, ville det have været en meget kort video.

Hvis min hund ikke hører mig fordi den er fordybet i en eller anden duft, træder jeg stille og roligt ind over pletten, så hunden bliver nødt til at flytte sig. Som regel kigger den op når jeg står dèr og fylder (jeg vil slet ikke tænke over hvad hunden tænker om mig lige i det øjeblik) men når den ser op er det lettere at distrahere: læs manipulere den til at fokusere på mig.

Nu har jeg selv taget uddannelsen som instruktør hos jarnved og den stop-op-metode virker altså ikke på hunde som f.eks. min egen springer (og det lyder meget som Teitur når du fortæller). Har man en hund der finder belønningen "at snuse til dufte" større end godbidder, ros, klik og hvad har vi, er det eneste der kan virke, hvis man bruger oplevelsen af duft, som forstærker. Altså, at være meget opmærksom/ konsekvent i at hunden kun får nye dufte i næsen når den går pænt, så den kobler; at den hurtigste vej mod nye dufte er at gå roligt i en slap snor. Fatter hunden først det, vil den gå pænere jo større belønning der ligger forude,... altså jo mere spændende duft. Jeg har brugt at bevæge mig i cirkler, da disse hunde ofte har rimelig meget knald på og at man derfor får meget svært ved at give hunden en oplevelse af succes hvis man holder kort line og stopper den hele tiden. Desuden varer det ikke længe før der ikke er nye dufte hvis man går rundt på samme sted, hvilket gør det lettere for hunden at gå ned i tempo. Cirklerne kan gøres mere eller mindre aflange (så man belønner ved at bevæge sig fremad hvis snoren er slap) og man kan cirkle baglæns hvis hunden ikke kan finde ud af at tage det roligt. Okay, i starten kommer man ikke så langt hjemmefra, men det opvejes af at det er utrolig hårdt for hunden med al det tænkearbejde.

Det lyder til at vi færdes i forskellige landsdele eller moralske områder om du vil,... og deri ligger grunden til vores forskellige holdninger måske. Hvor jeg bor er der simpelthen ingen perioder uden en eller anden tæve er i løbetid, så ja, det er alle 365 dage om året hvor hanhundene bliver udsat for det stressmoment. En kalv kan udgøre det for selskab for en hest, ligesom mennesket kan for en hund. Jeg kan stadigvæk ikke se at det ikke er et spørgsmål om hvad man plejer at gøre, når man rutinemæssigt kastrerer hingste eller hankatte for den sags skyld. Jeg oplever det så ikke sådan blandt hunde, for der er man en skidt ejer hvis man ikke kan finde ud af at træne hanhunden til at tilsidesætte sine drifter.

Når jeg hører ordet "stor selskabshund" tænker jeg først: skal veje mere end 25- 30 kg, skal være forholdsvis venlig og til at "have med at gøre" og må ikke kræve et egentligt arbejde for at trives,... og så er der godt nok ikke mange at vælge imellem. Tænker primært newfoundland, skt. bernhard, grand danoir, eng. bulldog og mastiff. At der så er andre store racer der er gode til at nusse og hygge, når deres behov er blevet dækket, tror jeg egentlig kommer meget an på prægningen og ejerens indstilling.

Jeg ved at det kan være svært at få en hingst opstallet, men det er måske fordi det aldrig er nødvendigt,... da man jo rutinemæssigt fjerner bollerne på heste der ikke engang har fået lov til at bevise om de kan håndteres som voksne intakte dyr. Var der flere der lod være (eller lavede man f.eks. et forbud mod at kastrere før 4-årsalderen) ville der jo også være andre hingste at gå sammen med. Det er et spørgsmål om holdning. Mig bekendt er der ikke ret mange der kastrerer deres hanhunde rutinemæssigt,... de fleste kigger jo netop på hundens livskvalitet. At de skulle være mere udprægede flokdyr kan jeg ikke helt forstå, for så skulle hestens sprog jo være hundens overlegent. Og det er det ikke. Men egentlig er det jo ligegyldigt, for en hingst kan sagtens føle at den er sammen med andre selvom der er hegn imellem. Ellers skulle en hest jo også føle sig alene ved at være adskilt af en boksvæg. Ligesom man ikke ville kunne opdrage sin hanhund til at springe på løbske tæver hvis man efterlod dem alene. Det udsagn synes jeg er lidt nedladende og jeg er desuden helt igennem uenig i at det sagtens kan gøres uden at hunden lider afsavn. Jeg ville ønske at jeg havde filmet Thailo hjemme, efter 4 dage med vandren frem og tilbage, småpivende, mellem hoveddør og havedør, hvor eneste hvileplads var måtten i entrèen og uden at ville røre sin mad. Kald det livskvalitet. Det er det nemmeste at forklejne andres problemer, når man ikke selv har prøvet at have dem. Jeg tror virkelig at mange, der mener at man bare kan træne sig ud af alting, havde godt af at opholde sig en periode hvor man ikke kan komme udenfor en dør, uden at der er lugter af løbetid. Det er jeg enig med dig i.

Dejligt at det går godt, men den tanke dèr synes jeg du skal lægge fra dig. Imo bærer opdrætterne en stor del af skylden. Personligt har jeg det meget underligt ved at man stemples som en lidt dum, doven eller egoistisk type hvis man kastrerer sin hanhund, når man f.eks. i hesteverdenen ikke blinker med øjnene når en hingst kommer under kniven, og det gøres jo rutinemæssigt. Gad vide om der kan findes en eneste rytter der tænker: bare jeg havde været så god en rytter at jeg ikke behøvede kastrere min hingst,... jeg tror det næppe. Alligevel findes der hingste der kan arbejdes med, ligesom der findes intakte hanhunde der heller ikke volder problemer, men der er bare forskel på både racer og individer. Og jeg vil nok sige at med labradors,.... der kan jeg godt se at man kan få et problem, for de kører godt nok op på damenumser.

Omvendt kan man jo også sige at det virker som en op-ad-bakke-metode at forsøge lære sin hund noget som helst lydighed, hvis hunden har et uopfyldt behov,.... og det er nu ved at bruge hunden til noget den er avlet til, at man mest effektivt undgår dèt.

Den med at visse racer ikke kan tåle for meget protein tror jeg er en skrøne (i gamle dage talte man om proteinforgiftning, men den er vist efterhånden aflivet) men som hunden bliver ældre tror jeg det kan betale sig at give protein som er let fordøjeligt (lyst kød). Barffolk fortæller altid at ulve lever af det samme hele livet, men det er jo fordi de bliver nødt til det og imo er det ikke et argument for at man ikke skal tage hundens alder i betragtning. Nu er det godt nok sjældent at hunde har foderallergi (som regel er det miderne der er i foderet de ikke kan tåle) men har du overvejet at få lavet en allergitest?. Jeg har haft fodret med råt i en lang periode, men gik væk fra det igen, fordi min hund havde racermave ca. et par gangen om ugen. Nu koger jeg kød (primært lyst) og grøntsager og blander med tørfoder uden korn. Det skulle efter sigende ikke være så hårdt for systemet at fordøje og min 12-årige hund fungerer da også langt bedre på det.

Ja, klart. Det er det nu også for en retriever. Min ellers dovne, dvaske flatter sad som på nåle og havde enormt svært ved at holde kæft når hun ventede på at få lov til at komme afsted. "Ro på post" er ofte noget der volder retrieverfolk lidt problemer.

Ja, for en retriever er det. De er blevet hæmmet i den del af jagtsekvensen der bl.a. omhandler selve det, at løbe efter, trække ned og slå ihjel, samtidig med at de er blevet forstærket i at finde og bære. Supermåde at bruge en retriever på (som du beskriver det) men jeg tror ikke det "mætter" ret mange andre hundetyper.

Nu har jeg jo jagthunde og selvom de godt kan leve et helt liv uden at bruge deres egenskaber til andet end f.eks. lydighed, så synes jeg man fratager hunden noget, ved ikke at lave en eller anden form for træning der gør brug af dens medfødte egenskaber. Jeg tror også det kommer meget an på hvilken hund man har. En retriever bliver næppe mere vildtinteresseret af at man træner apportering, eller kører dem op på bold og min personlige erfaring med min springer er, at træningen gik ind og dækkede et behov for jagt, der gjorde at han i "fritiden" blev langt lettere at samarbejde med. Sikkert også fordi han, til træning, fandt ud af at jeg kunne bruges til noget. Noget andet der kan spille ind er racens formåen at skelne mellem forskellige ting og også hvilke sanser hunden gør brug af i forb. med jagt. Da jeg under uddannelse hos Irene Jarnved skulle undervises i instinkter og drifter, af en træner med rødder indenfor schæferhunde, forsøgte hun at køre Thailo op i drift med en trøje i en snor. Efter en rum tid hvor hun havde knoklet med både mig og min hund, konstaterede hun at Thailo ikke havde ret meget byttedrift. Det troede Jarnved nu ikke på og hentede et rådyrskind, og vupti,.... så havde min hund masser af byttedrift. Han gad da bare ikke at interessere sig for en gammel sweater, hvorfor han nok heller ikke havde være et egnet emne til lurecursing. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om at det ikke ville have haft en effekt på hans jagtinteresse. Andre hundetyper der går mere efter bevægelse og ikke duft, tror jeg måske nok man kan vække en øget interesse hos, for ting der bevæger sig hurtigt. Jeg mener at samojeden i sin tid også blev anvendt som jagthund, så hvis man gravede lidt i hvordan den blev brugt, kan man måske danne sig et indtryk af om lurecursing overhovedet vil interessere hunden. Og formodentlig også om det vil skærpe interessen for jagt. Personligt ville jeg dog vælge en anden form, der bygger på lidt mere samarbejde, men det er nok en smagssag. :blink:

Hvor kan man læse om det?.

Jeg forstår godt hvis man bor et sted hvor der er mange mus, at det ikke kommer til at betyde så meget, men nu lød det til at folk lader deres hunde gå efter mus i al almindlighed og ikke kan se noget galt i det. Blot synes jeg man skal huske på at andre kan have problemer med andre dyr, som man selv ikke kan se problemer med, inden man farer ud og dømmer med uansvarlighed osv.. F.eks. er katte og rådyr heromkring ved at være en pest, men jeg har bare erfaret at det er et no go at hunde render efter dem (oven i købet med garanti for at der ikke sker dem noget) fordi de er større,... eller hvad det er.

Næ, det er en underlig mentalitet, at være så ligeglad.

Undskyld jeg glemte et spørgsmålstegn, men oprindeligt var mit indlæg heller ikke stilet til dig personligt.

Og du tror ikke det kan have noget at gøre med at du sidder lidt fast i dine egne overbevisninger?. Der er jo sket en hel del indenfor børneopdragelse, efterhånden som der forskes i emnet,.... hvorfor skulle det forholde sig så meget anderledes bare fordi det er hunde, som der jo efterhånden også forskes meget i?.

Nåeh, hun ser heller ikke helt stolt ud af situationen. Jeg har engang slået en skovdue ihjel (og det er edderrødme et stort dyr når man først står med det i hænderne) fordi en bilist havde påkørt den og bare var kørt videre. Jeg tuuuudede mens jeg slog den så hårdt ned i asfalten som jeg kunne, men der var bare ikke andet at gøre. Dens øje lå et stykke væk fra den og den lå hjælpeløst på ryggen og baskede. Men jeg glemmer det aldrig.