Ascha

Jeg har talt til hundene så længe at det er blevet en vane at gøre det. Thailo kan ikke høre noget og allgevel pludrer jeg lystigt med ham om alle de svære valg man står overfor i hverdagen og alle de ting man skal huske. Dog kan det være lidt pinligt når jeg glemmer at han ikke er med,.. og jeg stadig deler mine tanker med ham, f.eks. i Brugsen. Folk skulle lige vide at jeg ikke snakker med mig selv (hvilket jo er mærkværdigt nok i sig selv) men med en hund der slet ikke er der.

Jeg deler din opfattelse, det er også ret sjældent at jeg oplever noget dramatisk. Jeg bor ikke i et "vi spørger først om de må hilse" område,... det er en selvfølge at det kommer de til og så lærer områdets nye hvalpe jo, at selve det at hilse på en anden hund ikke er noget særligt. De vokser op og bliver en del af en "kultur" hvor man lige støder næserne sammen idet man går forbi, men ellers ikke bruger meget krudt på, fordi det sker hele tiden.

Tror meget kommer an på hvor i landet man bor. Selvom jeg kender mange hunde og mange af dem vil komme til at møde min hvalp ret hurtigt (fordi ejerne garanteret er pænt nysgerrige), så bekymrer det mig ikke at jeg ikke kender de hunde min hvalp render ind i. De hunde der færdes her omkring er generelt ikke så ødelagte at de gør hvalpe noget, men jeg skal da indrømme at jeg skæver til hvilket køn og også hvilken race der kommer gående.

Min næste hvalp vil komme med i hundeskoven fra første dag af, men jeg er tilgengæld også ligeglad med folks kommentarer om, at hvalpe bliver bange for omverdenen af at blive taget op (det gør de jo kun hvis man reagerer for sent). Den vil få lov til at løbe frit med det samme (for den bliver nødt til at lære at følge med mig) og vil blive samlet op hvis der kommer unghunde eller voksne hunde der ikke signalerer udtalt venlighed. Det eneste der er, er at man ikke skal spørge folk om deres hund kan lide hvalpe. Man skal bruge sine øjne og selv bedømme det, for det er sommetider grotesk så lidt indsigt folk har i deres egne hunde og hvad de mener "kan lide" indebærer. Jeg vil nok ikke slæbe den afsted til de mest befærdede hundeskove, "i myldretiden", før den ved hvor den skal søge hen hvis den bliver utryg. Desuden vil jeg gå i min lokale skov de få dage der indbyder folk, der normalt ikke går tur med deres hund, til at lette deres samvittighed (dvs. weekends og helligdage med godt vejr).

Håber de finder Andrea snart, for hvem kan holde Jul når man ikke ved hvor ens hund er. Pøj-pøj til alle de der leder, jeg skal desværre på job og kan derfor ikke hjælpe til. Forresten er der ikke noget med at DCH har nogle hunde der kan spore andre hunde?. De kunne måske finde Andrea.

Dengang jeg havde intakt tæve mødte jeg minimum en om dagen, og det var ikke kun brune labber. Tror man skal kigge på race, og om de bor sammen med tæver, inden man bedømmer hvad der er normalt. Har man begge køn kan man jo også træne situationerne under fuld kontrol,... det kan man bare ikke hvis man kun har en enkelt hanhund og det er jo flertallet.

Dejligt at det går så meget fremad med din gamle tøs. Jeg synes du skal give dig selv et klap på skulderen og et "well done", for hun har jo ikke gjort det alene.

Det er jeg slet ikke enig i. Hvis man bor i et meget "hundetæt" område kan tæver tilsidst blive bange for andre hunde, fordi de hele tiden bliver forsøgt parret af de hanhunde de møder. Mange hanhunde kan blive så stressede fordi de møder løbetidstæver hver dag,... hele året. Jeg tror du glemmer at der er pillet ved hundes måde at reproducere sig selv, så det på ingen måde ligner det oprindelige mere. Mennesket har avlet på hunde der har to løbetider om året og laver meget store kuld, for ikke at tale om den manglende skepsis ved valg af partner. Har svært ved at forstå din tankegang, måske har du bare ikke mødt ret mange kastrater. Og er det kun testiklerne du mener har en værdi, altså at livmoder og æggestokke er mindre værd?.

Jeg kan ikke finde det, men læste et eller andet sted om en undersøgelse af rottweilertæver. Man konstaterede at intakte tæver, og tæver der var over 4 år da de blev neutraliseret, levede længere end tæver der blev neutraliseret som helt unge. Jeg ved desværre ikke hvordan undersøgelsen tog hensyn til de tæver der må være døde af de sygdomme, som de risikerer at få når de ikke bliver neutraliserede, men det hormon der får kvinder til at leve længere end mænd, får åbenbart også tæver til at leve længere end hanhunde og tidligt steriliserede tæver. Hvilket hormon der er tale om kan jeg ikke huske.

Det ved jeg ikke om de er. Når mine hunde bliver 10-12 mdr. anser jeg dem for at være "out of the woods" så at sige. Så er jeg ikke mere urolig for dem, end jeg er når de bliver rigtig voksne. Jeg ved egentlig slet ikke nok om det til at have en mening, men der er forskel på følsomme perioder som nogle slet ikke opdager og så den kritiske tid omkring 6-7 ugersalderen, hvor jeg formoder at opdrætterne får det gjort. Mine hunde var henholdsvis 4 og 7 år, da jeg fik dem neutraliseret og det eneste jeg har fortrudt er at jeg trak det alt for længe. Hvis min næste hund bliver en tæve, vil hun måske blive neutraliseret inden første løbetid (det skal jeg lige have mere viden om). Hvis det bliver en hanhund vil jeg lige se hvordan det spænder af,.. det kan jo være at han ikke er så påvirket af tæver. Men på den anden side fjerner du også produktionen af et hormon der gør at tæver bliver ældre end hanhunde (siger statestikken). Enig. Hanhunde derimod, synes jeg generelt kan virke lidt "klemte" ved møde med intakte hanner (også min egen) men har aldrig tænkt at tidspunktet for neutraliseringen skulle have gjort nogen forskel.

Jeg tror heller aldrig jeg får en hund der ikke bliver neutraliseret (det er prisen for at bo hvor jeg bor) men foretrækker at indgrebet ikke sker på et kritisk tidspunkt i hundens livet. Det er DET jeg synes virker lidt extremt og overilet. Og jeg går ud fra at du heller ikke taler af erfaring mht. neutralisering af små hvalpe.

:hjerte: Jeg bliver altså lidt irriteret når jeg hører at standart springere ikke kan bruges til jagt mere. Jeg er godt nok ikke jæger men tror sgu at de efterhånden stiller lidt for høje krav til hundene og lidt for lave til dem selv. De gider ikke vente på at en flatcoat bliver moden og vælger derfor at ødelægge labben og golden for at få fart nok på hunden. Kan ikke forstå hvordan det kan være så svært,... vil man have en hurtig hund så må man tage hele pakken med og vælge een, det er meningen, skal være sådan. Jeg kan spørge mig selv hvorfor curly coaten overhovedet eksisterer (eller clumber spaniel for den sags skyld), for de er jo slet ikke skabt til at arbejde i det tempo som dagens jægere vil have (men sjovt nok heller ikke i fare for at blive opdelt). Måske skulle jægerne overveje om det er deres stil/ måde at drive jagt på, der noget galt med og ikke hundene, inden samtlige jagthunderacer bliver nogle snotforvirrede stressbomber som selv jægerne ikke har en skid kontrol over. Det er desværre lidt det jeg synes er blevet mere og mere almindeligt igennem de sidste ti år. Nå, det var vist lidt OT.

Men er der nogen af jer, der ved hvad det gør ved helt små hvalpe?. Jeg ved det ikke, men jeg ville betænke mig en hel del ved at købe en hvalp der havde været igennem sådan en traumatisk oplevelse (for det må det jo et eller andet sted være) i en periode hvor deres psyke er så påvirkelig og hvor grundlaget for deres personlighed etableres. Synes desuden det er en underlig idè at lave den slags radikale foranstaltninger for folk der ikke har til hensigt at lave hvalpe (og det er vel trods alt alligevel flertallet).

Men han er ikke ren bullmastiff vel?.

Det er jo som man er og har temperament til. Jeg sværger jo til de aktive jagthunderacer og der har altså været mere energi i begge mine hunde, som 11-12 årige, end i nogle af de 3-års bullmastiffer jeg er stødt på. Men som sagt er det jo en smagssag.

Har du også mødt nogle der ikke har haft en eller andet hudlidelse?. Og når du nu taler dårlig bygning, så havner rigtig mange bullmastiffer på oprationsbordet gr. ødelagte korsbånd. Først det ene ben, og efter et år eller to, kommer de igen med samme skade på det andet ben. På det punkt er de rigtig sarte.

Jeg ved ikke om du har dyrlægeregninger i tankerne, for så er der jo ikke så meget at tænke over. De 3 bullmastiffer jeg har kendt er/ har været meget dyre på den front,... de fejler noget hele tiden og bliver desuden ikke ret gamle. Den ene blev faktisk smidt ud af forsikringsselskabet fordi den var for dyrt et bekendtskab. Det jeg kender til hovawart er at de generelt kan blive ret gamle (af den størrelse hund) og generelt er ret sunde. Det er en af de racer jeg har haft i kikkerten, men ikke fra DK, for der er ingen DKK kenneler (eller det var der ikke dengang) og jeg vil gerne kunne skrives op. I Sverige er der dog et ret stort antal opdrættere. Hvis du vil have min ærlige mening, så hop på hovawarten. En bullmastif er godt nok en charmerende hund, men de laver jo ikke andet end at spise og sove, efter de har rundet deres 3. fødselsdag. Dem jeg har kendt har været søde hunde, ihvertfald overfor mennesker, men ellers meget kedelige imo.

Det havde jeg slet ikke set og troede da ikke at man som dansker kunne finde på den slags tåbeligheder. Troede egentlig heller ikke at danske dyrlæger ville være medvirkende til det. Hmm, ja ja,... hundeavl, og etik/ moral omkring det, forandrer sig jo men jeg håber da ikke at den tankegang bliver standart herhjemme.

Jeg har også, som Lonny, set at den gamle hund lærer den nye hvordan husreglerne er, og hopper på den med at Vinnie måske bare har påtaget sig rollen som underviser i at man ikke forstyrer dem der sover. At det så sommetider kan være dig det går ud over, kan måske skyldes at hun sover tungere nu end før og ikke når at registrere hvem der er det forstyrende element. Jeg ville nok, for en sikkerheds skyld, afprøve Ninjamors forslag med at give smertestillende, for det skader jo ikke noget og så kan man slette den mulighed af listen.

Jeg valgte en engelsk springer, fordi den skulle passe til den flatcoat jeg havde i forvejen mht. temperament, aktivering mm., og fordi den lige var lidt mindre. At han så viste sig at være den dimentrale modsætning,... ja, sådan var det bare og det lærer man jo at leve med. Idag ville jeg ikke bytte ham for noget i verden, men jeg skal indrømme at der aldrig kommer til at bo en springer i mit hjem igen.

Tjah, jeg synes egentlig ikke jeg har det helt store behov, for i det store hele er der ikke det vilde jeg skal lære ham/ rette på (det er jo det dejlige ved gamle hunde) men du har lige givet mig en idè til hvordan jeg kan signalere at jeg godt vil i kontakt med ham, når han er foran mig. Han ved at han får en godbid hvis han spotter andre, og kommer så selv hen for at få sin "løn". Kommer tingene bagfra er det straks værre og der benytter jeg mig på nuværende tidspunkt af, at han fornemmer når jeg står stille. Men der går jo et par sekunder (navnlig hvis han lige har set på mig) og så kan en cykel eller en jogger godt bevæge sig for hurtigt til at jeg når at få kontakt til ham. Tænker at han måske ville kunne opfange sådan en lille rød prik på vejen foran ham (hvis jeg ellers kan ramme). Tak for tippet. :5up:

Jeg har en døv hund, så klikkeren er ikke relevant længere. Det er så også den eneste gimmick jeg gider at bruge, for jeg vil ikke være afhængig af andet end de ting jeg altid har tilgængeligt. Kan heller ikke anvende belønninger der kræver at hunden kan se en godbid der bliver kastet osv., men nu er det jo også mest vedligehold af allerede kendte øvelser vi gør det i og da er et "thumbs up"- tegn og en godbid tilstrækkelig. Tilgengæld er vi gået lidt i barndom, forstået på den måde at Thailo får godbidder, selvom jeg bare beder ham om at sætte sig. Altså herregud,... vi skal jo bare hygge os med det.

Du har ret, det er endnu mindre forståeligt, men trods alt ved du nogenlunde hvilke egenskaber der ligger i hundene. Det er i udlandet du er stødt på det, ikke?.

Muligt, og det er bl.a. det jeg undrer mig over. Hvorfor give 14.000,- for en hund uden en anerkendt stamtavle. Man har jo ikke mulighed for at forudse noget som helst mht. temperament, sygdomme osv..

Har lige kigget på en annonce med australsk (hedder det forøvrigt det?, jeg troede idèen kom fra USA) labradoodle som sælgeren vil have 14.000,- for. Jeg kan godt forstå at nogle brænder for at lave nye racer, men hvordan tænker man sig frem til sådan et beløb, når nu racen ikke er godkendt af "de store" organisationer?. At anskaffe sig en labrador koster vel omkring 9000,- og jeg går ud fra at det er ca. det samme for en pudel,... og så knækker filmen for mig. Blander man de to racer, stiger prisen med godt 55%. Vel og mærke 55% for en hund som man ikke engang aner hvordan vil komme til at opføre sig (ifølge annoncen har der både været anvendt curly coat og irsk vandspaniel, for at skabe "racen"). Kan det virkelig være så vigtigt at have en hund som ikke ligner noget andre har, at folk kaster den slags summer efter noget der stort set ikke er andet end et gadekryds?. Eller ser I andre, nogle andre mulige forklaringer?.