Ascha

Hvad er den forkerte, eller ikke rigtige adfærdsbiologi?.

Er en hybrid ikke når man krydser to forskellige arter?. For nogle år tilbage var der et par stykker inde i Bernsdorffparken og de ejere æææælskede at prale med hvor mange % ulv der var i deres "ulvehybrider" (og løgn var det temmelig sikkert, eller i det mindste en reel overdrivelse, for i mine øjne lignede det spidshundeblandinger). Nå, men jeg brugte hver en chance til at anvende ordet: ulvebastard og de blev pænt sure....

Jeg skal ikke kunne sige hvad der er korrekt jagt, det kommer vel an på byttets størrelse og antallet af hunde. Men afrikanske vildhunde æder sommetider af deres bytte mens det stadig løber og slår (så vidt jeg husker) som regel ihjel ved at flå bugen op, og det er vel også hundedyr?.

Voksen og følsom. Hun ser ret stolt ud på billederne, den unge dame, over at have "tæmmet vilddyret".

Nu er det jo ikke mig du spørger, men jeg sidder og tænker at: hvis Lexus oplever at skulle have andre hunde i bakken flere gange om måneden, så vil han måske blive mere obs på at fremmede hunde kan betyde at det kan komme til den slags. Altså at der bliver skabt en forventning hos ham, der måske på sigt kan udløse et eller andet, noget hurtigere, uden helt så mange provokationer. Det synes jeg ihvertfald jeg har lagt mærke til med min egen, hvis det har været sket flere gange indenfor kortere tid.

Min springer gør også noget lignende. For hans vedkommende tror jeg bare at han ikke gider uroen, som den slags hunde skaber og måske også at han bliver lidt utryg ved situationen. Hvis vi har fulgtes med en anden hund i mere end 10 min. og der kommer en hund, der i Thailos øjne kunne være tegn på ballade, går han frem så han når hunden først. Han gimper ellers aldrig på andre hunde men kan godt finde på det i den situation. Ellers står han bare meget tæt på de andre hunde når de hilser og kan finde på at gå ind mellem dem og evt. brumme lidt. Jeg ved dog ikke hvordan han ville reagere hvis en fremmed hund overfaldt den hund vi fulgtes med, for det har vi heldigvis aldrig prøvet.

Jeg synes det er utrolig grimt at høre om disse historier, men vil bestemt holde med Birgitta i at der er kommet for mange rådyr i byerne. Folk fodrer dem, sommer som vinter, (fordi det er så hyggeligt) :stupid: men rådyrene har jo ingen naturlige fjender og der må ikke drives jagt. Så bliver væksten jo eksplosiv og jeg er bange for at de om få år kan blive en ren plage. Forleden var jeg ved at køre et rådyr over der tydeligt var så afkræftet at det næsten ikke kunne gallopere over vejen og så må de næsten hellere blive nappet af en hund, end at tumle forvirret rundt blandt biler. Mon ikke den slags rådyr også kan risikere at blive angrebet af ræve og måske rovfugle, der jo ikke giver dyret en behageligere død?. Ingen tager sig af at mus bliver leget ihjel af en mæt tamkat, men en hund der tager et sygt eller udhungret rådyr (for et rask kan de nok næppe fange), det kan virkelig få folk op af stolene.

God bedring med Sheila, håber det bedste for jer. :ae: Håber også at I alligevel får en god Jul, selvom det er svært ikke at spekulere.

Rigtig mange racer er jo via selektion blevet hæmmet i deres jagtadfærd, så hvis man bare tæller hyrdehunde, apporterende, stødende og stående jagthunde så er det da en pæn slat af den danske hundebestand, der er avlet til at standse en jagt inden der skal sættes tænder i byttet. Men hvorfor virker det underligt at en hund der kan miste livet hvis den ikke er villig til at bruge tænderne med det samme den ser en trussel, (et rovdyr i forsvarsstilling) udvikler dårligere bidehæmninger på sigt, end en hund der ikke skal opføre sig sådan for at overleve (og dermed bringe generne videre)?.

Det er ikke bare et byttedyr, det er et rovdyr, der potentielt kan slå dem ihjel, de skal gå i lag med. Det får du jo ikke en pudel til. Desuden er der jo en grund til at visse racer er supergode til noget andre er håbløse til?, så alt drejer sig jo ikke kun om træning. Tjah, men jeg har alligevel aldrig hørt noget lignende indenfor "mine" racer og der produceres trods alt lidt flere hvalpe.

Nu blander du det manglende sprog ind i sammenhænge (som jeg tror er blevet misforstået fordi det er blevet sagt at hundene er blevet avlet til ikke at være bevidste om det, hvis de kommer i en kampsituation), men de manglende bidehæmninger giver da fint mening når man har fremavlet en type der skal være mere end gennemsnitsmodig og sætte tænderne i jagtbyttet, for det kræver jo mere end at gø for at drive en grævling ud af dens grav. Personligt kender jeg en bullterrier med 1½ øre, der mangler det ½ fordi dens mor bed det af ved en irettesættelse, så lige i det tilfælde kan der jo ikke have været meget hæmning involveret.

For det første passer ord som "skyld" og "dyr" overhovedet ikke ind i samme sætning, for det forudsætter at de bl.a. har har en fornemmelse for retfærdighed og moral (og det er jo forbeholdt os mennesker med et overjeg). :blink: Desuden, hvis et 4-årigt barn kalder dig for "sindsyge stodder", hvis skyld er det så?. Og så har en 4-årig ovenikøbet er mere udviklet hjerne end en hund. Klart at det er barnet der vælger at sige det, men tror du at det er pga. dårlige gener.? Håbede egentlig at folk der opdrætter hunde vidste bedre, men det må vi da håbe at DKK`s nye uddannelse gør noget ved.

Ej, undskyld. Men jeg kom altså til at grine lidt selvom det jo slet ikke er spor sjovt.

Til gengæld går du måske glip af noget,.... jeg ved det ikke.

Okay, det er så ikke lige påkrævet i mine øjne. Ikke set med hundens øjne, men for omgivelserne synes jeg klart at der kan være en forskel. ....Fnis, men det bliver vi jo nok aldrig enige om og jeg tror nok også det er lidt OT.

Ikke altid bider hul, men at de ikke har evnen med i "barselsgave" som mange andre racer. Efter hvad jeg kan huske fordi de har været avlet til den specielle jagtform at drive ræve, grævlinge osv. frem af deres huler (lidt svagt minde fra et racekundskabskursus).

Faktisk er det heller ikke spor morsomt, men jeg kan vælte dig helt af stolen ved at sige at jeg var mere mærket af at miste Ascha end af at miste min far. Ikke fordi jeg elskede min far mindre, men fordi han jo ikke var hos mig 24 timer i døgnet og helt så meget en del af min hverdag. Har man et nært forhold til en hund, bliver den en forlænget del af ens egen personlighed, og det mister man når den dør. En person er et selvstændigt væsen som aldrig kan erstattes (det kan en hund jo på sigt) men er ikke en del af dig. Derfor kan man egentlig ikke sammenligne de to ting, men jeg bliver bare sommetider provokeret til at gøre det, når nogle underkender mit følelsesliv i forbindelse med mine hunde.

Hov, jeg har forresten glemt en lille episode hvor jeg sad på gulvet og drillede Thailo ved at gemme en tøjbamse bag min ryg, liiiige når han var ved at sætte tænderne i den. Tilsidst blev det åbenbart for meget for ham, han sendte mig et blik og satte derefter tænderne lige i den ene pat. ...... og den "leg" har vi ikke leget siden.....

At de bider hul hvor mange andre racer nøjes med at markere. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men tror det er forsvundet i takt med at man har fremavlet hunde med lav provokationstærskel og ekstremt mod. Så vidt jeg kan huske gælder det samme også for gravhunde og visse kamphunderacer. Selvfølgelig er ejerens indstilling vigtig, jeg har heller aldrig sagt andet. Men hvorfor skal vi altid sammenligne fornuftige kamphundeejere med åndsbolleejere af f.eks. retrievere?. For jeg formoder det er med tanke i forb. med kamphunde at du bringer det på bane.

Må jeg igen bede dig læse lidt literatur om emnet, for så vil du finde ud af at det faktisk forholder sig sådan,.... om du bryder dig om det eller ej. Men det markeret med rødt er jo et velkendt og let anvendeligt argument (altså at andre er mere eller mindre sindsyge, fordi de ikke har de samme følelser som èn selv), men den holder desværre ikke i videnskabens verden, kære Sigurd. :blink:

Nej, det er dejligt når ens familie har det på samme måde. Herhjemme kommer alle titlerne i brug: mor, mormor, fætter osv. Og andre synes vi er bindegale, men dem om det.

En labbedelle?. Nå, men retrievere er ikke angstbidere og har bidehæmningerne i behold (til forskel fra f.eks. terrier) de bliver bare ofte holdt som BR-legetøj til ungerne, og det vil jo give hvilken som helst hund frustrationer. Det siger ikke noget om racen men om det ry de har som lethåndterbare teddybamser.

Blærerøv.

En enkelt gang er det blevet til, men det er jo hvad der sker når man stikker fingrene ned imellem to hunde der mundhugges.

Man kan da godt høre at du sælger hunde..... Kort fortalt er det sikkert fordi folk elsker deres hunde og at de ikke føler at nogen anden hund kan erstatte det familiemedlem/ den ven de har. Da jeg i sin tid mistede Ascha var jeg rigtig mange gange tosset over folks åndsvage kommentar om at: så er det jo godt at du har Thailo,... eller: så må du jo have en anden hund. Jeg kan huske at jeg undrede mig over hvad folk bildte sig ind, at trampe på mine følelser på den måde?. Ja, jeg ved godt at det var velment, men sådan noget siger man sgu da ikke til en forælder der har mistet et barn,.. og det er jo de samme følelser jeg har/ havde til min hund. Måske er det dèt du ikke forstår, og måske derfor har jeg en anderledes indstilling til at være hundeelsker, end dig. Hov, vil lige tilføje at jeg ikke mener min måde er bedre end din,... bare anderledes.