Therese

Altså, det er ikke fordi, at jeg ville lave en tråd om at have slået min hund - det ville jeg nok bare have skrevet i alt og intet, hvis jeg følte behov for at dele det. Men det øverste kunne sagtens være blevet til en tråd Jeg ved ikke, om jeg skal slette det sidste?

Det, jeg har været mest påpasselig med at undgå at nævne, er historien omkring hvordan vi fik aflivet vores sidste hunde. Mange herinde går jo ind for omplacering i langt de fleste tilfælde, så når vores forholdsvis sunde og raske hunde blev aflivet, fordi det var meget, meget nødvendigt at flytte og vi ikke kunne have hundene med, kunne jeg godt være lidt nervøs for, at der kunne komme en heftig diskussion ud af det. Men det hang jo sådan sammen, at vores ældste hund var ret slidt. Han var gammel, og var begyndt at få problemer med både at høre og se. Et eller andet sted var det jo småting, men tanken om at flytte en gammel, halvdøv hund, der heller ikke kunne se ordentligt, kunne vi bare ikke bære. Hvis han havde været rask, ville jeg helt klart have forsøgt at sælge ham eller endda give ham bort, hvis det var det, der skulle til. Men det var han altså ikke. Desuden havde han en 8-årig vane med at stresse rundt over alting og ingenting - og det kræver altså sin ejer at vænne en hund af med det efter så mange år. Så på den måde kunne det også være svært at finde den rigtige ejer. Så sådan blev det ikke. Vores yngste hund var kun 3 år dengang. Normalt ville jeg aldrig, aldrig, aldrig aflive så ung en hund. Men han havde i det første halve år af hans liv haft 4 hjem, han havde fået bank, fordi han tissede indenfor på trods af, at han aldrig blev luftet Han blev aldrig aktiveret og han var virkelig intelligent og hurtigt opfattende, så han har kedet sig halvt ihjel. Det resulterede selvfølgelig i, at han fandt på måder at aktivere sig selv på og hvad er bedre end at flænse møbler? Hans mad og vand blev fjernet klokken 18 i et af hjemmene (kan ikke huske hvilket et det var) fordi ejerene der var nogle dovne røvhuller, der ikke gad gå ned med ham om natten. Han skulle have været aflivet, da han var et halvt år gammel, fordi han var blevet stemplet som problemhund, der ikke kunne rettes op. Og det kunne jeg bare ikke bære. Jeg havde godt nok aldrig mødt ham, kun hørt om ham gennem min stedfar, som havde hilst på ham, da han var en lille hvalp. Så jeg fik overtalt dem til, at hvis vi ikke selv skulle beholde ham, skulle vi i hvert fald prøve at finde et nyt hjem til ham. Så vi fik ham hjem og han kom så aldrig videre :hjerte: Nå, men det korte af det lange var, at med alt det han havde med i bagagen, gik der lidt over et år, før vi kunne mærke, at han faldt rigtigt til og blev overbevist om, at han skulle blive hos os. Og sådan en hund kan jeg bare ikke give endnu en oplevelse af at blive svigtet og sendt væk. Det lyder måske lidt pladderromantisk i nogles ører, men det kunne vi ikke bære. Jeg hader den måde, vi måtte sige farvel til dem på - og ikke mindst årsagen! Men for hundenes skyld vurderede vi, at det var det bedste. Så... Nu er den historie da fremme i lyset Og så var der dengang, hvor jeg står med to hunde på en mudret mark, som trækker mig rundt i mudret på jagt efter alle de spændende dufte, som åbenbart var i mudret - de var fuldstændig væk. Slet ikke til at få kontakt med. Jeg prøvede at lokke dem sødt, jeg prøvede at skælde ud, jeg prøvede at lokke sødt igen. Tror endda også jeg tiggede dem lidt Jeg kastede rundt med godbidder for at aflede deres opmærksom et øjeblik, så jeg kunne få lidt styr på dem. Men det kunne jeg da godt glemme. Jeg ved ikke, om der havde været en lækker løbetidstæve eller hvad, men i hvert fald var det ikke mine søde, rare hunde, jeg havde fået med ud på tur Til sidst var jeg simpelthen så træt og frustreret over at blive trukket rundt efter de to bæster, at jeg råbte helt vildt højt og gav den ene en på kassen Jeg fik SÅ dårlig samvittighed! Jeg fik hevet hundene med hen på en træstub og så sad vi der og krammede en halv time, fordi han blev så ked af det. Der havde jeg det godt nok skidt. Jeg går overhovedet ikke ind for vold - og slet ikke mod et forsvarsløst dyr, som oven i købet slet ikke forstår, hvorfor han skulle slås på. Det er både første og sidste gang, jeg nogensinde får sådan en tosset ide. Til gengæld tror jeg ikke, at han havde noget imod al forkælelsen i ugerne efter

Så må man jo også bare leve med konsekvenserne Og ja, det er nok ret heldigt

Så kan du da lære at lade være med at kilde

Jeg synes bare, det er to forskellige situationer. Hvis en hund bider en anden hund, er det jo af helt andre grunde, end hvis den bed en kat. Og derfor må man vel skulle gribe problemet an på to forskellige måder. Hvis jeg havde en hund, der jagtede og bed katte, ville jeg selvfølgelig sørge for, at den ikke jagtede dem, når vi gik tur osv. Men jeg nægter altså at binde min hund i haven eller putte en mundkurv på den hver gang den skulle være i min egen have. Jeg vil hegne haven ind, men ikke ret meget mere. Jeg er meget forstående overfor og bevidst om, at det er folks kæledyr, og jeg vil da også være rigtig ked af det og have rigtig ondt af ejerene, hvis deres kat kommer til skade eller bliver dræbt i min have. Men jeg synes også, at man som katteejer må gøre op med sig selv, om man tør tage den risiko, det er at lukke katten ud, inden man gør det. Der kan jo ske rigtig mange ubehagelige ting for en udekat og det må man vel et eller andet sted tage med, når man vælger at have en udekat. Nå, men mit svar til det afsnit er vist, at jeg selvfølgelig ville forsøge at stoppe hunden, hvis jeg ser den jage en kat, men jeg vil altså ikke nødvendigvis gå med hunden ud hver evig eneste gang, den skal i haven for at forebygge det - det må hovedsageligt være katteejerens eget ansvar at passe på deres kat. Indekatte kan nu godt have et dejligt liv. Mine forældres kat har fx. aldrig prøvet andet og jeg vil nu mene, at han får dækket hans basale behov. Vi leger jagtlege med ham og vi prøver at aktivere ham på forskellige måder. Selvfølgelig kræver det noget andet af os, end hvis han var udekat, men det må man jo tage med. I min verden er det i hvert fald ikke et argument for at lukke katten ud, for det kan sagtens lade sig gøre at have en glad indekat.

Puha, der er jo helt vildt mange racer, jeg godt kunne tænke mig at eje, hvis jeg havde al den tid, plads og alle de penge, der skulle til I virkeligheden er det nok mere eller mindre tilfældigt, hvad jeg rent faktisk ender med at få slæbt med hjem, fordi mit hjerte banker lidt for omplaceringshunde, som ikke har haft den bedste start på livet. Så når jeg en dag tilfældigvis falder over en af slagsen, er det ikke sikkert, det lige ender med den race, som jeg havde forestillet mig. Men ellers har jeg en svaghed for store, bamsede hunde - jo større de er og jo mere pels de har, jo bedre. Så Newfoundlænderen står ret højt på ønskelisten - og så er dem, jeg har mødt bare så milde og blide De harmonerer dog ikke umiddelbart med mit ret store behov for at være ret aktiv med min hund, meeeen... Berner Sennen har jeg også haft lidt kig på, men aner ikke, om den overhovedet vil passe til mit temperament. Synes bare den er smuk og virker så dejligt godmodig Så er der Golden Retriever; fordi jeg har haft en Retriever blanding og var fuldstændig forelsket i ham :hjerte: Han var på når vi var ude, rolig når vi var inde og han ELSKEDE at putte. Træningsvillig, venlig og godmodig og altid glad. Håber jeg kan finde lidt det samme i en Retriever. Så er jeg faldet pladask for terrierne - sjovere hunde findes bare ikke Så hvis jeg en dag skulle få den ide at få en lille hund, tror jeg, det skulle være en Jack Russel Terrier. Eller en amstaff, hvis de ikke var forbudte. Og så skulle jeg selvfølgelig være lidt bedre til det der opdragelse end jeg er En collie, fordi vi har haft en blanding og jeg elskede hvordan han bare var på og klar, hver gang jeg fandt på et eller andet. Super koncentreret og fangede det lynhurtigt - det gad jeg godt igen Og det var vist rigeligt i den her omgang

Som andre siger, kommer det jo helt klart an på årsagen. Jeg ville fx. aldrig sælge en hvalp til en person, der havde fået aflivet/omplaceret fem hunde, inden de blev et år. Men jeg ville sandsynligvis ikke have et problem med det, hvis vedkommende havde fået omplaceret eller aflivet en hund, hvis der var en fornuftig grund til det og derefter gør sig nogle tanker om hvad han/hun kan gøre for at undgå at ende i den situation en anden gang.

Velkommen til

Hvor er han bare sød

Jeg har, så vidt jeg ved, ikke ikke "luftet" nogen fordomme. Hvis du synes, jeg har det, må det vist stå for egen regning. Og hvis du ser mit indlæg som et surt opstød, må det vist også stå for egen regning. Jeg synes mit indlæg var ganske sobert skrevet ift. hvordan det kunne have lydt. Og så synes jeg da bare, vi skal lukke den her, for det bidrager ganske rigtigt ikke med noget til debatten.

Nå, men du behøver da ikke poste det igen, hvis det er træls for dig og du allerede har gjort det tusind gange før - så skulle der da nok være andre, der kunne oplyse mig. Men tak skal du have.

Jeg ville også være lidt nervøs ved det. I princippet skal der vel kun én enkelt sur person til, før man risikerer at ens hund skal væk. Men hvad kræver det egentligt af dokumentation?

Da jeg havde hund, synes jeg den var genial.. Det giver bare en smule frihed, når nu ejeren har været et fjols til at lære sine hunde indkald og er lidt for doven til at rende efter hunden i en almindelig line, når den skal snuse til samtlige musehuller nede på marken. De render jo frem og tilbage som små damphunde og jeg magter altså ikke at rende bagefter. Så jeg brugte den næsten på hver gåtur og så blev den selvfølgelig bare låst i en kortere længde, når situationen krævede det. Eneste ulempe jeg lige kan komme i tanke om, er når hunden får viklet snoren om ens bare ben eller når man får grebet fat i snoren uden at tænke over det. Det kunne jo godt komme til at gøre ret ondt

Det aner jeg ikke. Men jeg hørte aldrig mere, så det går jeg da ud fra.

Din mobsede ekskæreste - plat, plat, plat

Puha, hvor er det en grim oplevelse - det er jo ikke måde at skulle sige farvel til en elsket hund på! Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige, men vil sende masser af dem her :ae::ae::ae:

Arj, det kunne være super skønt :banan:

Det er jeg ret sikker på du gerne må - jo flere der ser det, jo bedre, siger hun

Hun er lydighedstrænet og kan det basale som sit, dæk osv. Men hun er ikke trænet indenfor brugshundetræning eller spor eller noget i den stil.

Det ved jeg ikke, det er min venindes hund. Det regner jeg med, at hun selv har styr på Og tak

Okay, det lød bare sådan. De påstår i hvert fald, at deres hunde både kan vinde prøver og udstillinger - men det stemmer selvfølgelig ikke nødvendigvis overens med sandheden Nå, men tak for svaret, så fik vi da det på plads :5up:

Ja, det ved jeg faktisk heller ikke helt. Men jeg tvivler. Og hvis der er blevet trænet, har det ikke været noget fast. Men hun er herfra: http://www.isell.dk/ Måske det siger nogen noget, eller kan få noget ud af at kigge lidt derinde. Umiddelbart ser det jo ud til, at de klarer sig ret godt i prøver og sådan noget, og hun lyder jo til at være en hund, der sagtens ville kunne lære det, hvis det var. Men jeg ved det som sagt ikke og skal selvfølgelig nok lige spørge hende

Nej, det kan jeg godt forstå

Jeg vil lige prøve at skaffe det

Jeg har en veninde, der skal af med hendes hund og tænkte, at det ville være oplagt at hjælpe hende med at finde et nyt hjem til hendes hund herinde. Kopierer teksten fra facebook: fantastisk Malinois tæve på 10 mdr søger nyt hjem grundet allergi. Jeg må desværre se i øjnene at jeg er nødt til at finde et nyt hjem hurtigst muligt til vores dejlige hund Hekla... Hun er en klog ung dame der vil gå til månen for dig hvis du bad hende om det, hun har masser af mod på verden og vil egne sig rigtigt rigtigt godt som arbejdshund på den ene eller den anden måde. Malinois racen er bl...a brugt hos politiet på linie med schæferen og er en af de racer man gerne ser på Politihunde foreningens trænings hold. Hekla ville egne sig godt til IPO, Spor, ph-arbejde eller lign. hun kunne evt også blive en fremragende agillity hund. Jeg håber meget at høre fra en god familie til Hekla, hun er vandt til børn og katte ( hun synes dog at kattene er lidt sjove at få til at løbe). jo flere der høre om hende jo større chance er der for at finde det rette hjem til Hekla... håber i vil hjælpe mig med at finde det rigtige sted til hende. Hekla er med DKK stambog osv. Ejeren kan kontaktes på [email protected]