Umulia

Der skal du nok til Sverige. Nu er jeg ikke spidshundeekspert, men umiddelbart tror jeg ikke der pt. avles på den race i Danmark, for den amerikanske egner sig bedre til udstilling. Men Spidshundeklubben er i hvert fald stedet hvor du får det bedste svar - der er vist allerede linket i tråden.

Her på forum er det tænkt som værende de racer man ejer. Er det amerikansk eller japansk Akita, du vil have?

Hypertrofisk osteodystrofi Jeg har ingen erfaring med det.

Jeg henholder mig til erfaringer fra familie og venner i USA, hvor Ovtcharkaer og Kangaler på et tidspunkt blev voldsomt populære at holde i forstæderne, fordi middelklasseamerikanere åbenbart har et stort behov for beskyttelse, samtidig med at de gerne vil skille sig ud fra mængden. Nogle af de folk, der anskaffede sig denne type hund, gik til sagen med stor optimisme, og gjorde alt hvad de kunne for at socialisere hunden rigtigt. Min kusine var på det tidspunkt træner for hvalpehold, og fik mulighed for at følge flere af dem. Det første der skete var sædvanligvis at folk holdt op med at gå tur med deres hvalp når den var omkring 8 - 10 måneder. På det tidspunkt kunne de ikke længere fysisk holde den tilbage hvis den ville efter noget. Og indlærte kommandoer var glemt eller blev ignoreret. Derefter begyndte historierne om bidepisoder at komme. Hunde der brød igennem hegnet ind til naboen eller ud til vejen, hunde der gik til angreb på børnenes legekammerater eller gæster. En ejer forsøgte at vænne sin Ovtcharka til en ny kæreste - det gik ikke godt. Og det siger sig selv at omplacering heller ikke var nemt. Internaterne ville ikke have dem, kun særlige rescue groups for den pågældende race, og sådan en kunne være mange stater væk. Der var selvfølgelig også nogle der ikke havde problemer. Det var der hvor der ikke blev taget chancer, og hunden altid var solidt indespærret. Men hvad er det lige for et liv for en hund? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at disse racer er både kærlige og trofaste overfor deres ejere, og er lige så gode familiehunde som alle andre, så længe de altså bliver i familien. Men det er for naivt at ignorere de tusinder af års selektiv avl, der ligger i generne. Jeg vil stadigvæk til enhver tid påstå at det ikke racer, man bør have hvor mange mennesker bor tæt sammen, lige så lidt som man f.eks. bør have ulvehybrider i en villahave. Det tjener hverken hundes eller menneskers tarv. Og 99 % af danskerne bor i by- eller forstadsmiljø i en eller anden grad. Der er ikke ret mange, der ville kunne tilbyde sådan en hund de store forhold, den har brug for. Derfor synes jeg ærligt talt det er for dumt at udbasunere sin races fortræffeligheder til højre og venstre, uden også at minde folk om de mindre positive sider. Hvis det var mig, der havde jord og ejendom at passe på, ville jeg nok foretrække at folk, der evt, var gået forkert, blev mødt af et hegn og/eller et "adgang forbudt" skilt fremfor af en stor frådende hund. Men sådan er vi jo forskellige... Det + de dødstrusler mm., jeg har modtaget for mine indlæg i denne tråd, siger efter min mening en hel del om de mennesker, der vælger disse racer.

Prøv en Bulldog. Engang Oluf og jeg var på vej hjem fra købmanden, standsede jeg og snakkede med en af de lokale bønder. Da jeg på et tidspunkt kom i tanker om at jeg havde hund med, og kiggede ned, lå Oluf pænt rullet sammen og snorksov

Altså, jeg vil nødig rippe op i noget, men Irsk Ulvehund...

Synes det er lidt uretfærdigt at afkræve folk svar på om deres egne fordomme holder Man har jo fordommen af en årsag. I samme øjeblik det går op får en at den ikke holder, er det vel ikke længere en fordom, eller hur? :hmm:

Så godt da, det sidste link er faktisk også til den forkerte tekst - ved ikke hvor den anden er blevet af :hmm: Sagen er at der efterhånden er lavet en række studier, der påviser en sammenhæng mellem farve og tendens til aggression. Der er et spansk forsøg med hvalpe af Cocker og Labrador, hvor de udsatte hvalpene for forskellige former for kontakt, og noterede deres reaktioner. Konklusionen var at hos Labben var de lyse mest aggressive, derefter de sorte, medens de brune var mindst aggressive. Hos Cockeren var det vist nok også de lyse, der var mest aggressive, derefter de røde og de sorte, medens de flerfarvede (roan?) var mindst aggressive. Så er der det russiske ræveforsøg, der har varet over 40 år, hvor man selektivt avler på de mindst aggressive dyr. Her har det vist sig at allerede efter få generationer begyndte rævene at skifte farve. Så der er altså en eller anden form for sammenhæng. Mere uvidenskabeligt: En Thai Ridgeback opdrætter, jeg engang talte med, mente at de røde af hans race var klart de mest aggressive. Han havde en rigtig hvalpefabrik, hvor hundene gik nogle stykker sammen i løbegårde, og et af hans mange problemer var at de røde ikke kunne gå så mange sammen som de andre farver.

Voila! Genetics: effect of coat color on behavior Og den lange version: http://actavet.vfu.cz/pdf/200776030431.pdf

Den slags tanker har aaaaldrig strejfet mig Det passer jo godt nok på mig, men er ikke sikker på at man kan generalisere udfra det :hmm:Men jo, det er ret dejligt at have en hund, der er lige så stor som én selv, fordi man sædvanligvis går gennem livet og føler sig alt for stor til alt og alle Når jeg af og til ser en ordentlig skude med 3 - 4 Chi'er kravlende rundt på barmen, synes jeg ikke det ser særligt pænt ud - og jeg kommer som regel til at tænke på dette klassiske billede Jeg vil ikke være hende!

Og det er bare slet ikke retfærdigt, hverken overfor Pudlen eller manden. For det første er der ikke noget i vejen med at være homosexuel, for det andet er der ikke noget i vejen med at være Pudel - nogle af os tænker det bare alligevel Mennesker elsker stereotyping.

Jeg holdt træningspause fra min søn blev født til han var 7 - 8 år og kunne sidde i bilen med noget Lego eller en bog. Men jeg var også enlig mor. Jeg tænker at når man er to, må man da skabe rum for hinanden, så begge kan dyrke deres fritidsinteresser medens den anden passer barnet. Men det er måske kun fordi jeg ikke har prøvet det

Jeg vælter mig i fordomme, er jeg sikker på Om de holder - tjaeh... En fordom er jo som regel en generalisering udfra noget, man har oplevet, så i et vist omfang gør de vel. Fordom: Landmænd lader deres hunde stå og gå langsomt i opløsning i en hundegård døgnet rundt, bortset fra to gange årligt, hvor de er med på jagt. Holder? Hvor jeg bor gør den desværre Fordom: Schæfer/IPO-folk er controlfreaks, der elsker at dominere og kontrollere deres hund i alle aspekter af dens liv, og er tiltrukket af den tanke, at en hund kan programmeres som en maskine. Holder? For den ældre generation, som jeg har trænet sammen med, totalt ja! Håber det er anderledes for de unge Fordom: Ejere af små hunde bruger dem som dukker og børneerstatning. Holder? Lad os bare sige at jeg har mødt nogle stykker Men jeg tror selvfølgelig ikke det gælder alle. (måske kun 80% ) Fordom: Connie og Brian typer bruger "muskelhunde" som potensforlænger, og behandler deres hunde dårligt. Holder? Ja, æv Man kan også vende den om... Fordom: Almindelige voksne mennesker er for dumme og/eller fordomsfulde til at indse hvor gode familiehunde "muskelhunde" er. Holder? Det er der noget, der tyder på

Jeg har sjældent kamera med når jeg går med Vinnie, for jeg ved aldrig hvornår jeg skal bruge begge hænder for at holde hende tilbage fra noget, hun synes skal jages Men jeg tog det med da jeg var ude med Oluf her til aften. Jeg synes solnedgangen var flot, men han virkede ret uimponeret

Jeg kigger ikke nok i den her tråd

Vinnie er inaktiv det meste af dagen, og ligger indendørs i stedet for ude, som hun ellers plejer. Et par dage hvor jeg synes det har været rigtigt slemt, har hun fået et vådt et vådt håndklæde på som dækken. Det kan hun godt lide - hun går forsigtigt rundt med det, og ligner en stridshest fra riddertiden Oluf er hvor jeg er, men på gulvet eller jorden i stedet for sofaen og skødet. Det er faktisk lidt en lettelse at kunne sidde i haven og læse uden ham på slæb EDIT: Glemte lige at nævne at Oluf har haft optræk til et hotspot på halsen. Det lykkedes mig at holde det nede med klorhexidin, og nu er det næsten helet. Det kom efter en dag hvor vi havde leget med vand, så fra nu af holdes Oluf tør

Det lyder fornuftigt med en tæve :5up: Tæver bliver som regel de dominerende i et par, uanset alder. Det vil hanhunden bedre kunne leve med. Der er meget delte meninger om det bedste tidstpunkt for sterilisering. I USA gør de det helt ned til 8 uger. Det er jeg nu ikke sikker på er den bedste idé. Jeg tror de fleste går ind for at lade tæven have den første løbetid, så hun er lidt "voksen i hovedet" inden hun bliver steriliseret. Det er også værd at bemærke at jo tidligere man steriliserer, jo bedre er tæven beskyttet mod mælkekirtelkræft. Nogle dyrlæger anbefaler at det bliver gjort inden første løbetid, netop af den grund. Jeg har selv prøvet at have to hanner og en af hvert køn, og jeg foretrækker helt klart det sidste. Det er også hvad jeg har nu, og tæven er steriliseret. To tæver ville jeg ikke engang overveje. Men igen, det kommer enormt meget an på race. Uanset hvilken kombination kan det selvfølgelig gå godt, men det er alligevel rart at kende risikoen, synes jeg. Jeg er glad for at du er opmærksom på hundesproget. En Canaanhund er en rigtig "ur-race", som har et meget godt hundesprog, men til gengæld også vil have svært ved at indordne sig under en ejer, der ikke forstår den. Jeg synes det er spændende hund, men den hører ikke til de nemmeste.

Jeg synes du får nogle rigtig dårlige råd her, bliver jeg nødt til at sige. Folk kender vist ikke meget til den race, du har tænkt dig at få. Beklager, men man bliver nødt til at kommentere på racen, for som nogle også er inde på, er der ret store forskelle racerne imellem. Jeg har selv prøvet kombinationen ældste hanhund, Labblanding, ikke egetkønsaggressiv og yngste hanhund, Spidshund, egetkønsaggressiv. Jeg var nødt til at skaffe mig af med den unge da han blev kønsmoden, ellers havde han slået den anden ihjel. Det var forøvrigt næsten hvad der skete for en i min tidligere klub, hvis to hanhunde røg i flæsket på hinanden medens de var alene hjemme. Den ældste overlevede med nød og næppe med et brækket ben, den yngste måtte aflives pga. de kvæstelser den fik, da ejeren forgæves forsøgte at få den til at slippe den ældstes ben. Denne ejer var på landsholdet i lydighed, så han burde vide hvad han gjorde. Men klog nok til at vælge to hunde, der passede bedre sammen, var han altså ikke. Hvis Canaanhunden havde været den ældste, tvivler jeg ikke på at en yngre hyrdehund ville have indordnet sig fredeligt, og de to kunne leve sammen i relativ harmoni. Men en "blød" race som den ældste og en "hård" som yngste = magtkamp. I bedste tilfælde bliver din Islandske Fårehund bare vildt stresset, i værste tilfælde bliver der slagsmål, som Canaanhunden vinder. Ydermere er der noget i det du skriver, der tyder på at du ikke helt har tjek på det der med hundes indbyrdes forhold. Du tror at hvis du kan forhindre dem i at knurre af hinanden, så bliver der ingen konflikt? Forkert! De går bare direkte til at bide, og det sker så hurtigt at du ikke når at opdage det før det er for sent. Det er meget vigtigt at lade hunde have deres sprog, inklusive afstandssøgende signaler som knurren og snappen. Det er sådan bid og slagsmål forhindres. Hvis du vælger at få en Canaanhund som nr. 2, bør du for det første sørge for at blive opdateret på din viden om hundetræning, og for det andet bør du aldrig lade de to hunde være sammen uden opsyn.

Hår og skæg betyder enormt meget. Jeg tror f.eks ikke jeg ville kunne genkende Nicolai Coster-Waldau hvis jeg mødte ham på gaden Men i O'Haras tilfælde er der nok også noget alder og lidt flere kilo inde over

Jeg ville forvente at få en Cocker Spaniel, med alt hvad dertil hører af jagtinstinkt, aktivitetsniveau osv. De to racer er jo meget ens, men Cockeren er nok lidt mere krævende. Hvis man forventer at en hund af sådan en blanding får Cavalier-sind, tror jeg man bliver skuffet.

Jeg har ikke prøvet nøjagtig det, du står med, men jeg har fået steriliseret en tæve i moden alder. Der er naturligvis en vis risiko, men i dit sted ville jeg følge dyrlægens anvisninger, for at undgå at tæven skal i narkose mere end én gang. Der kunne jo ske det, at en af de tilbageværende mælkekirtler måtte fjernes på et senere tidspunkt. Din tæve lider ikke nær så meget ved at få fjernet alt i én operation, som hun ville gøre hvis hun skulle igennem flere operationer. Få det overstået, og så håber jeg at hun får mange gode år endnu!

Der er faktisk ret mange gode skuespillere, der mest har biroller og faktisk er lidt undervurderede. F.eks. Kim Coates er en af mine favoritter. Det, at man ikke genkender dem fra film til film, siger vel egentlig noget om hvor gode de er.

Enig, det er en af de bedste roller i nogen film overhovedet :5up:

Tillykke med den nye rekord i necroposting... Tråden er 5 år gammel.

Jeg har lige set Oblivion. Virkelig en af de bedste film jeg har set længe! Jeg er ellers ikke vild med Tom Cruise, men man kan åbenbart ikke undgå ham. Pudsigt at det altid er ham, der får hovedrollen i de lidt mere seriøse sci-fi film