Louise_J

Jeg er vist ikke lige typen der kan undvære hunden i 8+ uger Det skal først være når Mingus er borte, så forhåbentlig først i 2018/19. Så du sætter bare i gang :5up:

Er en knold til det med navne, men kan næsten ikke få armene ned over at du vil opdrætte :banan::banan::banan: Hvor kan man skrive sig op

Hvordan tolker I andre tallene? Har set det i dag i gruppen for cavalieropdrætterne, og her blev det fremhævet som positivt. Jeg læste det egentlig som skidt nyt, selvom gennemsnitsalderen er bedre end andre.

Tanken om dig i sofaen med en hundeskål mens Taiki smæsker sig i fiskefrikadeller

Hvor ser han bedårende ud i bodystocking

Jeg stemmer i med koret, og siger at racen lyder til at passe perfekt til jer med undtagelse af ét vigtigt punkt; alene hjemme. Min löwchen er hund nummer tre, og jeg har aldrig oplevet problemer. Men hun er aldrig alene, alene, det er altid sammen med mindst én af de andre hunde. Og selv der kan jeg faktisk mærke på hende, at det påvirker hende at de pludselig kun er 2 hunde. Det giver lidt udfordringer, især nu hvor min kæreste er alene ude at sejle med hende. Når han skal handle, må han finde noget gårdbutik-agtigt og når han skal i bad, må hun med. Han sørger så for at vælge havne han ved har familierum Min frygt stammer fra min første hund, en cavalier på nu 7 år. Han lider af seperationsangst (kort fortalt adskiller det sig fra alene-hjemme problemer ved at hunden ikke er bange for at være alene hjemme, men har problemer med at være adskilt fra et bestemt individ) og derfor ved jeg hvor uendeligt hårdt det er at have en hund man ikke kan forlade. Det er på et niveau hvor det kan håndteres, men har krævet masser af arbejde og jeg ved at der ikke skal meget til for at vælte læsset. Når det så er sagt, så er löwchen ubetinget min yndlingsrace! Lulu er den sjoveste, gladeste, kærligste og mest vilde hunde jeg nogensinde har mødt :banan: Hun er meget aktiv men mindst ligeså puttesyg og kærlig. Hun har et kæmpe behov for at løbe løs hver dag og man skal sætte tid af til bare at sidde på skødet hver dag. På de punkter er hun meget, meget mere krævende end mine andre hunde. Og det ELSKER jeg :hjerte: Hun er vild med alle mennesker og alle dyr. Sådan rigtig meget. Det betyder at hun ikke er verdens bedste til at gå løs, men dog bedre end de to andre, der går på fært fra vildt. Hun stresser ikke meget, men fordi hun har så meget energi, skal man nogle gange hjælpe hende med at huske, at hun faktisk er træt. Men når hun er med til stævne en hel weekend, er hun god til at sove i teltet i løbet af dagen, så værre er det ikke. Hun er en charmetrold, og vi møder nærmest aldrig nogen der ikke falder for hende, når de lige overvinder at de synes hendes løveklip er grimt. Folk forventer pr. definition at hun er en lille, sart prinsessehund, og så møder de i stedet en bulldozer af rang. Hun er frygtløs, og takket være hendes fantastiske opdrætters kæmpe arbejde, fik vi en hund der flyttede fra landet til en stor indfaldsvej fyldt med lastbiler og busser - og hun har aldrig ladet sig mærke af det. Ingen tvivl om at vi skal have mange flere løver, og de skal alle være fra Lions of Denmark Jeg synes du skal prøve at undersøge mulighed for pasning. For som du måske har opfattet, synes jeg racen er så fantastisk, at alle der har mulighed for at aktivere dem nok og som sætter pris på en velcro-hund, bør eje mindst én :5up: Jeg kan se du bor i Midtjylland, du siger bare til hvis du vil besøge en løve i Horsens.

Stort tillykke med begge vovser - og især Kaia :banan: Det burde udløse et eller andet ekstra at være kvalificeret til 2xDM inden det første overhovedet er gået i gang :klap:

Det der med at arbejde tager alt for meget af ens tid, så jeg får først meldt mig ind her nu Pinpoynter, dine hunde er så søde - jeg har gået med hold med en border/springer, den ligner en mindre udgave af Dexter og er sindssygt dygtig Vi holder sommerpause (øv med øv på) men var til selvtræning i sidste uge og træningskonkurrence i denne uge. Lulu er blevet teenager med stort T. Vi var til træningskonkurrence for nogle måneder siden, og selvom banen trods alt var noget lettere sidst, var hun altså mere køter denne gang. Løb hen til "dommeren" i begge løb (hun stod lige midt for de tre første spring, hvilket åbenbart er uimodståeligt når man hedder Lulu) og kunne ikke modstå en fristende balance lige efter tunnellen. Start var da heller ikke det fedeste i verden. MEN hun var psyko-sej til sine felter, noget som ellers kan være lidt svært når man er i fuld fart og ikke har trænet på brættet på jorden inden. Selv A'et var perfekt, der har vi jo ikke 2o2o. Det virker super med at belønne med legetøjet på jorden. Slalom var lidt tjaaa. Jeg burde egentlig ikke have taget den, da vi er gået tilbage til at vippe de sidste 4 pinde en smule. Men det glemte jeg i kampens hede. På trods af hendes tosserier (eller måske pga. af dem) er hun verdens sjoveste, skøreste og dejligste hund at løbe med Hun er så glad, så glad. Dommeren kom hen mens hun stod på feltet og bemærkede imponeret, at hun godt nok er hurtig og at jeg virkelig skal kridte skoene Ikke nok med det, så havde jeg meldt Cajsa til også (genial beslutning når det er 30 grader og jeg har kondition som en gammel dame). Mit ansigt havde nogenlunde samme farve som min pink vest da jeg lå udsmattet på græsset bagefter. Cajsa ville faktisk gerne løbe med mig, og hold nu op hvor har hun udviklet sig meget. Ingen stress overhovedet, og for første gang i hendes 6 årige liv kan jeg rent faktisk gejle hende op, frem for at dæmpe hende af frygt for stress-flip. Det er helt ubeskriveligt. På trods af varmen og det faktum at hun er lidt buttet (fordi nogen lige glemte at sætte hende ned i foder nu hvor hun får en tyggeting hver morgen) løb hun rigtig godt. Langt fra fejlfri, da hunden der har været bange for balancen nu ikke kan modstå dem og heller ikke A'et. Men slalom var fantastisk, og hun blev ikke ked af det, da jeg fuckede op og stod i hendes bane. Måske søger jeg om skåneklasse til hende og prøver at se om hun nu kan starte stævner uden at dø over hunde tæt på. Hun har været med til en del stævner i år, og kan nu efterlades i teltet af mig, uden at stresse. Store fremskridt. Mingus var også med, og han og kæresten løb så fint. Mingus er super til slalomindgange til træning, men glemmer dem til stævner. Det må være kærestens nerver, for til træningskonkurrence var de igen væk, på trods af hjemmebane. Så det må der arbejdes lidt på Udover det var han hurtig, i hvert fald Mingus-hurtig, og glad.

Kan du se mere skælmsk ud, Poker?

Du skulle da have meldt til i Vejen

Har forresten helt glemt at nævne døvhed, som også er et stort problem for racen. Cavalierklubben har for nylig lavet en undersøgelse af hvor udbredt det er, men intet resultat endnu. Men jeg er sikker på, at det er ret udbredt. Hver gang der bliver opdaget en ny defekt, er man ude i prioritering. For man kan ikke udelukke alle der har skavanker, for så bliver genpuljen for lille. Jeg er helt med på, at det har man også i andre racer (hos golden har det været/er tilladt med C-hofter hvis hunden havde gode brugsegenskaber) men hos cavalier er det bare lidt for mange ting der skal jongleres med, efter min smag. Og både hjertet og SM er virkeligt alvorlige problemer, for alvorlige til at man/bør slække på det, som jeg kan acceptere ved f.eks HD og patella luxation. Nu hvor du har luret hvalpekuld, hvordan ser det ud med alderen på forældrene? Det synes jeg nemlig er et meget stort problem, altså at opdrætterne bruger alt, alt for unge hunde. Mest hanner, selvfølgelig. Jeg ser virkelig ingen som helst grund til at avle på en han der er under 5 år. Han skal jo nok nå at få sine hvalpekuld alligevel (men der er selvfølgelig prestige i at have en eftertragtet han).

Jeg synes på ingen måde man kan kalde hunden for generelt nervøst anlagt, fordi den bider når den bliver forskrækket. Min omtalte hund var super nervefast og verdens nemmeste hund. Oplevede ham aldrig så meget som krølle overlæben over for mennesker eller dyr, og da jeg fik luftetjansen som lidt ældre, gik han altid løs uden problemer. Men alligevel hapsede han da han blev forskrækket, det tror jeg de fleste hunde gør hvis nogen falder ovenpå dem mens de sover, uden at de er nervøst anlagte.

Men er det ikke altid at tage en chance, når man vælger at bo med et dyr, der trods alt har visse instinkter og tilmed ret så mange kræfter og skarpe tænder? Sådan har jeg det. Jeg kan ikke afvise at jeg kommer til at snuble over noget en mørk nat på vej på toilettet, lander på en hund som bliver forskrækket og hapser mig så der går hul på huden. Lige såvel som det kan ske hvis jeg lander på katten. Om det er mig eller et barn det går ud over, er vel ligegyldigt. Jeg ville aldrig miste tilliden til hunden af den grund, ej heller aflive eller omplacere. Vi taler selvfølgelig kun i tilfælde hvor hunden bruger tandsættet én gang og ikke flår og flænser.

Jeg er jo den der primært tegner et overvejende negativt billede af racen - det er helt bevidst og jeg synes selvfølgelig ikke det er overdrevet. Jeg læser ofte (primært fra opdrættere) at racen er lige så sund/usund som enhver anden race. Dét synes jeg er skræmmende. Jeg har trods alt to andre racer, som jeg følger lige så tæt mht. sygdomme og avl, og tro mig, det er voldsomt så stor forskel der er. Jeg møder som skrevet mange ejere/tidligere ejere til konkurrencer rundt omkring. Og det er næppe tilfældigt at jeg hører så mange sige at de ikke tør racen længere pga. EGNE erfaringer, og ikke bare noget de har læst på nettet. Jeg møder også mange golden-ejere, og har aldrig hørt det samme. Ej heller læst om nogen. Angående SM, er der ingen der ved noget. Dyrlæger fra England anslår, at det er cirka 70% der har det. Men det kommer i mange grader og de fleste går rundt med det uden at være generet af det. Men man må ikke glemme de, trods alt mange, der har frygtelige smerter af det. Det er ikke alle der kan hjælpes af medicin, og den har mange bivirkninger. Gennemsnitsalderen kender jeg ikke. Men jeg glædes hver gang jeg ser billeder af gamle cavalierer. Da jeg fik racen for 7 år siden, hørte jeg jævnligt at den var cirka 10 år. Men hjerteprogrammet har sikkert hævet den og tror den tendens vil fortsætte. Og hvor er jeg glad for at du møder flere og flere cavalierer, der er frygtløse som standarden foreskriver Jeg tror mange ejere er de skyldige når det kommer til pylrede hunde. Jeg gik på hold med den sejeste cavalier-hvalp, der bare spurtede over alle forhindringer og var helt fremme i skoene. Nogle måneder senere, var den pylret og bange for posen og generelt bare tøset. Ingen tvivl om at ejeren har dæmpet dens ellers fantastiske sind.

Du er alt for flink

Nu ved jeg ikke om du læste mit indlæg om da jeg blev bidt, men kan tilføje at jeg fik et hul ved underlæben og blev limet hos lægen. Vi fik ham da jeg gik i første klasse, men jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var da biddet skete. Under alle omstændigheder var der aldrig nogensinde nogen som helst problemer med ham i hans 12 år lange liv. Han var mild og kærlig og jeg husker ingen tillidsproblemer, hverken i forhold til mig eller da mine søskende fik børn. Så jeg vil aldrig konkludere at en hund er ustabil, hvis den bider hul. For jeg har oplevet, at verdens venligste hund kan træde forkert og blive forskrækket. Det tager jeg som en del af det uforudsigelige ved at bo med dyr, der har skarpe tænder.

Ja hun er ret hardcore til det der multitasking! Du ved heldigvis hun er bedre end det under normale omstændigheder Jeg tør slet ikke tænke på hvad folk tænker når jeg kommer hujende med slow-mo-Mingus, men pyt

Jeg hedder Louise, er 31 år og bor med min kæreste i Horsens. Jeg har tre hunde (to fra et tidligere forhold:lol:); kæmpe-cavalieren Mingus på 7 år, golden retrieveren Cajsa der lige er fyldt 5 og så den sidst ankomne, og absolut mest uartige, Lulu på 17 måneder af racen löwchen. Mingus træner agility med min kæreste og dogdancing og lidt rally og lydighed med mig. Cajsa har problemer med stress, så vi deltager ikke i konkurrencer, men hygger med lidt lydighed og tricks. Lulu er mit nye agilityhåb, og vi træner lidt lydighed, rally og tricks. Hun er stadig meget hvalpet, da racen modner sent. Min lille hundeflok

Da jeg var barn ville jeg ae hunden, der lå og sov under fjernsynet. Jeg ved ikke om jeg snublede eller han bare blev forskrækket, men han for op med et sæt og bed mig ved munden. Selvom jeg ikke var så gammel, glemmer jeg aldrig hvad jeg bedst kan tolke som anger i hans øjne i nærmest samme sekund han bed. Jeg husker ham stadig krybende langs væggen (måske min mor havde skældt ud) mens jeg sidder med et blodigt viskestykke. Jeg blev limet sammen, hunden fik lov at leve mange år endnu og jeg tænker på ham hver gang jeg ligger mærke til arret EDIT: Måske skulle jeg spørge min far, om de nogensinde overvejede at aflive ham da det skete og hvordan de havde det med at stole på ham efter det. Jeg husker det ikke som et issue overhovedet, og hvis man spørger min far, er han nok stadig den bedste og venligste hund de har haft.

Jeg tror vi står ret lige på huje-kontoen, hold kæft hvor er det hårdt at gejle en hund hele vejen rundt Her er Poker (beklager vindstøjen): Hvis nogen er interesserede i at se verdens langsomste kæmpecavalier og hans næsten lige så gumpetunge fører: Jeg tror det er sidste gang jeg løber med Mingus. Det er simpelthen for svært at omstille sig fra at løbe med turbo-Lulu til senior-Mingus (der løber lige så mageligt som da han var 4 år gammel ). Så fremover lader jeg kæresten om det. Jeg er ikke dygtig nok til at løbe med begge, og kæresten ELSKER at løbe med ham. Selvom jeg nyder at løbe med ham, han er bare så lydhør og styrbar og jeg ved han nærmest aldrig tager en forhindring uden at have fået besked på det. Hvis man ser bort fra de manglende placeringer og hvor hårdt det er at heppe en hund hele banen rundt, så er det altså nemt og trygt at løbe med en langsom hund

Dejligt I sluttede af med en super dag Skal jeg sende linket til youtube i pb?

Hvad med de traditionelle støvere, er de for selvstændige at træne med i DcH-programmet? Har set en beagle gøre det super i B-klassen. Har trænet med en strelluf støver, den var ret dygtig (selvom ejeren var alt, alt for hård).

Helt enig. Jeg synes det er et kæmpe problem, at racen har nok et lidt højere antal problemer end andre, men værst at man er på aldeles bar bund med en sygdom der er SÅ forfærdelig som SM. Ved andre racer kan man trods alt gøre et vist forarbejde for at nedbringe risikoen for en syg hund. Lige såvel som man kan med endocardiose, EFS/CCS, patella og øjne. Men SM er er bare et kæmpe sats. Og jeg er så skuffet over at mange opdrættere ikke følger med i den udenlandske forskning og ikke tager en vigtig faktor som hovedform seriøst.

Jeg tror det er ren udstilling. Lidt ligesom med golden, kan man ofte se det på udseendet. Og eftersom hun er imod hyrdelinjer og tilsyneladende også sportslinjer, virker det logisk. Men jeg spurgte ikke direkte. Det er virkelig svært at lave en sammenligning der holder 100, jeg skulle vist bare have ladet være Jeg er aldeles bevidst om at ejerne er ansvarlige for meget af adfærden. Jeg kan jo se at hundene får lov til at hyrde til agilitykonkurrencerne, hvor de vel ret beset burde "straffes" ved at forlade banen med det samme. Det gjorde jeg da med Mingus dengang han bestemt sig for at han ikke gad slalom og helt bevidst løb ud af den og over til en anden forhindring. Får hunden lov at løbe videre, belønnes adfærden, og det er da dumt. Så min teori er at de enten er ligeglade med uønsket hyrdning, ikke ved hvordan de skal stoppe det eller bare tror det hænger uløseligt sammen med høj fart/drive. I forvejen ser man rigtig mange hidse deres hunde helt enormt op, ganske unødvendigt. Og pindene flyver om ørerne på dem (min kæmpecavalier har revet ned to gange i hele sin karriere).

Tre hunde er meget lidt at generalisere ud fra. Jeg er helt overbevist om, at der findes bordere af hyrdelinjer der hyrder uønsket og stresser, som jeg bare ikke har mødt. Men jeg synes det er helt fair at generalisere ud fra det massive antal af udstilling/sport jeg møder. Jeg tror vitterligt der er kæmpe forskel på hvilke kredse man kommer i. For de få bordere jeg så til HTM i Rønde (som du måske ser flere af end agility-bordere) virkede gode i hovederne. Og de er sportslinjer gætter jeg på? Jeg forstår stadig ikke hvorfor man syntes der er et behov for sportslinjer? Jeg kan fint forstå at der er hyrdelinjer og udstillingslinjer, da de to (desværre) kan have svært ved at være god til begge dele.