Avl på hunde med D og E hofter?

[Bankov]

Dette er sakset fra DKK's hjemmeside:

 

Som udgangspunkt bør man ikke anvende hunde med HD grad D eller E i avl. Risikoen for at få afkom med HD vil statistisk set være stor, og på lang sigt vil det ikke være med til at forbedre racens HDproblemer.

Der kan dog være situationer, hvor en opdrætter vurderer, at det alligevel kan forsvares.

Det kan f.eks. være, at en hund med HD besidder andre egenskaber, der er meget vigtige at bevare i racen. Hvis du som opdrætter vælger at avle på en hund med HD status D eller E er det dit ansvar – og du kan blive bedt om at begrunde dit valg overfor DKK.

(hele teksten kan ses her: http://www.dkk.dk/files/pdf/HD-AD_forklaring.pdf )

 

 

Jeg har personligt meget svært ved at se, hvilke begrundelser en opdrætter kan have for at bruge en hund med så dårlige hofter. Kan I hjælpe mig med at komme med eksempler, hvor det kan forsvares at bruge D el. E hofter? (bare rolig, jeg har ikke selv tænkt mig at bruge D/E-hofter - jeg prøver bare at forstå)

[Petrine]

Jeg er så hysterisk, alt andet end A er for dårligt.

 

Hvis du har en race, med meget få individer og den med dårlige hofter, måske er helt fantastisk i alle andre henseender, hvis man 'tror' hofterne skyldes noget andet end arv. Så kan man nok forsvare at bruge den.

[Eris]

Jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det kan forsvares at bruge en hund med D og E hofter i avl. Aldrig.

Det er jo ikke sådan, at hvis man sætter A og E sammen, så bliver det C hofter. Det kan ikke udlignes. Hunden har ligeså store chancer for at få A hofter som E hofter. Hvorfor tage chancen?

Om du så får den bedste hund med det bedste temperament ud af kuldet, så vil hunden højst sandsynligt få smerter og et kortere liv.

Det er umuligt for mig, at se hvad gevinsten er! Hvis man kun gør det for at tjene penge, eller videregive sin elskede hunds temperament "for at prøve det" (selvom den er syg), så er man ikke en seriøs opdrætter i mine øjne.

DKK har da virkelig sænket standarden..

[korvis]

Jeg er så hysterisk, alt andet end A er for dårligt.

 

Hvis du har en race, med meget få individer og den med dårlige hofter, måske er helt fantastisk i alle andre henseender, hvis man 'tror' hofterne skyldes noget andet end arv. Så kan man nok forsvare at bruge den.

 

Jeg er ikke fuldt så hysterisk - B er også ok for mig! Men ellers tænker jeg også som dig, at i en race med lille population, og hvor man måske har andre udbredte sygdomme man vil til livs, så kan det måske forsvares. Men jeg tror ikke det er noget man vil se ret tit, og hos de fleste racer vil man forhåbentlig slet ikke se det ske.

[Shii]

Jeg kan måske finde et tilfælde hvor jeg ville tænke.. hmmmm tjoe...

 

Hvis det er en race med få individer, og man har (begrundet) mistanke om at dyret kan have dårlige hofter dels pga miljø... Altså forældrene til hvalpen har fine hofter... Så ja...

[Therese]

Jeg forstår ikke helt det her med, at man kan "søge" om at få lov til at avle på sin hund med dårlige hofter. Altså jo, hvis samtlige hunde i dens slægt har fine hofter, kan man måske godt argumentere for at hunden bør få lov til at indgå i avl, men ellers kan jeg ikke helt komme i tanke om en god grund.

 

Heller ikke selvom det er en race med få individer. Så tilfører man bare racen en sygdom, som man kommer til at kæmpe med at slippe af med på et senere tidspunkt, tænker jeg umiddelbart. Jeg ved godt, at det ikke er så sort/hvidt, når man står midt i det, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville gøre det. Så hellere avle på andre, raske hunde.

[PinPoynter]

Hvis en race har så få individer tilbage, fordi resten enten er for syge til avl, eller der bare ikke er flere hunde at tage af og man derfor "bliver nødt til" at bruge D/E hofter, så lad da lortet uddø. Den race har åbenbart ikke været hensigtsmæssig at avle på, eller brugt nok til at have en brugbar bestand af sunde hunde. Hvad skal man så med dem?

[sonja77]

Hvis en race har så få individer tilbage, fordi resten enten er for syge til avl, eller der bare ikke er flere hunde at tage af og man derfor "bliver nødt til" at bruge D/E hofter, så lad da lortet uddø. Den race har åbenbart ikke været hensigtsmæssig at avle på, eller brugt nok til at have en brugbar bestand af sunde hunde. Hvad skal man så med dem?

 

Hørt!

[Louisen]

Jeg kan ikke komme på nogle gode begrundelser. Jeg kan ikke se, at noget godt temperament er det værd, at lave hvalpe der potentielt kan leve med mange og store smerter, og (for) tidlig aflivning.

[Dina]

Jeg forstår ikke helt det her med, at man kan "søge" om at få lov til at avle på sin hund med dårlige hofter. Altså jo, hvis samtlige hunde i dens slægt har fine hofter, kan man måske godt argumentere for at hunden bør få lov til at indgå i avl, men ellers kan jeg ikke helt komme i tanke om en god grund.

Nu er jeg jo ikke opdrætter, men som ganske almindelig hundeejer forekommer det mig, at man med fordel kunne vælge at avle på "samtlige hunde i dens slægt" - i stedet for på krøblingen!

[Therese]

Nu er jeg jo ikke opdrætter, men som ganske almindelig hundeejer forekommer det mig, at man med fordel kunne vælge at avle på "samtlige hunde i dens slægt" - i stedet for på krøblingen!

Hvis det er den eneste hund, der har dårlige hofter, kunne man godt tro, at det skyldes miljø og ikke avl. Og jeg ved godt, at man aldrig kan være 100 % sikker, men som jeg skrev, forstår jeg godt, hvis der er mulighed for at avle på en hund, hvis hvalpe sandsynligvis får rigtig fine hofter, ligesom resten af dens familie

[Drentsche]

Jeg kender en opdrætter, der bare venter på, at de nye restriktioner træder i kraft i det nye år så h*n, kan komme til at bruge sin hund med D hofter (2 søskende har D og 2 har B), det er dybt uansvarligt, da hundens far, har lavet flere hvalpe med D hofter, og flere af hans søskende har D hofter. Det er virkelig synd, at udsætte hvalpekøbere for, at muligvis få en hvalp med dårlige hofter (har desværre selv prøvet det ).

Hvis jeg havde en fantastisk hund, ville det være super ærgeligt, ikke at kunne bruge den, men det er jo vilkårene, og sådan er det.

Men skal jo huske at se på familien også, man kan aldrig kun se på hundens egen status, der skal kigges linier, og ikke kun lige bagud i stamtavlen. Men gerne onkler, tanter og alle man kan få info om.

[Shii]

Jeg kender en opdrætter, der bare venter på, at de nye restriktioner træder i kraft i det nye år så h*n, kan komme til at bruge sin hund med D hofter (2 søskende har D og 2 har B), det er dybt uansvarligt, da hundens far, har lavet flere hvalpe med D hofter, og flere af hans søskende har D hofter. Det er virkelig synd, at udsætte hvalpekøbere for, at muligvis få en hvalp med dårlige hofter (har desværre selv prøvet det ).

Hvis jeg havde en fantastisk hund, ville det være super ærgeligt, ikke at kunne bruge den, men det er jo vilkårene, og sådan er det.

Men skal jo huske at se på familien også, man kan aldrig kun se på hundens egen status, der skal kigges linier, og ikke kun lige bagud i stamtavlen. Men gerne onkler, tanter og alle man kan få info om.

 

Det er netop det der også er min tanke... Hvis man kan konkludere med ret god sikkerhed at de dårlige hofter skyldes miljø, og ikke umiddelbart arv, og man ikke har andre muligheder, kan jeg godt forstå man vælger at gøre det.. Men det kan på ingen måde retfærdiggøres i min verden, hvis man har en anden mulighed.

 

Tilgengæld hvad ville i så vælge hvis I stod med en hund der havde B hofter, og hele familie D hofter... Eller en hund med D hofter, og hele familien A og B hofter.... Og det er jo det lidt der er min vurdering... At hunden med D hofter men en ellers god familie jo nok har været påvirket af miljøet, fremfor arven, og dermed ikke umiddelbart udgør en risiko overfor arv delen...

[Petrine]

Tilgengæld hvad ville i så vælge hvis I stod med en hund der havde B hofter, og hele familie D hofter... Eller en hund med D hofter, og hele familien A og B hofter.... Og det er jo det lidt der er min vurdering... At hunden med D hofter men en ellers god familie jo nok har været påvirket af miljøet, fremfor arven, og dermed ikke umiddelbart udgør en risiko overfor arv delen...

 

Min onkel droppede helt at få hund nummer to, da han ikke kunne finde en eneste schnauzer-opdrætter uden både c og d i tante/onkel-leddet. Og det er ikke engang en særligt sjælden race.

[luckyluna]

Jeg kan godt forestille mig situationer hvor det ville kunne forsvares. Hvis feks hunden havde en a og en d hofte (dermed d i bedømmelse) og hele familien havde gode resultater. Det kunne ovenikøbet være at man vidste at hunden havde lavet et dumt fald som hvalp og slået hoften, hvilket ville kunne forklare den store forskel.

 

Men så synes jeg godt nok man oveni skulle have noget virkelig godt hos denne hund at tilbyde racen og ingen helsøskende at avle på, hvilket ville være mærkeligt..

 

Jeg synes generelt for mange opdrætter avler på de hunde de har, fordi det er dem de har, i stedet for at avle på de hunde der er bedst! Det kunne jo være en tidligere hvalpekøber rent faktisk stod med en hund fra samme kuld, som var bedre end den man havde beholdt hjemme;)

[Bankov]

Tak for de mange gode svar.

 

Ud over de mange ting I nævner, tænker jeg også at det må være sindsygt hårdt for en tæve med E-hofter at slæbe rundt på et kuld hvalpe. Hvordan kan nogen dog forsvare det?

[Therese]

Angående det her med HD, så håber jeg det er okay at jeg lige låner tråden til et spørgsmål? Jeg tænkte nemlig lidt på det her med HD index og hvornår det er godt eller skidt? Hvis vi f.eks. siger, at en hund har et index på 88, er det så godt eller dårligt?

[Gæst 1stkholm]

Angående det her med HD, så håber jeg det er okay at jeg lige låner tråden til et spørgsmål? Jeg tænkte nemlig lidt på det her med HD index og hvornår det er godt eller skidt? Hvis vi f.eks. siger, at en hund har et index på 88, er det så godt eller dårligt?

 

altså 100 er det gennemsnitlige for racen. jo højre jo bedre, så det er under gennemsnittet.

 

TS: avl på D og E hofter bør i udgangspunktet være diskvalificerende, medmindre der kan dokumenteres at det skyldes fald som hvalp eller lign. eller anden ekstrem god argumentation for at disse hofter ikke gives videre. C hofter hvis hunden har gode egenskaber, ellers burde det kun være A og B hofter der bør avles på. Ville aldrig købe en hvalp hvor forældrene ikke havde minimum A ved den ene og B ved den anden. Men jeg er nok bare lidt hysterisk

[Hopsa]

Er der nogle her der kender til udviklingen i de racer der kæmper mest med HD?

Hvor stor forskel ses der hos Newfoundland, Schæfer, Labrador eller andre racer der har haft et fokus på problematikken i en lang årrække?

Den viden man har om sygdommens arvegang ændres hele tiden, og noget tyder på at sygdommen tilskrives mindre og mindre arv, og mere alt muligt andet.

Der er i øvrig en ganske betydelig forskel fra race til race, hvor vidt det skaber problemer for en hund at leve med en grad af HD. Der er absolut ingen garanti for at en hund med D hofter vil leve et kort og smertefuldt liv. Jeg mener man bør se ganske nuanceret på denne debat og ikke bare braldre ud med sin forargelse. Jeg er ganske sikker på at rigtig mange hunde går rundt på både C-D og E hofter uden det nogen sinde opdages, fordi hunden ikke lader sig mærke med det. Egentlig tror jeg det giver mening at se på HD som en tilstand snarere end en sygdom.

[Petrine]

Der er en meget vindende dansk schnauzer med E-hofter, den virker fuldstændigt upåvirket (men nu er det en schnauzer, med alt hvad det indebærer), den har været i Tyskland og lavet uhyggeligt mange kuld, ikke en eneste hvalp (af dem der er testet) har fået bedre end c, mener det er to hvalpe med c, resten er d. Hvis man ser det som en tilstand, så håber jeg da, at det er en fejl-tilstand.

 

Om så det var skæv-ørethed, så ville jeg ikke kunne se nogen ide i, at avle videre på skæve ører, uanset hvor perfekt resten af hunden måtte være (og uanset hvor smertefrit skæve ører måtte være).

[Ulla H]

Jeg synes det er nedtur for hundenes velbefindende , at opdrætter selv kan vurderer , og evt bare skal stille med en forklaring på hvorfor D+ E hunde er brugt i avl.For f.eks en pelshund vil det måske for nogle opdrætterer være fordi, netop denne hund har så ønsket en pelskvalitet, eller farve.

Jeg har haft en hund med D eller E og hendes bevægelsesmønster var for nedadgående allerede i 2 års alderen.Hele kuldet havde HD i svær grad og de var primært lavet til jagtbrug. Hendes mor blev senere parret med en han af helt HD fri linier og der var alle fotograferede OK . Og en lillesøster blev årets (jagt)hund i klubben. Vi er tilbage i 1980erne hvor HD foto ikke var så almindeligt.

Min blev inden jeg overtog hende som 2 årig Årets unghund udstillingsmæssig i klubben.For nogle ville dette så være nok til ikke at kassere hende, men benytte hende i avl??????. Kun pga exteriørudstillinger kunne hun i nogles øjne være blevet avlstæve.

Hvem ville med kendskab og åbenhed fra opdrætteres side, gerne købe en hvalp efter hende?????

[Gæst Spilop]

Er der nogle her der kender til udviklingen i de racer der kæmper mest med HD?

Hvor stor forskel ses der hos Newfoundland, Schæfer, Labrador eller andre racer der har haft et fokus på problematikken i en lang årrække?

Den viden man har om sygdommens arvegang ændres hele tiden, og noget tyder på at sygdommen tilskrives mindre og mindre arv, og mere alt muligt andet.

Der er i øvrig en ganske betydelig forskel fra race til race, hvor vidt det skaber problemer for en hund at leve med en grad af HD. Der er absolut ingen garanti for at en hund med D hofter vil leve et kort og smertefuldt liv. Jeg mener man bør se ganske nuanceret på denne debat og ikke bare braldre ud med sin forargelse. Jeg er ganske sikker på at rigtig mange hunde går rundt på både C-D og E hofter uden det nogen sinde opdages, fordi hunden ikke lader sig mærke med det. Egentlig tror jeg det giver mening at se på HD som en tilstand snarere end en sygdom.

 

Ufatteligt svært at sige, da bedømmelsen også ændres gennem tid. Schæferen og golden retrieveren er nogle af de racer der er mest påvirket af det, og schæferne har trods avlsarbejde udenom hd vist stadig det samme problem, men når man vedbliver at hundene nærmest skal gå på haserne, og derigennem skal en dårlig korstruktion, så er det da klart. Golden retrieverne har sat mega fokus på det med 10 % regler etc, og jeg er helt sikker på det vil forbedre statestikken, men lad os nu se.

 

Angående arvlighed. Så er jeg helt sikke på at HD er arveligt. Jeg har f.eks 4 hunde under 3, som indenfor de sidste 2 år er fotograferet. 3 med A og O, og en enkelt med E og 0, den er fodret på det samme, og behandlet på samme måde som de andre. Jeg udsætter mine hunde for mangt og meget og dem der ikke er holdbare, holder ikke herude. Jeg ser HD som en disponering. Hvis de er disponeret for det, så kan du risikere at de får det (og så gør de det nok herude i en flok på 10 hunde), og hvis de ikke er, så skal de udsættes for et uheld for at få det (påkørsel, højt fald etc) og som oftest så får de så flere grader imellem. A-C eller A-D.

 

Jeg kender 2 border collies, som har løbet agility på høj plan med dårlige hofter, tror faktisk de begge er 8 år, intet problem. Men der er også stor forskel på løshed (afstand imellem skål og kugle) og på slid. Okay min med E hofter, havde begyndende slid allerede som 1 årige, og havde på det tilpunkt lukseret sin hofte 5-6 gange (har ikke gjordt det siden) Han bliver påvirket af det. Jeg spår han max bliver 5 år, han har i lagt guld og bliver brugt på jagt, da mine hunde er købt som brugshunde, fungere deres hjerne som sådan og de kan ikke gå herhjemme

 

Så tilbage til tråden, avl på c-d-e hofter, no go. Hvis racerne er så ringe at man ikke har nok individer der er raske er det nok ikke en race der skal overleve.

 

Ang.

[bernerazuro]

Som udgangspunkt er jeg 100% med flertallet her.

 

Hvis det vitterligt er nødvendigt at avle på en hund med dårlige hofter for at bevare racen - så burde den da i første omgang ikke eksistere eller som minimum få åbnet stambøgerne op (eller hvad man kalder det, så en anden race forsøgsvis kan parres ind), så sundere hunde kan tilføres! Jeg mener simpelthen ikke, at man kan byde hundene at skulle leve med smerter, fordi "vi vil ha'".

 

Jeg skal dog ikke benægte, at jeg kunne se nogle muligheder for at det kunne være ok. Men så skal det altså også gerne være en hund fra linier, der ellers ikke har tendens til det og som har noget unikt fortrin på ét eller andet punkt, man ikke ellers ser. Hvad det skulle være, er så op til ens egen fantasi

[Louisen]

Hvis det er den eneste hund, der har dårlige hofter, kunne man godt tro, at det skyldes miljø og ikke avl. Og jeg ved godt, at man aldrig kan være 100 % sikker, men som jeg skrev, forstår jeg godt, hvis der er mulighed for at avle på en hund, hvis hvalpe sandsynligvis får rigtig fine hofter, ligesom resten af dens familie

 

Problemet er, at den slags kan snyde og springe led over, så en enkelt hvalp i kuldet får gener fra sin oldemor, der tilfældigvis havde dårlige hofter, men ingen af de andre hvalpe får samme gener eller problemer.

 

Min opdrætter har i alt lavet 8 hvalpe (fordelt på 2 kuld) på de samme to forældredyr. Af disse otte er Taiki den ENESTE med sort i halen og ved skuldermarkeringen, samt sporadisk rundt i pelsen. Han er næsten sesam.

Hverken forældre eller bedsteforældre har det mindste tegn på mørke aftegninger og alle hans søskende, både fra det ældre og samme kuld, er den røde, klassiske shiba-farve.

 

Jeg tør godt love, at jeg ikke har puttet frugtfarve i hans mad - så der må være et gen et sted, måske en black&tan eller semsam forfader, der har givet noget videre. Men det er altså hverken fra hans fire bedsteforældre eller hans forældre, og ingen af hans søskende har noget lignende.

 

Nu har alle i hans familie A-hofter og 0 (der er måske en enkelt B-hofte langt ude), så jeg er for så vidt ligeglad med hans pels. Han var en mørk lille muldvappe da vi fik ham og jeg elsker ham for det.

Men tænk hvis det ikke havde været pelsfarve-gen, men et dårligt hoftegen? Så kunne jeg vade rundt og avle på Taiki i den tro, at det var noget miljømæssigt? Nej tak.

 

 

- Jeg mener så personligt, at man ikke skal tage risikoen for, at det er noget arveligt. Man ved det sgu aldrig med sikkerhed. Derfor synes jeg, at uanset hvad, bør dårlige hofter ikke indgå i avlen.

[bernerazuro]

Ufatteligt svært at sige, da bedømmelsen også ændres gennem tid. Schæferen og golden retrieveren er nogle af de racer der er mest påvirket af det, og schæferne har trods avlsarbejde udenom hd vist stadig det samme problem, men når man vedbliver at hundene nærmest skal gå på haserne, og derigennem skal en dårlig korstruktion, så er det da klart. Golden retrieverne har sat mega fokus på det med 10 % regler etc, og jeg er helt sikker på det vil forbedre statestikken, men lad os nu se.

 

Angående arvlighed. Så er jeg helt sikke på at HD er arveligt. Jeg har f.eks 4 hunde under 3, som indenfor de sidste 2 år er fotograferet. 3 med A og O, og en enkelt med E og 0, den er fodret på det samme, og behandlet på samme måde som de andre. Jeg udsætter mine hunde for mangt og meget og dem der ikke er holdbare, holder ikke herude. Jeg ser HD som en disponering. Hvis de er disponeret for det, så kan du risikere at de får det (og så gør de det nok herude i en flok på 10 hunde), og hvis de ikke er, så skal de udsættes for et uheld for at få det (påkørsel, højt fald etc) og som oftest så får de så flere grader imellem. A-C eller A-D.

 

Jeg kender 2 border collies, som har løbet agility på høj plan med dårlige hofter, tror faktisk de begge er 8 år, intet problem. Men der er også stor forskel på løshed (afstand imellem skål og kugle) og på slid. Okay min med E hofter, havde begyndende slid allerede som 1 årige, og havde på det tilpunkt lukseret sin hofte 5-6 gange (har ikke gjordt det siden) Han bliver påvirket af det. Jeg spår han max bliver 5 år, han har i lagt guld og bliver brugt på jagt, da mine hunde er købt som brugshunde, fungere deres hjerne som sådan og de kan ikke gå herhjemme

 

Fuldstændig enig ang. din syn på HD. Man ser tydeligt, hvordan HD følger visse tæve og hvordan det ser ud i kuldet alt efter hanhunden. Husker en tæve, der blev brugt med to medium hanner og kuldene blev derefter. Herefter valgter opdrætter en hanhund med højt HD-indeks --> lang bedre statistik i afkommet.

 

De to første kuld udgjorde 14 hvalpe, 1 A-hofte, resten B + C. 1 hvalp døde ung, så den blev ikke fotograferet. Det sidste kuld udgjorde 2 A-hofter og 1 C-hofte. Og rene 0'er på albuerne.

 

En anden tæve fra samme opdrætter har nærmest KUN lavet A-hofter. 11 hvalpe, kun en C'er og en D'er. Og sjovt nok også en tæve, der allerede inden sit første kuld havde et højt HD-indeks. Og hanhunden til det sidste kuld havde ikke den bedste afkomsstatistik på HD-området sjovt nok også i hans kuld, at ikke-A'erne dukkede op.

 

Så kom ikke og bild mig ind, at HD ikke er særlig arvelig Og det er kun nogle få af de kuld jeg har fuldt. Godt nok er jeg ikke videnskabskvinde, så selvfølgelig kan jeg ikke sige, at jeg har fundet sandheden - der skal flere undersøgelser til. Men man får svært ved at bilde mig andet ind.

 

Men det var for at tage et eksempel. Nogle gange sker der så det, at det ikke giver mening - men det er så genernes lotteri. Jeg er ikke i tvivl, for var det udelukkede miljø - hvordan f*ck kan der så eksistere racer, såsom hovawarten, som så at skrive ingen problemer har? I så fald må det jo skyldes hundens konstruktion... Og hvis det passer, så er vi derhenne, hvor racens standard ganske enkelt må og skal ændres. Det kan ikke være rigtigt, at hundene skal lide, fordi vi vil have et udseende, der ligger på grænsen af fornuften eller værre.