Hvad afgør hvor gammel en hund bliver?.

[Ascha]

I en artikel om hundehandlere er vi kommet ind på hundes livslængde og det synes jeg kunne være interessant at diskutere. Altså hvad er hvad?, er det generne der bestemmer det meste eller er det miljøet?.

 

Jeg tror primært det er miljøet, men selvfølgelig også ejerens grænser for hvornår vedkommende synes at hunden er blevet så dårlig at den bør aflives. Det sidste synes jeg virkelig er MEGET forskelligt, når man møder ældre hunde rundt omkring og taler med deres ejere, men hvad er din opfattelse?.

 

Hvordan foregår tingene hos dig, hvilke kriterier har du for/ hvilke krav stiller du til dig selv og hvad vægter du højest når du tænker over hvordan du får din hund til at blive mindst 100 år?. Og tænker du overhovedet over det i hverdagen hvis du nu har en ung hund?.

 

Og så den svære: hvad er det der afgør hvornår du finder at det er tid til at sige farvel?. Er der nogle kriterier for hvad du mener en hund skal kunne,.. og ellers er det væk, eller mener du at et liv er et liv,.. og værd at leve uanset, bare hunden ikke har smerter?.

[Doberfan]

Jeg har aldrig selv været ude i "det grå område". Dem jeg har måttet sige farvel til, der har overhovedet ikke været nogen tvivl, der var ingen andre muligheder.

 

Men hvis jeg skulle sætte ord på kriterierne, ville det være, om hunden føler sig tryg. Jeg ville godt kunne holde liv i en hund med lette smerter - de fleste gamle mennesker har jo også ofte smerter, uden at de synes livet ikke er værd at leve.

 

Men hvis det kom dertil, at hunden var bange, enten pga. smerter eller svaghed, ville jeg slutte det.

 

Da Sadie sprang sit korsbånd i en alder af 10, var min eneste betænkning om hendes hofter kunne holde til at gå igennem forløb med operation og genoptræning. Der fik dyrlægen overbevist mig om at hun sagtens kunne, og jeg fortryder ikke at vi gjorde det. Hun fik to rigtigt gode år mere, og dem ville jeg ikke have undværet.

 

Min bekendte har lige mistet en hund på 23!! Stor blandingshund, som hun adopterede da den var 2. Hun fik 21 år med den, og den fejlede aldrig noget. Om det mest er arv eller miljø tør jeg ikke spå om. Nogle racer er jo disponerede for visse skavanker, men ser man bort fra det, tror jeg bestemt også, at miljø, fodring og motion spiller en stor rolle. Og livsglæde generelt, måske?

[Umulia]

Når det drejer sig om hunde i Danmark, der har et nogenlunde almindeligt liv, og hverken bliver sultet eller stopfodret, så siger al logik, at det er generne, der betyder mest for livslængden. Hvorfor lever skildpadder i 100 år og spidsmus kun i ét? Gener. Hvorfor er nogle hunderacer kendt for at leve længe, og andre kun kort? Gener selvfølgelig.

 

Så nej, jeg tror ikke på at det har nogen afgørende indflydelse hvordan vi behandler/fodrer/motionerer vores hunde, med mindre vi er ude i ekstremer selvfølgelig. Derfor er det heller ikke noget, jeg tænker på i særlig grad.

Når jeg har en hund, som Vinnie, der er ved at være oppe i alderen, er jeg omhyggelig med at vægten skal være korrekt, og at den ikke overbelastes med motion. Og så er jeg selvfølgelig ekstra opmærksom på om der kommer symptomer af forskellig art.

 

Men desværre har jeg aldrig ejet en hund, der døde af alderdom. Derfor er det også svært at svare på det sidste spørgsmål. Jeg har aflivet en syg hund, da det stod klart at han led i flere timer af døgnet end han havde fred. Og sådan vil jeg nok også se på det, når det gælder alderdom. Når hunden viser at livet ikke er værd at leve mere, må det være slut.

[Gæst DorteDK]

Jeg tror også det ligger i generne. Jeg har aldrig selv sagt farvel til en hund, men tænker da lidt over det i hverdagen. Min den gamle er på vej til de 8 år, og det er jo ingen alder

 

Men jeg tror også (står for egen regning) at motion og kost spiller ind. Jeg passer meget på at mine labber ikke bliver for tykke så deres led og hofter ikke tager skade. De får meget motion. Så jeg håber de lever længe

Dog tror jeg (igen for egen regning) at hunde der primært bliver brugt til jagt/arbejdshunde altså sådan for alvor de lever lidt kortere tid end "normalt"?

 

Jeg har dog den aftale med min mand at lider vores hunde er der kun en vej, selvfølgelig vil jeg gøre alt inden for at afhjælpe smerter og det at de skal lide, men lide det skal de ikke, det lyder hårdt at sige synes jeg selv. Men jeg har nogle venner som har en meget gammel hund og de holder den i live for deres skyld, det synes jeg ikke er rigtigt, det skal være for hundens bedste

[Amocca]

Enig med Umulia, primært gener der afgør hvor længe hunden lever... Vi har nogen indflydelse, som fx fodring og motion. En overvægtig krop slider på organerne - nøjagtigt ligesom hos mennesker - og giver ofte følgesygdomme som evt. kan føre til aflivning... Derudover så slider vi jo også på dem når vi arbejder hårdt med dem. Hvor gammel Karla bliver ved jeg jo selvsagt ikke. Mindst 25 har hun lovet mig. Måske kunne hun blive 28 hvis jeg ikke havde brugt hende så hårdt, men så kommer der jo andre ting ind i det, fx livskvalitet og livsglæde... Er det bedre at holde længe fordi man ikke bruger sin krop eller have et kortere men mere fuldt liv?

 

Jeg har aldrig selv skullet tage valget, men har været en del af livet hos 3 hunde, der alle blev aflivet. Tjago - en airedale terrier - blev 13 år og efter min mening blev han nok holdt i live for længe. Han var så skidt tilsidst, at han end ikke orkede at komme til døren når der kom gæster... Det synes jeg ikke er fair. Et hundeliv skal ikke leves i en kurv. Face var 17 år, hun var næsten blind og døv tilsidst, men frisk i krop og hoved - dog selvfølgelig gammel! Hun blev aflivet fordi hun tilsidst viste tegn på forskrækkelse når der pludselig stod mennesker i hendes hjem - hun kunne jo ikke længere hverken høre eller se dem komme. Sif var kun 10 år, men fik akut nyresvigt og blev derfor aflivet. Hun havde det tydeligt skidt og kunne ikke holde på vandet.

[Ulla H]

Jeg er også overbevist om, at generne har mest indflydelse på aktiv livslængde. Sådan er det vel indenfor alle levende organismer. Også planterne. Når man har en ung hund, ved man ofte ikke , hvilke ting, der kan komme senere.

Jeg tror så også, at kosten betyder en del for at holde et legeme sundt. Og selvfølgelig det daglige miljø, at det passer til hundens behov.

Men hvis man af vanvare får købt en svag hund, tror jeg, man hele dens levetid kan være op ad bakke, for at få den til at fungerer.

[Shii]

Jeg tror også gener. Dog tror jeg at vi helt klart kan forlænge med miljø. Ment på den måde at vi kan tage hensyn og tilpasse til den ældre hunds behov.

[Ascha]

Tak for jeres svar, jeg synes det er spændende at høre hvad tanker folk har. Der er dog en enkelt ting jeg vist ikke har fået forklaret godt nok. Selvfølgelig er det genetisk bestemt at hunde ikke bliver 80 år, men jeg tænker mere over hvor stor indflydelse generne har indenfor normalområdet, altså hvor stor indflydelse I tror generne har på, om en hund kan leve 12 eller 15 år kontra miljøets indflydelse. Kan folk fange hvad jeg mener forskellen er?.

 

Er der slet ingen der i dagligdagen tænker over om hunden kan få et længere liv hvis den selv får lov til at have styrepinden sommetider?. Man ved jo at det stresser voldsomt hvis man har følelsen af at man kun kan se passivt til mens omgivelserne styrer slagets ofte uforudsigelige gang. Personligt forsøger jeg at få min hund til at fortælle hvad den gerne vil og reagerer på det (indenfor rimelighedens grænser) for jeg tror at en positiv livsindstilling faktisk gør mere end vi tror og at en hund bliver mere positivt indstillet af at have fornemmelsen af, at den selv har indflydelse på hvad der sker omkring den eller i det mindste bliver informeret om hvad der er i vente. Er det kun mig der tænker sådan?.

[Ulla H]

Til Ascha.

Det du beskriver er netop det jeg har med mine cockere. At give så tilpas løs snor, altså frihed, så de føler at de selv kan bestemme, til en vis grad , når vi skal have en på opleveren.

Og netop mit dilemma med de 2 græske, som har helt andre og voldsommere behov for udfoldelse. Hvis jeg slipper de 2 sammen nær en mark, så går den vilde jagt efter harer, fasaner og agerhøns og katte. Og de kommer først, når de er udmattede. Enkeltsluppet er de mere kontaktbare.

At have hunde, der kan få frihed til egne gøremål må da som du nok mener give harmoni i sindet for dem. Og mindre stress.

[NannaSoko]

Nej, jeg tænker lidt det samme. Selvfølgelig kan sund levevis, motion og kost gøre en del, men jeg tænker også at hundens psykiske velbefindende har noget at sige. Forestiller mig at hunde der tror de har en form for medindflydelse på deres hverdag og som ofte oplever noget super-fedt, lever længere end dem der ikke oplever meget andet end at tisse i haven og at der kommer nyt i madskålen.

 

Min Farmor har altid haft gravhunde, som levede på den sidste måde og de var så gamle at se på alleredenår de var omkring to år. Kan desværre ikke huske hvor gamle de blev, men de har da nået at have en del hunde i løbet af min barndom.

 

Faktisk har Susan Garrett været lidt omkring emnet i dette blogindlæg fra for nyligt http://susangarrettdogagility.com/2013/08/rolling-out-a-big-adventure/

[NannaSoko]

Gad vide om køn har indflydelse på levealderen hos hunde? Det er jo en ret markant faktor hos mennesket, men måske afspejler det nærmere forskellig levevis?

[Maria84]

Jeg tror generne har størst betydning, men på den anden side tror jeg også godt man kan vinde lidt tid ved at sørge for at ens hund har et godt liv med god mad, motion og masser af kærlighed/tryghed. Altså jeg tror ikke man fx kan få 5 ekstra år på den konto, men jeg tror godt det kan have afgørende betydning for om hunden bliver 12 eller 13 år. Tror også godt at en hund med de rette gener og et godt liv kan blive gamle på trods af en hård start. Min kærestes barndomshund, en gravhund, blev 17 år på trods af at han var født med hjerteproblemer og fik medicin hele sit liv.

 

Mht. aflivning pga. alderdom har jeg aldrig stået i situationen selv endnu og mine hunde er stadig så unge, at jeg håber de har rigtig mange år tilbage. Men da vi fik aflivet min barndomshund, sagde vores daværende dyrlæge, at han hellere ville aflive en hund en dag for tidligt end en dag for sent, hvor den bare havde det rigtig dårligt.

[Birgitta]

Jeg har stået med beslutningen alene 2 gange. Ronja, berner sennen var rolig og tilfreds hele sit lange liv. Til den sommer, hvor hun var blevet 13 år. Så var det som om hun ikke ville leve mere. Hun holdt op med at spise. Og blev tyndere og tyndere. Dyrlægen tog blodprøver, men fandt ikke nogen grunde til at Ronja ikke spiste. Hun fik antibiotika og hun fik vitaminindsprøjtninger. Det hjalp ikke noget. Jeg tvangsfodrede hende med kylling blendet med piskefløde. Og hun fandt sig tålmodigt i det. Men hun blev tyndere og tyndere. Til sidst kunne hun ikke gå. Jeg måtte hjælpe hende ud i haven, for at tisse.

 

En dag, da jeg kom hjem fra et hurtigt indkøb, lå hun ude i haven i sin egen urin....

 

Jeg ringede til dyrlægen, der kom samme eftermiddag og aflivede hende. På hendes yndlingsplads under bordet i haven.....

--Selvfølgelig skulle hun nok være aflivet noget før. 1½ måned varede det før jeg forstod at vi skulle sige farvel...

 

Men jeg var ikke klar til at sige farvel. Trods hendes høje alder havde jeg aldrig tænkt på, at hun snart kunne dø.

 

Ramses, som var Ronjas efterfølger, havde et kort liv med allergi og prednisolon. En ny dyrlæge fik stoppet prednisolonen og vaccinerede ham i stedet. Han var lige kommet over allergien da han fik AIHA, autoimmun hæmolytisk anæmi. Efter en kort og hektisk kamp, kastede vi håndklædet i ringen. Jeg kunne SE at han ikke ville mere. Og jeg lod ham tage af sted. 4½ år gammel.

 

Silke har nået sin races middellevetid som er 10-12 år. Hun er 11½. Hun har allergi som også giver problemer med ørerne. Hun har gigtforandringer, som jo ligger til hendes race.

Og så er hun præget af "livsstilssygdomme": Hjerteormen, som gjorde hende mindre og spinklere end hendes kuldsøster. Flåtsygdommene, som har været med til at give hende varige skader i hendes led. Og sidst, men ikke mindst: Ræveskaben, som indimellem har gjort hendes liv uudholdeligt, fordi jeg flere gange har forvekslet symptomerne med allergien.

 

Men trods ømme led, og trods indimellem ulidelig kløe, som ikke dæmpes med medrol, så er hun SÅ energisk. Og altid klar til en rask tur. Selv om hun ikke må gå ret langt af gangen på grund af skab/hudbetændelse i trædepuderne, så styrter hun i forvejen, når hun får snoren af. Hun er fuld af gode ideer til hvad vi skal lave. Og hun har fra dag 1 taget ideen med at køre med på min nye el-scooter, til sig. Så hun kan stadig komme ud i verden hver dag. Uden at slide for meget på de ømme poter..

 

---Hendes sygdomme kunne godt koste hende livet nu. Men jeg tipper, at hun får et par år mere.. Alt efter hvor kreativ og engageret dyrlægen er..

 

Silkes sygdomme/livsalder er arv (gigten og trangen til den livsstil) og miljøet. At leve lige ud til naturen er skønt. Men også farligt.

[Gæst Caligo]

  NannaSoko skrev:

Gad vide om køn har indflydelse på levealderen hos hunde? Det er jo en ret markant faktor hos mennesket, men måske afspejler det nærmere forskellig levevis?

 

Det tror jeg personligt ikke at det har (men man skal aldrig sige aldrig, det kan da godt være at der er en eller anden minimal forskel). Som du selv påpeger så må det hos os mennesker være pga. forskellig levevis

 

Generelt til det her spørgsmål tror jeg at generne bestemmer mest, men at man kan tilføje lidt til sin hunds levetid ved korrekt fodring, ordentlig motion og mental stimulering osv. Selv gør jeg hvad jeg kan for at øge Lupos levetid (sørger f.eks. for at han ikke bliver overvægtig, giver ham noget Luposan tilskud (til led og brusk) og lakseolie, sørger for at han får det motion han har brug for osv.), og det håber jeg da er med til at gøre en lille forskel. Men jeg tror helt klart at generne har mest at sige.

 

Jeg har heldigvis ikke skulle træffe beslutning om at aflive en hund endnu. Når den dag engang kommer så beslutter jeg at Lupo skal have fred, hvis han lider under sygdomme/alderdom/andet som jeg ikke kan gøre noget ved selv efter dyrlæger og medicin. Jeg har ikke tænkt mig at forlænge hans liv for min egen skyld, hvis han tydeligvis ikke har det godt.

[Ulla H]

Jeg har jo en nu gammel hund over 13 år. Og må indrømme, at jeg ikke kan gå en tur uden at studerer hende mht gangarter, bevægelseshastighed, alt.

Hun er ikke altid kontaktbar på stemmen mere. Molly har fået 4 kuld og er nok lidt brugt, men hun kommer fra en linie, hvor hundene ofte først bliver syge, når alt bryder sammen.

Hendes mormor fik en cancerknude på halen, der så måtte amputeres, men da var hun vist 9 år og levede fint videre.

Molly har kun én gang været syg, som 11 årig med livmoderinfektion. Hun er stadig med på alle vore ture og klarer stadig over en time, men med mindre renden rundt end de yngre. Hendes ældste hvalpe er nu 11 år og jeg har ikke fundet nogen endnu der er aflivet pga sygdom. Hendes datter her, Debbie, på 7 år, har heller aldrig været syg og barnebarnet Freddy (3 1/2 år)heller ikke.

[luckyluna]

  NannaSoko skrev:

Gad vide om køn har indflydelse på levealderen hos hunde? Det er jo en ret markant faktor hos mennesket, men måske afspejler det nærmere forskellig levevis?

 

Det har jeg også tænkt på på det sidste! Måske fordi min damehund er blevet ramt af sygdomme relateret til hunkøn og jeg har mødt og hørt om flere med rigtig gamle hanhunde, men ikke med tæver i samme alder... Siger hende hvis gamle tævehund blev 16 år!

[luckyluna]

Hlet generelt så tror jeg mest det handler om gener hvor lang liv det er muligt at få for en hund. Men hvor god livskvaliteten er, afhænger tilgengæld meget af miljø

Og hvis livskvaliteten er god, så tror jeg vi og hunde kan udnytte deres genetiske potentiale til fulde:)

 

Vi kan jo så forbedre miljøet med optimal fodring, tilskud til led, medicin mod sygdomme, fornuftig motion, tryghed og helt klart også at hunden føler den er en aktiv medspiller i sit eget liv:)

 

Da sheila for to år siden "gik ned med stress", så måtte jeg skåne hende så meget for ting der gjorde hende bange at hun var på vej til at blive trist. Gudrun dyrlæge gjorde mig opmærksom på at Sheila trængte til at have det sjovt og gøre noget af det hun plejede. Hun var ikke tryg så mange steder, men ved hesten elskede hun stadig at komme, så vi fik lavet mange besøg derefter og det hjalp helt klar på humøret.

Det har jeg husket denne gang hvor hun havde et nyt angstanfald og vi har holdt gang i leg og de oplevelser hun elsker og hun er helt sig selv igen:)

 

Noget andet der spiller ind på hvor gammel hunden bliver er jo også meget om den bliver syg og kan helbredes...Hvis jeg ikke havde opereret sheila for knuder for 3 år siden, så var hun her næppe idag feks.

Hvis jeg ikke gav hende ledtilskud og sørgede for at hun holdt sig igang med motion ovs, så ville hun nok have så ondt af gigt nu at hun ville virke meget ældre end hun gør. Hun har fået tilskud de sidste 3 år og jeg holdt en pause for 1 år siden og så så jeg hvor stiv hun var.

 

Mysla ville ikke kunne blive ret meget mere end hendes nu 9 år, hvis det ikke var fordi hun fik smertestillende, tilskud og massage...Hendes hofter ville gøre for ondt til at det ville være ok.

 

Jeg har det helt fint med at hjælpe hundene til en bedre livskvalitet, så længe de stadig selv har masser af liv i øjnene og nyder livet, med leg og ture og alt hvad der hører til at være hund:)

Jeg håber jeg kan tage den rigtige beslutnng når tid er, har kun været med til det en gang med vores gamle hund.

Der var der ingen tvivl. Hun var lige knap 16 år og begyndte pludseligt at bløde kraftigt fra skeden. Dyrlægen fandt en svulst og han sagde at han ikke kunne gøre så meget ved det i hendes alder og at den nok ville begynde at bløde igen indenfor en måned. Pludselig kunne vi se små tegn på at hun nok havde haft problemer med den et stykke tid, så vi sagde farvel et par dage senere. Meget svært at aflive en hund der lå og logrede glad på sin sofa, men det var synd at holde gang i hende længere for vores skyld, især når det formentlig gjorde ondt på hende.

[Birgitta]

  NannaSoko skrev:

Gad vide om køn har indflydelse på levealderen hos hunde? Det er jo en ret markant faktor hos mennesket, men måske afspejler det nærmere forskellig levevis?

 

Mine 3 tæver blev i snit 7,5 år. Mine 3 hanhunde blev i snit 3,9 år. 2 hunde, en han og en tæve, er blevet aflivet på grund af aggressiv adfærd. De andre blev aflivet/døde på grund af egentlig fysisk sygdom sygdom. Sukkersyge, T,- mavedrejning, H, -alderdom/organsvigt, T -og AIHA, H.

 

Og Silke, min fjerde tæve, vil jo med sine mindst 11,5 år, hæve gennemsnitsalderen for mine tæver yderligere. Hvis hun bare bliver 12 år (til april), så vil tævegennemsnitsalderen være oppe på 8.6 år.

 

Endnu en grund til at jeg vil have en tæve, hvis jeg får ny hund efter Silke.

[Siri]

Tror det handler om gener, men miljø spiller en stor rolle.

Jeg er da godt klar over at på den måde jeg bruger mine hunde (også min tæppetisser) så forlænger jeg ikke ligefrem deres levealder. Men tilgengæld synes jeg det er det værd. De bliver slidt, det er jeg ikke i tvivl om - men det vil jeg gerne risikere for at øge deres livskvalitet.

[luckyluna]

  Siri skrev:

Tror det handler om gener, men miljø spiller en stor rolle.

Jeg er da godt klar over at på den måde jeg bruger mine hunde (også min tæppetisser) så forlænger jeg ikke ligefrem deres levealder. Men tilgengæld synes jeg det er det værd. De bliver slidt, det er jeg ikke i tvivl om - men det vil jeg gerne risikere for at øge deres livskvalitet.

 

Hvorfor skulle megen motion nedsætte livslængden?

Så længe hunden er optrænet til det og ikke overanstrenges så kan det vel kun være sundt... Det er klart at det slider på dem, men svingene arbejdsmængde er jo meget værre, som feks nogle jagthunde, der er inaktive i flere måneder for så pludselig at knokle i nogle uger, med overanstrengelse tilfølge. Det giver gigt senere hen.

Sheila har da i hvertfald levet et meget, meget aktivt liv med ride og cykelture og hun er en meget frisk 12 årig. Dog med nogle nedslidningsskader i poter og led.

[anne-lise hansen]

jeg tror det er en blanding af gener og miljø - hvis man overfodrer en hund og ikke motionerer den er der da større risiko for sygdomme som gør at den må herfra end hvis man passer den godt , men der kan jo være store forskelle - den yngste jeg har måttet sige farvel til var ca 11½ og den ældste var 14 år og 2½ mdr - men jeg har hørt om en airedale på 15 år.

[jukl]

Jeg tror det er både gener altså arv og så håndteringen af hunden...De hunde som bruges til sport, de får ofte langt flere overbelastninger end de hunde som ikke skal klare at springe eller lave gruppe c arbejde og lignende...For min race er 10 år et fint gennemsnit, og så går det ofte hurtigt i løbet af få dage, så er de så medtaget, at de skal aflives....

Jeg ville for mit eget vedkommende ønske en ordning som var lige så human, når jeg ikke selv kan mere, og andre skal til at skifte min ble og made mig, ja så ville jeg ønske at der var en sprøjte, lige som for husdyrenes vedkommende.

[Siri]

  luckyluna skrev:

Hvorfor skulle megen motion nedsætte livslængden?

Så længe hunden er optrænet til det og ikke overanstrenges så kan det vel kun være sundt... Det er klart at det slider på dem, men svingene arbejdsmængde er jo meget værre, som feks nogle jagthunde, der er inaktive i flere måneder for så pludselig at knokle i nogle uger, med overanstrengelse tilfølge. Det giver gigt senere hen.

Sheila har da i hvertfald levet et meget, meget aktivt liv med ride og cykelture og hun er en meget frisk 12 årig. Dog med nogle nedslidningsskader i poter og led.

 

 

Fordi det slider på dem. Ikke så meget ift. skader, men når eks. en tæppetisser lever et meget aktivt liv, så kommer der jo lidt slidskader med tiden. Det synes jeg dog er ok og vi taler jo ikke om 2 eller 3 år i mistet livslængde. Nok mere i måneder.

[korvis]

Jeg tror meget på at det er gener. Og at vi kan forkorte/forlænge en smule via miljø.

 

Mht. hvornår grænsen går før man siger stop, så er det jo et virkelig svært spørgsmål... Nogen skrev tidligere at en hund skal være tryg, og det tror jeg egentlig er en ret afgørende ting for mig. Jeg ville sagtens kunne leve med en hund på smertestillende, og min første hund havde mange gode år hvor hun faktisk var nærmest blind (hvilket hun også blev til sidst). Men er hunden så mentalt mærket af sin sygdom (eller alderdom) at den ikke mere er tryg, så er tiden nok inde, synes jeg. Og når jeg tænker tilbage så var det også derfor min første blev aflivet, hun var senil, og da hun begyndte at vågne om nætterne og være desorienteret, og ikke kunne genkende mig, så sa' jeg stop. Lidt det samme med Frostie, hun var så mærket at hun begyndte at slås med Iso, hvilket vel også var et udslag af utryghed...