Når hunden ikke er god nok (omplacering).

[Dorte]

Dengang schæfere var en populær race, tog politiet hovedsagligt deres hunde fra internater og som omplaceringer inden for en vis alder. I dag er det en sjældenhed at støde på, så der køber de hvalpene som 8 uger, placerer dem i en plejefamilie, der hver dag afleverer hunden i hundskole og henter den igen om eftermiddagen. Når den så bliver et år, bliver dens evner vurderet og falder den igennem, enten beholder plejefamilien den, eller den bliver omplaceret. Består den, kommer den hjem til sin kommende hundefører at bo.

 

Øhh nej.

Jeg har en kollega, hvis mand er narkohundefører ved politiet. Han (i samråd med sin leder) udvælger selv hvalpen, står for indkøb og hvalpen vokser op i familien og er med på arbejde fra den er ganske lille, så den vænner sig til, hvordan dagligdagen er på en politigård.

 

Den forrige, de havde, bestod desværre ikke mentaltesten og måtte gå tilbage til opdrætter, som har fundet et godt hjem til den.

 

Den anden tråd viser en hundeejer der gjorde sit forarbejde, men som stadig endte med et individ der desværre ikke matchede. Nu kan de to så enten være en skuffelse for hinanden i de næste 10 år, eller de kan hver især få en ny makker, der vil sætte pris på dem de er... Det er da absolut den bedste løsning for alle involverede

 

Helt enig med Amocca.

Om jeg selv kunne gøre det, tror jeg ikke, da jeg knytter mig meget til mine hunde, men jeg forstår og accepterer, at andre gør det.

[Annette]

Jeg selv kunne ikke omplacere min egen hund, men vi har fået hvad vi efterspurgte, og lidt til.

 

Men jeg har en kollega der for 2,5 år siden fik en sort lab. Manden var gået på efterløn og skulle fylde tiden ud. Han havde i mange år ønsket sig hund. Og nu var der mulighed. Der sker så det kedelige at hunden får leukemi inden 1 års alderen og de vælger aflivning.

 

Da de har sundet sig begynder de at se sig om efter en anden lab. Ham finder de og får hjem 10 uger gammel. I den forbindelse bliver hendes mand dårlig. Han siger til konen....hvis der sker noget med mig skal du beholde Balder. Han dør 1 mdr. senere.

 

Nu står hun med en meget driftig og arbejdsvillig, skøn, skøn lab på omkring 1 år. Er han heldig får han en gåtur om dagen og der bliver slet, slet ikke arbejdet med ham. Jeg har foreslået hende at omplacere ham til andet hjem, da jeg ikke mener at han har optimale forhold. Hun har ikke lyst og tid til at gå til træning med ham. Hun vil ikke omplacerer hunden grundet hendes afdøde mands ønske om at hun skulle beholde hunden.

 

Se, sådan en hund skulle ikke være i det hjem. Han blev købt som fars træningsmakker og det kan han ikke være mere. Så derfor "fortjener" denne hund at blive omplaceret.

 

Noget der p*sser mig af er de annoncer med pludselig opstået allergi. De oser jo langt væk af fejlkøb og besværlig hund (læs ejer).

[Hofferne]

 

Men jer der stejler på den med omplacering (startspørgsmålet), jeg er nysgerrin, hvordan forholder i jer til Drentches svar? Altså at hun har hentet en hund i udlandet for at bruge den til udstilling og avl, men hvis den ikke kan bruges til det formål, bliver den omplaceret? Er der forskel på avl og sport?

 

Nej, der er ikke forskel!

Og i netop det tilfælde undrer jeg mig da over at man henter en hund (med en pragtfuld personlighed?), der er bange for mennesker, når man ved at den ofte skal kunne begå sig blandt mange mennesker....og så yderligere vil avle på den senere

[CLZ]

Dorthe, nu er narkohunde så også igen en anden historie. Det er som regel labrador, pga deres fantastiske næse. De skal jo have en helt anden træning, end de schæferhunde, der senere i livet skal med ud på patrulje.

[Gæst DorteDK]

Anne, nej jeg ser heller ikke den store forskel.

 

Jeg har stor respekt for dem der omplacerer deres hunde og hvor må det være svært. Og hvis hunden får et bedre liv ved at blive omplaceret er det jo dejligt.

 

Jeg kan bare aldrig nogensinde omplacere mine egne hunde. Vi er alt for tæt knyttet til at jeg kunne gøre det - de er mine "børn"

[skipper-odense]

Øhh nej.

Jeg har en kollega, hvis mand er narkohundefører ved politiet. Han (i samråd med sin leder) udvælger selv hvalpen, står for indkøb og hvalpen vokser op i familien og er med på arbejde fra den er ganske lille, så den vænner sig til, hvordan dagligdagen er på en politigård.

 

Den forrige, de havde, bestod desværre ikke mentaltesten og måtte gå tilbage til opdrætter, som har fundet et godt hjem til den.

 

 

 

Helt enig med Amocca.

Om jeg selv kunne gøre det, tror jeg ikke, da jeg knytter mig meget til mine hunde, men jeg forstår og accepterer, at andre gør det.

 

min mors nabo er hundefører og har været det i mange mange år. De har også altid fået hundene hjem fra de 8 uger, jeg tror faktisk alle deres har bestået prøven :hmm: jeg kan i hvert fald ikke mindes at nogen er blevet solgt videre. Men de har så også altid beholdt den pensionerede hund og haft den sammen med den nye hvalp resten af dens liv.

[Shii]

Jeg er meget for omplacering!

 

Men jeg har også selv oplevet at have en hund hvor kemien på ingen måde passer, og det arbejde man skal smide i en hund, hvor begge to ikke trives ER hårdt! Så derfor er jeg langt mere for omplacering. Der hvor jeg kan blive lidt "hmm" er når folk omplacere en hund, for så at købe en ny, uden at tænke sig om, og f.eks. finde grunden til at man har omplaceret en hund...

 

Penny og min kemi er helt forfærdelig, og vi passer slet ikke sammen. Vi knokler hårdt for at undgå en omplacering, men hvis vi ikke får det løst i løbet af det næste års tid, så vælger vi bestemt det bedste for HENDE. Og hvis det er at flytte til nogen som har kemien og kan give hende et bedre liv, så vælger jeg hendes bedste fremfor at være egoistisk!

[Belinda]

Der er jo også forskel på hvorfor man omplacere sin hund.

Om det simpelthen er fordi kemien ikke er der, hunden ikke lever op til ens krav (ønsker/mål) eller om det er fordi man ikke magter opgaven.

 

Grund 1 og 2 er iorden, men grund 3 kan jeg ikke forstå! Man overvejer vel nøje hvad hund man skal have, og hvad det kræver, inden man anskaffer sig, men det er der tilsyneladende mange der ikke gør, desværre!

 

Og dem hvor der står i annoncen en eller anden i familien pludselig har fået allergi, yearh right som nok er sandheden 1 ud af 50 tilfælde. Eller den med de pludselig er gravide og skal have barn og bla bla.

Tja jeg har da 4 børn og 3 hunde (+ et hav af andre gnavere) og det er da intet problem! Man kan jo hvad man vil.

Og de fleste planlægger vel også en graviditet.

[Ulla H]

Jeg er efterhånden blevet tilhænger af omplacering, hvis det foregår til hundens bedste, altså ikke bare en hovsa-annonce og så væk, når 1 ste eventuelle interesserede melder sig. Jeg har jo selv haft en del af de useriøse. Min 1 ste seriøse var en gudesmuk cockerpige på 2 år. Hun var blevet DK`s højstrangerende unghund i udstillingsringen. Manden i kennelen var godt i gang med jagttræning, men hun viste pludselig for lidt interesse og blev svær at motiverer. Det var før HD foto blev standard og hun viste så ved dette en svær HD. Hun blev hyggeklappe hund hos mig.

Jeg gjorde en del for at undgå HD på de efterfølgende og som nr 2 evt udstillings og avlstæve købte jeg Laura. Hendes mor havde flere gange været DK´s højstrangerende og fader var nordens kendteste avlshan. Nå, Laura fik altså hængeøjne??? underligt, for hendes søskende, altså 1/2 søskende gik til tops. Mange sagde, find et fint hjem til hende og find en anden. Jeg kunne så ikke og hvis hun ikke havde interesseret mig yderligere, havde det da været til hendes fordel, hvis jeg havde magtet det i tide.

I udstilling og avlsverdenen sker det ofte, at en hund skuffer, fordi den netop er købt som hvalp og måske bare får et kedeligt tandsæt.

Men ingen seriøse opdrættere sender en hund videre uden en god sikkerhed for vovsens fremtid, og som regel med kontrakt, så man har lidt hånd i hanke med at den ikke ryger til gruppen af vandrepokaler.

Mange omplaceringer er da til hundenes bedste, så ejer ikke har en hund, der skuffer dem boende. Hunde mærker vel straks, hvis de ikke lever op til deres ejers ønskedrøm, især hvis ejers forventninger om fremtiden ikke kan opfyldes.

Mine hunde mærker straks, hvis jeg af en eller anden grund er lidt utilfreds med dem.

[skipper-odense]

nu kan man jo også få ændrede livsvilkår. en graviditet kan være nok så planlagt, men hvis så manden skrider og man står alene tilbage med et spædbarn og en krævende hund, ja så synes jeg da ikke man skal dunke folk oven i hovedet. Det værste for hunden ville da næsten være hvis den ender med at blive i et hjem hvor der ikke er tid og overskud til den, fordi ejeren tænker at nu har jeg sagt a...

 

Dermed ikke sagt at jeg ikke også kan blive voldsomt irriteret når 16 uger gamle hvalpe er til omplacering grundet flytning, manglende tid eller andet. Det er bestemt ikke okay bare at købe en hund uden at tænke mere end 1 måned frem i tiden. Men igen, hvem går det mest ud over hvis der ikke bliver hjulpet med en omplacering?

 

vores naboer havde den sødeste blandingshund, så fik de barn nr 3 som lidt en upser/efternøler, og pludselig syntes de ikke det var så hyggeligt med en ivrig unghund der savlede og fældede. Den hund boede i ret lang tid med at være forvist fra stue og soveværelser. Den blev luftet det den skulle og taget til dyrlæge osv, men jeg vil da vædde med at den er mere glad for sit nye liv som velkommen familiemedlem i en ny familie.

[Belinda]

Ja men jeg synes bare det er springe over hvor gærret er lavest. At man sælger hunden videre, fordi man ikke magter den.

Og selvfølgelig er der ting der gør at det er "ok" at sælge hunden videre. Men synes bare jeg har set så mange annoncer omkring det at de ikke magter den stakkels hund.

[Vivi1]

Jeg er lidt ambivalent.

 

Ville aldrig selv kunne omplacere min hund.

 

Men når det er sagt, så har min hunds 2 bedste hundeveninder faktisk været omplacerede hunde, og de har kun haft godt af at få et nyt hjem.

 

I udstillerkredse/opdrætterkredse skilles vandene. Nogen kunne ikke drømme om at sende deres gode gamle hund til et nyt sted, selvom den måske ikke kan udstilles og avles på mere. mens andre gerne vil have "nyt blod" ind. Og de to poler forstår ikke hinanden.

Jeg har bestemt mest respekt for den første holdning, at beholde den gamle "udtjente" hund.

 

Men jeg synes så også at hvis ejer har den anden holdning, så er hunden såmænd nok bedst tjent med at få et nyt hjem, fremfor at blive. For så må det være fordi hunden ikke betyder nok for opdrætter.

Noget andet er hvis hunden trives dårligt i flokken, f.eks. bliver mobbet af de andre. Da søger opdrætter efter et nyt hjem uden andre hunde, og det synes jeg er fair nok, for da er det hundens tarv det handler om.

 

Årsager som:

"Jeg kan ikke give hunden den tid den fortjener" eller

"Jeg skal flytte til et sted hvor man ikke må have hund"

er ikke i OK.

[skipper-odense]

Ja men jeg synes bare det er springe over hvor gærret er lavest. At man sælger hunden videre, fordi man ikke magter den.

Og selvfølgelig er der ting der gør at det er "ok" at sælge hunden videre. Men synes bare jeg har set så mange annoncer omkring det at de ikke magter den stakkels hund.

 

vi er sådan set helt enige i at der burde være en konsekvens for folk, at bordet burde fange eller noget i den stil. Men igen, hvis man tvang folk til, ikke at omplacere en hund de har fortrudt, hvor meget godt ville der komme ud af det for hunden?

 

når først skaden er sket og hunden er i et forkert hjem, så kan man vel dårligt gøre andet end at få den hjulpet videre. At nogle opdrættere så burde være noget mere kritiske med hvem de sælger til, og være bedre til at forklare hvad det indebærer at have hund er en helt anden sag. Og i en ideel verden så havde hvalpekøbere også bare en anelse selvindsigt og satte sig ind i hvad det var de købte. Men sådan er det jo desværre ikke altid

[Belinda]

vi er sådan set helt enige i at der burde være en konsekvens for folk, at bordet burde fange eller noget i den stil. Men igen, hvis man tvang folk til, ikke at omplacere en hund de har fortrudt, hvor meget godt ville der komme ud af det for hunden?

 

når først skaden er sket og hunden er i et forkert hjem, så kan man vel dårligt gøre andet end at få den hjulpet videre. At nogle opdrættere så burde være noget mere kritiske med hvem de sælger til, og være bedre til at forklare hvad det indebærer at have hund er en helt anden sag. Og i en ideel verden så havde hvalpekøbere også bare en anelse selvindsigt og satte sig ind i hvad det var de købte. Men sådan er det jo desværre ikke altid

 

Er enig i det oftest er bedst for hunden at blive omplaceret, men på den anden side kan man jo også tag ungen med ud og gå i barnevognen når hunden skal ud og tisse. Og kender der flere agility folk der også løber agility stadig på konkurrenceplan selvom de lige har født, så er barnet da med i barnevognen fx.

Man kan jo hvad man vil, man skal jo bare planlægge sin hverdag så kan man få det til at fungere, man kan jo hvad man vil :blink:

[skipper-odense]

Er enig i det oftest er bedst for hunden at blive omplaceret, men på den anden side kan man jo også tag ungen med ud og gå i barnevognen når hunden skal ud og tisse. Og kender der flere agility folk der også løber agility stadig på konkurrenceplan selvom de lige har født, så er barnet da med i barnevognen fx.

Man kan jo hvad man vil, man skal jo bare planlægge sin hverdag så kan man få det til at fungere, man kan jo hvad man vil :blink:

 

ja selvfølgelig kan man det, men hvis nu man ikke vil det

 

altså jeg stod selv på træningspladsen 6 uger efter fødslen, og her snart 3 år efter har vi stadig hund og han skal ingen vegne men hvis jeg havde været enlig mor med et kolikbarn, så havde han nok fået en anden familie.

 

nå jeg tror ikke rigtig at vi bliver enige, så mon ikke vi bare skal blive enige om at være uenige :blink:

[Belinda]

ja selvfølgelig kan man det, men hvis nu man ikke vil det

 

altså jeg stod selv på træningspladsen 6 uger efter fødslen, og her snart 3 år efter har vi stadig hund og han skal ingen vegne men hvis jeg havde været enlig mor med et kolikbarn, så havde han nok fået en anden familie.

 

nå jeg tror ikke rigtig at vi bliver enige, så mon ikke vi bare skal blive enige om at være uenige :blink:

Hehe ingen kan vel være fuldkommen enige i denne debat.

For der er jo delte meninger om hvornår det er "ok" at omplacere og hvornår det er uacceptabelt, men jeg synes bare det er for let bare at sælge hunden.

Men jeg har også selv valgt at få mine 3 hunde, og gifte mig ind til at få 3 bonus børn + min egen, 4 børn og 3 hunde, hvor de 2 er hyrdehunde, ene dyrker jeg på konkurrenceplan, og den anden snart det samme, + jeg træner et hold osv. osv.

 

Men ja :blink:

[Dina]

Som Amocca skriver, kan jeg godt blive forarget over begrundelsen for at omplacere en hund når forarbejdet ikke er gjort godt nok.

Forarbejdet kan skam være gjort forbilledligt og alligevel kan hunden udvikle sig ganske anderledes, end man regnede med. Og det er her, at vi som hundeførere kommer ind i billedet for alvor, for måske er vi slet ikke så supergode, som vi selv går rundt og tror? Jeg har i hvert fald set mange rigtigt gode hunde få alt, alt for lidt ud af det, fordi de var belemret med en "dum hundefører", lige som jeg har set det modsatte: hunde, der måske ikke var født til et bestemt job, men som klarede sig ganske udmærket, fordi de havde en virkelig god og fantasirig hundefører, der evnede at tilrettelægge træningen på en måde, så hunden lærte noget med glæde.

 

Men de værste paphoveder, jeg har mødt, har dog været de hundeførere, der igen og igen lægger skylden for manglende præmier over på hunden, som bliver skiftet ud - og ud og ud igen. Det "sjove" er, at disse hundeførere aldrig tænker over den del af ligningen, der forbliver den samme, nemlig dem selv! Og så bliver det regnestykke s'gu noget fejlbehæftet.

 

Men jeg må erkende at jeg efterhånden er nået dertil, at jeg er tilhænger af omplaceringer. Vi har det sidste års tid haft en del hvalpe/unghundeejere som har været meget overvældede af det arbejde en hund kræver! Typisk er det de folk der ikke helt vil lytte, når mere erfarne hundeejere fortæller, at det at have hvalp, er som at have et spædbarn. Det er folk som bliver (naivt) overraskede over at hvalpen ikke bare lærer alt af sig selv. At den ødelægger, bider, larmer, skider på gulvet, ikke kan gå i snor, er bange for at være alene osv. Igen, de mennesker burde i den perfekte verden have sat sig bedre ind i hvad det var de kastede sig ud i, men der er i min verden ingen tvivl om, at det er i hundens interesse at blive omplaceret. Og så længe det er i hunden interesse, kan jeg ikke se problemet?

At folk ikke har sat sig tilstrækkeligt grundigt ind i, hvad det vil sige at holde hund, er dog ikke det samme, som at de ikke holder af deres hunde. Og at de tilsyneladende ikke "helt vil lytte til mere erfarne hundeførere".....jamen, du milde kineser. Du må da selv have mødt din del af mere erfarne hundeførere, som ikke er specielt pædagogisk indstillede. Hvis de falder over de ikke-lyttende hundeførere, så kan jeg da godt forstå, at der lukkes af for ørerne.

 

Umiddelbart ville jeg tro, at det ville være i hundenes interesse, om deres førere bliver overbevist om, at såvel de selv som deres hunde er gode nok, men at træningen og forståelsen måske halter. Men sådanne ting kan der heldigvis laves om på til både hunds og førers glæde.

 

Jeg er ikke principielt imod omplacering, for der ER godt nok mennesker, hvis hunde næsten ligegyldigt hvad ville få forbedret deres forhold, hvis en omplacering fandt sted. Det er årsagerne til en omplacering, som jeg måske kan have endog meget svært ved at fatte.

 

Til gengæld har jeg på nærmeste hold fulgt nogle gamle, gode venner, der overtog en 2 år gammel airedale-dreng og aldrig har jeg da set en hund få bedre vilkår. Han overtog hele hjemmet med den største selvfølgelighed og han var højt elsket, indtil han 10 år efter måtte hjælpes til at sove ind. Så omplacering kan godt være et hit for en hund.

 

Dober-tråden har jeg ikke set og heste har jeg ingen forstand på, så begge dele vil jeg lade ligge ubesvaret, men dit spørgsmål om, hvordan fx jeg forholder mig til Drentches svar, så kan jeg kun sige, at jeg måske er lidt forbavset. Hvis pågældende tævehvalp er "meget utryg ved mennesker", så kan jeg ikke forstå, at dette kedelige forhold ikke kom frem, da hvalpen mødte Drentche og det/de menneske®, som hun var i Holland med, for dem kendte hvalpen jo heller ikke. Selvom hvalpen var i kendte og trygge omgivelser, så kan en "meget utryg hund" ikke skjule dette ved møde med fremmede.

 

Så det var alt i alt et ærgerligt køb for alle parter.

[Drentsche]

Nej, der er ikke forskel!

Og i netop det tilfælde undrer jeg mig da over at man henter en hund (med en pragtfuld personlighed?), der er bange for mennesker, når man ved at den ofte skal kunne begå sig blandt mange mennesker....og så yderligere vil avle på den senere

 

Hun er usikker på mennesker (ikke angst), men en pragtfuld personlighed har hun, det kan jo være noget med prægningen hos opdrætter at gøre?

Som jeg skrev, kan jeg se, at hun ikke bliver anderledes, (vi gør alt for at socialisere hende), kommer hun ud til en sød familie, og skal jo derfor ikke bruges til hverken udstilling og avl. Og ironi preller pænt af på mig

[Dina]

Hun er usikker på mennesker (ikke angst), men en pragtfuld personlighed har hun, det kan jo være noget med prægningen hos opdrætter at gøre?

Som jeg skrev, kan jeg se, at hun ikke bliver anderledes, (vi gør alt for at socialisere hende), kommer hun ud til en sød familie, og skal jo derfor ikke bruges til hverken udstilling og avl. Og ironi preller pænt af på mig

Måske hun bare ikke har mødt så mange fremmede hos opdrætteren. Jeg håber, at det vil lykkes jer at lære den lille, at livet er skægt og og for det meste ret ufarligt. :5up:

[Gæst 1stkholm]

Det er min hund som er den omtalte dobermann på 7 måneder.

Vil gøre en lang historie kort. Hunden er oprindelig købt til primært IPO træning, og sekundært udstilling. Jeg har arbejdet meget med ham for at få driften til der hvor den er nu. Det gik fra at et skind havde en lille interesse til at hvalpeærmet nu er nogenlunde spændene, men det har ikke hans 1. prioritet. Hans drift har udviklet sig, men det er så langt fra hvad jeg har forventet og hvad der kræves for konkurrence i IPO - jeg vil mene at jeg har givet det hele en chance, for det hele kommer jo ikke over en enkel dag. Det er ikke muligt at få en 3. hund til træning, derfor ser jeg kun omplacering som den eneste mulighed. Han er ikke en problemhund og han er ikke for stor en mundfuld, så det har intet at gøre med dette. Jeg lægger altid vægt på succesen og vil for alt i verdenen undgå at han føler nogen frustration fra min side. I lydigheden gør han det rigtig fint og på sporet ligeså. Indtil den dag han forlader mig, vil han blive behandlet som han altid er blevet, men ligeså meget træning og sjov og ballade som vi laver nu. Hunden er naturligvis elsket hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg ved at selvom han kommer et andet sted hen, vil han få ligeså meget kærlighed som nu, det bliver bare et sted som kan leve med den "lave" drift.

[NannaSoko]

Jeg er for omplacering i mange tilfælde. Hvem bliver lykkelig af at beholde en hund der af den ene eller den anden grund ikke passer ind i skemaet? Hverken hunden eller ejeren. Jeg kan ikke bedømme hvilken grund der er "god nok" til at omplacere en hund, det må være op til den enkelte at lave den prioritering der skal laves.

 

Jeg har stået med valget om at flytte langt væk med meget transporttid til et sted hvor jeg måtte have hund, have hund i en lejlighed uden hundetilladelse eller at blive hjemløs. Af de tre valgte jeg den første (hvilket de fleste nok ville gøre), men det var på mange måder dårligt for hundene, da de havde alt for lang alene tid. Jeg har en hund der ikke lige kan passes eller luftes af andre, så det var heller ikke en mulighed.

 

Jeg overvejede på intet tidspunkt at skille mig af med hundene af den grund, men tror da at hundene havde været lykkeligere ved at flytte til nogen der havde tiden til dem. Nu bor jeg heldigvis tættere på, så problemet findes ikke mere.

 

Jeg kunne ikke finde på at omplacere pga uegnethed til sport, men hvis det er vildt vigtigt for en, kan jeg godt forstå at man gør det.

 

Når det så er sagt, har jeg også hørt om hundeførere der omplacerer gang på gang og bare aldrig rigtig får en hund der dur og DET kan forarge mig.

[Miss_M]

Enig med NannaSoko!

 

Og så tror jeg ofte at manglende træningsresultater i bund og grund oftest bunder i et mis-match i personlighed, som jeg tænker mange gange også kommer til udtryk på andre områder.

Her skelner jeg naturligvis mellem dem der konstant skifter hund i jagten på "noget der dur'" og så dem der én gang sælger en hund fordi den ikke passede ind.

 

En del konkurrencehundefører har flere hunde og vil have svært ved at tilbyde en hund der ikke kan klare sig i konkurrencer og hvor man ikke fungere godt sammen til træning, et godt liv, af den årsag at hele deres liv er skruet sammen omkring træning og konkurrencer.

Den ene hund i hundeholdet der ikke kan være med til de aktiviteter kunne jeg godt forstille mig, kunne blive tilsidesat en del, uanset om man har de bedste intentioner om det ikke skal ske.

Og så kan en omplacering være at foretrække, fremfor at hele "familien" af hunde og mennesker skal lægge alt om for at tilgodese en hund der ikke passer ind, eller at hunden tilsidesættes.

 

Personligt så kunne jeg drømme om at omplacere nogen af mine nuværende hunde, hvis de ikke dur' i en bestemt sport.

Men jeg er heller ikke fastlåst på én sportsgren men har rigtig mange bolde i luften og laver 117 forskellige ting med mine hunde - Hvilket også betyder jeg ikke kommer til tops med nogen af dem, for det kræver noget mere fokus på én diciplin end jeg lægger for dagen :blink: Derfor så kan jeg godt "nøjes" når det kommer til hundens evner, bare vi fungere sammen i det daglige.

Jeg skal dog ikke afvise det kunne ske på et tidspunkt, hvis jeg falder for en sport og går all in på at blive blandt de bedste.

Så tror jeg helt ærligt, at jeg ville have svært ved at finde tid og plads til en hund der ikke kan gå hele vejen i sporten.

Men der skulle nok virkelig ligge et seriøst temperaments eller sundheds-mæssigt problem til grund, da de fleste hunde vil kunne nå det niveau mine evner rækker til det næste lange tid Og så er spørgsmålet så om omplacering ville være vejen frem....

 

Tror det er rigtig svært at forstå konkurrence-menneskerne, når man ikke selv finder det spor interessant og slet ikke kan forstå det kan være så vigtigt.

Men synes man skal passe på med at gøre sig til dommer over andre.

[Doberfan]

Jeg er vist lidt ambivalent hvad emnet angår (eller hyklerisk måske ). Hvis man kun kan have en enkelt hund, og man går meget op i træning, så forstår jeg godt at folk vælger omplacering, hvis hunden viser sig ikke at være egnet - og det var en rimelig forventning, at den ville være det.

 

Alle mine hunde er omplaceringer, og jeg tror ikke nogen af dem har noget at klage over. De er alle rigtig meget knyttet til mig. Især Chase var kastebold før jeg fik ham, og kærligere hund skal man lede længe efter.

 

Men jeg selv kunne aldrig gå af med en af mine hunde. Da jeg hentede Leah, håbede jeg på at få en hund jeg kunne træne i lydighed og agility. Jeg var heldig, hun elsker begge dele, men havde hun vist sig ikke at være interesseret, havde det ingen forskel gjort, hun ville stadig være min dejlige lille minidober.

[luckyluna]

Det jeg ikke kan forstå, og nok aldrig kommer til at forstå, er at en sportsgren på hoppyplan (som al hundesport er) kan betyde så meget for en at man ønsker at skille sig af med hunden. Især ikke når hunden sagtens kan konkurrere i for eksempel en anden diciplin end lige ens foretrukne og klare sig flot. I min verden må det da kunne tilfredsstille ens lyst til at arbejde med sin hund med et formål?

 

Kort og godt forstår jeg ikke at konkurrecer kan være det vigtigste i ens hundehold. Men jeg kan godt acceptere at andre har en anden måde at have hund på, så længe de tager sig tiden til så at finde det helt rigtige hjem til hunden i stedet. Jeg ville selv elske at overtage sådan en vovse:)

 

har man købt en hund til avl, og den viser sig ikke at være værdigt avlsmateriale, så synes jeg igen det er acceptabelt at man finder et godt hjem. Til gengæld bryder jeg mig ikke om opdrættere som konsekvent skipper alle brugte avlshunde ud til højre, når de ikke kan bruges mere. Så lugter det lidt for meget af penge i et eller andet omfang.

 

Men jeg kan hverken forstå eller acceptere at man omplacerer en hund på foreksempel 6 måneder fordi man da ikke lige havde tid, eller skal flytte, eller den er i vejen. Så har man ikke tænkt sig godt nok om og det er bare ikke godt nok! noge andet er så, at hunden SELVFØLGELIG skal videre fra sådan nogle halvhjerner, det skal jo ikke død og pine beholde den. Men de bør så have lært af det og ikk bare anskaffe sig en ny hund et halvt år senere.

Men i guder hvor er der mange af den slags opslag på DBA. DERFOR ville jeg sådan ønske at dem der skal af med en hund, vrkelig gjorde sig umage med at lave en ordentlig annonce og skrive en masse om hunden og om hvorfor man skal af med den. Jo mere information man som køber får - jo bedre kan man forstå at det ikke kan fungerer lige der hvor hunden er, me måske sagtens hos selv:)

 

Jeg kunne sagtens få en omplassering igen næste gang, men jeg vil god nok helst hjælpe nogen med at give deres hund et godt hjem, hvor man kan mærke at de virkelig har holdt af hunden og ikke bare sælger til den første den bedste.

[PBC]

Det er en gråzone for mig.

 

Jeg har store forventninger, når jeg anskaffer en ny hvalp.

 

Den skal helst blive er super jagthund på alle måder. Den/vi skal også kunne klare os på apporteringsprøver, markprøver og så er det jo også mit lønlige håb at den vil have kvalitet så jeg også kan avle på den.

 

Vil jeg så omplacere hunden, hvis den ikke lever op til mine håb og ønsker. Nej. Hvis bare den kan blive en ok jagtkammerat, vil den ikke blive omplaceret.

 

Dvs. Jeg kan leve med at der er lyd på, hvilket betyder at den ikke kan gå på markprøver. Jeg kan leve med at den ikke har helt det tempo der skal til for at vinde markprøver. Jeg kan også leve med mindre temperament udfordringer, som betyder at jeg ikke kan avle. Og der kunne nok nævnes flere skavanker og svagheder, som er til at leve med.

 

Men jeg har hunde for at gå på jagt med dem. Uden hund gider jeg ikke gå på jagt. Så hvis hunden er notorisk skudræd, har hård mund og ødelægger vildet eller endda vil æde det eller af anden grund er uanvendelig til jagt, vil jeg have et alvorligt problem. Om jeg vil omplacere hunden vil jeg ikke tage stilling til på forhånd, men jeg må jo i hvert fald ellers have et par andre hunde til jagt og jeg ved, at de vil blive mine foretrukne hunde. Det er jeg ikke sikker på man kan byde en hund, så måske nogen gerne overtager en skudræd, meget veltrænet, sund og harmonisk jagthund. En familie som vil sætte denne hund i centrum og nyde den.