Stopper du en knurrende hund?

[AnneMangetal]

Den seneste tid har der været en del forskellige tråde med hunde der knurrer af den ene eller anden grund, og holdningerne er meget forskellige.

 

Stopper du din hund hvis den knurrer? Skælder den ud? Og hvorfor (ikke)?

 

Jeg foretrækker selv at mine hunde knurrer, frem for at springe det trin over. Særligt Bella kan have det stramt med forskellige situationer, og derfor foretrækker jeg at hun knurrer advarende, frem for at lave udfald.

 

Jeg forstår slet ikke dem som skælde hunden ud for at knurre af børn. Imo giver det bare en større risiko for at hunden går direkte til markering eller bid. Så jeg er særligt nysgerrig på om jer der stopper netop det, har en bestemt tanke bag det? Hvad mener I hunden bør gøre i stedet?

[Beaglepack]

Nej jeg stopper ikke mine hunde når de knurrer - syntes det er en del af deres sprog og det plejer at blive respekteret.

 

Så sent som i går da jeg gik med Oscar kom en mor med to børn gående på fortovet - den ene knægt skulle jo lige stille sig op og her knurrede Oscar lavt nede fra struben - sådan et "lad mig være" - men det var ungen da ligeglad med - så jeg sagde til mor at hun skulle tage sin unge til sig - det blev hun jo sur over - men hellere det end Oscar hævede stemmen. Hele tiden forholdt Oscar sig i ro - bortset fra knurren - men han har grundlæggende et godt hundesprog. Desværre er det jo bare ikke alle der ved det.

 

Beaglerne kan også knurre af hinanden hvis en af dem har noget - og det får de også lov til - der har aldrig været slåskampe eller optræk til det - de respekterer hinanden rigtig godt på det område.

[Gæst DorteDK]

Nej, jeg stopper heller ikke mine når de knurrer.

 

Knurrer de af hinanden, så respekterer de der hver især, så det stopper jeg slet ikke.

 

Jeg var på dyrehospitalet med Walther i denne uge - der står en mor med 3 børn, de siger alle i kor næsten "nåhhhh hvor er den sød", og farer nærmest hen i hovedet på Walther for at ae ham på hovedet. Han knurrer helt stille, han knurrer faktisk normalt aldrig, kun over Zeus hvis han bliver for træls. Så jeg siger til moren hun gerne må stoppe hendes 3 børn, hun griner og siger han er sød, ja siger jeg men stop det NU, han har det skidt og er dårligt gående derfor knurrer han, jeg kan ikke garantere hvad det næste bliver!

 

Dyrlægen kommer i det samme frem og siger det samme som mig, ja moren blev temmelig sur kunne man se - men helt ærligt!

 

Zeus kan godt være udfarende over for andre han hunde, efter han blev overfaldet, han starter altid med at knurre når han ser en han hund på lang afstand, jeg siger gerne det er fint vi går videre, som regel bliver det ved det, men går det over i mere knurren og gøen så prøver jeg at stoppe det inden han ryger op i det røde felt.

 

Men jeg mener nu også generelt at hunde har lov at knurre, det er jo deres måde at advare på - bliver du ved ja så kan næste skridt være et bid.

[Gæst DorteDK]

For resten har Zeus et "lege-knurren" han kan sagtens knurre af mig og gi et vov når vi leger, jeg kan sagtens høre forskel, sådan en "lege-knurren" lyder dejligt, lidt svært at beskrive - men det er nu lidt sjovt at der er forskel på hans knurren

[Ascha]

Jeg er helt med på din vogn og kunne aldrig drømme om at skælde min hund ud for at knurre af andre. Men hun er også ret nem at have den holdning i forhold til, for jeg har kun hørt det 3 gange i hele hendes liv. Alle 3 gange har været fordi små hidsigpropper ikke har kunne finde ud af at stoppe med at true, og er blevet ved med at gå efter hende og skræppe op, når hun pænt har pakket sammen og forsøgt at gå væk. På et tidspunkt er lunten bare ikke længere og i den slags situationer har jeg jo selv lyst til at sparke efter terroristen, så jeg er helt okay med at hun siger fra. Jeg ved at hun ikke bider, selvom hele hunden er inde i gabet på hende, og kan forholdsvis hurtigt tale hende ned igen. Det ved de andre ejere jo ikke, men det tager jeg mig ikke af. Så kan de sgu lære deres hunde at opføre sig ordentligt.

 

Med Thailo var det dog lidt anderledes og i hans unge dage indkasserede han da et par skideballer fra mig, fordi han gik i hovedet på andre hanhunde. Han gjorde det fordi han var usikker og jeg var da godt klar over at en skideballe kun ville gøre det værre, men det er altså ikke nemt at lade som ingenting når ejeren af den anden hund står ved siden af.

[Alfen]

Jeg stopper faktisk Alfen når hun knurrer, ikke ved at skælde ud, men ved at hjælpe hende ud af situationen;)

jeg kan fx træde ind foran hende, vende hende væk fra "faren" eller lign. jeg plejer at sige noget Med rolig stemme, fx ja tak det er godt;) jeg gør det helt bevist, jeg vil gerne at Alfen oplever at jeg hjælper hende ud af det der gør hende bange;)Hun må gerne bruge knurren som et, hjælp mig, tegn

[Lenschow]

Aslan knurrer meget - han er en vogtende race, så det er en del af designet. Han kan ligge på siden i stuen og knurrer hvis han hører noget uden for, mens han halvsover. Vi kalder ham kamphunden fordi han ser skidesød ud men faktisk er temmelig gnaven

 

Jeg gør normalt som andre i denne tråd men nogle gange gider vi sgu ikke høre på det en hel aften, så får han besked på at gå hen og lægge sig og holde mund.

 

På gåture truer han også tit folk, der kommer imod os og endda har han sat efter en mand i en bil, der tog øjenkontakt. Jeg er derfor altid to skridt foran ham. Og når han knurrer så siger jeg Hey ven! Det er ok! Så falder han ned. Det er derfor nemt at styre synes jeg

 

Men det er også en anden type knurren end den jeg tror I tænker på her? Det er jo en vogtende hund. Og lige da jeg fik ham lavede han nogle voldsomme udfald mod et par folk fordi jeg ikke var klar over, at han var så vogtende. I går var naboen her og slå græs og han var ok. Jeg gik med Aslan ud haven dog. Hans barnebarn var i nabohaven og havde snakket med Aslan. Han spurgte om han måtte komme ind, og jeg sagde ja da. Så kravlede han over hegnet i stedet for at tage lågen og hunden gik total amok og røg mod barnet. Det overraskede mig, fordi jeg troede han var godkendt. Så gik jeg hen og tog Aslan i halsbåndet og beroligede ham, herefter lå han på ryggen foran drengen og blev nusset og hyggede sig i en times tid. Så det er noget vi lever med og som vi hele tiden skal være foran omkring, og selv når vi er det, så kan den vogtende gårdhund vise sig meget pludseligt.

 

Jeg var også ude med ham forleden og stod og snakkede med nogle venner. Aslan var i snoren, og nogle folk var ved at flytte så der stod en dame i en flyttevogn. Hende så han sig sur på. Her flyttede jeg mig med hunden, fordi de jo bar ting imod os. Han viser tydeligt, at han er på vagt og klar. Den danske spids bør ikke bide men kun true, men han har da væltet en ældre dame ind i en hæk lige da jeg fik ham og han stak af fra haven, så vi tager det meget alvorligt omkring ham.

 

Nogle gange sidder jeg også i en bil, hvor alt bagi knurrer fra buret. Sidste gang var det fordi en plakat med et Husk cykelhjelmen tog øjenkontakt....:stupid:

 

Dette var også det som kennelen virkelig gjorde meget ud af at fortælle os om, da vi fik ham hjem. Og jeg plejer også at fortælle folk det, når de viser interesse for racen.

 

Ligger han ved nogle børn, som han er ven med, så skal man slet ikke derhen. Der ligger han og lytter efter det mindste og passer meget på børnene. Og har jeg siddet eller stået et sted i kort tid, så har han ejerskab over dette sted og knurrer over små lyde osv.

Og ikke på en usikker måde vel at mærke, men på en selvsikker måde. Det ligger i designet simpelthen.

 

Jeg har aldrig oplevet ham knurrer af os eller folk han kender. Der besvimer han på ryggen og vil kløs på mavsen eller sidde på skød.

 

Han viser dog tænder til os ind imellem... Dette er jeg begyndt at tro er et smil. Jeg har ikke set det før i virkeligheden, men det er sådan en sjov grimasse. I starten fik jeg et helt chok, fordi hunden ellers kan være så "grum" men hele kroppen er glad, så jeg tror måske han går og smiler til os. Det siger vi ikke noget til.

 

Aslan er bange for nogle andre hunde. Her går han til angreb. Her knurrer han ikke. Han skiftede jo hjem pga ham og den anden hanhund sloges, og de gjorde alt for at forhindre at de mødtes, men de opsøgte direkte hinanden så det var svært. Derfor omplacerede de den ene af de to. Det betyder dog, at Aslan har lært at et angreb er det bedste forsvar over for andre hunde. Dette skyldes frygt og dette arbejder vi målrettet med. Men det viser lidt om, hvorfor man ikke skal aflære knurren... Jeg roser ham faktisk for at knurre af en anden hund, og jeg kan se at han begynder at lære, at han enten kan gå sin vej eller vise tænder - så virker det også. Og det foretrækker han tydeligvis. Han ønsker jo ikke at slås, men har bare lært, at dette er den eneste måde

 

Ang generelt ved at knurre: Jeg FORSØGER altid at undlade at skælde ud. Men man er også kun menneske, og min gamle hund gav mig en gang et værre chok ved at knurre af mig. Der kom jeg til at skælde ud. Der er ingen tvivl om, at det er forkert. Men jeg reagerede i ren forsvar. Mon ikke det tit er det, der sker for folk?

 

Men kort sagt: Vi ejer en vogtende gårdhund. Derfor kan vi aldrig bare gå en tur og slappe helt af. Vi er altid to skridt foran hunden, skanner området, vejen osv, og det bliver en vane. Det er let at stoppe med et Hey rolig ven - det har jeg styr på. Jeg har set det, og du er dygtig. Herefter kan man gå roligt videre. At det ligger i en hunds design er jo en del af pakken. Jeg savner dog nogle gange Hugo, der bare kunne gå løs alle steder uden jeg skulle holde øje Men på den anden side, så er Aslan også herlig med sin vogten og gnavpot kalder vi ham Den lille sure hund kalder jeg ham tit. Og så smiler han... Han er sgu kær på sin egen lille sure måde Man vænner sig til det

 

Vi har også i spøg besluttet at vi skal se filmen White Dog, selvom han naturligvis ikke er racist, så ligger det lige for at se den film hahha jeg joker men kender I den? Moralen i filmen er, at racisme ikke er medfødt men tillært og til sidst slår hunden den racist ihjel, som har ødelagt dens liv. En meget kontroversiel film, som er noget af en klassiker - http://www.egotripland.com/wp-content/uploads/2011/01/WhiteDog_@Maysles_Eflyer.jpg

 

Lige da vi fik ham blev vi meget overraskede over den styrke der er i en vogtende hunds design. Det er vi ikke mere. Nu har vi lært at håndtere det, så den slags undgås - og så er han verdens største nullerput

[Lenschow]

Jeg stopper faktisk Alfen når hun knurrer, ikke ved at skælde ud, men ved at hjælpe hende ud af situationen;)

jeg kan fx træde ind foran hende, vende hende væk fra "faren" eller lign. jeg plejer at sige noget Med rolig stemme, fx ja tak det er godt;) jeg gør det helt bevist, jeg vil gerne at Alfen oplever at jeg hjælper hende ud af det der gør hende bange;)Hun må gerne bruge knurren som et, hjælp mig, tegn

 

Det gør vi også. Bliver vi i situationen, så kører den vogtende hund mere og mere op - og det er der jo ingen grund til at teste

[Aussiepower!]

Det kommer helt an på hvorfor de knurre... Knurre de af børn eller hunde ude på tur, tager jeg dem selvfølgelig væk fra siturationen, men jeg skælder ikke ud eller lign. Ligger de med noget rigtig lækkert herhjemme og en af de andre er lidt for nysgerrig, er det naturligvis også helt ok at knurre. Men jeg bliver ret træt af det når Ozzy ligger i en kurv og knurre, når Chivas kommer inden for 2 meter af ham -uden ellers at have nogen interesse i Ozzy eller kurven overhovedet, så det kommentere jeg næsten altid på, af ren refleks, lige ved Ozzy går stortset alt hvad man siger så temmelig meget hen over hovedet på ham, så det er ikke noget der har nogen effekt, medmindre jeg siger GÅ! Hvilket jeg gør når det virkelig er for meget.

Det samme med Joya, hun får også besked på at gå, når hun sidder i sofaen og troner (og knurre) over Ozzy, hvis han forsøger at møve sig ind, den slags gider jeg simpelthen ikke. Men ellers nej, så stopper jeg ikke knurren.

[Beaglepack]

For resten har Zeus et "lege-knurren" han kan sagtens knurre af mig og gi et vov når vi leger, jeg kan sagtens høre forskel, sådan en "lege-knurren" lyder dejligt, lidt svært at beskrive - men det er nu lidt sjovt at der er forskel på hans knurren

 

Det gør Charlie og Darwin også. Specielt når de skal ordne deres sovesteder - så bliver der knurret og gøet efter alle kunstens regler indtil tæpperne ligger ordentligt.

[Gæst DorteDK]

Det gør Charlie og Darwin også. Specielt når de skal ordne deres sovesteder - så bliver der knurret og gøet efter alle kunstens regler indtil tæpperne ligger ordentligt.

 

Synes det er lidt sødt

[luckyluna]

Hvis knurren opstår som et signal til en anden part, så stopper jeg det som hovedregel ikke.

 

Men hvis det er det jeg mere ville kaldet brummen, som er forstadie til at gø af for eksempel en farlig lyd, så kan jeg sagtens stoppe det.

 

I så fald primært med afledning, da det yderst sjældent virker at skælde ud. Man kan jo som bekendt ikke straffe en følelse væk.

 

Men jeg er da kommet til at skælde en hund ud for at knurre af mig. Af forskrækkelse.

 

Hvis man tænker over det, så er det helt absurd at nogle konsekvent mener at hunden absolut ikke må knurre

 

Det svarer til at et med mennesker ikke må udtrykke utilfredshed med noget. Eller sige hold op med det. !

 

Vi tumper til mennesker skal være glade for at hunde har så mange advarsels signaler før de bruger tænderne og vi skal sætte pris på det og respektere det.

[Lenschow]

Det kommer helt an på hvorfor de knurre... Knurre de af børn eller hunde ude på tur, tager jeg dem selvfølgelig væk fra siturationen, men jeg skælder ikke ud eller lign. Ligger de med noget rigtig lækkert herhjemme og en af de andre er lidt for nysgerrig, er det naturligvis også helt ok at knurre. Men jeg bliver ret træt af det når Ozzy ligger i en kurv og knurre, når Chivas kommer inden for 2 meter af ham -uden ellers at have nogen interesse i Ozzy eller kurven overhovedet, så det kommentere jeg næsten altid på, af ren refleks, lige ved Ozzy går stortset alt hvad man siger så temmelig meget hen over hovedet på ham, så det er ikke noget der har nogen effekt, medmindre jeg siger GÅ! Hvilket jeg gør når det virkelig er for meget.

Det samme med Joya, hun får også besked på at gå, når hun sidder i sofaen og troner (og knurre) over Ozzy, hvis han forsøger at møve sig ind, den slags gider jeg simpelthen ikke. Men ellers nej, så stopper jeg ikke knurren.

 

Det gør vi også når det bliver ved og ved om aftenen herhjemme: Det er nærmest per refleks han bare ligger på siden småsover og brummer. Nogle gange kan man ikke høre tv for ham Så siger vi gå, ellers stopper det heller ikke. De er lidt skøre

 

Men hunden oplever det så heller ikke spor ubehageligt, og det får ham bestemt ikke til at stoppe med at gøre det igen. Det ligger bare i designet her

 

Og netop årsagen er afgørende for min respons

 

Da jeg havde plus 10 katte styrede jeg også optræk til ballade før det kom til udtryk. Ellers var det aldrig gået Og man kan godt se forskel på om en hund knurrer af utryghed eller noget andet. Og nogle gange er det simpelthen noget pjat. Lidt det samme med at gø - hvis jeg ikke stoppede det, så gik Aslan og smågøede hele tiden. Han elsker at gø og knurrer

[Bernhardiner]

Jeg er meget enig med jer alle sammen. Jeg tænker altid årsag.

 

Oliver har haft et meget skarpt ressourceforsvar overfor lækre ben. Her har jeg aldrig skældt ud og fokuserede på tillid. Så snart han fandt ud af at jeg ikke tog benet, så slappede han meget mere af. I starten skulle jeg bare kigge på ham og den lille hvalp storspruttede mens han løb væk og gemte sig. Nu kommer han endda nogen gange hen og viser mig det "lækre" ben

 

Jeg er så også en der har en meget skarp vogter race som dælme kræver at du ved hvad du laver (Sankt Bernhard). Eller potentiel må jeg hellere sige da knægten kun er 15 måneder pt og er lidt småforvirret oppe i hovedet Men træningen mht det startede da han var 8 uger gammel. Det kræver også at jeg, som du Lenschow, ikke bare kan slappe helt af på gåture og skal kunne forudse alt.

 

En Bernhard er enormt svær at læse og Oliver er ikke en undtagelse så det sætter store krav til mig. Han har kun brummet for alvor én gang indtil videre, alle andre gange har været af usikkerhed. Men min måde at takle det på er ret ens. Jeg viser ham at jeg nok skal styre situationen og han bare skal lade mig om det. Er det en lyd siger jeg bare ja ja det er bare en fugl eller sådan og så er han cool igen. Er det en situation så får jeg ham bare væk derfra og får ro på ham.

 

Han opfatter hurtigt den mindste smule usikkerhed fra mennesker og da han er så stor er mange lidt bange for ham. Fx hvis vi kommer gående og en kommer os i møde på samme fortov, og denne person er nervøs over at gå forbi os. Det fanger han øjeblikkeligt. Nu er vi så langt at han ikke længere reagerer på det. Mit største problem er hvis der er nogen der vil hilse på ham, eller lige vil snakke med mig, og faktisk er lidt smånervøs for ham, så bliver han usikker og kan finde på at brumme lidt. Prøver at læse personen så jeg kan undgå det. Men det kan være meget svært. Så når det sker så afleder jeg ham og roser når han kigger på mig og så smutter vi hurtigt videre. Det arbejder vi hårdt på. Det samme hvis jeg får besøgende, som godt nok sker sjældent. Er det folk han kender er der ingen problemer. Er det en håndværker eller lignende er han bag et børnegitter. Nogen vil han acceptere, men ikke alle og så skal jeg nok sørge for de ikke kommer til ham. Men skælde ham ud.. Aldrig.

[Lenschow]

Jeg er meget enig med jer alle sammen. Jeg tænker altid årsag.

 

Oliver har haft et meget skarpt ressourceforsvar overfor lækre ben. Her har jeg aldrig skældt ud og fokuserede på tillid. Så snart han fandt ud af at jeg ikke tog benet, så slappede han meget mere af. I starten skulle jeg bare kigge på ham og den lille hvalp storspruttede mens han løb væk og gemte sig. Nu kommer han endda nogen gange hen og viser mig det "lækre" ben

 

Jeg er så også en der har en meget skarp vogter race som dælme kræver at du ved hvad du laver (Sankt Bernhard). Eller potentiel må jeg hellere sige da knægten kun er 15 måneder pt og er lidt småforvirret oppe i hovedet Men træningen mht det startede da han var 8 uger gammel. Det kræver også at jeg, som du Lenschow, ikke bare kan slappe helt af på gåture og skal kunne forudse alt.

 

En Bernhard er enormt svær at læse og Oliver er ikke en undtagelse så det sætter store krav til mig. Han har kun brummet for alvor én gang indtil videre, alle andre gange har været af usikkerhed. Men min måde at takle det på er ret ens. Jeg viser ham at jeg nok skal styre situationen og han bare skal lade mig om det. Er det en lyd siger jeg bare ja ja det er bare en fugl eller sådan og så er han cool igen. Er det en situation så får jeg ham bare væk derfra og får ro på ham.

 

Han opfatter hurtigt den mindste smule usikkerhed fra mennesker og da han er så stor er mange lidt bange for ham. Fx hvis vi kommer gående og en kommer os i møde på samme fortov, og denne person er nervøs over at gå forbi os. Det fanger han øjeblikkeligt. Nu er vi så langt at han ikke længere reagerer på det. Mit største problem er hvis der er nogen der vil hilse på ham, eller lige vil snakke med mig, og faktisk er lidt smånervøs for ham, så bliver han usikker og kan finde på at brumme lidt. Prøver at læse personen så jeg kan undgå det. Men det kan være meget svært. Så når det sker så afleder jeg ham og roser når han kigger på mig og så smutter vi hurtigt videre. Det arbejder vi hårdt på. Det samme hvis jeg får besøgende, som godt nok sker sjældent. Er det folk han kender er der ingen problemer. Er det en håndværker eller lignende er han bag et børnegitter. Nogen vil han acceptere, men ikke alle og så skal jeg nok sørge for de ikke kommer til ham. Men skælde ham ud.. Aldrig.

 

For os er det faktisk et problem, at Aslan ser så hvid og sød ud. Mange rækker ud og nogle har endda forsøgt at løfte ham :stupid: Det er derfor sådan set meget godt, at han har fået de her ar nu - selvom det var en dum sygdomsperiode - så giver de lidt respekt fra omgivelserne. Og det er jo netop de folk, der ikke kender ham, som vi gerne vil have lige spørger først - for hvis man hilser roligt og efter vi har sagt ok, så vil han gerne snakke med de fleste folk jo

 

Jeg så en med rotweiler, der skældte den ud for at brumme af en mand på gaden. Det er også en vogtende race. Det synes jeg er lidt synd - hunden er jo lavet til det.

Og så virker det meget bedre at give en kommando - sit eller gå eller kom. Eller SET. Det siger jeg tit til Aslan - det betyder, jeps jeg har set det og det er ok. Tak for advarslen makker.

 

Lige u er han gået "amok i haven". Jeg går lige ud og henter ham ind:stupid: :klap: Han har et spil kørende med genboens to berner sennen. De tre er nogle banditter i haverne - vores nabo er dog meget glad fordi Aslan en gang har advaret da en gik ind i deres skur - han kom ud igen hurtigt. Uden havetraktor. Der var to bernerne og den lille sure hvide på hver side - det havde han nok ikke set - dumme tyv :banan: fordi Aslan er så territorial er jeg altid i nærheden, når han er ude.

 

Til gengæld har han INTET forsvar af mad. Det er overraskende efter kennelliv - men der har været rigeligt til alle

[Alfen]

Jeg har faktisk kun haft en hund der har knurret af mig;) det er Pjevs, hun gjorde det en gang da hun var 10-11 uger, hun havde taget et ben med i soveværelset der gider jeg ikke at de gnaver ben, så jeg ragte ned for at tage det;) sørme om ikke det lille dyr frembragte en dyb knurren, jeg var ærligtalt ved at flægge af grin;) det så så nuttet ud, men jeg måtte jo i køleskabet så vi kunne få byttet kødbenet ud med en frikadelle;)

hun har aldrig gjort det siden og jeg træner det aldrig, har jeg brug for at tage noget fra mine hunde så gør jeg det bare;) der har aldrig været noget.

[Sitto]

Nej vores må gerne knurre. Selvfølgelig skal de have lov til at sige fra. Om det er overfor andre hunde, børn, voksne eller hinanden, det er fuldstændig underordnet. De må gerne knurre.

 

Jeg er dog ikke af den holdning at hundene herhjemme skal have lov til at klare konflikter selv. De må gerne knurre og sige fra, men kan jeg se at det er noget som kunne ende i en konflikt, så skrider jeg ind. Jeg skælder ikke den knurrende hund ud, men afleder/fjerner en af parterne fra situationen. Fx vil Liva helt vildt gerne have den tyggeting som Zazu har fået. Liva kan være voldsomt provokerende og stiller sig helt oppe i hovedet på Zazu, mens hun nedstirre hende totalt (men kigger naturligvis væk når Zazu kigger på hende, så Zazu ikke opdager det ) - og hvis Zazu så knurre og Liva ikke flytter sig, så lader jeg det ikke bare stå til. Så fjerner jeg Liva. Også netop fordi jeg ønsker at Zazu ved at hendes signaler respekteres, netop så hun ikke glemmer at knurre først, inden hun går til næste step.

 

Og overskrider voksne/børn deres grænser og hundene knurre af dem, så er det godt nok også menneskerne der bliver bedt om at stoppe hvad end de har gang i.

 

Ayo har dog en tendens til at knurre på forhånd hvis hun har en lækker tyggeting som hun ikke kan spise. Så ligger hun med sig med den og knurrer. Ikke en alvorlig knurren, men bare så hun er sikker på at ingen tager hendes ting. Og hun gør det selvom ingen af de andre så meget som kigger på hende. Og sådan noget gider jeg simpelthen ikke - det mener jeg ikke hun skal have lov til. Så fjerner jeg hendes tyggeting, og så går vi ud og finder en lille godbid som hun kan spise med det samme.

 

Men jeg skælder dem aldrig ud for at knurre. De knurrer aldrig af os. Og selvom de så gjorde, så kunne jeg ikke drømme om at skælde dem ud. Så har jeg selv trådt over grænserne, og det må vi jo så arbejde på.

[Amocca]

Det afhænger af situationen. jeg bliver fx vældigt gal når Johna en gang imellem bestemmer sig for, at hun skal bestemme hvor tæt på sofaen de andre må komme. Det vil jeg ikke have. Knur af hinanden i andre situationer er helt ok. Vi har aldrig haft optræk til ballade og de respekterer hinanden fint.

 

Karla er vist den eneste af dem jeg har oplevet knurre uden for matriklen :hmm: måske Johna en enkelt gang eller to. Hvis knurret ikke bliver respekteret af den anden hund, så hjælper jeg dem ud af situationen. Jeg har aldrig oplevet de har knurret af mennesker, ikke engang da dyrlægen skubbede Johnas ben af led knurrede hun af ham, hun duttede ham bare på hånden

 

Legeknur må mine også gerne, selvom jeg ved at der også er mange meninger om det. Karla knurrer meget når hun leger - men som regel kun med hunde hun kender rigtigt godt. Og kan også finde på at knurre når hun leger med mennesker - hvis det er nogle hun stoler på. Jeg kan tydeligt høre forskel på hendes knur om det er leg eller alvor. De to lyde kommer helt forskellige steder fra. Legeknurret er lavet i halsen, det rigtige knur kommer helt nede fra maven.

[Shii]

Jeg stopper mine. Men ved at hjælpe dem til at føle sig sikker i situationen, eller ved at fjerne det der gør dem utrygge.

[Sitto]

Det afhænger af situationen. jeg bliver fx vældigt gal når Johna en gang imellem bestemmer sig for, at hun skal bestemme hvor tæt på sofaen de andre må komme. Det vil jeg ikke have. Knur af hinanden i andre situationer er helt ok. Vi har aldrig haft optræk til ballade og de respekterer hinanden fint.

 

Karla er vist den eneste af dem jeg har oplevet knurre uden for matriklen :hmm: måske Johna en enkelt gang eller to. Hvis knurret ikke bliver respekteret af den anden hund, så hjælper jeg dem ud af situationen. Jeg har aldrig oplevet de har knurret af mennesker, ikke engang da dyrlægen skubbede Johnas ben af led knurrede hun af ham, hun duttede ham bare på hånden

 

Legeknur må mine også gerne, selvom jeg ved at der også er mange meninger om det. Karla knurrer meget når hun leger - men som regel kun med hunde hun kender rigtigt godt. Og kan også finde på at knurre når hun leger med mennesker - hvis det er nogle hun stoler på. Jeg kan tydeligt høre forskel på hendes knur om det er leg eller alvor. De to lyde kommer helt forskellige steder fra. Legeknurret er lavet i halsen, det rigtige knur kommer helt nede fra maven.

Det er lidt sjovt med dyrlæge, nu du skriver at Johna ikke engang knurrede da han skubbede benet af led. Sådan en som Zazu har meget klare grænser for fremmede mennesker, og hun er ikke bleg for at knurre hvis de overskrider hendes grænser. Eller det er ikke engang fremmede mennesker, egentlig bare alle andre end Michael, min mor og jeg. Man skal virkelig have hendes tillid for at få lov til at komme tæt på hende, uden at det er på hendes eget initiativ.

 

Men er vi afsted til dyrlæge eller hos Magtor så lader hun dem gøre ALT! Rode hende i øjnene, rette ting i ryggen, stikke hende mv. hun hverken knurre eller løfter læben. Jeg havde uden tvivl forventet at det ville være en kamp, for hun synes ikke det er sjovt at være de steder, men det er som om hun godt ved at det bare skal gøres, eller hvad man skal sige. Hun lader dem i hvert fald gøre alt, uden nogen form for protest.

 

Hvad angår legeknurren, så leger vores også med rigtig meget lyd på, og må gerne - Michael må ofte lige tjekke om de mon er ved at slå hinanden ihjel, men de leger altså bare og de må gerne, fordi de nemlig er gode til at respektere når en af dem siger fra og ikke vil lege mere. Lige undtagen Camy når hun leger fangeleg på marken med Zazu og fanger hende ved at bide sig fast i halen. Det fatter hun simpelthen ikke at hun ikke må, trods hun har boet her i lidt over 2 år, og hun hver gang kommer i snor, når hun gør det

[PBC]

Det kommer an på hvad hunden knurrer af. I 95% af tilfældene er der jo helt ok og knurren er bare en del af sproget. Der hvor jeg sætter grænsen er når jeg fornemmer at en hvalp eller unghund søger grænser. Nu sker det nærmest aldrig med mine Spaniels, men jeg vil ikke acceptere at en hvalp på fx 4 måneder ikke vil forlade en stol uden at knurre. Så siger jeg bare: pjat med dig og sørger for at den flytter sig. Det kunne mine Riewsenszhnausere godt finde på i hvalpekådhed.

[soegaard]

Mine må som udgangspunkt gerne knurre, Ludwig gør det ret sjældent af andre og i så flad har det været af teenage-hanner der humper ham. Det er ok!

 

Ellers bruger jeg også løsningen med at aflede og/eller sige "det er ok, vi har styr på det".

 

Arthur knurrer en del i leg, og det gjorde Ludwig faktisk også som lille, men efter han er blevet (næsten) voksen gør han det ikke rigtig mere.

 

Jeg stemmer med i at det er ok at knurre som advarsel:-D

[korvis]

Er vist på linje med de fleste andre her, jeg stopper heller ikke knurren - men fjerner grunden til knurren.

[Trei]

Mine må gerne knurre og jeg kunne aldrig drømme om at skælde dem ud over det, men jeg prøver sørge for at de så sjældent som muligt kommer ud i en situation, hvor de synes det er nødvendigt (legeknurren undtaget, selvfølgelig, det er jo noget helt andet). Jeg kan sagtens finde på, som flere andre nævner det, at bryde ind - men ved at hjælpe den der knurrer. Casino har fx for nyligt knurret i alvor for første gang, og det er sket et par gange nu, hver gang hvor en anden hund har været for meget for hende, og der har jeg så trådt til og hjulpet hende (fået den anden hund væk, så hun kunne slappe af igen, hvilket hun har gjort med det samme) og jeg har en del flere gange trådt til hvor jeg nu ved at hun måske kunne komme til at føle sig klemt. Altså for at undgå at hun skulle komme ud i situationen.

 

Generelt ser jeg på knurren som Anne beskrev det, og jeg forstår ikke at nogle slet ikke accepterer knurren. Synes det er en god måde for hunden til at sige at dens grænser er ved at blive overskredet. Har vist kun en gang oplevet en hund der knurrede af mig, og der var min umiddelbare reaktion at jeg straks holdt mere afstand. Oplever det samme når jeg ser hunde knurre indbyrdes, nemlig at det stort set altid respekteres. (Har oplevet undtagelser med hvad jeg vil kalde dårligt kommunikerende hunde)

[Bernhardiner]

For os er det faktisk et problem, at Aslan ser så hvid og sød ud. Mange rækker ud og nogle har endda forsøgt at løfte ham :stupid: Det er derfor sådan set meget godt, at han har fået de her ar nu - selvom det var en dum sygdomsperiode - så giver de lidt respekt fra omgivelserne. Og det er jo netop de folk, der ikke kender ham, som vi gerne vil have lige spørger først - for hvis man hilser roligt og efter vi har sagt ok, så vil han gerne snakke med de fleste folk jo

 

Jeg så en med rotweiler, der skældte den ud for at brumme af en mand på gaden. Det er også en vogtende race. Det synes jeg er lidt synd - hunden er jo lavet til det.

Og så virker det meget bedre at give en kommando - sit eller gå eller kom. Eller SET. Det siger jeg tit til Aslan - det betyder, jeps jeg har set det og det er ok. Tak for advarslen makker.

 

Lige u er han gået "amok i haven". Jeg går lige ud og henter ham ind:stupid: :klap: Han har et spil kørende med genboens to berner sennen. De tre er nogle banditter i haverne - vores nabo er dog meget glad fordi Aslan en gang har advaret da en gik ind i deres skur - han kom ud igen hurtigt. Uden havetraktor. Der var to bernerne og den lille sure hvide på hver side - det havde han nok ikke set - dumme tyv :banan: fordi Aslan er så territorial er jeg altid i nærheden, når han er ude.

 

Til gengæld har han INTET forsvar af mad. Det er overraskende efter kennelliv - men der har været rigeligt til alle

 

Ja der er jeg faktisk også lidt glad for at Oliver er korthåret og i skide god form. Han ligner jo ikke den typiske Bernhard. Hvis han var langhåret og fed, som de fleste er, tror jeg mit temperament ville komme på prøve for så vil især børn nok tænke bamse. Da han var lille hvalp, var han jo nuttet og der ville folk jo gerne snakke. En gang kom en lille pige styrtende hen i mod ham, jeg gik ind foran ham og afskar hende. Sagde så til faren at det måske var en god idé at lære sit barn at spørge først. Og så skal jeg da lige love for manden gik amok. Han råbte og skreg og truede med alverdens rædsler. Normalt har jeg nul tolerance overfor folk der råber af mig, men kunne se den stakkels lille pige var bange og jeg havde Oliver. Så jeg vente mig om og gik.

 

Ja altså hvis man anskaffer sig en vogter så er det da dybt underligt at skælde ud for det den er. Jeg bruger også meget den der, tak for advarslen, jeg tjekker det lige, hvis han skælder ud ude i haven. Han gør jo bare sit job. Især med vogterne mener jeg det er meget vigtigt ikke at gøre sådan. Jeg ved Oliver vil tro at jeg ikke havde styr på situationen og derfor må han tage over for mig. Så at vise at jeg har kontrollen og jeg tager over, gør at han kan hvile i sig selv, og ikke tro at han har hovedansvaret.

 

Kom faktisk i tanke om en situation hvor han faktisk bliver bedt om at klappe i og fise af. Hvis vi er på vej på tur og jeg lige kommer i tanke om at jeg vist hellere lige må gå på toilet. Så kan han finde på at stå og brumme af mig af utålmodighed Det dutter ikke.