Dina

Den eneste grund, som jeg kan komme i tanker om, er, at de, der lavede loven, simpelthen ikke er hundemennesker og dermed ikke aner, hvordan en hund er indrettet. Det må være den eneste forklaring.

Enig. Og ja - racen spiller også ind. Jeg tror, at man godt kan bryde ind hos vores fredelige nabo-labrador, men heldigvis for naboerne, så bor han sammen med sin lillebror, en blanding af rottweiler og ruhåret hønsehund og HAN ser på tingene præcis som Sofus gør. Haps-haps.

Jeg tror, at ordet "løbske" er faldet ud.

Ja, det kan du og jeg sagtens blive enige om, men vi kan ikke blive enige med fx min hund, som aldeles ikke finder det spor rimeligt, hvis en voksen hanhund forcerede hegnet og spankulerede rundt i Sofus-land. Hunde SER nu én gang anderledes på tingene end vi mennesker. Men når det er sagt, så vil jeg gerne understrege, at jeg helst aldrig nogensinde ser, at min hund får anledning til at æde hverken folk eller fæ.

Faktisk tror jeg, at jeg ville følge så tåbelig en dom helt til dørs, dvs. lade min advokat føre den for mig så højt op (og gerne højere), som man overhovedet kunne komme. For det er noget indavlet ævl, at man skal ofre grimme skilte på sit hus og hegn, bare fordi man helt legitimt har valgt at anskaffe sig en hund. Hvis ingen i retssystemet kan fatte, at en indbrudstyv selv er ude om et bid, så er der noget ravruskende galt. Ikke om jeg godvilligt ville acceptere at skulle erstatte tyvebukser!

Vi snakkede bare forbi hinanden. Sådan går det jo undertiden, når man skriver i stedet for at snakke. Jeg har bestemt aldrig trænet Sofus til at bide nogen som helst, MEN jeg forventer, at han af sig selv vil forsvare mig med sit tandsæt, ligesom jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe ham, hvis han skulle rende ind i en gykkelykhund. Han må sgutte være aggressiv over for folk, som kommer her og bliver lukket ind af os. Og i vores hjem har der aldrig været hverken VVS-mænd eller andre håndværkere, som ikke er blevet lukket ind af os. Bryder de selv døren ned for at komme ind og pille ved vores vandrør, tjah, så må Sofus s'gu gerne plante alle tænderne i rumpen på dem. Jeg vil ikke have, at folk går ind, hvis jeg ikke er hjemme. Det markerer jeg ved at låse døren, når jeg går. Så Sofus behøver slet ikke at sidde og fundere over, om det er i orden, at nogen kommer ind, når vi ikke er hjemme. Og jeg svarer lige så oprigtigt: Det ved jeg heller ikke.

Det skal du så huske, hvis du nogensinde er så uheldig at blive overfaldet en skummel nat, når du er ude og lufte din hund. Sig blidt, men bestemt til overfaldsmanden: Du skal sandelig være glad for, at jeg er SÅ meget imod, at min hund forsvarer mig med sit tandsæt, ellers ville det have set ilde ud for dig. Gætte-gætte....fordi han kender Oliviers lillebror? Ukendte folk har intet at gøre i hverken mit eller andres huse midt om natten, brandert eller ej. Nej, men der er konsekvenser ved de fleste ting, som en hund gør. Springer den over et højt hegn og bliver bidt af den hund, der "ejer" haven eller løber den ud på en vej og bliver kørt over, så ER det ejerens skyld og ansvar. Ingen andre kan faktisk bebrejdes konsekvenserne.

Det må de endog meget gerne for mig....bide altså og såmænd også gøre skade, blot skal situationen være noget speciel. Skulle jeg blive overfaldet, så må min hund meget, meget gerne bide alt, hvad han bare kan. Ligeledes hvis der kommer en indbrudstyv. Og jeg kunne ikke drømme om at betale erstatning for svie og smerte, i hvert fald ikke uden store sværdslag i retten. Lige i denne sag er jeg taknemmelig for, at du ikke er dommer, for så ville du dømme Sofus til aflivning ud fra en opførsel, som jeg personlig finder helt i overensstemmelse med hundens natur. Og med dette mener jeg hunden som art. Det er naturligt for en hund at forsvare sit domæne. Jeg ville blive ulykkelig, hvis en voksen hanhund forcerede vores hegn og blev bidt af Sofus, men - jeg ville faktisk forvente en sådan reaktion fra Sofus. Han er sgutte aggressiv eller til fare for andre, når han er til træning eller går en fredsommelig vandretur med os, hvadenten det så er i snor eller i løs tilstand, så hvorfor skulle han dog aflives, fordi en fremmed hund måtte forvilde sig ind i vores have - over et højt hegn? Ej heller kunne jeg selv drømme om at betale en evt. dyrlægeregning. Det er muligt, at jeg har misforstået dig, men sådan ser jeg altså på disse sager.

Skæg video, men med statsgaranti fake, er jeg aldeles overbevist om. Det virkede indstuderet, at hunden straks blev løftet op, så at den kunne spæne efter røveren. Med en sådan åndsnærværelse ville butiksindehaveren nok også have reageret ved at pande røveren én på bærret, da hunden alligevel så belejligt havde røverens ene arm i munden. Det kunne selv jeg pæne ældre dame være kommet i tanker om. Men sjovt klip.

Ja! Det burde høre ind under erhvervsrisiko. Og jeg mener det ikke engang for sjov.

Enig. Sofus ville gøre sit bedste for at nedlægge den uinviterede, såfremt denne var en voksen hanhund, er jeg mere end sikker på. Heldigvis er vores have forsvarligt indhegnet.

Hvor ER du altså go'!!!!:5up:

Stakkels hund (og dig, forstås). Måske du skulle overveje at smøre lidt honning på hendes stik? Forhåbentlig jager hun ikke umiddelbart fasaner igen, nu hun ved, at de har forbundsfæller?!

Måske du også skulle ringe og fortælle, at du også er der "for vennerne". Og det er du sikkert på en måde også, selvom du er ulykkelig og vred lige nu. Det er en sørgelig situation for både dig og Jessie, men du må prøve at holde en god forbindelse, synes jeg. De får sikkert brug for dig igen, tsk tsk.

Du må simpelthen bide i det sure æble og se at blive gode venner igen med "vennerne". Jeg er helt sikker på, at de på et tidspunkt, måske før du aner det, vil fortryde og så står du parat igen til at modtage Jessie. Og når papirerne er i orden, SÅ dropper du de "venner".

Ja, du skal så absolut være bekymret, specielt fordi det lader til at smitte jeres anden hund. Prøv med et stykke vådt vat at tørre lige der, hvor kløstedet er. Bliver det rødt, er det loppelort og sagen er opklaret. Ellers er det måske ræveskab eller anden dårligdom og det skal en dyrlæge undersøge snarest. Det er lige så irriterende for at hund, hvis det klør, som hvis det var dig eller mig. Held & lykke med det.

Det gør mig ondt for dig. Pis, at vores hunde ikke bare kan være sunde og raske og blive ældtussegamle. En af vores venners hunde fik gr. HD indsat guld i hofterne og hun levede mange år uden problemer. Selv har jeg erfaring med Gold Treat-metoden fra Københavns Dyrehospital Vores forrige airedale havde godt nok ikke HD, men en svær spondylose. I følge deres statistik blev 70-90% af hundene totalt smertefri. Men prøv at læse om metoden. Jeg ønsker jer held og lykke!

Jeg valgte helt bevidst at smide gufferne over hovedet på ham, så han måtte vende sig væk fra mig, og jeg kunne vandre videre, for jeg ville have, at han selv skulle ønske at komme op på siden af mig og kigge gudhengivent op på mig. Jo flere gange han blev guf-afbrudt, jo flere gange fik han lejlighed til at vælge "det rigtige". Og jeg synes, at hvis man belønner fra hånden, så er man - i hvert fald jeg, der er lidet yndefuld fra naturens side - tilbøjelig til at sænke farten eller helt stoppe op. Det ønskede jeg bestemt ikke.

KÆMPEstore murerbaljer til KÆMPEhunde. Jeg prøvede et råd med min forrige hund. Han gik nogenlunde fri ved fod, nogle gange flot, andre gange - øh, ikke flot, og han kiggede kun sjældent op på mig. Jeg var så på et klikkerkursus hos Charlotte Lyngholm, som er en garvet bc-dame. Hun foreslog, at jeg ignorerede hunden og bare begyndte at vandre rundt i haven. Det lød tilpas åndssvagt til at jeg blev interesseret. Så en dag tog jeg mig sammen, bevæbnede mig med små kyllingestykker og gik ud i haven med hunden, der omgående fes over under en busk og begyndte sit yndlingsstunt: gnave i en pind. Jeg lod som ingenting og sagde intet, men begyndte at gå frem og tilbage i haven. Så vidt jeg erindrer, så gik jeg der ganske alene i hele 8 minutter, mens hunden lå og gnaskede og - sikkert - undrede sig. Pludselig rejste han sig og kom hen til mig og gik et par skridt ved min venstre side OG kiggede nysgerrigt op på mig. Jeg slog klik med tungen (havde selvfølgelig glemt klikkeren) og uden at stoppe smed et par kylleguffer og fortsatte min underlige vandring omkring i haven. De første 8 minutter viste sig at være "de værste", for han gik nu perfekt. Jeg klikkede/belønnede uden stop og han åd og kom hver gang hen til mig igen. Så gik jeg mange skridt, hvor han BLEV ved min side. Det allerbedste var egentlig, at han kiggede nonstop op på mig. Jeg trænede det dernæst hver dag i et stykke tid og der var ingen tilbagefald. Han gik som en drøm herefterdags. Charlotte havde s'gu ret.

Næ, det har du misforstået. Jeg har udtrykt mig uklart, kan jeg se. Jeg mente, at for 20 år siden (eller længere tilbage for den sags skyld) da jeg var nybagt hundeejer, da kunne jeg godt have brugt en sådan bog. Dengang var udvalgtet mindre end i dag. Det var det hele. Lån du bare bogen på biblioteket. Jeg tror, at du vil finde ting, du kan bruge, i den. Helt bestemt. Og mht træning, så mente jeg faktisk bare, at al vores omgang med vores hunde stort set er en blanding af opdragelse og træning. Jeg MÅ se at tage det danskkursus, siden jeg sådan kan blive misforstået. Fy mig.

Tænk på de mange kvinder, der er omkring 40 år og som henkastet melder ud, at nu må de vist da også snart se at få det første barn. Nå, spøg tilside. Uanset hvilken holdning man har til et hvilket som helst emne, så er én ting sikker: der er masser af folk, der mener det modsatte. Enten fordi de pr. definition har set sig knotne på én, så at ligegyldigt hvad man siger, så skal det hakkes ned, eller fordi de faktisk har en grundig viden om emnet. Det første siger man skråt op til, men det andet kan man altid lære af. Man skal bare altid huske sig selv på, at det ikke er specielt vigtigt, hvad andre måtte finde på at gå rundt og mene. Vi er alle kun mennesker.

Skråt op med det. Alt er alligevel træning, når det kommer til stykket. Jeg har kun én anke mod bogen - den kom 20 år for sent.

Det var et frygteligt syn at komme hjem til. For hunden ser det ud til at være foregået udramatisk og smertefrit, men det samme kan ikke siges for dig. Stakkels dig. Det vil tage sin tid at komme over.

Enig. Det ser ikke godt ud. Jeg mødte en labrador engang til konkurrence. Den arbejdede netop sådan, men scorede OK i stort set samtlige øvelser. Lidt mærkeligt at overvære. I øvrigt stod jeg på et tidspunkt helt tæt på den og pludselig opdagede jeg, at den var "hvidplettet" på ryggen. Små hvide flager, som ikke var der i starten af konkurrencen. Jeg spurgte hundeføreren, hvad det var og han sagde "stress-skæl". Det havde jeg aldrig hørt før. Der er selvfølgelig også raceforskelle. Jeg husker en fremmed instruktør engang, hvor vi stod og ventede på en eftersøgning. Da det blev en border collies tur (hun var hammergod i ruinen), stod hun som de nu gør, når de er "på" - med sænket hoved og lidt ned i forbenene. Så sagde instruktøren de berømte ord, som vi efterfølgende jokede meget med: "Nu vil jeg altså gerne lige se lidt arbejdsglæde hos den hund!". Han havde lige været på kursus i arbejdsglæde.

Hvor var det godt at læse, at du fandt frem til, at din Pongo faktisk led af en fysisk sygdom og at du fik styr på det hele, så at han fik et godt liv. :5up: Men hvis en hund er skadet psykisk, så er det en langt grimmere ting, for det kan faktisk være næsten umuligt at rette ordentligt op på. Og det er synd for hunden såvel som for ejeren.