Ninjamor

Sikkert hvis vi taler om husregler og sådan noget, men når det drejer sig om at en voksen hund skal vise hvor den trækker grænsen for hvalpens opførsel overfor sig, er der intet at bekymre sig for. Det er ikke anderledes end at du sætter grænser forhvad du personligt vil finde dig i (bid i låret, få stjålet din mad ud af hånden, hoppen på dog osv) hvilket jo ikke får en hvalp til at undlade at høre efter din mand. Det er den personlige krops/ejerskabszone den voksne hund skal definere for hvalpen, ikke andet.

Det er jo det. Betydningen af gode onkler og tanter kan efter min mening ikke overdrives. Tilykke med onkel Thorval og tante Bertha

Nej det er langt fra alle. Når jeg skriver "vokset op med.." mener jeg ikke nødvendigvis at en hvalp skal bo sammen med ældre hunde, men at den skal være sammen med ældre hunde som kan vise den, at andre hunde har grnser. Dette kan andre hvalpe have meget svært ved at gøre og derfor er det så vigtigt at hvalpe har omgang med fornuftige voksne hunde. Jeg går meget ind for et "onkel/tante" system hvor hvalpeejeren finder en fornuftig voksen hund som hvalpen kan være sammen med nogle timer af gangen flere gange. Det er guld værd. Gerne flere onkler og tanter af forskellige hundetyper Pelle er sådan en onkel, han er rigtig god til det.

Jeg har også hørt historier, men de fortæller som regel intet om baggrunden. Naturligvis skal man ikke overlade en hvalp til en hund som ikke kan fordrage hvalpe eller ikke kan klare deres uro pga. smerter eller andre ubalancer.

Hvis den voksne hund kan komme væk fra hvalpen vil den som regel vælge dette hvis den ikke gider være sammen med hvalpen og det er vel gradvis tilvænning. Jeg har haft hanhunde der var ved at brække sig over synet af en ny hvalp og en gang hakkede Rasmus Lobo, ligesom man kan se på Umulias foto, men det skulle der åbenbart til før Lobo accepterede et "nej". Derfra var der intet bøvl mellem dem. Det var måske lidt klodset skrevet. Hvis hvalpe ikke får mulighed for at blive irettesat af voksne hunde under opvæksten Altså ikke erfarer at voksne hunde kan sætte grænser.

Hvis job erl så? Det er kun den voksne hund som ved, hvor dens grænser går. Den voksne hund kan gå fra hvalpen, hvis den vil - og det skal den naturligvis have mulighed for - gør den ikke det, må man anse den for selv at kunne styre hvalpen. Det er den voksne hunds ansvar at lære hvalpen hvor langt denne kan gå ift. den selv. Ingen anden kan lære hvalpen at respektere den voksne hunds afvisning. Jeg mener du har misforstået noget her. Du skulle lige vide hvor mange socialt dårligt fungerende hvalpe/unghunde jeg har set komme ud af at vokse op med en ældre hund, som ikke fik lov at sætte personlige grænser for hvalpens adfærd! Uder forudsætning af at den voksne hund er sund og rask, velfungerende og alt det der, er det den bedste opdrager en hvalp kan få og ikke mindst den mest naturlige. Uanset hvor dygtie vi bliver, kan vi ikke nå en voksen hund til sokkerne hvad timing og konsekvens angår, det vil altid blive kunstigt og dermed forkert, hvis vi blander os som opdrager i den voksne hunds sted. Jeg har set alt for mange hunde på træningspladser som ikke respekterede andre hundes afvisning simpelthen fordi de ikke havde fået lov at vokse op med dem. Det er efter min mening synd for alle parter.

Glædelig hvalp Hvilken race drejer der sig om? Du kan ikke sikre at din voksne han ikke får givet hvalpen en ridse i lakken, men hvis han er sund og rask, velstimulerert osv. har han overskuddet til at opdrage en "snothvalp" og vil da ikke hakke til. Er hanhunden vant til at skulle sige fra overfor andre hunde, altså har han lært at gøre det så det bliver forstået, men uden at overdrive? Hvis I kan se der er ved at opstå en situation I ikke vil have eskalerer (han siger fra) må I fjerne hvalpen, der er bare det i det at hun muligvis er en strid banan som skal have det hårdt for at forstå det... Hvordan reagerer hun, når I siger fra/sætter grænser for hendes udfoldelser?

Der er faktisk forsket en hel del i emnet (koprofogi) og ingen har indtil videre kunnet komme med en entydig forklaring på fænomenet udover en del læring fra mor til hvalp, hvis tæven f.eks. æder ort og nurser hvalpene med denne lugt far sig, da vil de senere kunne forbinde lortelugten som noget særlig rart. Jeg tænker at når adfærden er opstået samtidig med foderskiftet, så må det være foderet der er årsagen. Om det så er for lidt fiber, mangel på andet eller decideret sult må du kunne prøve dig frem til. Hundes ernæringsbehov er individuelle, så et foder der passer til den ene hund i familien kan være utilstrækkeligt/for meget til den anden hund, uanset hvor meget producenterne råber op om "balanceret" foder der dækker alle hundens ernæringsbehov. Hvis du fodrer med færdige BARF produkter er der mulighed for at købe reelt kød i stedet og se om dette har en effekt. Pelle interesserer sig for kattelort i perioder og det er altid i perioder hvor jeg ikke har givet ham hjemmelavet og kun fodret tørt.

Fanme en stor lejlighed gør du selv rent?

Jeg synes det lyder fint Jeg har bare så megen dårlig erfaring med hunde som har været fysisk (og mentalt) låst i en sit eller dæk i situationer de er utrygge ved. Det ophober frustrationer og ofte revner ballonen med et brag på et tidspunkt.

Man kan introducere fodersøg på forskellige måder. Du kan holde ham i halsbånd/sele og vise ham du drysser 3 - 4 foderkugler lige foran ham, slip ham og mens han søger, spreder du flere udenom dem han søger. På den måde kommer han længere ud at søge. Det er bedst han enten ser du spreder hele portionen før du slipper ham eller at han ikke ser du spreder flere efter de første. Starter han med at søge, stopper når han har spist de første få kugler, og derefter ser du spreder flere bliver søget ikke et langt flydende søg men mange småsøg og det sidste trætter ikke lige så meget som det første. Du behøver såmænd ikke sige noget, han skal nok gå i gang, men hvis du senere vil kunne sprede foder uden han ser og derefter sætte ham i gang, det er det fint at have et signal til ham. Du kan sige søøøøge, fiiinde (blødt) eller andet til ham mens han faktisk gør det, så vil han på et tidspunkt koble ord og handling sammen. Apportering er der mange gode bud på indlæringen af. Der er også forskel på om du vil have en formel udførelse med hunden siddende "på plads" først og ligeledes slutte dér. Uanset skal det være glæden ved at bære og aflevere der skal være drivkraften. Hvis hans glæde ved dette er blevet slukket pga. skæld ud, som nogle retrievere får for at ville bære på alt, skal dette først fixes. Vent med apportering til han er faldet til, medmindre han selv vil slæbe rundt på noget Gør han det er det bare at bytte genstanden for en godbid og hjertelig ros. Min lab har lært at apportere ved at jeg gav ham noget i munden når jeg kom hjem til ham og ham egentlig helst ville hoppe op. Noget i munden afledte ham. Når jeg ville have genstanden byttede jeg med godbid med ordet "apport", hvilket fik betydningen "slip" for ham. Han kan ikke slippe uden at have noget at slippe så på den måde baglænstrænede (baglænskædede) jeg det. Ligesådan blev/bliver han skamrost for at tage noget at bære. Han bærer post ind, pakker, hvis de er store hjælpes vi ad, bilnøgler, pung mv og er vældig stolt over dette vigtige job Han er også 6 år

Dejligt med synlige fremskridt Du skal måske tænke lidt på, at når du beder Barney sætte sig, er han fysisk låst i situationen, hvilket giver dig kontrol, men ham sikkert en fornemmelse af manglende kontrol. Kan han ikke bare stå op?

Har du haft ham med som "tilskuer" til konkurrencer? Det fik jeg selv rigtig meget godt ud af med Rasmus, inden han var klar til konkurrence. Vi fik mulighed for at afprøve alerealerne, hvor han senere skulle kunne præstere, og engang fik han lov at gå ind at "ryddde op" i feltet efter en hund som ikke rigtig var motiveret for at søge genstandene. Det kan anbefales :5up:

Der er mange holdninger til seler, så det er sådan lidt hvad man bedst kan lide eller hvis hundens kiropraktor fraråder/råder til en bestemt type. Den sele som terrieren har på, synes jeg selv vældig godt om, synes dog den sidder lige højt nok på hunden på billedet SPOR/G SELE - lder med filt/messing - snapspnde i metal (kan bruges som trksele) - medium - sort men du kan også købe gode seler af andre mærker, jeg vil tro andre kommer på banen med anbefalinger Fordelen ved den lane line er at hunden ikke oplever at skulle trække for at komme frem, samt at der er råderum til at fjolle og bruge energi. (En tredje fordel er at du lærer at springe badut for ikke at blive viklet ind i linen :klap:) Hvis du f.eks. bruger 20m line lærer vapsen at han har 20m når du har sagt "fri" eller hvad du siger, han behøver ikke prøve sig frem som i ulåst flexline. En fast langline giver han mere frihed end en flexline, da de ikke er så lange. Næserarbejde ligger lige for med en retriever og hvis du bor nær vandet vil søg i klipper/store sten være en rigtig god ting for ham, da han der både skal bruge sin balancesans og sin næse, hvilket giver en dejlig træthed og tilfredshed. Søg af foderet vil også ligge lige til. Hvis han bruger 2 x 25+ minutter dagligt på fodersøg får han en god basisbeskæftigelse til at lægge bunden. Spred foderet ved at kaste håndfulde afsted, så det bliver godt spredt. En retriever er en inkarneret "tingfinder", så når der kommer lidt bund i ham vil det være både sjovt og spændende at lære ham at finde genstande og bringe dem til dig i bytte for ros og en lækker godbid. Til de lange vinteraftener kan fært identifikation og apportering være noget man træner indenfor, du kan også gemme ting indenfor, evt. bare ting evt. små bøtter med lidt foder i som han skal finde og aflevere mod at få foderet.

Velkommen til og glædelig hund En 6 årig hund som ikke er vant til at opleve noget udover haven har et stort udækket behov, som skal tages hånd om. Din tanke med at lade ham falde lidt ned er helt rigtig. Vi slæber jo heller ikke en understimuleret 10 årig dreng ind i Tivoli og forventer at han kan have det hele i sig Hvis du har mulighed for det vil jeg råde dig til at køre ud med ham, ud på steder hvor der er god plads omkring jer og give ham en 20 - 30 m line i selen. Han skal have sele på til dette. Der ville jeg lade ham bumle rundt og blive mæt et par timer hver dag 14 dages tid, så burde der komme lidt bund i ham s¨du kan begynde at arbejde med ham. Jeg sværger til en fast langline hvor der bare holdes fast i enden så hunden har resten at gøre godt med. Det lærer han kun at trække af hvis du følger med ham i stram linem hvilket du naturligvis ikke skal gøre. Gå i stedet modsatte vej. Åben flexline modvirker dit mål, da han derved skal trække linen ud for at komme frem, selvom det kun er er svagt træk er det dog et træk han mærker. Har du ikke bil, vil jeg foreslå en 8 - 10 m fast line i selen, som du bruger ligesom langlinen. Her kan du lave nogle knuder så du har nogle faste holdepunkter, så vil han lære om han har 3m, 5m, eller hele linen og forholde sig til det. Her går du også modsat straks han starter med at gå hurtigere end dig. Først når han faktisk er træt skal du begynde at træne "gå pænt" og belønne dette med godbidder

Jeg kan næsten dagligt så hvornår passer det dig? Jeg er pt uden bil så det skal være omkring hvor jeg bor

Flot trænet, er det ikke sjovt? Du kan godt sætte lyd på nu. Selv anvender jeg en lyd som ikke bruges til noget andet. Min lyd er et BUUV, men du kan fint bruge hendes navn, især hvis du først lige pepper det op med navn/godbid, navn/godbid 8 - 10 gange. Lyden du finder skal siges lige før du vender væk og går fra hende. Sig det kun en gang. Efter nogle gentagelser laver hun kobling mellem lyden (som bliver til en varselslyd) og at du går fra hende og vælger da selv lyden til som indkaldssignal. Da hun selv vælger at komme på lyden kan du ikke skælde ud, hvis hun på et senere tidspunkt ikke kommer. Det er jo ikke en lydighedslyd, bare et signal til at "nu smutter jeg". Det er det stærkeste indkaldssignal jeg har oplevet netop fordi hundene selv vælger det til og når de først har valgt gerne at ville følges, så bliver indkaldet nærmest bare en formsag. Begynder hun på et tidspunkt at sløje lidt af på den med at komme på kaldet, er det fordi dine aktiveringstilbud ikke er spændende eller mange nok, så hun føler hun selv skal finde aktiviteter. Sideløbende med introduktion af indkaldslyden skal du til at lave noget mere med hende, når hun kommer/I følges ad. F.eks. må hun ikke på noget tidspunkt, når hun har fået en godbid bare smutte igen. Gør hun dette, er det kun pga. godbidden hun kommer og hun vælger derefter dig fra. Det har vi ikke lyst til, så træk godbidden og giv hende noget aktivitet, når hun kommer og derefter godbid(der) og vend væk. Mange hunde er vænnet til at der kun kommer 1 godbid, så de er næsten smuttet igen, inden de har taget godbidden. Giv gerne flere godbidder og lav flere aktiviteter for hvert indkald/når hun kommer af sig selv. Når hun vælger at følges med dig så beskæft hende med ting hun kan lide og afslut med et "fri" eller hvad du bruger, så hun kan løbe frit. Vil hun ikke forlade dig er det fint nok, det er hendes valg, men lad hende ikke presse godbidder ud af dig når du har givet hende fri. Prøv også at "tage stand" når hun er ude i linen. Det gør du ved at bøje overkroppen ned og stirre intens på nogle godbidder du har droppet på jorden. Du skal stå lige over godbidderne og må kun se på dem. Når hun kommer hen under dig bakker du lidt og lader hende søge. Gå fra stedet mens hun søger. "Stand" bliver også et stærkt indkaldssignal.

Peller stiller gerne op som legeonkel

Der er en lille, eller rettere ikke så lille ting i "koden". Som jeg kender dig, er du ret kontant i din udmelding om hvad du vil tolerere og hvad du ikke vil tolere for opførsel, korrekt? Nogle af de adfærd du ser gennem fingre med vil andre ikke kunne tolerere, men når der er noget du bare ikke vil have så er der kontant afregning, du griber ind. Det er sådan jeg har opfattet det ud fra dine indlæg. Når hunde oplever, at der er grænser og at nogle ting kan bare ikke være anderledes, uanset dette bliver grebet pædagogisk eller upædagogisk an, lærer hunde at sådan er det bare. De lærer at indordne sig under forholdene. Dette kan hjælpe i hundens opfattelse af alenetid medmindre den er decideret angst, hvilket jeg efterhånden oplever de færreste aleneproblemhunde reelt er. Den omvendte situation er den, hvor en hund har totalt frie tøjler til at gøre lige præcist hvad den vil og når den vil. Hvor den bliver belønnet for at forsøge sig frem uanset hvad den skal lære i opdragelse og træning. Sådan en hund oplever ikke, at der er grænser for dens udfoldelse og vil ofte have store problemer med at blive efterladt - den vil så at sige ikke finde sig i det. Den har ikke lært at indordne sig. Giver det mening? Dette er også min oplevelse

Ja da. Et at problemerne mange oplever med f.eks. småterriers og gravbasser er jo netop at de nægter at give op. Det kan man enten bruge til noget konstruktivt eller få imod sig afhængig af hvilken indstilling man har til opdragelse og træning. Men se for dig denne gravdværghund eller dine små pinchere for dig på en A - E eftersøgning eller frit søg på tid i et terræn med forhindringer de store hunde kan hoppe over. Min cairn ville f.eks. godt have kunne gå et frit søg i en halvhøj roemark og klare de andre opgaver, men hun ville være langt mere smadret efter en konkurrencedag end min labrador, som trods en fantastisk kondition, var pænt træt efter en konkurrencedag.

For hvem gider forsøge? Jeg gad ikke med en lille hund, det er helt sikkert, af de årsager jeg beskrev i det andet indlæg Sikkert ikke og det sætter DcH's slogan "DcH for alle" lidt i perspektiv for problemet "burde" være stort Netop ja og bagefter skal den stadig levere Måske har du bare de klogeste hunde

Jeg er ikke helt enig. Når jeg f.eks. tænker på min cairn, vilke hun i princippet kunne det samme som min labrador, men de små hunderacer skal arbejde mere end de store. Skulle Trille f.eks. lave et frit søg i skov eller på roemark ville hun fysisk skulle bruge langt mere energi end mere højbenede hunde. Det samme på runderingen. Hun ville kunne falde for tidsfristen hvis hun flere gange skulle udenom kvasbunker, væltede træer mv. som større hunde bare hopper over.

Retrieveren nemmere end hvad? Verdens nemmeste hund er den ikke og det er der nok ikke nogen race der er. Ja, en labrador kan være nem at træne, men ikke nødvendigvis at opdrage. En golden er bestemt ikke altid nem hverken at træne - eller at opdrage, de kan blive stædige som bare helvede og vælge samarbejde fra. En lab som behandles for hårdt bliver enten selv hård i filten - eller klapper sammen som en våd sæk. En golden som tages for hårdt bliver ofte selv hård og viger i visse tilfælde ikke tilbage for at bide fra sig. Labberne har ofte store problemer med at være alene. Man kan jo blive ved.. Jeg synes ikke en labrador nødvendigvis er nemmere end andre racer, udfordringerne er bare nogle andre. Eksempelvis er det min erfaring af de samlende og drivende hyrdehunde er noget af det nemmeste at træne. Så er drejer det sig bare om hvad det er ejeren træner dem i - unoder eller samarbejde, de lærer jo lige så hurtigt det forkerte som det ønskede. Jeg har selv i årevis måtte høre på alt det jeg fik forærende ved at have "nemme hunde". Min første DcH hund var en skt. bernhard/hønsehund mm. blanding (hun lignede en lab blanding) som var redningshund og nåede Eliteklassen + DM. Det var fordi hun var så supernem.. Host host.. var der noget hun ikke var, var det nem. Pelle er en nem hund, for mig, men ville garanteret ikke være det for naboen. Det handler jo også om færdigheder og indsigt, holdning og metoder når man har hund, ikke kun om hunden, men det må man bare tage med når andre kun ser det mere eller mindre færdige produkt af al den tid man har investeret i sin hund De ser lydhørhed, fællesskab og forståelsen mellem hund og ejer osv. og tilskriver det hele hunden

Det kan ikke blive dyrlægens ansvar hvordan en hvalp skal kunne holdes i ro, det er bare kuren h*n kan anbefale. Ligesom adfærdsbehandleren heller ikke kan påtage sig at løse en hundeejeres praktiske problemer ifm. adfærdstræning. Man kan jo kun sige hvad der skal til, så er resten op til ejeren

Øremider, øjenbetændelse og orm tænker jeg på som helt almindelige børnesygdomme ifm. den svækkelse en hvalp som flytter kan være udsat for, dog er øremider og orm jo nok noget hun haer medbragt hjemefra. Jeg forstår din frustration! Kan hun dreje hovedet frit, men vil bare kke fordi det gør ondt? Jeg tænker naturligvis på om en nakkehvirvel har forskubbet sig og skal justeres af en anden fagperson end en dyrlæge God bedring med hende