Jane

Jeg må også bo et heldig sted. Næsten alle hunde og hundeejere vi møder på vores ture, er søde og rare. Syntes ofte det er de samme vi møder. Der er ingen af hundene der er i snor. Der er den lille forsigtige puddel, der syntes de store hunde er lidt farlige, så den får mine hunde selvfølgelig ikke lov til at rende hen til. Der er dsg'en der tror den er verdens største hund og med et kæmpe ego, den vil gerne hilse. Der er beaglen, som Victor nærmest falder i svimme over, hun er gudeskøn syntes han. Stabyblandningen er sjov at lege med. Der er labben, den og Oskar er ikke verdens bedste venner, så de får hellere ikke lov til at hilse på hinanden. Det var et lille uddrag af de hunde vi møder. Med lidt sund fornuft og hensyntagen til hinanden, opstår der aldrig ballade og ingen hund får en dårlig oplevelse. Møder vi en fremmed hund afhænger det af flere ting om de får lov at hilse. Tror man med tiden får en god fornemmelse for hvem sine hunde skal have lov til at hilse på. Går vi derimod på fortove, hvor mine hunde er i snor, hilser vi sjældent på andre hunde.

Jeg tror næppe, at nogle herinde syntes det er i orden, at lade aggressive hunde drøne rundt uden kontrol. Om de løbske tæver, så var det fordi at jeg ved, at de fleste hanhunde er døve, når der er en løbsk tæve i farvandet. Og jeg syntes det er synd for tæven, at hun skal forsøges parres af en flok lystne hanhunde. Derfor mener jeg ikke man skal tage sin løbske tæve med i en hundeskov. Så kan det være ligemeget hvad reglerne siger, når virkeligheden kan være en anden. Det var min begrundelse for, at jeg ikke syntes løbske tæver bør komme i hundeskove, så længe de er løbske. Personlig er jeg ligeglad. Jeg skal nok styre mine drenge.

jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg læste dit indlæg. Jeg ser en krigsskueplads for mig, hvor kun store stærke mænd bør bevæge sig ind. Kvinder og børn bør straks søge dækning og holde sig udenfor de farlige hundeskove, hvor kun jungleloven gælder og hvor kun den stærkeste overlever. Jorden kalder.

Puha sikke en grim forskrækkelse. ::ae:Håber det kun var en engangsforestilling og dyrlægen ikke finder, der er noget galt.

Ja jeg bryder reglerne. Går med hundene uden snor, hvor det er forbudt og jeg kører mere end de tilladte 80 km på landevejene. Men det betyder ikke, at jeg ikke tager hensyn.

Ja vi ville være ude over mange problemer hvis vi alle tog mere hensyn til hinanden.

Måske er jeg heldig, for bryder jeg mig ikke om den ene hundeskov, har jeg mulighed for at vælge en anden, som mere passer til mine hunde. Jeg bor rimelig tæt ved storådalen, hvor hundene på den ene side af åen må luftes uden snor, der er 2 meget store fårefolde, hvor hundene i efterårs og vintermånederne har muligheder for at løbe frit. Og jeg er nok ikke den eneste der har flere muligheder, for at vælge hvor jeg kan lade mine hunde gå fri. Der er også strandene fra oktober til april.

Det er selvfølgelig aldrig acceptabel at tage en aggressiv hund med i en hundeskov og slippe den løs. Jeg er hellere ikke tilhænger af, at hunde skal have lov til at hilse på alle hunde de møder. Jeg kender selv en kvinde, der fik sin gravhund slået ihjel af en aggressiv hund i en hundeskov. Manden der havde hunden, der overfaldt gravhunden vidste udemærket godt at hans hund ikke kunne lide andre hanhunde og alligevel kom han i hundeskoven. Jeg mødte ham selv noget tid inden, hvor jeg gik tur med en bekendt. Han gjorde intet for at hans hund ikke skulle rende hen til vores hunde. Heldigvis hilste hans hund ikke på Victor, der var den eneste intakte hanhund. hans eneste bemærkning var, at der var vi heldige for hans hund kunne ikke lide andre hanhunde. Både jeg og hende jeg gik tur med, blev så paffe at vi ikke fik sagt noget. Han virkede nærmest stolt over det. Fordi overfaldet var sket i en hundeskov, ville politiet ikke gøre noget ved sagen. Det var en risiko man løb, når man bevægede sig ind i en hundeskov. Manden valgte selv efterfølgende, at få en jæger til at skyde hunden.

Hvad du mener er mangel på almindelig hensyntagen er måske mere reglen end undtagelsen i den hundeskov du kommer i og ikke fordi folk er hensynsløse. Men hvis normalen er at alle hunde får lov at hilse på hinanden, tænker folk nok ikke over, at nogle har det anderledes med det. Jeg går udfra at dem der kommer i hundeskove er glade for at komme der. Selv kommer jeg næsten aldrig i de små hundeskove, for jeg går ikke ture med mine hunde, for at jeg skal hygge mig med en masse mennesker og mine hunde skal rende rundt mellem en masse måske fremmede hunde. Men jeg respektere at nogle har det fint med at komme der. Når jeg er ude med mine hunde, er det for at vi skal lave noget sammen, derfor vælger jeg altid en stor hundeskov, når jeg tager i en hundeskov. Der er der muligheder for at gå en tur for sig selv og hundene får også lov til at hilse og lege med andre hunde vi møder. Nu kan det hellere ikke hidse mig op, at der kommer hunde hen og hilser på mine. Jeg oplever de fleste hundeejere som hensynsfulde og det både om jeg møder dem i en hundeskov eller andre steder. Sådan er det ihvertfald hvor jeg færdes. Jeg har gennem årene mødt mange dejlige hundefolk og nogle af dem er blevet mine venner.

Jeg oplever at de uskrevne regler er forskellige om man kommer i de små hundeskove eller om man kommer i de store. I de små hundeskove, syntes der ofte ingen regler at være. Der oplever jeg at de fleste kommer for at hundene kan være sociale sammen og hundeejerne hygger sig med hinanden. I de større hundeskove derimod kommer folk mere for at gå en tur med hunden og ikke så meget for det sociale. Jeg oplever at der oftest er mere styr på hundene i de store hundeskove end i de små. Så når der snakkes om takt og tone i hundeskove herinde, tror jeg at fleste snakker udfra de erfaringer hver især har gjort sig og hvad der er gældende i de hundeskove man færdes i. Der kan påpeges nok så meget, at de skrevne regler skal overholdes, men oftest er det de uskrevne regler der er de gældende i den virkelige verden.

Oskar har sin faste plads i fodenden af sengen. Victor ligger oppe imellem os med snuden ind mod min hals og med en pote på min arm eller vi holder i hånd/pote. Jeg siger godnat og sov godt til dem og fortæller hvor højt jeg elsker dem. Om morgenen skal Oskar ligge i arm, så ligger vi og nusser. Victor sidder så jeg kun kan nå ham med yderspidsen af en fingernegl og brummer. Med et suk, så ingen er i tvivl om, at han er den hund i verden der har det hårdest, lægger han sig til at sove. Det ender også med at Oskar og jeg falder i søvn igen midt i nusseriet. Når det så er alvor, at vi skal op, brummer Victor og stamper med en pote i madrassen, hjælper det ikke kravler han hen over mig og putter kærligt sit hoved ind til mit. Nogle gange med en sur sok i munden, som jeg så får stukket i trynen. Er det Oskar der vågner først lægger han sig ovenpå mig og jeg får den helt store slikketur. Når de har fået mig op, går Oskar forest og knalder døren op ud til badeværelset. Stiller sig ved toilettet kigger op på mig, som om han vil vise mig, at her er toilettet, hvis jeg skulle have glemt det. Hundene lægger sig i og tæt ved døråbningen og de flytter sig ikke, hvis jeg skal hente noget i f.eks. Soveværelset. Det er med at træde varsom for ikke at træde på en hund, når jeg skal henover dem. Først når de ved at jeg er færdig på badeværelset, flytter de sig. Og vi kan tage afsted på morgenturen. Når vi spiser ligger Oskar altid med hovedet ind under min stol. Når Victor skal springe ind i bilen, skal han have to forsøg. Det er først når jeg ved andet forsøg siger capisch det er en ommer, springer han ind i bilen. jeg fortæller dem mange gange i løbet af en dag, hvor meget jeg elsker dem. Hvis andre hørte hvad jeg går og siger til mine hunde, ville de mene jeg var tosset i hovedet. :blink:

Jeg tænker på nogle af de spørgsmål der nogle gange er blevet stillet herinde af nye hvalpeejer. Min hvalp bider hvad gør jeg? Min hvalp er endnu ikke renlig hvad gør jeg? Min hvalp kan ikke være alene og jeg starter på arbejde på mandag hvad gør jeg? Min hvalp er bange for min kæreste hvad gør jeg? Min hvalp vil ikke lystre mig kun min kæreste hvad gør jeg? Min hvalp vil ikke gå tur hvad gør jeg? Og der er sikkert masse af andre spørgsmål der er blevet stillet. Tænker at det kunne være godt at vide hvad og hvor meget man kan forvente af en hvalp og hvor store krav man kan stille. Jeg fornemmer at forventningerne ofte ikke er helt reelle, når nye hvalpeejere står med en hvalp og det faktisk kommer bagpå dem, at hvalpen ikke pr automatik forstår hvad de må og ikke må. Men at det faktisk kræver en indsats og det er menneskerne der skal lære at forstå hvalpen og ikke omvendt.

Vi træner ikke på hold pt. Vi træner lidt selv næsten daglig. Mest for at vedligeholde almindelig lydighed. Victor træner jeg også apportering med i alle dens afskygninger, så som markering, dirigering, frit sø m.m. Også for at han ikke skal glemme det. Oskar er opgivet, han ved ikke han er en retriever, der er skabt til at apportere. Han er derimod god til at lære nye tricks og til lydighed. Han vil gøre alt for et stykke muggen brød:mrgreen:

Det har også tit undret mig, at nogle giver A38 når hunden har dårlig mave. Ikke fordi jeg tror de tager skade af det i små mængder. Men tror at hunde kommer lige så hurtig over dårlig mave, uden A38. Mine har aldrig fået det. Jeg gør ikke det store ud af det, hvis det kun er en enkel dag. De får deres sædvanlige foder og spiser de det, så er det nok ikke så galt. Ellers bruger jeg at give Canikur Pro.

Dengang jeg fik Oskar, da var jeg så naiv at tro, at træning var peace of Cake, for sådan havde det været med min gamle hund, så det havde jeg da bare styr på. Jeg havde godt nok fået en retriever, som er kendt for at være pleaser. Den bog hvor det står i, havde Oskar ikke læst. Han er en hund med sine egne meninger om hvad han gider og hvornår han gider. Så egentlig har jeg mere en berner end en retriever. Oskar og jeg har haft vores kontroverser og først da jeg accepterede Oskar for den han er, med alle hans særheder, som jeg i dag elsker, for det er en del af hans personlighed, fik vi et godt forhold og træning gik bedre, for nu kendte jeg jo hans særheder og accepterede dem. Det blev pludselig nemmere at træne med ham. Det lærte mig meget som hundeejer.

Det er selvfølgelig aldrig rart at høre, at meget af det man gør er forkert. Men er man en ansvarlig hundeejer, vil man sin hvalp det bedste. Hvilket indebære at man tager kritikken til sig og er parat til at ændre på nogle ting og lytte til gode råd eller også må man aflevere hvalpen tilbage og erkende, at man ikke kan eller vil ofre tiden på det. Problemet er ikke at man begår fejl, men når man ikke er klar til at lære af sine fejl. Jeg sidder med følelsen af, at trådstarter enten er blevet fornærmet fordi hun har fået kritik og derfor ikke vender tilbage eller også er det en Troll. Håber hvis indlæget er seriøs at trådstarter vender tilbage og vil modtage den hjælp vi kan give.

Da manden og jeg købte hus, var hund noget af det første der blev anskaffet. Vi kunne ikke blive enig om racen, derfor blev det til en rundkørsler. Andersen var en blanding af labrador, Golden retriever, irsk setter og schæfer. Han var min soul mate og jeg vil altid savne ham, han blev kun 9 år. Han havde kun en fejl og det var at han ikke kunne lide andre hanhunde. Han var enorm klog og forstod næsten alt man sagde og han var lynhurtig i opfattelsen. Da Andersen var 7 år fik vi Oskar. Jeg har altid godt kunne lide Golden retriever og da vores venner året inden havde fået en Golden og skulle have en mere, fik jeg overtale manden til at vi også skulle have en. Vi fik bestilt en fra samme sted, som vores venner skulle have fra. Lang var ventetiden til de blev født og til vi kunne hente Oskar med hjem. Desvære døde Andersen som nævnt da han var 9 år. Vores venner havde imidlertiden fået kennelmærke og taget opdrætter uddannelsen. Deres første tæve blev parret, men gik desvære tom. Jeg ville gerne have en hvalp derfra. Vi kom derfor til at vente i et år, inden Victor kom ind i vores liv. Han var værd at vente på.

Hvis jeg jeg stod i situationen og skulle af med mine hunde og selv havde fundet et godt hjem til dem, ville ingen af mine opdrættere stille sig i vejen. De ville dog forlange at møde de mennesker der skulle overtage hundene, da de vil vide hvor og hos hvem hunden lander henne. Jeg syntes også det er betryggende at vide, at er jeg ikke selv i stand til at finde et godt hjem, vil mine opdrættere give dem et godt hjem eller sørge for de bliver formidlet videre til gode hjem. Jeg har fuld tillid til mine opdrættere og ved de ikke gør det for pengene, men for at de vil vide hvor deres hunde er og undgå, at hundene bare bliver solgt til hvem som helst og måske risikere at blive solgt flere gange. Enhver ansvarlig opdrætter er interesseret i at deres hunde har det godt hvor de er.

Jeg har også den klasul på både Oskar og Victor. Det siger mig at opdrætter ikke er ligeglade med hvor deres hunde eventuel kunne risikere at havne henne. Men ved også det er en regel, der kan være svær at håndhæve. Det handler om tillid parterne imellem. Gurli en tæve, som opdrætter viderformidler og som købere skriver under på at hun skal tilbage til opdrætter, hvis køber af en eller anden årsag ikke kan beholde hunden. Tiden går og opdrætter får at vide at alt går godt med hunden, når de snakker sammen. Efterhånden bliver det mindre og mindre de har kontakt til hinanden. Men intet usædvanlig i det, for alt går jo godt med Gurli. En dag bliver opdrætter ringet op fra et dyrehospital i Sønderjylland. De har fået Gurli indleveret til aflivning. Kun fordi at dyrlægen var vågen og undrede sig og havde stillet en masse spørgsmål, får han en mistanke om at noget er galt. Ejeren er en ældre dame, som ikke magter hunden, har fået sin søn til at køre hunden til dyrlægen og få den aflivet. Heldigvis går sønnen med til at dyrlægen godt må prøve, at finde ud af hvor hunden oprindelig stammer fra. Der er ikke fulgt en stamtavle med, da den gamle dame købte hunden. Nå men for at gøre en lang historie kort, lykkes det at finde frem til opdrætteren, som henter hunden. Køberen som opdrætteren solgte hunden til var en dame midt i 50'erne. Om hun havde solgt hunden til den ældre dame vides ikke, for efter hendes egen udsagn, så havde hun vidersolgt hunden til en på hendes egen alder. Hunden var med DKK stamtavle og hvor den i forløbet har mistet sin stamtavle er der ingen de ved. Måske har opdrætter været for naiv og har troet for meget på køberen eller også er det for nemt at snyde. Men det er vel den eneste mulighed opdrætteren har for at vide hvor deres hunde er. Og ingen opdrætter kan tage rundt og se om det passer. De må stole på køberne og alle købere er nok hellere ikke lige gode til at at bevare kontakten og det samme gælder også opdrætteren.

Daimi Dyma Dina Dinna Dothea Dagmar DeeDee

Det undre også mig. Måske trådstarter ikke har udtrykt sig tydelig nok?

Succes oplevelser giver blod på tanden til at fortsætte. Bare det at du kan fastholde hans koncentration, er super syntes jeg. Havde Oskar tæveduft i snuden, kunne jeg gøre alt lige fra tæve ham med en jernstang ( hvilket jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på) til at kaste flæskesteg lige for næsen af ham. Han kortsluttede totalt og var umulig at nå ind til.

Når røget medister kan konkurrere med tævedufte. Tror jeg der er en god chance for at træne de værste nøkker væk.

jeg kan fuldt ud tilslutte mig hvad du skriver. Jeg er også vild med pbc's indlæg.

Nu er det heldigvis ikke så tit mere, at Oskar køre op og vil humpe, men når det sker får han snoren på, det hjælper, når jeg kan mærke han igen slapper af, kan jeg tage snoren af ham og han kan være afslappet sammen med de andre hunde. Måske det er noget du kan bruge.