Umulia

Alligevel koster hunde med stambog tit 50 - 100 % mere end dem uden. Husk vi ser det fra køberens synsvinkel. Jamen der er jo ikke noget, der hedder avlsgodkendelse længere, så det kan du risikere uanset hvad.

Hvis det var betændt, tror jeg ikke det havde lukket sig så hurtigt. Vi håber det bedste Flot klaret omgang førstehjælp, lige efter bogen :5up:

Det kan vi kun være enige om.

En gennemsnitlig voksen mandsperson vejer vel et sted mellem 70 og 80 kg, og den slags plejer de fleste at tolerere i møblerne En stor hund kan også sagtens rulle sig sammen og passe på et enkelt sæde i en sofa, men det er vigtigt at den har sin egen soveplads, hvor den dels kan være uforstyrret og dels kan ligge helt udstrakt. Min GD startede med en 2-pers. sofa, derefter en 3-personers og senere en udslået sovesofa. De er alle leget ihjel, så lige pt. sover hun på en drømmeseng med springmadras. Den pynter ikke i stuen, men hun ligger godt.

Jeg har haft mine hunde både på for- og bagsæde. Kan ikke se problemet Hvis man er bekymret over bilens indtræk, kan man købe et specielt tæppe, der er fastgjort til forsædernes nakkestøtter og dækker hele bagsædet samt ryglæn. Jo, desværre er der nogle, der har det sådan. Men nu er det jo hverken den største eller den mest intimiderende race I har valgt jer, så ejere af f.eks. Labradors o.lign. vil næppe være afskrækket. Og dem er der faktisk en del af. Det kommer an på hvilket mærke I vælger. Det mærke jeg oftest bruger (Bosch Adult Maxi) koster ca. 300 kr. for 15 kg når man handler i Tyskland. Og min hund på 60 kg spiser 15 - 20 kg på en måned. Det kommer an på hvor tolerante de mennesker, man besøger, er. Mine hunde har været velkomne hos min familie - bortset fra den yngste, som også er den mindste hund, jeg har haft. Fordi min mors hund ikke kan lide ham. Der er jo ingen garanti for god kemi. Hvorfor I alverden kan man ikke det? :hmm: Jeg vil mene at hvis jeres førstepriotet er at have et pænt hjem og pletfrie møbler, så skal I nok holde jer til de små størrelser. Det kan ses på et hjem, når der bor en stor hund. Og selvfølgelig holder man ikke hunden væk fra møblerne bare fordi den er stor. Det forstår den jo ikke noget af.

Jeg tror jeg har spurgt om dette før, men findes der egentlig en officiel redegørelse for de overvejelser der har ligget bag, da man traf denne beslutning? Eller var det bare stemmeflertal, fint, det er vedtaget? (I øvrigt mener jeg at middellevealderen hos GD normalt angives til 7 år. Jeg har i hvert fald personligt ikke set nogen statistik, der siger 5)

slettet

Du har størst chance for at få svar på dine spørgsmål hvis du opretter en tråd i det relevante forum. Til dette spørgsmål vil det være: http://www.hunde-forum.dk/foder/

Hvor gammel er hun og hvor lange ture går du med hende? Det kan være smerter pga. overbelastning af leddene, hvis hun går for meget.

Jeg tror faktisk det var oppe og vende

Helt enig her :5up: Jeg har haft en hanhund, der blev meget stresset af en anden hund, vi gik til træning med. Resultat: Han lettede ben op ad mig Det var meget tydeligt at se at han slet ikke var bevidst om hvor han var eller hvem/hvad der blev strintet på - alligevel var der selvfølgelig nogle medkursister, der skulle gøre sig kloge på at det var dominans og at jeg ikke blev respekteret som leder

Jeg håbede også at min søn ville fatte interesse for hundetræning, og jeg gik endda i en af de få klubber der har børnehold. Men han har desværre altid været komplet uinteresseret. Sådan kan det jo gå

Fordom: Folk, der påstår at de ingen fordomme har, lyver

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i nogen grad deler Kims syn på DKK/FCI og hele det system. Men når det er sagt synes jeg ikke at GD'en er den race der har de største problemer, og med mindre jeg tager meget fejl er den generelle helbredstilstand i racen faktisk i bedring. Synes man ser flere hvidmuler i dag end f.eks. for 10 år siden.

Jamen det er forsøget værd. Måske får du en pb - der er jo mange flere, der læser med herinde end bare os fjolser der skriver

Der skal du nok til Sverige. Nu er jeg ikke spidshundeekspert, men umiddelbart tror jeg ikke der pt. avles på den race i Danmark, for den amerikanske egner sig bedre til udstilling. Men Spidshundeklubben er i hvert fald stedet hvor du får det bedste svar - der er vist allerede linket i tråden.

Her på forum er det tænkt som værende de racer man ejer. Er det amerikansk eller japansk Akita, du vil have?

Hypertrofisk osteodystrofi Jeg har ingen erfaring med det.

Jeg henholder mig til erfaringer fra familie og venner i USA, hvor Ovtcharkaer og Kangaler på et tidspunkt blev voldsomt populære at holde i forstæderne, fordi middelklasseamerikanere åbenbart har et stort behov for beskyttelse, samtidig med at de gerne vil skille sig ud fra mængden. Nogle af de folk, der anskaffede sig denne type hund, gik til sagen med stor optimisme, og gjorde alt hvad de kunne for at socialisere hunden rigtigt. Min kusine var på det tidspunkt træner for hvalpehold, og fik mulighed for at følge flere af dem. Det første der skete var sædvanligvis at folk holdt op med at gå tur med deres hvalp når den var omkring 8 - 10 måneder. På det tidspunkt kunne de ikke længere fysisk holde den tilbage hvis den ville efter noget. Og indlærte kommandoer var glemt eller blev ignoreret. Derefter begyndte historierne om bidepisoder at komme. Hunde der brød igennem hegnet ind til naboen eller ud til vejen, hunde der gik til angreb på børnenes legekammerater eller gæster. En ejer forsøgte at vænne sin Ovtcharka til en ny kæreste - det gik ikke godt. Og det siger sig selv at omplacering heller ikke var nemt. Internaterne ville ikke have dem, kun særlige rescue groups for den pågældende race, og sådan en kunne være mange stater væk. Der var selvfølgelig også nogle der ikke havde problemer. Det var der hvor der ikke blev taget chancer, og hunden altid var solidt indespærret. Men hvad er det lige for et liv for en hund? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at disse racer er både kærlige og trofaste overfor deres ejere, og er lige så gode familiehunde som alle andre, så længe de altså bliver i familien. Men det er for naivt at ignorere de tusinder af års selektiv avl, der ligger i generne. Jeg vil stadigvæk til enhver tid påstå at det ikke racer, man bør have hvor mange mennesker bor tæt sammen, lige så lidt som man f.eks. bør have ulvehybrider i en villahave. Det tjener hverken hundes eller menneskers tarv. Og 99 % af danskerne bor i by- eller forstadsmiljø i en eller anden grad. Der er ikke ret mange, der ville kunne tilbyde sådan en hund de store forhold, den har brug for. Derfor synes jeg ærligt talt det er for dumt at udbasunere sin races fortræffeligheder til højre og venstre, uden også at minde folk om de mindre positive sider. Hvis det var mig, der havde jord og ejendom at passe på, ville jeg nok foretrække at folk, der evt, var gået forkert, blev mødt af et hegn og/eller et "adgang forbudt" skilt fremfor af en stor frådende hund. Men sådan er vi jo forskellige... Det + de dødstrusler mm., jeg har modtaget for mine indlæg i denne tråd, siger efter min mening en hel del om de mennesker, der vælger disse racer.

Prøv en Bulldog. Engang Oluf og jeg var på vej hjem fra købmanden, standsede jeg og snakkede med en af de lokale bønder. Da jeg på et tidspunkt kom i tanker om at jeg havde hund med, og kiggede ned, lå Oluf pænt rullet sammen og snorksov

Altså, jeg vil nødig rippe op i noget, men Irsk Ulvehund...

Synes det er lidt uretfærdigt at afkræve folk svar på om deres egne fordomme holder Man har jo fordommen af en årsag. I samme øjeblik det går op får en at den ikke holder, er det vel ikke længere en fordom, eller hur? :hmm:

Så godt da, det sidste link er faktisk også til den forkerte tekst - ved ikke hvor den anden er blevet af :hmm: Sagen er at der efterhånden er lavet en række studier, der påviser en sammenhæng mellem farve og tendens til aggression. Der er et spansk forsøg med hvalpe af Cocker og Labrador, hvor de udsatte hvalpene for forskellige former for kontakt, og noterede deres reaktioner. Konklusionen var at hos Labben var de lyse mest aggressive, derefter de sorte, medens de brune var mindst aggressive. Hos Cockeren var det vist nok også de lyse, der var mest aggressive, derefter de røde og de sorte, medens de flerfarvede (roan?) var mindst aggressive. Så er der det russiske ræveforsøg, der har varet over 40 år, hvor man selektivt avler på de mindst aggressive dyr. Her har det vist sig at allerede efter få generationer begyndte rævene at skifte farve. Så der er altså en eller anden form for sammenhæng. Mere uvidenskabeligt: En Thai Ridgeback opdrætter, jeg engang talte med, mente at de røde af hans race var klart de mest aggressive. Han havde en rigtig hvalpefabrik, hvor hundene gik nogle stykker sammen i løbegårde, og et af hans mange problemer var at de røde ikke kunne gå så mange sammen som de andre farver.

Voila! Genetics: effect of coat color on behavior Og den lange version: http://actavet.vfu.cz/pdf/200776030431.pdf

Den slags tanker har aaaaldrig strejfet mig Det passer jo godt nok på mig, men er ikke sikker på at man kan generalisere udfra det :hmm:Men jo, det er ret dejligt at have en hund, der er lige så stor som én selv, fordi man sædvanligvis går gennem livet og føler sig alt for stor til alt og alle Når jeg af og til ser en ordentlig skude med 3 - 4 Chi'er kravlende rundt på barmen, synes jeg ikke det ser særligt pænt ud - og jeg kommer som regel til at tænke på dette klassiske billede Jeg vil ikke være hende!