En af mine hunde, "Lille P." kommer fra en opdrætter der har lagt et stort arbejde i både mental og fysisk sundhed. Det er en ren fornøjelse.
Min irske ulvehund Happy er velsocialiseret på børn og meget andet, men har har tilsyneladende noget af et gammelt jagtinstinkt intakt som kan trigge i utide, og der skal jeg være yderst opmærksom. På sundhedssiden har han adrig fejlet andet end at han skulle repareres efter klumre-skader.
Så har jeg borzoierne hvor der er lagt stor vægt på eksteriør, men fysisk er sundheden også i orden. Men de er opvokset i en stald med mange hunde der står tæt, og minimal kontakt til mennesker, og den menneskekontakt der har været har ikke altid været positiv. Jeg har trænet med den hunde siden jeg har haft dem, men noget godt resultat kommer der aldrig ud af det, højst noget man kan leve med hvis man kan tilpasse sig deres mangler. Grunden til at der henstår ca 40 hunde ved den opdrætter er at hundene kræver mere tilpasningsevne og erfaring end nogen vil kunne give dem.
Jeg har valgt at kaste mig ud i gaven med ikke-perfekte hunde fordi jeg har lært en masse ved det, og fordi jeg kan indpasse min tilværelse efter at hundene ikke alle bryder sig om at blive overendt af mennesker.
Men hvis jeg engang skal til at have en ny hund - om maaaange år - tja, kan jeg redde en skrot-borzoi igen gør jeg det vel, og ellers går turen til Lille P's opdrætter.
Det er meget op i tiden at skulle omregne alt til Kr. og €. Lille P har kostet mig mere i anskaffelse end skrotborzoierne, men diverse specialtræning, og specielle hensyn ved dyrlægen æder hurtigt den merudgift.