KimC

Det er klart at en arbejdsplads hvor intet hænger sammen, ledelsen har spillet fallit, og der er langtfra det mandskab der skal til, der falder tingene fra hinanden. Offentlige instanser som politiet er centralistisk styret. Hvis centralledelsen siger at holderen til en lommelygte skal sidde dér i patruljevognen, ja så skal den sidde dér, også selvom betjenten konstant river den løs på vej ud af døren. Der eringen feedback i offentlige virksomheder, mht hvordan tingene fungerer i praksis. Hvis patrulje Alfa13 har fået at vide de skal patruljere af A-vej (minuttal 17 og 47) via b-gade til c-stræde, og tilbage igen, ja så skal de patruljere dér, også selvom de godt ved at deres klientel venter til minuttal 48, eller bruger d-allé i stedet. Jeg har prøvet at arbejde i en virksomhed styret efter lignende principper. Arbejdsopgaver måtte aflyses, fordi der ikke var penge til at købe et helt almindeligt lille 9Volts batteri. Vi gik og ryddede lidt op i hjørnerne i stedet, men det blev vi også snart færdige med. For at beholde jobbet blev vi eksperter i at se aktive ud, selvom der ikke var en skid at lave, jo det var der, men de ting vi skulle bruge var enten udlånt, eller "ikke råd til". man bliver overfladisk, og totalt ligeglad med om opgaverne kan løses eller ej. Fok der brokker sig over at de kke kan få arbejdet lavet skal ikke forvente noget høfligt svar. Generelt skærpes tonen under de forhold. Når det så er sagt, har jeg meget lidt forståelæse for at politiet f.eks. nærmest er ligeglade med hjemmerøverier, indtil det øjeblik hvor hjemmerøveren måder modstand, og det måske endda bløder ganske lidt. Derefter søger røveren hjælp os politiet, der straks kommer og tager den formastelige med der ikke ville samarbejde med røveren (hvorefter røveren har frit spil i hjemmet). Nu kan politiet lige pludselig arbejde meget nidkært, og der er ressourcer nok. Det, og lignende får mig til at spørge mig selv hvis side de er på. Det er politikerne der sætter rammerne for hvad der er lov og orden. Deres sympati er åbenbart mere hos de kriminelle. Politikerne selv er jo ikke et meget bedre, når de forgylder sig selv og deres egne. Og det er noget alle partifarver kan være med til når de har siddet længe nok på borgen. Mon det er faglig loyalitet?:blink: Hilsen Kim Hilsen Kim

En ting er helt sikkert, børn og hunde skal ikke være sammen/kunne komme sammen uden opsyn. Et barn i den alder er ikke i stand til at forstå at det er ved at overskride en hunds grænser. Det er der såmænd også voksne der ikke er klar over, men i de fleste tilfælde vil en hundekyndigs tilstedeværelse kunne afværge den slags situationer. Hilsen Kim

Weimaraneren findes også i en langhåret udgave, den er dog ikke så langhåret som navnet antyder. Når man ser en W live for første gang opdager man at den er lidt større end man lige havde regnet med. Som de andre stående hunde er det energibundter, som kræver at blive brugt til noget. De har tilbøjelighed til at være lidt mere skarpe end ståend ehund enormalt er, og kan også bruges som vagthunde. Weimaranere siges at være noget stædige, og er bestemt ikke en hund for uerfarne. Hilsen Kim

Mange dyrlæger ved ikke meget om adfærd, det er jeg enig i. På den anden side tror jeg de udmærket er klar over bagsiden af medaljen ved kastration. Der er bare lige det ved det at de ulemper kan man jo som dyrlæge godt gå hen og opfatte som endnu en fordel! Hilsen Kim

Dyrlægerne er efterhånden meget begejstrede for kastration som universalmiddel mod alt adfærdsrelateret, og lidt til. Set fra deres side af stetoskopet kan de jo kun tjene på det. Først på selve indgrebet, derefter på "alt det løse" der følger i kølvandet, og som de altid glemmer at rådgive om. Bliver hunden for fed kan man sikkert købe noget diætfoder hos dem også.. Hilsen Kim

Mine ndlingsracer er mynderne, som jeg godt kan lide af temperament. Egentlic findes der ikke nogen mnderace som jeg ikke bryder mig om, men af praktiske grunde ville jeg ikke turde binde an med afghanere og italiensk mynde. Afghanere har en meget krævende pels, og italienerne er meget skrøbelige, ikke godt med et klummerhoved af en irsk ulveund i huset. Mht Irsk ulevhund ville jeg oprindelig heler ikke have sådan en, fordi jeg var bange for deres dårlige helbred. Min har så indtil nu ikke fejlet andet end pådragne skader ved klumreri. Men på et IU forum som jeg er med i, har 3 medlemmer mistet helt unge hunde dennne sommer. Uhyggeligt. Jeg kan også godt lide GD'ere, det er ligesom lidt af det samme. Desuden kan jeg godt lide jagthunde, især dem der før var i "gruppe C", nu har de lavet det om så det hedder noget helt andet. Jeg blev indoktrineret til tysk ruhår, de er meget charmerende, og yderst robuste, men kræver også uhyggelig meget aktivitet. Der er også nogen racer som jeg er meget fascineret af, men aldrig selv kommer til at have. Det er de franske hyrdehunde, Picard, Briard, og Beauceron. Og de tjekkiske ulvehunde... Bouvier des Flandres har jeg et lidt blødt forhold til efter at jeg hev to gennemstegte af slagsen ud af en bil ved vesterhavet, og smed dem i baljen (den stooore). Bagefter var bilen væk... En forstående landbetjent spurgte om jeg ville noteres til at overtage hundene hvis ejeren ikke meldte sig. Jeg takkede ikke uden besvær nej. Hilsen Kim

går ud fra at urværket skal drives af 230V ?

Mine hunde er meget forskellige. Min gamle ruhår er en hård dreng. Engang da vi var på tur kunne jeg høre noget "klik" når han brugte det ene bagben. En undersøgelse viste at han nærmest havde jaget et søm ind gennem poten. Nå, det trak vi da ud, og så fortsatte vi hjemad. Så er der skønheden, min borzoi som er meget sart, sådan da. En ganghavde han revet det emste af den ene side op under en meget sjælden fejlberegnet galopmanøvre. Han sagde ikke en lyd, helle rikke da såret skulle renses. Forbundet, og hjemme i kurven så jeg et løst hår som lige skulle fjernes. Det var alligevel ikke helt løst (men blev det), hold da op hvor han skreg. Hilsen Kim

Flyyyyyyyyball

Ulveflokkene er også under meget stort pres, deres leveområder forsvinder, og de trues af jagt, lovlig eller ulovlig. Jeg mener at ulvestudierne let fører på vildspor. Vi har hørt adfærdsfolk proklamere at rangordnen har alt at betyde i en ulveflok, og vi har hørt andre proklamere at der slet ikke findes nogen rangorden. Der findes næppe ulveflokke (som man kan komme til at iagttage) der lever under helt naturlige forhold, hvor mennesket ikke på en elleranden måde har indflydelse på flokkens liv. En ulvekigger der ser på en lille flok ulve, hvor mange individer er blevet bortskudt, og der findes masser af føde takket være at der holdes får i området, vil næppe se nogen videre rangorden. Der er mad nok til alle, og ulvene har andet at gøre end at gå og dominere hinanden, hvem der skal være forældre til næste generation giver sig selv, idet udvalget er så lille. Der findes ingen konkurrerende ulveflokke i området. Hvad skal sådan en ulveflok med et hieraki? En ulvekigger der har iagttaget sådan en flok, vil være tilbæjelg til at proklamere at der ikke findes nogen rangorden. Det samme vil en ulvekigger der nøjes med at glo på ulve i zoologisk have. De fodres så der er mad nok til alle, det er de da nødt til, der er ingen fremmede ulveflokke, og de dyr der ikke skal indgå i avlen er neutraliserede. En anden ulvekigger har måske fundet en flok hvor der er mange ulve, men for lidt mad til dem alle. Der vil man kunne iagttage rangorden, og magtkampe vil være en del af hverdagen. Hiereakiet er en del af overlevelsen. Seriøs videnskab kræver at man er kritisk over for de observationer man laver, og at det man iagttager ikke er pavirket af uvedkomende faktorer, og det faktum at de faktisk bliver iagttaget. Men ulve er åbenbart et mantra for mange af de der adfærdsfolk. Mange af de der adfærdfolk har selv ulvelignende hunde, og mødes til et ulvefix i deres ferier, til Givskud og glo på ulve i "naturlige omgivelser" Det bliver bekymrende når man møder et eksemplar til noget hundetræning, og denne så retter alt opmærksomhed mod den eneste tilstedeværende ulvehybrid. Og at alle os andre med degenererede hunde medhængeører i bedste fald kan bruges som figuranter ved diagnosen af ulvehybriden. OK, det var da et flot dyr, men ikke noget der egnede sig som kæledyr, og da slet ikke med den ejer. Men ulveeksperten havde åbenbart ikke kunnet iagttage inkompetente ulvehybridejere derude i vildmarken, så den diagnose blev ikke stillet. Mange racer er så specialiserede at der ikke er meget ulv tilbage i dem. Nogle har et overdrevet kropssprog, andre nærmest pokerfjæs. Herregud, bagateller som nogle årtusinders domestikation er vel ikke noget man skal hænge sig i ! De der vil kalde sig hundeadfærdsbehandlere bør iagttage hunde af forskellige racer, og være klar over de vigtigste egensaber for ganske mange hunderacer. Og regne hund for hund, og ikke noget andet. Derfor kan de da godt have en dåse med ulve.... stående, som de kan tage en dyb indånding af en gang imellem. Selv hundeadfærdsbehanlere har vel lov til at have hobbies og laster. Hilsen Kim

Her er en af flokken igang med en en is lavet af.... vand, kærnemælk, Rynkeby saft, øl og ostetern. Der var til hele banden, og det fik de da en iime til at gå med. Hilsen Kim

Jeg ville skylle mine hunde af. Der er ved at opstå forøget algekoncentration de felste steder (se DMI.DK for detaljer) Det kan give noget ubehageligt eksem, men det kan gå endnu værre hvis hunden drikker af det. Der hjælper afskylning ikke. Hilsen Kim

Du vil komme ud for frem og tilbagegang hend ad vejen, og det vil kræve tålmodighed, der findes ingen nemme og hurtige løsninger. Der hvor jeg træner min "projekthund" er der flere andre der også har deltaget over lang tid med deres projekthunde. Der er heldigvis mennesker der ikke kender til at give op. Fristelsen til at prøve metadihydrogentripenolphtaleatcisoxytetraheliumbarbiturat (eller noget andet som løver lette løsninger) kan være stor, men ofte reagerer hunden modsat forventning når den mærker at den ikke længere er herre over sine egne følelser. Jeg har forsigtigt prøvet mig frem med noget dovent øl, her vil virkningen hurtigt være væk hvis virkningen ikke er som ønsket. Afpasset i nøje mængde har det måske en positiv virkning, men heller ikke mere. Targetøvelsen har været god i mit tilfælde, og den dannede grundlag for meget af det videre forløb. Min hund er glad for den øvelse, og kan den i alle afskygninger. En af de sidste træningsgange i denne sæson kørte jaroff på en succesbølge og jeg fristedes til at prøve ham lidt af, jo, svære targetøvelser i en tæt gruppe mennesker, og hunde, det gik bare som smurt. Men så pludselig lukkede han ned. Det var alligevel blevet for meget. Nu har jeg så fået lært at det er vigtigt at være på vagt over for hvornår ens hund er ved at overskride sine grænser, eller "brænde ud", og standse/holde pause/gøre noget helt andet inden det sker. Det er også vigtigt at ambitionsniveauet ikke bliver for stort, her ligger det nok i menneskets natur at stræbe efter det perfekte, i stedet for at koncentrere sig om at nå frem til det acceptable. Og acceptere at den ikke-perfekte løsning også kan blive noget man kan leve med. Om autisme fuindes hos hunde kan de lærde sikket få en meget fed diskussion ud af. Mens de diskuterer vil jeg anbefale at du går ud fra at det er muligt, og reagerer som man ville have gjort med tilsvarende mennesker, få en ny snak med de pædagoger. Hilsen Kim

En gang har jeg oplevet en af mine hunde være godt på vej ud over en klint hvor det gik 25 meter ned. De havde tydeligvis ingen respekt for den afgrund - hvor samme hund tøver med at springe ned fra noget som er bare en meter højt. Kan det være at deres afstandsfornemmelse snyder når højdeforskellen bliver for stor? Eller at terrænet i bunden ligger i fuldt lys, mens orådet hvor hunden står er i skygge - øjnene kan ikke opfatte rigtigt ved så stor lyskontrast? OK, dette var ikke noget svar, nærmere nogle flere spørgsmål, men jo, jeg har oplevet at hunde ikke har respekt for afgrunde. Hilsen Kim

Fine actionbilleder. Det ser rigtigt flot ud når den lange pels bælger i fartvinden. Hilsen Kim

Taget i morges. Den lille bandit skal opereres for Artrose i næste uge, jeg har svært ved at forstå det. Hilsen Kim

Det må være en meget lang gågade i har der i Skagen? Hvis nu "hjemme" er et telt, en campingvogn eller en bil, tror jeg såmænd det er ligeså godt at tage hunden med. Hvis man sørger for også at have vand med, det er klart. Efter hvad forretningsfolk siger er sådan et varmt vejr ikke lige det der "sælger" bedst i butikkerne, måske lige bortset fra dem der sælger is. Mon ikke gågadeturene blive rlidt kortere på den måde? Hilsen Kim

Noget makabert, og ikke for helt sarte sjæle. [media]http://video.google.de/videoplay?docid=-1918185834789602248&ei=G8JESuDfLMWN-AaM2qH-Bg[/media] Hilsen Kim

Min første hund, Bento, blev 12½ år. I størstedelen af disse år var han for stor til at kunne stå oprejst under køkkenbordet, men alligevel knaldede han trofast knolden op i bordet, så vi måtte tørre marmelade ned fra loftet, hver eneste morgen (bortset fra når vi var på camping) det meste af sit liv. Nogen lærer det aldrig.

Hunde kan lære ja og nej, selvom jeg også har min tvivl mht gravhunde. Der hvor jeg træner foregår det ved at man sider godbidder på jorden, og siger Ja, og dem må hunden tage. Når man smider en Nej godbid, stiller man sig sådan at man kan afskære hunden vejen til godbidden, man fastholder hundens opmærksomhed på sig selv, og spærrer vejen til godbidden, men ikke mere end nødvendigt. Når hunden har afskrevet godbidden, samler man den op. hunden må ikke få lov til at tage den alligevel. Når man laver den øvelse skal ja-godbidder være i overskud. Hilsen Kim

Stadigt, hvis det er sket på den måde, og personen har den fornødne tilladelse til at gøre det, kan vedkommende sikkert også afgive en erklæring om at have gjort det - uanset at en sådan attestering måske ikke er gjort før. Hilsen Kim

Jo, men så kan de jo også attestere det. Hilsen Kim

Det er vist det man kalder "på jysk", altså uden unødige papirer. Jeg ser umiddelbart følgende muligheder: 1. Dyrlægeregning forefindes, men opdr. vil ikke forevise den. 2. Dyrlægen har lavet den "på jysk", og aflivningen kan ikke faktureres nu uden at datoen vil være mistænkelig. At udstede en aflivningserklæring uden at have en tilsvarende postering i bogholderiet (med rigtig dato) vil være det samme som at indrømme at man roder med regnskabet. 3. Aflivning har fundet sted af en person som ikke må foretage aflivning, og derfor vil kompromittere sig selv ved at udstede en regning/erklæring på det han/hun ikke måtte foretage sig. 4. Der har ikke fundet nogen aflivning sted. Hilsen Kim

Så har din dyrlæge rod i regnskabet. Skat er ikke videre begejstret for den slags. Selv om en regning er smidt ud vil der stadig figurere en bogføring hos dyrlægen, som der kan udkrives en kopi af. Hvis alt andet svigter kan dyrlægen vel skriftligt attestere at aflivning har fundet sted. Humlen i om Simba er aflivet eller ej, består vel i at buthazar ikke har fået nogle penge for tilbageleveringen af Simba angiveligt fordi opdrætteren ikke havde dem. Hvordan kan hun så have penge til en aflivning kan man vel spørge sig selv, det er heller ikke helt billigt, og derfor er det vel ganske relevant at vide om, og i givet fald hvordan Simba har forladt denne verden? Hilsen Kim

Hvis man ser på profilerne vil man bemærke at såvel hoffet som bulthazar på intet tidspunkt har deltaget i andre debatter end denneher. Man kunne næsten komme til at tro at denne tråd var deres eneste grund til at være her? Vis dog den regning, så er meget nået. Hvis opdrætteren ikke kan tale med b. direkte, kan hoffet som jo kender opdrætteren åh så godt vel poste et scan af den her på HF, når forummet her nu engang er udnævnt til jeres slagmark. Ja, der er noget Jerry Springer over det her. Se næste udgave af "Taget ved næsen" her på HF! -men forvent ikke svar på nogen spørgsmål ! Jeg må indrømme at jeg efterhånden tvivler på at der eksisterer en regning på Simbas aflivning. Hilsen Kim