Ville du risikere dit liv for din hund?

[luckyluna]

Hmm, jeg ER faktisk løbet ind og hentet sheila i min lejlighed, før brandmændene der var ved at iføre sig røgmaske og hvad har vi, kunne nå at stoppe mig... Jeg tænkte ikke et sekund over at det kunne være farligt for mig, Hun skulle bare ud! "branden" slukkede jeg så også selv i farten; så de kære brandmænd kunne nøjes med at lukke vinduer op og skælde mig ud, hehe

 

jeg er nok lidt dumdristig og totalt løvemor...men mon ikke jeg ville tænke mig om, bare lidt, hvis situationen virkelig bød på en stor risiko for at miste livet..

[Gryn]

Hmm, jeg ER faktisk løbet ind og hentet sheila i min lejlighed, før brandmændene der var ved at iføre sig røgmaske og hvad har vi, kunne nå at stoppe mig... Jeg tænkte ikke et sekund over at det kunne være farligt for mig, Hun skulle bare ud! "branden" slukkede jeg så også selv i farten; så de kære brandmænd kunne nøjes med at lukke vinduer op og skælde mig ud, hehe

 

jeg er nok lidt dumdristig og totalt løvemor...men mon ikke jeg ville tænke mig om, bare lidt, hvis situationen virkelig bød på en stor risiko for at miste livet..

 

Jan har en gang redddet vores hunde ud af vores brændende bil.

 

Ved ikke hvor langt jeg vil gå, håber aldrig jeg finder ud af det.

[Therese]

Hehe.... Det er bla. det der instinkt der har gjort jeg har plasket rundt ud midt i skjernåen iført alt mit tøj og mit eneste tøj, fordi mit kræ ikke kunne finde ud af at svømme IND til kanten, men blev VED med at prøve at svømme mod strømmen. :stupid:

 

Ikke decideret farligt for mig, men trods alt pænt dumt, eftersom kræet svømmede pænt ind til kanten, da min lidt smartere mor viftede med en pind

 

Men altså, det virkede smart da jeg hoppede i vandet

Hahah... Jamen altså... Når man står der og kan se ens hund er ved at drukne (og det gør den jo lige om lidt, det er jo tydeligt at den kæmper for livet! ) så hopper man selvfølgelig i og redder den i stedet for at bruge tid på at lede efter en pind...

 

Men det må nu have set lidt sjovt ud, at du render rundt nede i åen, mens hunden (hvem af dem var det? hehe) svømmer ligeså fint ind på bredden

[Amocca]

Nu er jeg jo ikke mor, kun hundemor, og jeg er alvorligt bange for, at jeg ville kaste al fornuft overbord og bringe mig selv i overhængende livsfare for at at redde Karla

[Lykkeliv]

Nu er jeg jo ikke mor, kun hundemor, og jeg er alvorligt bange for, at jeg ville kaste al fornuft overbord og bringe mig selv i overhængende livsfare for at at redde Karla

Men ikke Johna?

[Amocca]

Men ikke Johna?

 

Det tror jeg faktisk ikke nej... Karla er mit barn. Johna er en hund. Ikke dermed sagt at hun ikke er vigtig og at jeg ikke holder af hende, men båndet mellem os er et helt andet...

[Gæst Iben B]

ikke for mit vedkommende. min død ville påvirke alt for mange mennesker alt for meget.

 

Er jeg den eneste heromkring der synes at det ville være totalt nederen at dø af egoistiske årsager? Bare fordi jeg gerne vil leve?

Selvfølgelig ville det være forfærdeligt for min kæreste og familie men det ville sgu da også være herre nederen for mig.

[søster lagkage]

Er jeg den eneste heromkring der synes at det ville være totalt nederen at dø af egoistiske årsager? Bare fordi jeg gerne vil leve?

Selvfølgelig ville det være forfærdeligt for min kæreste og familie men det ville sgu da også være herre nederen for mig.

 

næh, det andet lyder nok bare pænere (i virkeligheden er det jo nok en kombination)

[luckyluna]

Det tror jeg faktisk ikke nej... Karla er mit barn. Johna er en hund. Ikke dermed sagt at hun ikke er vigtig og at jeg ikke holder af hende, men båndet mellem os er et helt andet...

 

Som jeg har skrevet flere gange tidligere..det er på samme måde her i huset. Efter jeg har fået mysla har jeg fået en bedre forståelse for mennesker der kan sige "jamen det er jo bare en hund". Ikke at hundes kærlighed på nogen måde er "bare", men jeg har alligevel fundet ud af at det ikke nødvendigvis er alle hunde man knytter sig lige så meget til.

[Museklik]

Jeg synes faktisk det er lidt pudsigt at mange skriver at deres ansvar som mor gør at de ikke ville risikere livet for deres hund, betyder det at havde i ikke haft børn så havde I risikeret jeres liv for jeres hund?

 

Det ved jeg ikke. Jeg bilder mig ind at jeg måske ville have et anderledes forhold til hunden. Når jeg læser nogen herinde beskrive deres følelser for jeres hunde har jeg nogen gange tænkt, at jeg i hvert fald har et mere hm... distanceret forhold til min hund. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare det? Men min hund er ikke mit liv. Det er familiens kæledyr, som vi er glade for.

 

Måske der er en tendens til, at en hund tager "barnets plads" hos dem, der ikke har børn?

[Gæst Miss_menelli]

Hahah... Jamen altså... Når man står der og kan se ens hund er ved at drukne (og det gør den jo lige om lidt, det er jo tydeligt at den kæmper for livet! ) så hopper man selvfølgelig i og redder den i stedet for at bruge tid på at lede efter en pind...

 

Men det må nu have set lidt sjovt ud, at du render rundt nede i åen, mens hunden (hvem af dem var det? hehe) svømmer ligeså fint ind på bredden

 

Må absolut have set fantastisk ud - Kunne godt nok bunde, hvis der ikke havde været strøm, men vandet gik til halsen.

Så var gennemblødt fra top til tå :stupid:

 

Og det var selvfølgelig Bamse der lavede det stunt, Kaia er ikke dum nok til at gå så langt ud i vandet

 

Min mor fik sig i hvertfald et godt grin og jeg lærte at Bamse er en ganske habil svømmer, der bare skal have en pind som motivation for at forlade vandet

 

Er jeg den eneste heromkring der synes at det ville være totalt nederen at dø af egoistiske årsager? Bare fordi jeg gerne vil leve?

Selvfølgelig ville det være forfærdeligt for min kæreste og familie men det ville sgu da også være herre nederen for mig.

 

Absolut, gider da ikke dø!

Det er der da intet sjovt ved for mig - Men er jeg væk, så fatter jeg det alligevel ikke.

Det er jo dem der stadig kan tænke og føle der står med det trælse bagefter.

 

Omend jeg helst ville være fri, for har planlagt at dø i en rødvins brandert i en alder over 95 år

Skal dælme ikke gå glip af noget indtil da, hvis mit overlevelses instinkt rent faktisk er MIT overlevelses instinkt og ikke noget der har fået super-woman-redder hele verden fornemmelser, som jeg nogle gange tror det er programmeret til

[AnneMangetal]

Selvfølgelig ville jeg ikke gribe ind hvis det var givet at vi begge ville dø, men hvis der var en chance for at vi begge ville overleve, ville jeg springe ud i det.

 

Jeg har engang stoppet bilen på en meget trafikeret motortrafikvej i øsepøseregnvejr for at redde en påkørt and der lå på midterstriben:stupid: Anden nåede lige præcis ind til falckstationen og blev aflivet.

 

Med hensyn til det med at dø. Jeg synes sgu jeg har oplevet så mange dødsfald, og har besluttet mig for at leve fuldt ud. Hvis jeg døde i morgen, ville jeg intet have at fortryde. Ikke at jeg har et dødsønske, men skulle det ske, var det vel bare det:???: Hvis altså det giver mening:-)

[Gæst Sitto]

Jeg er også bange for at jeg må melde mig under fanerne som én af dem der nok ville kaste al fornuft over bord og gøre hvad som helst. Jeg er selv blevet bidt fordi jeg gik imellem, jeg har løbet ud foran en bil for at stoppe den inden den ramte Ayo da hun var helt lille, i vinters mistede vi herredømmet over bilen og var enormt tæt på at parkere i et træ (ovre i passagersiden, som jeg sad i, med Ayo i skødet) ren instinktiv greb jeg fat i Ayo, vendte jeg mig rundt så jeg sad med ryggen mod døren, så det var mig som blev ramt, hvis døren blev trykket ind - og Ayo vendte over mod føresiden, så hun ikke ville blive ramt. Brændende hus, gået igennem frossen sø o.lign. jeg tror nok jeg ville gøre det uden at tænke så meget som et sekund. I sådanne situationer, uanset hvem det gælder, så tænker jeg bare ikke på mig selv - jeg handler bare..

 

Ligesom jeg også har været henne og råbe meget højt af rocker-lignende type fordi han slog sin hund - uden den mindste tanke på at han lige så godt kunne have slået mig i jorden i stedet for! Ikke at min liv stod på spil der, med tanken på at jeg lige så vel kunne være blevet slået ned og endda for en helt fremmede hunds skyld - jeg tænkte ikke, jeg handlede bare..

[Petrine]

Sandsynligvis ville jeg bare kaste mig ud i flammerne/isvandet, jeg tror også verden ville fortsætte med at rotere, selvom jeg døde, hvadenten jeg efterlod 8 børn eller bare en ægtemand. Har afprøvet krise / panik og jeg er typen der handler, det med at stå og stivne er kun, hvis jeg selv er i akut fare men er andre, endda relativt fjerne, i fare, så er jeg totalt actionwoman.

[DaniellaJ]

Det er an på situationen.

[Shii]

Er jeg den eneste heromkring der synes at det ville være totalt nederen at dø af egoistiske årsager? Bare fordi jeg gerne vil leve?

Selvfølgelig ville det være forfærdeligt for min kæreste og familie men det ville sgu da også være herre nederen for mig.

 

Nej sådan har jeg det også.. Og ærlig talt hvis vi taler "værdi" på sådan et koldt og kynisk plan, så synes jeg at et menneskeliv er mere værd end et hundeliv... Jeg ved godt det nok er dybt forkasteligt at tænke sådan, men ja...

 

Det ved jeg ikke. Jeg bilder mig ind at jeg måske ville have et anderledes forhold til hunden. Når jeg læser nogen herinde beskrive deres følelser for jeres hunde har jeg nogen gange tænkt, at jeg i hvert fald har et mere hm... distanceret forhold til min hund. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare det? Men min hund er ikke mit liv. Det er familiens kæledyr, som vi er glade for.

 

Måske der er en tendens til, at en hund tager "barnets plads" hos dem, der ikke har børn?

 

Det tror jeg ikke... Du ser jo netop de fleste af dem som heller ikke har børn sige at de heller ikke ville ofre deres liv for deres hunde... Og havde hunden fået barnets plads ville mennesket jo gøre alt for det (Som i tilfælde med Amocca og Karla).

 

Jeg tror det er en typisk misfortolkning fra folk med børn, der tror at folk der fravælger børn og har hund bruger hunden som "erstatning" for et barn....

[Petrine]

Jeg tror det er en typisk misfortolkning fra folk med børn, der tror at folk der fravælger børn og har hund bruger hunden som "erstatning" for et barn....

 

Når jeg har fravalgt børn, er det netop fordi jeg ikke ønsker dem og derfor anskaffer jeg mig ikke en erstatning for dem - men den er svære at acceptere, for forældre (specielt når jeg kommer trillende med hund i klapvogn :klap:) - men jeg ville så gøre det også for andre slags dyr, fangede en vild rotte og tog til dyrlægen med den

[Gæst Stella]

 

Måske der er en tendens til, at en hund tager "barnets plads" hos dem, der ikke har børn?

 

Både og, nu har jeg ikke børn så jeg skal ikke kunne sige om mine følelser for min hund ville ændre sig fordi jeg får et barn.

Men jeg tror det kommer an på hvem man er som menneske og hvor godt man svinger med hunden. Jeg tror at mange mennesker lever et skønt liv med en hund som har et skønt hundeliv, de lever som menneske og hund og trives i bedste velgående begge to, men der er bare ikke det der helt særlige bånd, som ikke er til at beskrive.

 

Jeg har personligt et helt unikt bånd til Teitur som jeg aldrig har oplevet før og som jeg desværre ikke tror jeg nogensinde oplever igen med nogen af mine dyr eller kommende hunde, det er sådan noget man oplever en gang i livet, sjæleven kaldes det. Hvis Teitur stadig er her når jeg får børn, så tror jeg ikke det ændre sig, så ville jeg stadig have det bånd til ham.

 

Mens jeg godt kunne forstille mig at jeg med en anden hund ikke ville opleve det samme, og hvor vi mere ville leve som hund og menneske uden at " gå ind over hinanden følelsemæssigt" hvis du forstår ?

 

Men derudover ville jeg altid være utrolig følelesemæssigt involveret i mine dyr og helt sikkert også i kommende hunde, sådan er jeg som menneske type og jeg har altid på en eller anden måde tiltrukket dyr der har brug for ekstra hjælp eller omsorg, hvad enten det er kaniner, hunde eller heste.

 

Så jeg tror det er meget forskelligt.

[Shii]

Når jeg har fravalgt børn, er det netop fordi jeg ikke ønsker dem og derfor anskaffer jeg mig ikke en erstatning for dem - men den er svære at acceptere, for forældre (specielt når jeg kommer trillende med hund i klapvogn :klap:) - men jeg ville så gøre det også for andre slags dyr, fangede en vild rotte og tog til dyrlægen med den

 

Det er netop også min holdning... Min hund er ikke en "erstatning" for noget.. Det er min hund, og jeg har valgt den uafhængig af min lyst eller mit behov for at få børn...

[Gæst Stella]

Min hund er hellere ikke nogen erstatning for noget barn, selvom mange tror det. Jeg tænkte ikke dengang jeg anskaffede mig en hund " nå men hvis det ikke kan blive et barn, så er det næstbedste vel en hund ", jeg købte hund fordi jeg brændene ønskede mig en hund.

[Amocca]

Jamen jeg erkender helt blankt og åbent at Karla er en erstatningsbaby! Efter 5 lange år med reagensglasforsøg på reagensglasforsøg, så fik vi hende. Og ærligt? Jeg tror seriøst ikke, jeg kunne elske et barn højere end jeg elsker hende men det bliver aldrig testet, så om det er sandt ved jeg ikke...

 

Jeg er ret overbevist om, at jeg er på nøjagtigt samme måde som mødre til tobenet yngel. Hun er altid et eller andet sted i mine tanker, ligegyldigt hvad jeg laver... Men på trods af at hun er mit barn, så er jeg godt klar over, at hun er en hund og ikke et menneskebarn - de færreste menneskebørn holder vel trods alt af at rulle sig i hestelort???? Ved hun at hun er det? Der er jeg lidt mere i tvivl. Jeg tror hendes personlighed og min matcher utroligt godt, og hun kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg havde dybt brug for hende. Derfor har vi et uden tvivl lettere usundt symbiotisk forhold, som jeg nok aldrig igen vil få med en hund.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun er lykkelig i sit liv, men jeg tænker, at sådan rent hundepsykologisk, så lever Johna nok et sundere liv, i og med at hun KUN er en hund og ikke mit barn!

[PinPoynter]

Min gamle hund blev i øvrigt overfaldet af en malamut engang og havde ikke en chance. Da tog jeg 'kampen' op mod malamutten. Min far gav mig efterfølgende skideballe for at være så dumdristig.

Jeg vurderede ikke at der var livsfare, men jeg havde bestemt heller ikke gennemtænkt hvor meget jeg egentlig kunne komme til skade ved det. Slap dog med et bid i hånden. Så nej, nogle gange er det svært at være gennemtænkt når ens hund ligger på ryggen og skriger.

 

Jeg ved godt at der er mennesker der bliver slået ihjel af hunde, men i mit hoved tæller hundeoverfald ikke som "livsfare", og ja, jeg ville til enhver tid gå lige i flæsket på en hund, der (for alvor!) angreb mine!!

Jeg tror ikke mine følelser for mine hunde har ændret sig efter jeg er blevet mor, jeg er stadig også hundenes "mor", men der er kommet nogle andre og meget stærkere følelser i spil, overfor det her lille menneske som vi har skabt. Det er vist noget hjernekemisk, og meget praktisk, samt meget svært at forklare. Det ER nok det samme Amocca føler for Karla, det er svært for mig at sige. Kan jo ikke føle hvad hun føler.

 

p.s. de to hunde jeg har nu, er også "bare" hunde.. Akita var min "menneskehund".

[Audrey]

Når jeg har fravalgt børn, er det netop fordi jeg ikke ønsker dem og derfor anskaffer jeg mig ikke en erstatning for dem - men den er svære at acceptere, for forældre (specielt når jeg kommer trillende med hund i klapvogn :klap:) - men jeg ville så gøre det også for andre slags dyr, fangede en vild rotte og tog til dyrlægen med den

 

 

Jamen jeg erkender helt blankt og åbent at Karla er en erstatningsbaby! Efter 5 lange år med reagensglasforsøg på reagensglasforsøg, så fik vi hende. Og ærligt? Jeg tror seriøst ikke, jeg kunne elske et barn højere end jeg elsker hende men det bliver aldrig testet, så om det er sandt ved jeg ikke...

 

Jeg er ret overbevist om, at jeg er på nøjagtigt samme måde som mødre til tobenet yngel. Hun er altid et eller andet sted i mine tanker, ligegyldigt hvad jeg laver... Men på trods af at hun er mit barn, så er jeg godt klar over, at hun er en hund og ikke et menneskebarn - de færreste menneskebørn holder vel trods alt af at rulle sig i hestelort???? Ved hun at hun er det? Der er jeg lidt mere i tvivl. Jeg tror hendes personlighed og min matcher utroligt godt, og hun kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg havde dybt brug for hende. Derfor har vi et uden tvivl lettere usundt symbiotisk forhold, som jeg nok aldrig igen vil få med en hund.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun er lykkelig i sit liv, men jeg tænker, at sådan rent hundepsykologisk, så lever Johna nok et sundere liv, i og med at hun KUN er en hund og ikke mit barn!

 

Det specielle forhold du har til Karla, oplever jeg også med Audrey. Vi er netop i symbiose, tunet ind på hinandens frekvenser (især hun har tjek på mig), og jeg har hende i mine tanker on/off hele dagen.

 

Jeg kan sagtens forstå, at perspektivet ændrer sig, når man får børn, og nogle mennesker (tænker altså ikke specifikt herindefra) har det med at reducere barnløse mennesker til stakler, som ikke har oplevet meningen med livet, fordi de ikke har fået børn. Jeg er single, og har da også fået at vide et par gange, at enlige tit får kæledyr, fordi de er ensomme. Selvfølgelig udfylder Audrey nu en meget vigtig plads i mit liv, men jeg er ikke ensom (ikke fuldtid i hvert fald), og jeg har fået hund, fordi det har været mit ønske siden jeg var 5 år gammel. At vi har det forhold, vi har, skyldes naturligvis dels, at vi kun har hinanden at forholde os til herhjemme, og at vi ligner hinanden på mange områder, men der er også noget helt andet, som gør, at Audrey faktisk fungerer som en slags servicehund for mig.

 

Mht spørgsmålet som startede tråden, så tror jeg ikke, at jeg ville tænke "livsfare". Sitto skriver det meget præcist. I krisesituationer tænker jeg ikke over, hvad jeg gør, jeg gør bare! Bliver sgu helt ked af det af at læse denne tråd, da jeg simpelthen ikke ville kunne tage stilling til, om min elskede hund skulle lade livet uden en indsats fra min side. Jeg er meget styret af mine følelser. It all comes down to instinct and adrenalin!

[Howlucky]

Jeg ville på ingen måde risikere mit liv for min hund, og det tror jeg i bund og grund heller ikke der, hånden på hjertet, er andre der vil. Jeg ville helt klart risikovurdere inden jeg kastede mig ud i hovedkulse handlinger, for selvfølgelig skal det ikke forståes, at jeg ikke vil hjælpe ham. Det er bare ikke særlig skidesmart, at sætte et liv til for at redde et andet. Og er der en chance for, at begge overlever, er der ligeledes en risiko for at begge dør - og nej tak det bliver uden mig:genert:

[Gæst jepsen]

Hos os joker vi meget med, at brændte huset så var hunden det første jeg fik ud.

 

Jeg tror, det passer.

 

Dupond og jeg er som pot og pande. Vi hører bare sammen på den her underlige måde.