Når vores hunde skal herfra

[Sitto]

Jeg gør som PBC - Begraver dem på jagten reviret.

Har ikke prøvet en der døde der hjemme, så jeg tager hunden med på sidste jagt og giver den så et skud mens den ligger i sin bedste "state of mind"

 

Selvfølgelig er det lidt hårdt men det vil jeg gerne ofre for min trofaste ven/ jagthund som har reddet mange svære apporteringer for mig.

Har også en "regl" om at jeg først græder når det er sket.

Største respekt til jer der kan det! :5up: Hvis ikke hunden skal sove ind af sig selv, så må overstående være den bedste måde at komme herfra på - i hvert fald for jagthunde. Ingen stress over dyrlæge osv. At være i det man elsker allermest og ikke mærke noget som helst.

 

Men puha, om jeg så var jæger, så er jeg helt hundrede på at det ville jeg aldrig nogensinde kunne gøre.

[AnneMangetal]

Største respekt til jer der kan det! :5up: Hvis ikke hunden skal sove ind af sig selv, så må overstående være den bedste måde at komme herfra på - i hvert fald for jagthunde. Ingen stress over dyrlæge osv. At være i det man elsker allermest og ikke mærke noget som helst.

 

Men puha, om jeg så var jæger, så er jeg helt hundrede på at det ville jeg aldrig nogensinde kunne gøre.

 

What she said!

[Alfen]

Kleo er begravet i haven, hun blev aflivet herhjemme, af mine tidligere Hunde er det kun Pitit som blev aflivet hos dyrlægen og blev der, resten er aflivet eller døde hjemme og begravet i haven hvor vi dengang boede.

jeg har planer om at resten af mine hunde skal leve evigt, derfor bliver der ikke problemer mere;)

[KrudtKarla]

Det er heller ikke så nemt

 

Plejer at skænke den gamle danske forfatter Johannes Jørgensen en tanke inden vi kører af sted.

Især hans Citat:

 

Ikke livets leg, men livets alvor er lykken

[AnjaCS]

For mange år siden blev min bedstemors schæfer aflivet i hjemmet og efterfølgende begravede min far den i hendes have. Det er omkring tyve år siden og et virkelig traumatisk minde for ham. Jorden var kold og hård og det var svært at grave dybt nok.

Derudover var hunden tung og svær at slæbe derned for ham.. umiddelbart virker det ikke til at have været den bedste løsning for nogen.

 

 

Tidligere i år døde min frisørs gamle schæfer. Den blev aflivet i hjemmet hvor den blev. Dagen efter pakkede de den ind i et tæppe og kørte ud på krematoriet med den (der ligger et kæledyrskrematorium lige i nærheden).. De kørte derud med den og var tilstede under hele kremeringen og derefter fik de hende hjem i en urne..

 

 

Min basse blev jo aflivet hos dyrlægen, som efterfølgende fik hende sendt til kremering og så fik jeg hende igen i en urne til nedgravning. Jeg var faktisk overrasket over hvor dyrt det var.

Det gik meget hurtigt og to dage efter ringede de at hun kunne hentes.

Da det blev forår begravede vi urnen i haven i sommerhuset (på hendes fødselsdag) og satte en blomst på. Det var klart det bedste.

 

Da min kat døde, blev den aflivet hos dyrlægen som beholdt den og fik den kremeret. Jeg ville ikke have hende udleveret, men hun skulle heller ikke bare i skraldespanden.

 

Hårdt sagt, så har jeg intet forhold til liget. Det er en skal og jeg føler ikke rigtigt det er mit dyr mere. Jeg forstår ikke det der med sjæle, men fraværet af en er meget tydelig!

[AnjaCS]

Her ligger basse i øvrigt. Det er smukkest om efteråret

[luckyluna]

Mine hunde bliver med stor sandsynlighed kremeret og kommer hjem i en urne

 

Jeg tror ikke jeg selv kan køre dem til krematoriet, men vil nok overlade den del til dyrlægen

 

Hvis de sover ind af sig selv, vil jeg tage kontakt til en dyrlæge og høre hvordan jeg gør.

 

Jeg vil bare helst ikke flytte rundt på en stiv og kold hund.

 

Det er forfærdeligt. Vi gjorde det med futte, da hun blev begravet i haven.

 

Men det føltes helt forkert at lægge sin hund ned i den frosne kolde jord. I hvert fald for mig.

[Therese]

Når Bobo engang ikke er her mere, vil jeg gerne have ham med hjem i en urne og lave et lille, hyggeligt sted med et billede af ham, urnen, et lys og måske hans halsbånd - eller en bold, som er hans yndlingslegetøj :hmm: I hvert fald kan jeg ikke lide tanken om, at han ikke skal med mig hjem igen. Tanken om at lave en slags gravsted til ham herhjemme tiltaler mig meget mere, selvom det for andre kan virke makabert. Jeg kan bare godt lide, at hans sidste hvilested er hos mig og sådan vil jeg nok også gøre med fremtidige hunde; de skal ikke bare ligge for dem selv et eller andet sted.

[Umulia]

Hjemme igen efter en virkelig lortedag!

 

Jeg synes det er et udmærket emne at tage op, for, som jeg har lært i dag, det er åbenbart et større logistisk problem at komme af med en død hund. I hvert fald en stor af slagsen.

 

Da jeg ringede til min dyrlæge kort efter at Vinnie var død, fik jeg en fremmed dyrlæge i røret, og han fortalte at min egen dyrlæge var på jagt. Fint nok, det var søndag.

Men han må åbenbart have haft tømmermænd i dag, for han var ikke særlig vild med at jeg gerne ville komme med hende om formiddagen, han forstod slet ikke at jeg selv var med - jeg kunne jo bare have sendt Falck med hunden. Og han gad heller ikke udtale sig om en mulig dødsårsag.

Han er ellers en god dyrlæge, men alle kan vel have en dårlig dag

 

Mht. hvad man gør med hunden efter at den er død, så troede jeg jo også at jeg ville gøre det rationelle og opbevare liget køligt indtil det kunne bortskaffes. Men da det kom til stykket kunne jeg ikke. Vinnie lå i stuen hele natten, med et tændt lys ved hovedet, og jeg sov i samme rum, som jeg jo plejer.

 

I morges tørrede jeg de væsker op, der var kommet ud i løbet af natten, pakkede hende i plastic og gjorde hende klar til transport. Jeg synes ikke der var noget klamt eller makabert ved det - det var jo min Vinnie.

 

I "gamle dage" holdt man en vågenat over de døde i deres eget hjem, så sjælen kunne forlade kroppen i fred og ro. Det er jeg glad for at jeg fik mulighed for, i stedet for at hun skulle ligge i et kølerum og bakses rundt som en sæk affald af ligeglade mennesker.

[Claudia2500]

Jeg kan virkelig ikke lide at tænke på det, for Inca er virkelig noget specielt for mig, men jeg vil have hende i en urne som jeg kan tage med hvis jeg skulle flytte. Derudover vil jeg også få lavet et af de der askesmykker hvis hun skulle dø "naturligt" herhjemme ville jeg nok køre hende på kæledyrs krematoriet selv, men jeg aner det ikke.. Min elskede kanin Mickey, som blev 8 år, er begravet i haven hvor jeg dengang boede med mine forældre. Efter vi havde fået ham aflivet hos dyrlægen puttede vi ham i en fin papkasse med hø i bunden og gulerødder i, og så havde vi gravet et hul. Efter kassen var kommet ned lagde både min mor, søster, far og jeg selv både en blomst og en gulerod ovenpå kassen før vi dækkede den til

[Bustertrold]

Sikke en møgdag, Umulia

 

Har egentlig ikke haft tænkt videre over, hvad der skal ske med Buster, når han en dag er gået bort - kun at jeg vil ønske, at han sover ind mens jeg er hjemme. Men tråden her har sat nogle tanker i gang og jeg har undersøgt på nettet, hvad der er af muligheder. Havde jeg haft en have ville jeg begrave ham der, måske han skulle begraves hjemme hos min far sammen med et ben - han graver altid ben ned hjemme hos min far . Der er også mulighed for at få ham begravet på en gravdyreplads i skoven, det synes jeg egentlig er en smuk afsked. Og så er jeg heller ikke helt afvisende over for at få lavet et askesmykke efter at have set lidt nærmere på dem. Men hælder mest til begravelse.

[MissMilladk]

Mine forældre har begge deres hunde, to katte og en masse marsvin begravet i haven. Jeg har selv begravet 2 marsvin i vores have, men jeg vil ikke have Elvis begravet her, da vi nok ikke bor her for evigt. I stedet har jeg tænkt at jeg vil have ham stående i en urne i mit glasskab i stuen eller have lavet et askesmykke.

 

Jeg har faktisk tænkt indimellem, at jeg vil have læst noget om de askesmykker, så jeg ved, hvad jeg vil, hvis det pludselig bliver aktuelt - man ved jo aldrig ...!

 

Men jeg har aldrig tænkt på, hvad man gør, hvis hunden dør herhjemme - hvem man skal have fat i og sådan ...

[korvis]

Mine to blev aflivet hos dyrlægen, og kom bagefter i fælles kremering. Jeg har ikke lyst til at begrave mine dyr i haven - hvis jeg nu skulle flytte ville det jo føles lidt underligt. Ha' dem hjemme i en urne er heller ikke lige noget der taler til mig. Jeg har masser af billeder, og gode minder indeni mig selv, og det er nok for mig. Jeg gemte dog begges halsbånd i noget tid, dem havde jeg godt nok lidt svært ved at smide ud...

 

Jeg aner ikke hvad pokker jeg ville gøre hvis noget af mine dyr døde hjemme. Jeg kan jo ikke så gerne lægge dem udenfor, eller i garagen, for her går jo også vilde dyr. Så jeg ville nok ringe vagtdyrlægen.

 

Kommer lige til at tænke på Jutlandia Cup for tre år siden, hvor en engelsk fotograf var med - hans ene hund døde under ugen. Han ville bare ha' den med hjem igen, så han opbevarede den i en plasticsæk i sin autocamper indtil han kørte hjem. Det er lige lovlig meget synes jeg, eller rettere sagt så ville jeg selv ikke ha' gjort det. Aner ikke om det kunne lade sig gøre at få den ind i England igen, har ikke hørt mere om hvad der skete...

[Beaglepack]

Min Pongo (dalmatiner) blev aflivet en søndag formiddag hvor dyrlægen mødte ind for at gøre det. Det kostede ekstra - men de betalte vi gerne. Derefter blev det besluttet at han skulle kremeres og urnen udleveres til os. Der gik 14 dage før urnen kom med posten - der havde været nogle helligdage med i billedet.

Den samme aften gravsatte vi ham ude under birketræet - hullet var lavet på forhånd og vores drenge havde bestemt han skulle ligge der. I dag er der en fordybning hvor det er sunket lidt sammen og det tænker jeg over hver eneste gang jeg passerer det sted. Vi har ikke lavet et egentlig gravsted - for det ville jeg ikke have. Jeg vil hellere tænke på ham som han var. Vi har stadig et billede hængende af ham i stuen hvor også hans hundetegn er med.

 

Når beaglerne falder fra vil det samme ske - de bliver kremeret - men det er ikke besluttet om urnen skal i jorden eller ej - det må vi tage når den tid kommer.

 

Skulle det ske at en af mine hunde dør hjemme - så vil vi køre ham til dyrlægen og tage den derfra.

[noerby]

Da min Nikko blev aflivet hos dyrlægen, var det ret pludseligt og jeg var sket ikke i tvivl om at han skulle med os hjem. Han blev puttet i sin seng og jeg var inde hos ham mange gange og sige farvel, ae ham og bare generelt sidde og tude og forsøge at forstå han ikke var her mere. Brugte lang tid på at sidde og kigge på ham, og bare se hans fine knurhår, det lille knæk på halen, hans bløde øre osv osv. Var helt sikkert vigtigt for mig for at få en ordentlig afsked med ham.

 

Dagen efter sørgede vi for at putte ham i sin seng, med sin bamse og sit tæppe omkring sig og begravede ham i haven. Det var en rigtig god måde for os at sige farvel.

 

Jeg har rigtig svært ved at forestille mig at skulle efterlade min hund hos dyrlægen, selvom den er død. Jeg aner ikke hvad jeg vil gøre når tiden kommer til den beslutning igen, men jeg vil enten have Cooper hjem hel eller som en urne der skal begraves.

[Bernhardiner]

Åhh ja. Den værste del ved at være hundeejer.

 

Jeg har skulle træffe den hårde beslutning 3 gange nu. Den første blev lagt til at sove derhjemme. Han havde forgæves forsøgt at få lov til at komme op i sofaen siden han var hvalp. Den dag fik den dejlige bandit endelig lov og sov stille ind mens han lå i sofaen. Jeg anede ikke helt hvad jeg ønskede, var i total choktilstand over situationen. Men valgte at få ham kremeret og så en urne.

 

Da den næste hund skulle herfra valgte jeg igen at få dyrlægen hjem. Her havde sofaen været tilladt fra dag ét og her sov han også ind. Her var mindeperlerne kommet og efter at have gået og kigget på den urne jeg havde stående og som jeg egentlig ikke følte var det rigtige. Så valgte jeg at få en perle lavet af dem begge to. Det overskydende aske fik jeg med hjem. Og begge deres aske blev spredt på yndlingsstedet.

 

Da min pige skulle væk var jeg tvunget til at se bort fra mine ønsker. Hun havde et meget specielt sind og hvis dyrlægen skulle hjem til os, ville hun være rædselsslagen. Hvorimod hun var trænet til at komme på besøg inde på dyrehospitalet og var nogenlunde tryg ved det. Så jeg måtte gøre det bedste for hende. Og det var ikke en behagelig oplevelse. Hele det der med at skulle sidde i venteværelset, gå derfra med en tom snor og halsbånd. Og så køreturen hjem. Puha. Men det værste var at gå fra hende mens hun lå helt alene på det kolde gulv. Det knuste mit hjerte. Altså hun var sgu ligeglad..det er jeg godt klar over, hun var langt væk, et bedre sted. Det er bare mig der er en tosse. Håber ikke det bliver nødvendigt at gøre igen. Hende fik jeg også lavet en perle med, og resten af asken spredt ud på samme sted som de to andre.

 

Perlerne er sådan lidt la la for mig og ved ikke om jeg gør det igen. Men stedet hvor de er spredt ud betyder alverden for mig. Og besøger det ofte.

 

Hvis min bandit som beriger mit liv nu, skulle sove ind af sig selv, mæt af dage herhjemme, vil jeg tude af lykke. Og sorg uden tvivl. Men efter selv at skulle tage valget og sige farvel til 3 hunde i en alt for tidlig alder, så higer jeg efter en anden afslutning og den der er den lykkeligste. Og så vil jeg bare køre til dyrlægen med ham. Hvordan jeg får en Sankt Bernhard derud, må jeg tage til den tid. Uanset tidspunkt vil jeg køre. Så snart de begynder at blive kolde kan jeg ikke have det.

 

Åhh et emne. Går lige hen og krammer løs på vapsen tror jeg

[AnjaCS]

Åhh ja. Den værste del ved at være hundeejer.

 

Jeg har skulle træffe den hårde beslutning 3 gange nu. Den første blev lagt til at sove derhjemme. Han havde forgæves forsøgt at få lov til at komme op i sofaen siden han var hvalp. Den dag fik den dejlige bandit endelig lov og sov stille ind mens han lå i sofaen. Jeg anede ikke helt hvad jeg ønskede, var i total choktilstand over situationen. Men valgte at få ham kremeret og så en urne.

 

Da den næste hund skulle herfra valgte jeg igen at få dyrlægen hjem. Her havde sofaen været tilladt fra dag ét og her sov han også ind. Her var mindeperlerne kommet og efter at have gået og kigget på den urne jeg havde stående og som jeg egentlig ikke følte var det rigtige. Så valgte jeg at få en perle lavet af dem begge to. Det overskydende aske fik jeg med hjem. Og begge deres aske blev spredt på yndlingsstedet.

 

Da min pige skulle væk var jeg tvunget til at se bort fra mine ønsker. Hun havde et meget specielt sind og hvis dyrlægen skulle hjem til os, ville hun være rædselsslagen. Hvorimod hun var trænet til at komme på besøg inde på dyrehospitalet og var nogenlunde tryg ved det. Så jeg måtte gøre det bedste for hende. Og det var ikke en behagelig oplevelse. Hele det der med at skulle sidde i venteværelset, gå derfra med en tom snor og halsbånd. Og så køreturen hjem. Puha. Men det værste var at gå fra hende mens hun lå helt alene på det kolde gulv. Det knuste mit hjerte. Altså hun var sgu ligeglad..det er jeg godt klar over, hun var langt væk, et bedre sted. Det er bare mig der er en tosse. Håber ikke det bliver nødvendigt at gøre igen. Hende fik jeg også lavet en perle med, og resten af asken spredt ud på samme sted som de to andre.

 

Perlerne er sådan lidt la la for mig og ved ikke om jeg gør det igen. Men stedet hvor de er spredt ud betyder alverden for mig. Og besøger det ofte.

 

Hvis min bandit som beriger mit liv nu, skulle sove ind af sig selv, mæt af dage herhjemme, vil jeg tude af lykke. Og sorg uden tvivl. Men efter selv at skulle tage valget og sige farvel til 3 hunde i en alt for tidlig alder, så higer jeg efter en anden afslutning og den der er den lykkeligste. Og så vil jeg bare køre til dyrlægen med ham. Hvordan jeg får en Sankt Bernhard derud, må jeg tage til den tid. Uanset tidspunkt vil jeg køre. Så snart de begynder at blive kolde kan jeg ikke have det.

 

Åhh et emne. Går lige hen og krammer løs på vapsen tror jeg

 

Det lyder også som om der er forskel på hvordan de forskellige dyrlæger gør.

 

Da jeg kom for at få aflivet basse, kom jeg direkte ind i undersøgelseslokalet. Jeg skulle ikke sidde og vente ude i venteværelset.

Da det var tid sad jeg også sammen med hende på gulvet på nogle tæpper de havde fundet frem til os. Det var en rigtig god og rolig aflivning, fuld af forståelse og empati. Efterfølgende sagde dyrlægen at jeg måtte blive derinde så længe jeg havde brug for, men jeg var dog ret hurtigt færdig.

 

Da jeg ringede til dem spurgte de ind til hvorfor jeg ville have hende aflivet og derefter gav de mig en tid en time efter. "Når beslutningen er truffet, skal man ikke gå og ruge med den" sagde de, og det passede mig rigtig fint...

[Lenschow]

Lidt off topic - om det at aflive en hund:

 

Jeg er altid med inde ved mine hunde/katte indtil de er aflivet og døde, hvis det er den situation jeg står i. Jeg arbejder samtidig meget med at bevare roen imens og græde bagefter for dyrets skyld. Jeg ved, at de ligger i "opvågning" som mennesker inden de sendes af sted hos min dyrlæge. Der er dog aldrig en, der er vågnet - og hvis der var, ville de nok heller ikke sige det mon? En grim tanke.

 

Og det sværeste synes jeg ved at forlade den døde krop - er du sikker på, at han er død, spurgte jeg om Hugo, der også var stukket direkte i hjertet og lå der på gulvet i klinikken helt stiv... Jeg fortrød også mit valg, selvom jeg ikke havde noget valg. Hunden kunne ikke smertedækkes, så ingen behandling var etisk korrekt at starte. Jeg havde fået fire eksperters vurdering og to erfarne brugshundefolks. Alle sagde det samme. Alligevel legede Hugo med en lille hvalp i venteværelset, før jeg gik ind. Og han kom netop herfra inden det gik rigtig galt med gigt, HD på fire ben og spondylose - af hensyn til hans værdighed. Og fordi benene var begyndt at låse - og en dag ville jeg ellers skulle bære ham skrigende ind på klinikken akut.

 

Men jeg fortrød det alligevel. Det har jeg aldrig oplevet før. Når jeg skriver dette, så ville jeg stadig ønske, at jeg ikke havde aflivet ham. Selvom den tanke absolut ingen plads har i denne verden. Men jeg savner den hund mere end ord dækker og jeg føler mig som en, der svigtede en bedste vens tillid efter at jeg havde brugt år på at bygge den op. Reddet ud af et skide kødmarked, finder en ejer, der elsker en, får tilliden til livet igen... og så slog jeg ham ihjel...

 

At få en ny hund hjalp - men jeg tænker tit, at jeg så gerne ville have haft både Hugo og Aslan sammen. Men så irrationelt er den slags. Jeg føler mig stadig som en bøddel. Med kattene er det anderledes synes jeg. De har også været SÅ syge, at der ikke var en udvej, plus det er altså et andet dyr i sind og dagligdag. Jeg har ikke aflivet en hund før Hugo.

 

Du beder ham få snor på, han gør det. Du beder ham sit, han gør det. Du beder ham gå med ind i lokalet ved dyrlægen. Han gør det.... logrende og tillidsfuld... Og så slog vi ham ihjel... Jeg kan huske, da dyrlægen gav ham sprøjten og han sank sammen. Han virkede overrasket, da han så på mig. Den følelse glemmer jeg aldrig.

 

Jeg ved, at det ikke giver mening, at tænke sådan, men jeg har aldrig følt mig så meget som en bøddel eller fortrudt noget så meget. Rationelt eller ej. Den følelse lever jeg med pga et valg, hvor jeg reelt ikke havde et valg. Jeg synes bare en hund følger en så tillidsfuldt i alt. Hele min måde at træne og leve med hunden er bygget op om denne tillid, og så følger de mig jo. Også ind i det lokale... Den følelse tror jeg aldrig jeg får rystet af mig helt igen... Det er et år siden til oktober, og tårerne triller, mens jeg skriver dette.

 

 

Til emnet: Jeg kommer i tanke om, at jeg har besøgt et dyrekrematorium og skrevet en artikel om det. her var jeg med, fra da en stor hund ankom og fulgte hele processen til jeg stod med urnen i hånden. Det var virkeligt sobert og fint. Og jeg kunne mærke, at manden der arbejdede der elsker dyr og at den respekt gik igen også når pressen ikke var til stede. Man må som ejer gerne være med også sagde han.

[Umulia]

Da min Nikko blev aflivet hos dyrlægen, var det ret pludseligt og jeg var sket ikke i tvivl om at han skulle med os hjem. Han blev puttet i sin seng og jeg var inde hos ham mange gange og sige farvel, ae ham og bare generelt sidde og tude og forsøge at forstå han ikke var her mere. Brugte lang tid på at sidde og kigge på ham, og bare se hans fine knurhår, det lille knæk på halen, hans bløde øre osv osv. Var helt sikkert vigtigt for mig for at få en ordentlig afsked med ham.

 

Det synes jeg var en fin ting at gøre. Det er vigtigt at få ro til at tage afsked, og det får man ikke altid hos dyrlægen.

Da Bo blev aflivet bad jeg om at få lov til at sidde lidt med ham alene, men allerede efter 2 minutter kom en klinikassistent ind og skulle have at vide hvilken urne jeg ønskede, hvordan jeg ville betale osv. Det blev bare stresset og forkert, og da jeg gik derfra følte jeg at jeg havde svigtet ham. Om natten drømte jeg at han ledte efter mig, og ikke kunne finde hjem. Måske latterligt for nogle, men det var modbydeligt.

 

Og det sværeste synes jeg ved at forlade den døde krop - er du sikker på, at han er død, spurgte jeg om Hugo, der også var stukket direkte i hjertet og lå der på gulvet i klinikken helt stiv...

 

Jeg var henne ved Vinnie 100 gange. ER hun nu også død? Måske er hun bare bevidstløs. Jeg var oppe om natten og røre ved hende. Selv da jeg møjsommeligt havde slæbt hendes kolde stive krop ud på terrassen, og pakket hende ind i plastic, og havde læsset hende ind i et bur i Falckbilen, som var for lille til hende, kunne jeg ikke gå fra hende hos dyrlægen uden lige at tjekke en sidste gang - er hun nu også virkelig død?

 

Du beder ham få snor på, han gør det. Du beder ham sit, han gør det. Du beder ham gå med ind i lokalet ved dyrlægen. Han gør det.... logrende og tillidsfuld... Og så slog vi ham ihjel... Jeg kan huske, da dyrlægen gav ham sprøjten og han sank sammen. Han virkede overrasket, da han så på mig. Den følelse glemmer jeg aldrig.

 

Jeg ved, at det ikke giver mening, at tænke sådan, men jeg har aldrig følt mig så meget som en bøddel eller fortrudt noget så meget. Rationelt eller ej. Den følelse lever jeg med pga et valg, hvor jeg reelt ikke havde et valg. Jeg synes bare en hund følger en så tillidsfuldt i alt. Hele min måde at træne og leve med hunden er bygget op om denne tillid, og så følger de mig jo. Også ind i det lokale... Den følelse tror jeg aldrig jeg får rystet af mig helt igen... Det er et år siden til oktober, og tårerne triller, mens jeg skriver dette.

 

Det var meget samme oplevelse jeg havde med Bo. Han havde kræft i milten, og dyrlægen sagde at det kun var et spørgsmål om dage før svulsten ville sprænges og han ville få en smertefuld død. Det var det eneste rigtige at gøre. Men Bo havde det fint. Han så overrasket ud da benene pludselig svigtede under ham. Han var slet ikke klar og det var jeg heller ikke.

 

Til emnet: Jeg kommer i tanke om, at jeg har besøgt et dyrekrematorium og skrevet en artikel om det. her var jeg med, fra da en stor hund ankom og fulgte hele processen til jeg stod med urnen i hånden. Det var virkeligt sobert og fint. Og jeg kunne mærke, at manden der arbejdede der elsker dyr og at den respekt gik igen også når pressen ikke var til stede. Man må som ejer gerne være med også sagde han.

 

Det glæder mig. Jeg har sommetider spekuleret på om det mon virkelig er sin egen hund, man får hjem i den urne :hmm:

[PinPoynter]

Alle mine tre tidligere hunde er kremerede, og urnerne står på en hylde.. også selvom de to af dem er sådan nogle i pap, som ikke rigtigt er beregnet til længere tids opbevaring . Men asken ligger jo i en plastikpose indeni, så mon ikke det går. Jeg kan ikke rigtig få mig selv til at sprede al asken, for de hører jo ligesom til mere end et sted, men vi spredte en lille bitte smule af den sidste år, sammen med en lille smule fra vores kat (som også er kremeret, og har den fineste træ-urne, i form af en sovende kat), som et lille ritual, fordi det var en stor ting for vores lille datter, at hendes bedste ven pludselig var borte. Vi følte at der skulle et rigtigt farvel til, for hendes skyld, og katten var jo vokset op med hundene, så det føltes rigtigt at de ligesom alle var en del af det..

[Bernhardiner]

Det lyder også som om der er forskel på hvordan de forskellige dyrlæger gør.

 

Da jeg kom for at få aflivet basse, kom jeg direkte ind i undersøgelseslokalet. Jeg skulle ikke sidde og vente ude i venteværelset.

Da det var tid sad jeg også sammen med hende på gulvet på nogle tæpper de havde fundet frem til os. Det var en rigtig god og rolig aflivning, fuld af forståelse og empati. Efterfølgende sagde dyrlægen at jeg måtte blive derinde så længe jeg havde brug for, men jeg var dog ret hurtigt færdig.

 

Da jeg ringede til dem spurgte de ind til hvorfor jeg ville have hende aflivet og derefter gav de mig en tid en time efter. "Når beslutningen er truffet, skal man ikke gå og ruge med den" sagde de, og det passede mig rigtig fint...

 

Jeg sad nu heldigvis ikke lang tid i venteværelset, men det føles som en evighed. Det var ved den samme dyrlæge som de to andre. Og der var også ro omkring det hele. Men jeg brød mig simpelthen ikke om det. Vi have fået et lille tæppe, men hun havde lagt sig udenfor det. Så efter hun var sovet ind og jeg skulle gå, der rullede jeg det lige sammen til en hovedpude og lagde det under hendes hoved. Men at gå fra hende var bare så hårdt selvom hun var sovet ind.

 

Lenschow jeg føler så meget med dig, mht den tanke om at være "bødlen". Den har jeg selv skulle kæmpe meget med. Men tanken om netop at gøre det for sent og at man har en skrigende hund, ville være endnu værre. Dét ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Det er den sidste tillid og kærlighed vi kan give vores bedste venner, og selvom vi står tilbage med sorgen og tvivlen, forlader de livet lige så glad som de hele tiden har været. Dét er det vigtigste.

[AnneMangetal]

Da min Malde blev aflivet en lørdag morgen, var det meget akut. Han havde ikke overlevet dagen. Og han var klar! Han gik pænt med ind til dyrlægen, uden halsbånd eller snor, puttede hovedet ind til først mig, så min mand, og han rakte villigt poten frem for at få sprøjten. Han lagde sig om på siden, og så var det slut. Vi brugte et par minutter på at sige farvel, og så tog vi hjem.

 

Jeg er glad for at det hele var så fredfyldt, trods det at han skulle have været aflivet i hjemmet om mandagen. Men vi havde haft en uge til at sige farvel. En uge gik der fra hans kræftdiagnose og til han var væk.

 

Vi ændrede mening med urnen, og ville have en der kunne stå fremme i stedet for en der skulle sættes i jorden. Da jeg ringede til krematoriet, var manden så venlig og respektfuld. Jeg var ikke et sekund i tvivl om at de ville behandle min dreng med største respekt!

 

Dyrlægen blev så glad da han nogle dage senere så mig med Bella. Hun var også med ude efter urnen da den kom hjem.

 

@Umulia, jeg har stor respekt for den måde du har håndteret det hele. Det var netop tanken om det praktiske ved at stå med en stor hund, der satte tanker igang. Jeg er glad for at du ikke tog det ilde op!

[esmadsen]

Lidt off topic - om det at aflive en hund:

 

Jeg er altid med inde ved mine hunde/katte indtil de er aflivet og døde, hvis det er den situation jeg står i. Jeg arbejder samtidig meget med at bevare roen imens og græde bagefter for dyrets skyld. Jeg ved, at de ligger i "opvågning" som mennesker inden de sendes af sted hos min dyrlæge. Der er dog aldrig en, der er vågnet - og hvis der var, ville de nok heller ikke sige det mon? En grim tanke.

 

Og det sværeste synes jeg ved at forlade den døde krop - er du sikker på, at han er død, spurgte jeg om Hugo, der også var stukket direkte i hjertet og lå der på gulvet i klinikken helt stiv... Jeg fortrød også mit valg, selvom jeg ikke havde noget valg. Hunden kunne ikke smertedækkes, så ingen behandling var etisk korrekt at starte. Jeg havde fået fire eksperters vurdering og to erfarne brugshundefolks. Alle sagde det samme. Alligevel legede Hugo med en lille hvalp i venteværelset, før jeg gik ind. Og han kom netop herfra inden det gik rigtig galt med gigt, HD på fire ben og spondylose - af hensyn til hans værdighed. Og fordi benene var begyndt at låse - og en dag ville jeg ellers skulle bære ham skrigende ind på klinikken akut.

 

Men jeg fortrød det alligevel. Det har jeg aldrig oplevet før. Når jeg skriver dette, så ville jeg stadig ønske, at jeg ikke havde aflivet ham. Selvom den tanke absolut ingen plads har i denne verden. Men jeg savner den hund mere end ord dækker og jeg føler mig som en, der svigtede en bedste vens tillid efter at jeg havde brugt år på at bygge den op. Reddet ud af et skide kødmarked, finder en ejer, der elsker en, får tilliden til livet igen... og så slog jeg ham ihjel...

 

At få en ny hund hjalp - men jeg tænker tit, at jeg så gerne ville have haft både Hugo og Aslan sammen. Men så irrationelt er den slags. Jeg føler mig stadig som en bøddel. Med kattene er det anderledes synes jeg. De har også været SÅ syge, at der ikke var en udvej, plus det er altså et andet dyr i sind og dagligdag. Jeg har ikke aflivet en hund før Hugo.

 

Du beder ham få snor på, han gør det. Du beder ham sit, han gør det. Du beder ham gå med ind i lokalet ved dyrlægen. Han gør det.... logrende og tillidsfuld... Og så slog vi ham ihjel... Jeg kan huske, da dyrlægen gav ham sprøjten og han sank sammen. Han virkede overrasket, da han så på mig. Den følelse glemmer jeg aldrig.

 

Jeg ved, at det ikke giver mening, at tænke sådan, men jeg har aldrig følt mig så meget som en bøddel eller fortrudt noget så meget. Rationelt eller ej. Den følelse lever jeg med pga et valg, hvor jeg reelt ikke havde et valg. Jeg synes bare en hund følger en så tillidsfuldt i alt. Hele min måde at træne og leve med hunden er bygget op om denne tillid, og så følger de mig jo. Også ind i det lokale... Den følelse tror jeg aldrig jeg får rystet af mig helt igen... Det er et år siden til oktober, og tårerne triller, mens jeg skriver dette.

 

 

Til emnet: Jeg kommer i tanke om, at jeg har besøgt et dyrekrematorium og skrevet en artikel om det. her var jeg med, fra da en stor hund ankom og fulgte hele processen til jeg stod med urnen i hånden. Det var virkeligt sobert og fint. Og jeg kunne mærke, at manden der arbejdede der elsker dyr og at den respekt gik igen også når pressen ikke var til stede. Man må som ejer gerne være med også sagde han.

 

Jeg har virkelig mange gange fortrudt, at vi fik Fie aflivet. Hun var kun 10 måneder, men havde været syg mange gange i løbet af hendes korte liv og fik konstateret meget svær HD. Men hvadnu hvis dyrlægen tog fejl?

Selve aflivningen synes jeg egentlig forløb okay - dyrlægen gav os god tid, men jeg har fortrudt jeg ikke fik hendes urne med hjem - jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ville have stillet op med den. Hele forløbet fra hun ikke kunne gå til hun blev aflivet har jeg spillet på min indre scene virkelig mange gange, og jeg har følt mig skyldig over, at jeg ikke kunne gøre mere for hende.

 

Bagefter mente rigtig mange at vi ikke skulle have hund igen, og derfor var det faktisk en svær beslutning at tage. Men først efter Elton er flyttet ind har jeg kunnet se at hendes liv ikke var værd at leve. Hun havde i lang tid været meget rastløs, gøende og stresset, og hun var rigtig svær at være sammen med, fordi man aldrig slappede rigtigt af med hende.

Og det gik desværre alt for sent op for os, at det var pga. Smerter, så det kan jeg så også have lidt dårlig samvittighed over.

 

Det er bare svært det med at gøre sig til herre over døden.

 

Heldigvis er Elton så problemfri og tillidsfuld, at min tvivl om hvorvidt, jeg er god hundeejer er blevet manet til jorden afmig selv igen.

 

Nu sidder jeg og tuder igen.

[Miss_M]

Åh det er en hård snak... Ved jeg selv står i samme situation som Umulia indenfor et par år, omend omstændighederne for vores afsked nok bliver anderledes.

 

Men helt sikkert er det, at en planlagt aflivning skal ske derhjemme og jeg vil have en kremering og en urne.

Er ret sikker på asken bliver spredt på yndlings marken - om jeg vil have et askesmykke ved jeg ikke.

Men må se hvad der føles rigtigt til den tid.

[NickiA]

Puha det er godt nok en hård tråd at læse, skal virkelig oppe mig for ikke at sætte mig til at græde lidt. På den anden side kunne jeg selvfølgelig også bare lade være med at læse hf indlæg når jeg er i skole

 

En planlagt aflivning ville her foregå hjemme, ingen af mine dyr er glade for at være hos dyrlægen så det skal de ikke udsættes for. Det gælder også mine kaniner, der vil jeg helst selv gøre det, eller få en hjem og gøre det (de bliver ikke aflivet af en dyrlæge) End at de skulle stresses af turen til dyrlægen.

 

Men synes det er meget svært at forholde sig til når jeg ikke har mistet en hund før hvad jeg mest har behov for bagefter. Kaninerne har været rimelig ligetil og der har jeg mistet så mange at selvom det er hårdt så sidder det på rygraden hvad der skal ske. Men jeg har heller aldrig haft i nærheden af det forhold til mine kaniner som jeg har til min kat og hund.