Dina

Jeg læste en "skæg" artikel om glucosamin-forsøg, der var foretaget dels i England, dels i USA. De amerikanske forsøgspersoner fik det tydeligt bedre, hvorimod de engelske ikke kunne påvise nogen som helst virkning. Den eneste forskel viste sig at være, at amerikanerne brugte sulfat-versionen og det gjorde englænderne ikke. Jeg er langt fra ekspert på området, men jeg ville personligt helt klart holde mig til sulfat-versionen, som så ydermere er den billigste.

Jeg har ved mine tre airedales brugt en meget nyttig øvelse, nemlig indlæring af apportering. Denne øvelser appellerer øjensynligt til dem, så for at få lov til at fræse hen og nappe apporten, har jeg - fra de var helt små (8-9 uger) og kun lige havde lært at sidde ved siden af mig i grundstilling - konsekvent gjort således: 1. Fået hund i grundstilling 2. Belønnet et par gange for at kigge op på mig 3. Pludselig kastet apporten OG LYNHURTIGT.... 4. stukket noget lækkert i gabet på dem 5. Fortsat med at stikke noget lækkert i gabet på dem 3-4 gange 6. Vist med hænderne, at der nu var fri adgang til at hente apporten. Alt sammen uden et ord fra min side, forstås, eftersom de jo ikke kendte kommandoen alligevel. Meget hurtigt medførte de lækre godbidder, at hundene, straks apporten blev kastet, kiggede op på mig. Samme fremgangsmåde har jeg brugt i samtlige selvstændige øvelser (rundering, feltsøg, eftersøgning......). Disse øvelser tænder helt vildt og så kunne jeg lige så godt prøve at lære dem at vente med at styrte afsted, til de fik lov.

Sulfat er en svovlforbindelse. Mht foder, så skulle det helst stå på posen, om der er tale om "sulfat-versionen". Prøv at kigge på dette link: http://www.sund-forskning.dk/news/846-kun-glucosamin-sulfat-bremser-slidgigten-.html

Han er da SMUK! Forklaring har jeg ikke, bortset fra at mange airedaleejere bliver anbefalet at lime hvalpens ører i tandsætningsfasen. Det gjorde en opdrætter med vores første airedale. Limningen holdt i ganske få timer - så klippede jeg det af. Hans ører sad perfekt alligevel. Vores anden airedale flaksede også lidt med ørerne i tandsætningsfasen (det er altså ikke mit udtryk, men et opdrættrudtryk - lyder fancy), men de kom pænt på plads, da de blivende tænder indfandt sig. Sofus derimod rejste stolt sit højre øre, da han skiftede tænder - og der har det stået lige siden.

Jeg forestillede mig, hvordan det ville føles selv at blive båret op ad trappen - siddende på armen hos en kæmpe - og det virkede langt mere utrygt end at kravle op med et par beskyttende hænder på numsen. :slem:

Dejligt, at dine hunde ikke fejler noget, og naturligvis kan man give det forebyggende. Det gør jeg selv med Sofus.

Mange veje fører til Rom. Irenes måde er fin, fordi hunden kun skal tage et enkelt trin i første omgang. Der er også en lidt mere rå version. Hvis du giver hunden snor på, lukker ørerne for piv og beder din mor være bagstopper, så kan du lidt kækt sige til hunden: "Kom - så går vi!", mens du trækker blidt, men bestemt i snoren og selv begynder at gå op ad trappen lige foran hunden. På den måde vil dine ben være en lille tryghed for ham. Og idet du går opad, skubber din mor bag på hunden. Det eneste, man skal være helt og aldeles enige om, du og din mor altså, er, at uanset hvor meget hunden piver, så SKAL turen gennemføres. Elles bliver han yderligere bestyrket i sin mistanke om, at trapper er ski'farlige og så skader det langt mere, end det gavner. Men det kan sagtens lykkes på denne lidt mere håndfaste måde, specielt hvis man gentaget stuntet adskillige gange samme dag. Det lyder lidt, som om han har været bange for trapperne lidt for længe, så måske der nu skal lidt mere til end blot godbidder for at få ham på bedre tanker.

Bare man kan være helt og aldeles sikker på, at det er sulfat-versionen, for fx glucosamin (uden sulfat) har ved forsøg vist sig at være ganske virkningsløst.

Hvis din hund lider af fx spondylose eller andre gigtsygdomme, så er glucosamin sulfat, chondroitin sulfat og MSM virkningsfulde. Den bedste virkning opnås ved at bruge alle tre ting sammen. Glucosamin sulfat, som udvindes af krabbeskaller, stimulerer bruskcellerne til at producere kollagen og andre knoglesubstanser, således at bruskens elasticitet bevares. Glucosamin sulfat har i flere videnskabelige undersøgelser på mennesker vist sig at have en meget positiv virkning på slidgigt. Chondroitin sulfat, som fremstilles af brusk fra hajer, svin, kvæg eller hvaler, beskytter brusken - dels mod udtørring, dels ved at bekæmpe de enzymer, der "udsulter" brusken ved at blokere for optagelse af næringsstoffer. Chondroitin sulfat "reparerer beskadiget brusk" ved at stimulere til dannelse af ny brusk, samt mindsker risikoen for betændelse i leddene. Glucosamin sulfat og chondroitin sulfat er stoffer, som minder en del om hinanden og begge indgår naturligt i vores brusk. MSM indeholder 34% svovl. Svovl er nødvendigt for dannelsen af bindevæv. Det har vist sig, at svovlindholdet i brusken i gigtramte led kun er omkring en tredjedel af indholdet i normal brusk. Men tilbage til dit spørgsmål. Ja, man kan købe de 3 stoffer og blande i foderet. For omkring 5 år siden købte jeg et kilo af hvert stof og gav lidt over 2.000 kr. For en hund på 35 kg ville det være nok med 1 g om dagen af hvert stof, så selvom det umiddelbart lyder som lidt af en udskrivning, så holder det i ca. tusind dage. Jeg købte det hos Vital Horse (http://vital-horse.com/).

Mk101 har skrevet nogle særdeles gode indlæg, som du formentlig kan have stor gavn af at læse. Jeg tror desværre, at der er stor risiko for, at Audrey kan blive utryg ved andre hunde, hvis du hele tiden råber "Nej!" og "Gå væk!", for hvordan skal hun opfatte det på anden måde, end at sådanne møder er farlige? Og hvert eneste møde vil forstærke hende i denne tro. Du må desværre se i øjnene, at andre hunde KOMMER tæt på hende, medmindre du lufter hende et hunde-tomt sted, ligesom du må se i øjnene, at ikke alle hundeejere automatisk kalder deres hunde til sig ved synet af en lille hvalp. Du kan alligevel ikke undgå sådanne møder, så du kan lige så godt prøve at lægge en strategi for den nærmeste fremtid i stedet for at spilde krudtet på andre hundeejere. En lille hvalp er nysgerrig og vil mægtig gerne hilse på andre hunde; hvalpen ved, at den kører på hvalpelicens, men den ved også, at den er sårbar og vil derfor sætte stor pris på lidt støtte fra dig. At sidde på hug med hvalpen mellem benene er en god idé. At arrangere hundelufteture med folk med store hunde er en anden. Her er Aschas tilbud perfekt.

Hvis det er så grelt, må det godt nok genere hende, så et svip til dyrlægen kunne være en idé.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi valgte vores første airedale. For mig uerfarne hvalpekøber var der et mylder af hvalpe og jeg kunne slet ikke kende den ene fra den anden (i dag har de jo ofte forskelligtfarvede halsbånd på). Jeg var totalt skudt i en stor basse, der brugte det meste af tiden på at ligge og sove oven på min ene fod, men min mand udså sig den hvalp, der hele tiden gik i nye retninger, hvorpå flokken tumlede efter den. Det mindede ham om hans barndoms airedale, sagde han. Hvis opdrætteren havde spurgt, hvilken træningserfaring/personligt kendskab til en airedale jeg havde, måtte jeg have svaret INGEN. Jeg havde godt nok læst om en dansk airedale, der var redningshund og det synes jeg lød gevaldigt spændende. Jeg forestillede mig vist noget i retning af, at der lå folk gemt hist & pist, omkranset af skødesløst påsatte brande.....eller noget. Men trods ingen erfaring overhovedet, men med en inderlig kærlighed til hunden og stor vilje til at træne og lege, så lykkedes det alligevel at gøre ham til redningshund i en alder af 2½ år. Det viser vel egentlig, at det nærmest er meget, meget vanskeligt for et andet menneske at "parre" hvalp og hvalpekøber. Senere har jeg så læst, at man ikke anbefaler førstegangshundeejere at anskaffe sig en airedale, men det vidste heldigvis hverken opdrætteren eller jeg på det tidspunkt. :slem:

Jeg har vist aldrig mødt en løs hund på en trafikeret gade, så.... Hvis jeg gjorde og hvis den så rar ud, så skidtpyt. Men hvis den var truende, ville min egen hunds liv og lemmer komme i første række, og jeg ville nok ikke have de allerstørste hæmninger mod at kyse kræset i hvilken som helst retning.

Jeg tror, at jeg har haft tre autonome airedales - med udstrakt selvstyre. Også selvom jeg nærmest var træningsnarkoman, specielt med den første. Så det kan godt kombineres, det dersens autonome og træning. :slem:

Jeg var så en af dem, der skrev, at jeg ville ... bopbop.... et eller andet med, at jeg ville være oversuperkritisk med, hvilke tæver min næste hvalp blev udsat for. Men det var gr. Sofus' meget uheldige møde med sådan en sur kælling. Uhha. Det var altså grimt. Men jeg ville være ret rolig mht hanhunde og andre hvalpe, selvom jeg - netop med en ny hvalp - ville bruge øjnene mere end godt. Men jeg har faktisk samme erfaring som Ascha (vi bor også begge i Nordsjælland), at der er mange løse hunde hist og pist, og at det nærmest bliver en vane for hundene at hilse på hinanden. Nogle møder varer ikke ret længe, andre udarter til lidt munter leg, inden vi alle går hver til sit igen. Det foregår ret afslappet, faktisk. Men jeg ville nok ikke være helt så afslappet, hvis jeg skulle færdes i de såkaldt mere belastede områder.

Tak. Det er egentlig sært, for de bør da være lidt billigere, når man køber over nettet? Nå, bare skoene er gode, og det lyder jo sådan.

Feeedt! Tak skal du ha'!

De lyder ret perfekte. Hvor købte du dem? Jeg så på hjemmesiden i Hillerød, men kunne ikke finde dem.

Selvfølgelig er der da en mening med, hvad han går rundt og laver. Han var da sikkert bare i gang med at afprøve lidt praktisk geometri.

Du gjorde det eneste rigtigt for Frostie. En god hundeejer VED, når hunden skal hjælpes for allersidste gang. Det er bare så hårdt bagefter.

Åh NEJ. Det er jeg ked af at høre! :ae: Hvad du skal sige til hendes opdrætter, er svært at afgøre. Måske du blot skal følge din fornemmelse og lade være med at skrive noget som helst? Han lyder som en forfærdelig "opdrætter", og hans reaktion på Frosties hudsygdom siger næsten, at han vil skrive noget sårende tilbage til dig - måske. Åh, hvor er jeg da ked af det på dine vegne, Anna.

Jeg skrev også, at mht fx førerhunde stillede sagen sig noget anderledes, for her SKAL hunden kunne bruges til netop det stykke arbejde. Det er slet ikke specielle krav, jeg taler om, men ganske almindelig træning = LP-lydighed og den tilsvarende træning i DcH. Her kan alle familiehunde være med, omend ikke alle naturligvis kan vinde hver gang. Men et rart mål kunne så være at forbedre sin position ved hver konkurrence? Ikke nødvendigvis. Nu kender jeg jo som sagt ikke damen, men jeg har gået på DcH-hold med to hundeførere, hvoraf den ene kasserede sin BC, den anden kasserede sin blandingshund + senere sin toller. Disse tre hunde overgik så til andre hundeførere på samme træningshold, og heldigvis kunne hundene efterhånden sagtens klare sig til konkurrencer. Alle tre blev da A-hunde. Men hvordan de to hundeførere kunne udholde at se deres egne hunde hos andre mennesker - dét kommer jeg vist aldrig til at forstå. Så er jeg atypisk. Først kom hunden og så kom valget af hundetræning. Mht de mange " uintelligente og ulydige goldens", som du ser - kan hænde, at de ville virke både intelligente og lydige, hvis de i stedet var havnet hos dig. Det kan jeg jo ikke vide, men jeg kunne snildt forestille mig det. Ulydighed er jo ingen arvelig egenskab, men kommer af ingen eller mangelfuld træning. NEMLIG! At holde hund udelukkende som kæledyr lyder også for mig lidt småkedeligt. En hund - også af selskabsrace - skulle helst ud og bruge sine sanser og sit hoved. Man behøver ikke at stile mod elite-klassen, men en skæg skovtur med øvelser på liggende træstammer eller fund af mors nøgler, der desværre er tabt undervejs - det er vel spændende for alle hunde, ville jeg tro.

Ja, sådan er det, i hvert fald for nogen. Ingen tvivl om det. At det MÅ være sådan for hunde, der skal bruges professionelt (jeg nævnte jo selv førerhunde), er selvindlysende. Men det bliver aldrig selvindlysende for mig, at ganske almindelige familiemødre/-fædre kasserer deres familiehund, fordi de fx ikke er i stand til at lære den at gå et spor. For ærlig talt - selv en lille stumpnæset pekingeser kunne principielt bruges til at finde folk, der er gemt et par meter under murbrokker i et ruinområde. Så kan den vel også lære at følge sit menneskes svedige fodtrin? :slem: ja.

Hvis hvalpekøberen altså er indstillet på, at hunden på et tidspunkt skal videreføre slægten. Det er man jo nok altid, hvis man køber en hanhvalp. :slem:

Selvfølgelig skal du ikke afholde dig fra at deltage i sådanne debatter, for hvalpe er nu engang hvalpe, uanset om det er kontrollerede blandinger (racehunde) eller ukontrollerede blandinger (alm. blandingshunde). Og det ene hvalpekøb er lige så vigtigt som det andet.