Dina

Jeg er principielt helt enig med dig, lige bortset fra at hvis det er hanhunden, der steriliseres = får slået knude på sædstrengene (ved ikke helt bestemt, hvordan det gøres), så er det ikke nogen særlig stor ting. Menneske-mænd får det gjort i lokalbedøvelse, så..... Fordelen ved at kaste sig over hanhunden er, at begge stadig er intakte (altså lige bortset fra, at et hyggeput ingen konsekvenser får i form af hvalpe). Det må da være den berømte win-win? :banan:

Jeg ved O og en dyt om jagt. Men jeg kender da nogle jægere, og når jeg hører dem fortælle, bliver jeg ikke altid vildt imponeret. Men jeg tænker så på den tv-udsendelse om en jagtkonkurrence for nogle år siden, hvor nogle jægere råbte og skreg både Hinter og Fuss og hvad ved jeg, mens deres hunde padlede planløst rundt i en sø eller forgæves ledte efter en ræv. Der deltog også en gammel (temmelig meget gammel) jæger, som talte stille og roligt til sin hund á la "Så - nu skal du ud og hente den grimme ræv til far". Til min udelte fryd vandt netop denne hund. Det kunne "skrigerne" have lært meget af. Så det er altså ikke helt utænkeligt, at der også blandt jægere er hundeførere, der ikke magter at oplære deres hunde til at blive gode jagthunde, men er det mon altid gr. manglende evner hos hunden? Jeg bryder mig personligt ikke om den måde at betragte en hund på....som et nødvendigt redskab i den sportsgren, man nu engang har valgt sig. Og faren for, at det ikke er hunden, den er gal med, er så absolut tilstede. Så er det, at disse mennesker anskaffer sig den ene hund efter den anden. Sørgeligt. Med fx førerhunde synes jeg, at sagen stiller sig anderledes. :slem:

Jeg prøvede blot at forklare, hvorfor det var helt i skoven at tro, at når hunde bed i arme og ben, så var det alvorligere end når de bed i ansigter. Jeg troede faktisk i første omgang, at det var en smutter fra din side.

Lonny, det er ikke for at træde i det, men når du skriver, at det "åbenbart" er helt forkert, så lyder det lidt, som om du ikke er helt sikker. Men hvis du tænker lidt over det, kan du sikkert godt se, at det lyder forkert, for hvor er hunde og mennesker mest sårbare? Sgutte i arme og ben, men netop i hoved og hals. Det er blot endnu et eksempel på journalisters grundighed. Vi hundeejere ved i det mindste, at hunde ikke bider "umotiveret", heller ikke selvom vi måske ikke altid lige kan afgøre, hvad der triggede hunden. Så jeg gør som min søde nabo....tager sådant noget med "et gram salt". Mht hvorfor kvinden er lagt i kunstig koma, så gætter jeg på, at fordi hun er bidt i ansigtet (hvis journalisten da ikke har taget fejl af hoved og røv), så kan hun måske ikke rigtigt trække vejret uden store smerter. Blot gætværk.

Sådan har jeg det også - hver gang. Men det ser for mig ud til, at det kan ændres, hvis folk går gevaldigt op i hundetræning og konkurrencer. Pludselig kan resultaterne blive vigtigere end hunden. Det er en risiko, som jeg faktisk aldrig har hørt omtalt, lige meget hvor jeg har trænet, men heldigvis er langt, langt de fleste hundeførere jo fornuftige folk, der elsker deres hunde.

Helt enig. Det holder man nok sin bøtte med, når man er på hvalpejagt. Mange opdrættere går måske mest op i avl, så det er helt tilfældigt, om de får kendskab til hvalpekøberes måde at holde hund på. Det kan lyde så godt, så godt - men behøver på ingen måde at være sandheden. Det kan være svært at gennemskue for en opdrætter.

Sådan en historie gør ONDT at høre. Jeg forstår slet ikke, at man ikke elsker sin hund allerede stort set 10 minutter efter at den er kommet inden for døren.

Når Sofus er rigtig glad, klapper han kæberne enten om min hage eller min strube. Det kan selvfølgelig også gøres i ren kærlighed. Men skal en hund for alvor nedlægge nogen (andre hunde eller mennesker), så ved den, at bid i lemmer ikke er dødelige, medmindre den har held med at sakse en pulsåre. Så går den efter hals (strube) eller hoved. Bid på ryg eller ben er mere som hårde knytnæveslag mellem hidsige skoledrenge. :slem:

Tark. Det er de underligste ting, der fungerer for en airedale. Alle andre, jeg kender, slynger bare henkastet en dæk-kommando ud og schmack! så ligger deres hunde, som var de skudt i hjertet. Jeg lærte mine to forrige det i langsom gang i fri ved fod, med en vandret hånd foran deres fuldskæg. Efterhånden kom der stå-kommando på. Dernæst gik vi over til stå-kommando i almindelig gang og til sidst i løb. Og så helt generelt overalt, når hundene gik rundt og hyggede sig på enten gåture eller i haven. Var de tæt på mig, vankede der altid en godbid. Var de længere væk, brugte jeg boldbelønning (og godbid, når de kom fræsende med bolden). Hvis du vil af med Motors trippen, synes jeg, at det ville være en god idé at gå lidt tilbage i træningen og i nogle dage kun lave stå i langsom gang. Det letteste for hunden synes at være i fri ved fod, har jeg lagt mærke til. Det er, som om snoren tager noget af opmærksomheden. Men det kan selvfølgelig være en airedale-ting. Dernæst kan du sætte ham i en stå og gå alene frem en 4-5 m (ikke for langt) og vende dig, så I kigger på hinanden. Men i stedet for at lave et rigtigt indkald, kunne du måske blidt lokke med et glad KOM (mest så du ikke får knas med dit indkald og tempoet senere). Når han så sætter af, laver du lynhurtigt det sædvanlige stop-signal + håndtegn (ligesom politihånden med et øje). Efter belønning kan I fortsætte et par gange, ved at du sætter ham i en stå og selv går nogle meter tilbage og derefter gentager øvelsen nogle gange. Og så en pause og gentag øvelsen et andet sted i haven. Bare et forslag. Alt kan jo læres på mange forskellige måder. Men skægt er det og altså også ret anvendeligt, så go' vind med projektet.

Går de efter ansigt eller strube, er det alvor. Arme og ben er kun de mere indledende øvelser.

Jeg forstår lige nøjagtig, hvad du mener. Og det er lige i de der kritiske situationer, hvor indkald - skønt ihærdigt indlært - kan svigte, at en stå kan have sin store berettigelse.

Har lige set, at Stella er en terrier. Du er altså oppe imod grumme kræfter dér, hæ. At forlange, at hun kommer tilbage eller for den sags skyld at give en DÆK-kommando, er alt for svært for hende i den situation, gætter jeg på. Men du kan i dagligdagen træne en perfekt stå. På den måde har hun i hilse-tilfældene helt lovligt adgang til at kigge på den anden hund, men ikke til at flytte poterne. Det lyder måske mærkværdigt, men det kan faktisk være nok for hende. Begge mine airedales har lystret stå-kommandoen i stort set (hæ) alle situationer. Den ene, da en spritter tog fat i hans halsbånd midt på Nørreport Station og det susede med biler på alle sider. Han nåede helt ud til kanten, før jeg fik brølet STÅ. Han stod, som havde han fået et baseball-bat i panden, og det frelste hans liv! Go' vind med projektet.

Der er også den mulighed - såfremt du af en eller anden grund foretrækker ikke at sterilisere tæven - at nøjes med at sterilisere hanhunden. Så er han stadig en hanhund, men uanset hvor ihærdigt han parrer hende, så kommer der ingen hvalpe.

Men på den anden side kan hun også have gavn af få at vide, at hunden faktisk er helt normal, men at hendes evner som hundefører lader meget tilbage at ønske. For hvis det virkelig er tilfældet (jeg kender hende jo ikke, men det blev mere end antydet), så hjælper nye hunde hende ikke. Så vil det blive en trend hos hende, indtil den dag, hvor hun finder en superhund, som selv hun ikke kan "ødelægge". Måske? Det må gøre nas at få personlig kritik som hundefører, men på den anden side bør det vel ikke opfattes som en selvfølge, at man blot skifter hund på den baggrund (kan ikke gå spor, rundere, apportere...)? Personligt kan jeg slet ikke forstå, at hun kan lide at sige sådanne ting. Der var tale om en toller, og den har jo normalt ingen problemer i den retning. Jeg ved ikke, om træneren har gjort noget for at hjælpe hende, men det plejer trænere jo at prøve. Jeg gætter - og det ér jo gætværk - på, at hun har været ski'irriteret over, at de andre på holdet har fået oprykning til B-klassen, men at hun selv ingen vegne er kommet med "den umulige hund".

Jeg vil være benhård i mit valg af, hvilke hunde - specielt tæver - min næste hvalp skal hilse på, når han er bittelille. Fandme.

Jeg tænker præcis det samme. Godt, at hunden kommer væk og forhåbentlig får et godt hjem, men hvad har den inden da "fået" hos sådan en brug-og-smid-væk-ejer? Arme hunde.

Til træning i dag blev der i kaffepausen diskuteret livligt. En hundefører fortalte, at en dame, som hun kendte, nu for anden gang havde kasseret en hund, fordi den ikke levede op til hendes forventninger. Den første hund var blevet kasseret, fordi den ikke kunne gå spor. Den næste hund havde meget svært ved rundering og apportering, og det var" helt umuligt at lære den det", selvom damen havde trænet både hårdt og længe og skam også havde brugt klikker. Bølgerne gik højt og alle var forundrede over, at damen slet ikke - nu det alligevel var 2. gang, at hun "gav op" - satte spørgsmålstegn ved sine egne færdigheder som hundefører, men hver gang mente, at det var hundens skyld. Og som hundeføreren arrigt bemærkede: "Hun går endda kun i C-klassen, men tér sig, som om hundens færdigheder var livsnødvendige for hele familiens trivsel!", og hun sluttede med at spørge os, hvad vi ville have sagt til damen. Og så var det, at jeg tænkte, at sådan et spørgsmål vel var velanbragt i et hundeforum, så.... hvad synes I, at man skal sige til sådan en dame?

Heeeey moster - du glemte airedales. :banan:

Rigtigt hyggeligt - og velkommen! Husk nu at skrive, hvor dejlige airedales er, hæ.

Prøv slagteren i Vipperød. Der er også Nordkød i Harløse (nær Hillerød). Begge kan findes på nettet. Det er langt billigere end at købe i en "barf-forretning".

Ja, der er vi så forskellige. Og jeg ved fra flere opdrættere, at de har taget fejl af hvalpekøbere, som de selv har valgt hvalp til, så helt nemt at lege psykolog er det nok ikke. :blink: Selv mener jeg mig i høj grad i stand til at kunne vælge en hvalp, så jeg behøver ikke en hjælpende hånd. Og det har da også hver gang vist sig, at jeg tog den allerbedste i hele kuldet. :banan:

Jeg troede egentlig, at hvalpetesten var en generel DKK-én? Din beskrivelse passer perfekt på den hvalpetest, som jeg overværede - gemt af vejen og musestille oppe i øverste køje. Jeg kunne den dag godt have ønsket mig hele to hvalpe, for der var også en tævehvalp, den allermindste i kuldet, som jeg var forelsket i allerede inden testen. Når hun lå og sov og hendes søskende kom til at træde på hende eller bide lidt i hende, vågnede hun altid med et begejstret skrig og kastede sig ud i "kampen". Hun var også den eneste af samtlige hvalpe, der til hvalpetesten ikke blev siddende lidt foran den lukkede dør. Hun kiggede blot et øjeblik på den og så gik hun rundt og undersøgte værelset, hvor der halvvejs inde sad en fremmed dame med pen og blæk, klar til at notere. Den lille bed glad damen i tæerne, hvorpå hun fortsatte sin undersøgelse af værelset. Kæft, hun var PRAGTfuld. Det kunne være lidt skægt for en opdrætter at sammenholde hvalpetesten med en eller flere efterfølgende tests (mentaltest af en art måske), når hvalpen bliver lidt ældre - og ældre og ældre.

Har der nogensinde været uoverensstemmelse mellem din opfattelse af hvalpene og hvalpetesten? Ikke fordi jeg er imod hvalpetests overhovedet. Jeg har selv overværet samtlige af Sofus' kuld blive testet, og det var vældigt underholdende. Jeg spørger, fordi jeg har en opfattelse af, at opdrætter - allerede inden en test - selv ved, hvordan hvalpene "er".

Jeg er helt enig. Da vi valgte vores første airedale for over 20 år siden, var hvalpetests og opdrættervalg af hvalp endnu ikke opfundet, så det var der ingen, der spekulerede nærmere over. Med den næste airedale havde vi formanden for den finske airedaleklub med ind over, men det var udelukkende mht valget af opdrætter i forbindelse med, hvem der havde hvalpe og hvor i Finland opdrætteren boede. I Finland er der åbenbart ikke mange, der taler engelsk, og når man selv kun kan præstere et lidt usikkert yksi kaksi kolme, så er tolkebistand en ret god idé. Vi fløj så over og valgte suverænt hvalpen selv. Havde dette ikke været muligt, havde vi valgt at købe hvalp et andet sted. Også Sofus valgte vi selv, men de øvrige hvalpekøbere blev rådet i deres valg af hvalp. Alligevel gik det galt for to af Sofus' brødre, der begge kom retur til opdrætter efter hhv. 1 og 1½ år. Begge disse hvalpekøbere havde jeg selv mødt, og jeg vil undskylde opdrætter. De to hvalpekøbere var også nogen, som jeg ville have været helt tryg ved at sælge hvalp, hvis jeg havde været opdrætter. En opdrætter har de bedste forudsætninger for at kunne bedømme hver enkelt hvalp i kuldet, men ingen forudsætninger for at bedømme ret meget om hvalpekøberen, udover naturligvis om der er god kemi, om hvalpekøberen virker fornuftig, erfaren osv. osv.

Guuuuuus - er det dig, jeg mødte for over 20 år siden? Du havde Knold og Tot? Vi mødtes igen i Hillerød fornylig? Det var mig, der havde Kalle. Jeps, spor er de afsindigt gode til. Jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes odderhunden i dem. For i odderhunden er der blodhund. Men om det er rigtigt, aner jeg ikke.