Dina

Lad flux være med at føle det sådan. Det er blot tidsspilde og hjælper dig slet ikke, tværtimod. Hvilke racer din tidligere "mødregruppe" har, ved jeg jo ikke, men jeg tvivler stærkt på, at det er shibaer. Alene af den grund har de det formentlig langt nemmere end du. Du har valgt at elske en selvstændig race, som måske oven i købet er lidt (eller meget) mistroisk over for andre hunde generelt. Dit eneste "forsvar" er at over-dyrke kontakten mellem jer, sådan at I kan passere alle, såfremt de andre da også er i snor. Løse hunde er et kapitel for sig selv og kan næsten ikke planlægges på forhånd.

Gu' gør jeg ej.

Folk er s'gu blevet så blødsødne i dag. Ingenting kan de tåle længere.

Jamen, hvad er nu det for noget snakværk? Selvfølgelig kan man da sige, hvilken race der er bedst?! Det er naturligvis en airedale terrier, hvilket enhver bare nogenlunde oplyst person kan fortælle dig, tsk tsk. :slem:

Det har du!

Ja da, naturligvis har selskabshunde deres store berettigelse. Ikke alle mennesker træner hunde døgnet rundt; mange har "bare" hund for at have en sjov livsledsager. Det er der jo ikke noget forgjort ved. Men "overtypning" er altid af det onde, uanset hvilken gruppe en race tilhører. Det er født til at gå galt, når vi piller for meget ved en races eksteriør, så det bør vi under alle omstændigheder nok afholde os fra.

Man må s'gu da heller ingenting mere. Uf, det er træls at blive gammel.

Jeg er efterlønner og som sådan en del af den berygtede ældrebyrde, og jeg kan forsikre dig for, at jeg og masser af mine ligestillede så ganske udmærket er i stand til at opdrage vores hunde til både dette og hint. Det er nok mere et spørgsmål om indstilling end det er et spørgsmål om alder.....medmindre naturligvis, at der er tale om 80-90 årige, som måske dårligt kan tage vare på sig selv. Jeg ved i grunden ikke, hvorfor "den ældre generation" ofte fremstilles som savlende tåber, men masser af os er faktisk i stand til at klare tilværelsens mange problemer ganske udmærket.

Oh gys. Så ville jeg s'gu næsten hellere risikere at møde ulven end sådan en hund, der måske opfattede mig og min vuf som noget, der kunne true fåreflokken.

Ring dog til den opdrætter og fortæl, at dine forhold har ændret sig og at du ikke længere kan give hvalpen et godt liv. Du bliver nødt til at sætte hvalpen over dine egne ønsker og følelser. Dette er mit bedste råd til dig.

Du lyder, som om du egentlig allerede har indset, at hvalpen må hen i et mere stabilt hjem. Det er lidt synd for dig, men dit liv er ikke rigtigt til at have hund, synes jeg. Og når det drejer sig om så lille en hvalp, vil det bedste så absolut være en omplacering.

Det kan selv en gennemsnits-terrier hitte ud af. Sofus' forgænger måtte i lange tider gå med slips (gammel line, der gradvis var blevet kortet af, så at den tilsidst kun var omkring 15 cm). Så mente han, at han desværre var nødt til at komme, når der blev kaldt. "Din metode" har jeg altid brugt til mine hunde. De fik altid en guf, lige når snoren var blevet taget af. Kom de i løbet af turen af sig selv hen til mig, fik de kys og stoooooor ros, men ingen guf. Kun når jeg kaldte dem ind, fik de guf. Metoden har så virket rigtig perfekt (so far) på Sofus, hvorimod hans forgængere ind imellem godt kunne finde på liiiiiige at lave en hurtig cost-benefit analyse, inden de besluttede, om de skulle adlyde moders milde røst.

Hvilket jeg også mente. Jeg skrev intet om at hive hunden til mig.

Skulle idéen ikke netop være, at man træner indkaldet - med snoren som sikkerhed? Men sådan ville du ikke gøre.....hvordan så?

Snoren skal bare være meget lang og så skal man øve indkald. Kommer hunden mod forventning så ikke, kan man stoppe den med snoren.....eller noget i den retning. Jeg prøvede det for sjov med Sofus' forgænger. Han opførte sig perfekt i en 10 m line, der slaskede efter ham på jorden. Så snart linen kom af, var det en ganske anden sag. Han lærte det tilsidst, men på gammeldaws manér. Sofus har til min stadigt store undren aldrig været uartig mht indkald. Meget underligt, men egentlig også meget rart. Hvad jeg har gjort anderledes, ved jeg faktisk ikke, men det har virket.....endnu da. :slem:

Ikke hvis "man" er en hund.

Medmindre hunden tilfældigvis er en karelsk bjørnehund. Så kan du nemlig løbe direkte op i luften. Hunden er totalt ligeglad og helt tryg i sit eget selskab. Den kommer, når den kommer - hvis den kommer. :slem:

Vi fløj med Finnair, men måske vi skulle have valgt "Zimbabweair" i stedet? Jeg aner ikke, hvorfor han skulle være i sin taske på gulvet, men heldigvis faldt han hurtigt i søvn. Først da vi landede og gik gennem tolden, stak han hovedet op af tasken som en lille trold og kiggede sig glad omkring. Tolderen, der sad bag sin skranke, fór sammen - men grinede så og vinkede os bare videre.

En sportstaske vejer jo stort set ingenting, så jeg havde ingen skrækfornemmelser over det. I øvrigt blev vi overhovedet ikke kontrolleret! De så hverken det ene eller det andet stykke papir, hverken i Helsingfors eller i Kastrup. Man gik meget mere op i, at han ikke måtte ligge på mit skød i flyet - det var for flysikkerheden skyld......jaja. Men havde de forlangt, at hvalpen skulle i en transportkasse og ned i lastrummet, så havde jeg fandme taget bussen hjem....eller noget.

Vi fløj hjem fra Finland med Sofus' forgænger og han vejede præcis 7 kg. Vi havde ham i en sportstaske inde i flyet - på skødet, hver gang stewardesserne kiggede den anden vej. Det gik fint.

:sjov:

En Buller er skam yderst trænbar. Normalt foretrækker den bare selv at være træneren, og så er der ingen grænser for, hvad den kan lære. Men er man selv en idérig og dygtig træner, så kan meget lade sig gøre....har jeg læst (When Pigs Fly). Og så er de hammergode til AG, noget som måske Korvis skulle tænke grundigt over, næste gang hun skal have ny hund?

Måske han bare syntes, at øvelserne var hammerkedelige?

Seriuosly? Amanda lignede en med morgenhår, som havde viklet sig ind i nogle gamle gardiner.

Jeg har altid trænet sammen med intakte tæver, der et par gange om året naturligvis gik i løb. Det behøver ikke at være det helt store problem, såfremt begge hundeførere tænker på afstand og vindretning. Men de løbske damer fik aldrig lov at gå i ruinen, for så kunne de fleste hanhunde slet ikke samle tankerne om det væsentlige - eftersøgningen. Det er nok i høj grad et spørgsmål om race, tror jeg. De hanhunde, der nemmest kunne klare løbetidsdejlighederne, var schæferhunde. Måske de er artigere af natur end schwiiiinske labber og airedales.....jeg ved det ikke. Men når tæver er højløbske, så er det kun naturligt, at hanhunde bliver exede. :slem: