Dina

Kerteminde Avis har jo unægtelig en noget anden udlægning af situationen end Fyens Stiftstidende. Det må indrømmes. Jeg sidder dog og får en fornemmelse af, at de to journalister har hver deres opfattelse af situationen. Hvor den ene skriver, at "Både hund og hundeejer slap med forskrækkelsen", skriver den anden, at "Så vidt vides, var der ingen af de to hunde der fik større skader". Øøøøh, fik de da mindre skader? Jeg stoler ikke rigtigt på den sidste journalist, dels fordi han helt konsekvent ikke kan stave til aggressiv, dels fordi han nævner, at "hunden holdt til i et hus på Kløvervænget". Det får han til at lyde, som om der er tale om småkriminelle rockere, der holder til et eller andet suspekt sted. Hunden holdt sgutte til, den boede der....går jeg ud fra. Så det eneste, som vi faktisk får at vide, er, at en løs amstaff har forskrækket en mand, der luftede sin hund (og det er s'gu da også noget af en forskrækkelse, må alle vel indrømme - trods alt). Men den sidste linie "Politiet undersøger nu, om overfaldet skal have konsekvenser" forstår jeg slet ikke. Når en listehund slipper ud på egen pote, så er det i den grad en overtrædelse af hundeloven og så skal det have konsekvenser. Er der ikke noget i loven, der foreskriver, at politiet skal give et påbud om slusedøre eller andet, så børn ikke uforvarende kan komme til at slippe deres hunde ud i friheden? Gu' skal det da have konsekvenser, for samme uheld kan ske i fremtiden og hvem siger, at det går lige godt hver gang?

Jeg er faktisk enig. Havde indlæggene været formuleret i den ånd, var jeg ikke faret i blækhuset. :5up:

Der var en del uforståelige - men til gengæld fatale - overfald en overgang, inden loven blev formuleret, husker du vel? Disse overfald stod de såkaldte kamphunde overvejende for. Pudler var det i hvert fald ikke. Det er MULIGVIS det, der afgjorde, at hundeloven blev, som den blev? Men jeg må indrømme, at jeg ikke har specielt meget behov for at diskutere baggrunden for hundelovens udformning i denne tråd. Jeg blev bare provokeret af, at ingen tilsyneladende kunne sætte sig ind i, at en hundeejer var blevet skræmt af en løs kamphund, men blot lavede lidt grin med, at den da sikkert bare var kommet løbende forbi og havde råbt "Røv" i forbifarten....eller noget. Det var lidt hårdkogt, syntes jeg.

Og det vil du have til gode for tid og evighed, for bidskaderne er mig bekendt ikke opgjort pr. race. Jeg vil meget gerne korrigeres, såfremt jeg tager fejl heri.

Ja, for eksempel en gravhund, som jo ofte bliver brugt for at vise, at alle hunderacer skam er ens. Jeg er enig så langt, som at en enkelt hundeejer ikke kan afværge angrebet fra en stor angrebslysten terrier. Han kan i et sådant tilfælde kun gøre sit bedste for at skade den så meget som overhovedet muligt for at forsøge at frelse sin egen hund, men som du så charmerende udtrykker det, så ville han i sandhed bagefter have haft noget at "pive over", eftersom hans hund måske ikke var sluppet levende fra mødet. Så derfor har der ikke været tale om et angreb, men en grim forskrækkelse, som man bør gøre alt for at skåne sine medmennesker for. Og ubehageligt må det have været for denne hundeejer, siden han valgte at anmelde hunden for ulovligt at være ude på egen pote på offentlig vej. Forhåbentlig får hundens ejer en gedigen bøde, samt påbud om at opdrage sin unge ordentligt, så det ikke sker igen.

Der er forskel på dommere og du burde heller ikke trækkes, når afstanden er konsekvent. Men nogle dommere mener undertiden at kunne se, at det varierer bare lidt - og så slår de til.

Nu snakker vi jo normalt en del om det psykiske element, når en hund bliver overfaldet. Kunne det tænkes, at denne hundeejer også har fået en temmelig stor forskrækkelse? Og skal man bare grine og gøre nar, fordi der - indrømmet og heldigvis for det - ikke skete andet end dét? Uanset hvor meget nogle herinde ved enhver lejlighed forsøger at tale de overfald ned, som i sin tid var skyld i ændringen af hundeloven, og uanset hvor tåbeligt journalister undertiden skriver, så kunne jeg faktisk godt tænke mig at vide, hvordan flertallet herinde egentlig ville have det ved at se en amstaff komme frit flyvende - uden ejer i sigte?

Du er da bare en SKAT.

Hvad er det for en gruppe?

Vigende afstand kan fx være konsekvent en halv meter fra førers side. Det ser ikke specielt godt ud og det trækker. Varierende afstand er som ordet siger en afstand, der varierer mellem fx tæt på fører til en halv meter fra og undervejs alt derimellem. Det ser afsindigt grimt ud og trækker langt mere. Dejligt, at Cassi nu går så fint.

Jeg stemte "Ja, bare ikke i ansigtet", men det var vist noget vrøvl, for Sofus kan godt finde på at give et enkelt slik på min hage eller ved mit øre. Men han er ikke meget slikkende, så det er nærmest som et ridderslag, når han smækker tungen ud.

Strategien med at lægge en masse genstande og selv holde sig lige bag hunden, klar til øjeblikkelig at smække sig på hug med belønningen, er, at så får hunden overhovedet ingen grund til at rejse sig. Man indøver således en masse "forbliv afdækket ved fund" lige efter hinanden - og naturligvis skal man også her gradvist trække tiden, præcis som man trækker tiden ved alt andet i hundetræning.

Sådanne indfald på en luftetur er noget, der glæder ethvert hundehjerte. Og det lyder, som om Chino helt og holdent ved, hvad han skal, når du siger "Søge". Dejligt. Til gengæld synes jeg, at du måske gør det lidt svært for ham ved at belønne for flere påvisningsmetoder, for hvornår skal han markere fund med poten og hvornår dække af for fund? Det kan være, at jeg har misforstået det, men hvis du fx ønsker afdækning for fund, så er den allerletteste metode at dække hunden af, snuppe 10 små ting, gå i en ret linie ud i landskabet og lægge en genstand for hvert 5. skridt. Hent så hunden og husk at have belønningerne i hånden, så du selv kan smække dig ned på hug og belønne, inden han kommer i tanker om at rejse sig. Jeg kan love dig, at det ikke vil vare længe, før hunden smækker sit korpus i jorden ved synet af en genstand. Problem solved. Men igen - alle veje fører til Rom. Nogle er blot stejlere og mere stenene end andre. Selv prøver jeg altid den "dovneste" rute.

:hjerte::hjerte::nar::hjerte::hjerte:

Ved du, hvad BD står for?

Det er en utrolig skæg oplevelse - for andre hundeejere. Da vores første airedale var lille hvalp og gik på hvalpehold i DcH, var det sammen med bl.a. en chow chow og en karelsk bjørnehund. Smukke søde halvstore hvalpe. Træneren var ikke specielt oplyst (på noget punkt!), så han insisterede på, at også disse to store hvalpe skulle slippes og have frikvarter, selvom ejerne påstod, at det ville være halsløs gerning. Det tog dem da også resten af timen at forsøge at indfange dem igen. Vi andre hjalp lidt til, men uden held. Selv da ejerne indædte råbte, at nu kørte de fandme hjem og også gik ned i retning af P-pladsen, var de to hunde totalt ligeglade og blev, hvor de var. De havde det herligt. Det er hårdt arbejde at lære en terrier at komme på indkald, men det må alligevel være barnemad i forhold til at lære en chow chow og en karelsk bjørnehund det.

Gode idé med en sådan tråd. Jeg kan desværre kun hjælpe dig med følgende: RBM er Rally Begynder Mester, RVM er Rally Viderekomne Mester og DKRLCh, som vist nok er Dansk Rally Champion. Jeg GÆTTER på, at STDc er dansk champion i Standard Dans, men jeg ved det ikke. Vi må have mere vidende folk på banen til de øvrige.

Helt enig. Men min lille private kæphest er så også, at så længe DcH er i så alvorlig bekneb for trænere, at de "overfalder" én med tilbud om at blive træner allerede små 10 minutter efter at man er mødt op, så får man ikke altid de mest egnede træneraspiranter. Jeps. Jeg er en af dem, der alvorligt mener, at ingen af vores tre airedales har været i "den berygtede lømmelalder". Aldrig har der været krig om, hvem der bestemte hvad til trods for, at vi begge nok er nogle bløde hundeejere, der hverken slår, skriger eller sparker. Det kan jo selvfølgelig også være, at de alle tre bare har været i "den alder" lige fra første til sidste dag og at vi derfor ikke har lagt mærke til nogen forandring? Hmmm......

Og allerhelst et hjem, hvor man ikke pludselig kasserer ham igen.

Skru lige lidt ned for charmen, Rikke. Du går meget bedre igennem med lidt venlighed.

Jeg er ret sikker på, at de falder ind under kategorien selviske stordumme møgører! Min nabo, der er paramediciner, kan fortælle historier, der får hårene til at rejse sig på hovedet. En af de værste var en usædvanlig grim trafikulykke. Føreren var fastklemt, men ved (skrigende) bevidsthed og der lå drysset et par bevidstløse passagerer rundt på vejen. En far med en lille dreng, der kom kørende forbi, sprang ud med drengen, skubbede til falckmændene og sagde, at hans lille søn intet kunne se for dem?! Først da han blev lover verdens største og hurtigste røvfuld, gik han hovedrystende tilbage til sin bil. Nogle mennesker ER bare - bizarre.

Vi har flere amerikanske venner og jeg kan love dig for, at deres forhold til hundene er præcis som dit og mit. Mht Animal Planet's dyrepolitiudsendelser så ser jeg dem aldrig. Jeg kan sgutte tåle det.

DYGTIG pige, hende Shandie. "Væk fra den skærm, mor, og leg med mig mig mig!" :5up: Måske der er meget medfødt i den meget store interesse? Sofus' to forgængere var hele livet vilde efter at hilse på alt og alle, uanset antallet af ben. De fik også lov til det helt fra små. Sofus har fået lov til det samme, men han er noget reserveret af natur og hilser sjældent af sig selv på fremmede mennesker, medmindre de er hundemennesker og forstår at vente lidt og nøjes med grinende at fortælle ham, at han er en smuk og dejlig hund. Så kan han godt vifte med halen og gå hen og sige et kort dav-dav. Han har heller ikke det samme vilde behov for at blive venner med fremmede hunde. Han hilser - og går så for det meste videre. Hvor hans forgængere legede inderligt med andre hunde, vi mødte på stranden, der har han indskrænket denne aktivitet til at omfatte sine nabo-"brødre" (hvor det til gengæld går vildt for sig). Jeg synes selv, at alle vores tre airedales har haft det fint med andre hunde, men så absolut på hver deres måde, så jeg kan godt fristes lidt til at hælde til den teori, at der er noget medfødt blandet ind? Jeg synes, at ALT, hvad der overhovedet kan spildes af en airedales krudt, er en gave fra himlen! Når vi fx har været på stranden med nabohundene og har gået 6-8 km, hvor hundene har fræset op og ned i klitterne og ud i vandet og frem og tilbage på stranden, så ligger nabohundene og sover til om aftenen, når vi kommer hjem. Men ikke Sofus. Han lægger sig i sin kurv (eller i sengene i gæsteværelset, hvor sandet rigtigt kan drysse rundt) en halv times tid - men så er han da klar igen. Hvis man ikke giver sin airedalehvalp legekammerater, som kan tage lidt af energien, er man moden til indlæggelse på et sindssygehospital, inden den sidste tand er tabt (hvalpens altså). Nu er vi efterlønnere, så vi kan give Sofus en god lang tur midt på dagen og en legestund med "brødrene" sidst på dagen og det tager toppen af hans energi.

Samt om det er konsekvent et stykke fra fører eller om det varierer hele tiden, hvilket er meget dyrere.

Hvis man blot har smidt 2 p som det eneste (!), så er ens hund ret god og så forventer man som hundefører måske fuldt hus. Det er dog ikke meget nemt at få. Jeg så Asta i B-klassen, hvor hun fik 199,5p (ud af 200 mulige). Det grinede vi alle meget af, for hvor fanden var det halve point mon blevet trukket henne. Så vi mente, at det måtte være, fordi hendes ørehår havde flagret lidt i vinden, da hun lå afdækket - eller noget. Men Rikke grinede lige så meget. Hvis det er 122,15 p i B-klassen, så er det surt. Er det derimod i C-klassen, så er den oprykning hjemme. Og på lidt smukkere vis end med 112,15p. :slem: Hvis nogen ærgrer sig over at have smidt 4p i alt på samtlige øvelser, så MÅ det være, fordi hunden plejer at vinde stort set hver gang. Og så ER det naturligvis surt. Men har du mødt særligt mange, der brokkede sig over at miste 4p? Ja, varierende afstand plejer at trigge enhver dommer. De har ikke megen humor i den retning.