Dina

Jeg tror faktisk, at risikoen for som kat at dø i trafikken er langt større - naturligvis afhængig af, hvor man bor - end at blive dræbt af en hund. Selvfølgelig betragter vi mennesker både hund og kat som kæledyr, men den opfattelse deles nu hverken af hunden eller af katten. Og det er ikke korrekt, at det for en kat er mere naturligt at dræbe en mus end det er for en hund at dræbe en kat. Både hunde og katte er jo jægere. Jamen, hvad formodes hunden så at gøre, når den har fanget katten? Den afslutter helt naturligt jagten ved at dræbe byttet. Det er der intet galt i - set fra hundens synspunkt. Det er præcis derfor, at hunde skal holdes i snor i almindelige skove. Men møder en hund katten ude på en brakmark uden træer - ja, så er der desværre en kat, der får sin sidste erfaring. Hunden kan intet bebrejdes lige så lidt, som man kan bebrejde katten for ikke at tænke sig bedre om i valget af udflugtsmål.

Ligefrem at spise katte må være lidt usædvanligt, men dræbe dem er for en hund ganske naturligt. I hvert fald for en terrier og med garanti også for mange andre racer. Så det skal man ikke undre sig over, blot søge at forhindre så godt man nu kan. Det, du beskriver, er menneskets opfattelse og ikke hundens. For hunden har det altid været - og vil altid være uanset årstal - en helt naturlig ting at jage og dræbe.

Den krig kunne nu overstås ret hurtigt - hvis hun bruger en søgefunktion lidt fornuftigt. Og er hundens navn usædvanligt, kommer der nok ting op, som kan give et fingerpeg om et eller andet. Det er godt at gå ind i noget nyt med et åbent sind, men en sund skepsis må være følgesvenden, hvis man ikke vil tages ved næsen. Det er i hvert fald helt klart min indstilling til det meste i denne verden.

Jeg futter vanen tro lige ind fra højre uden - endnu - at have læst resten af indlæggene, men jeg vil bare råde dig til at finde en anden og mindre grådig dyrlæge. Vi har haft den samme i over tyve år, og selvom han efterhånden er blevet en gammel knark, så er han kvik og fornuftig. Vi har lige været til den årlige vaccination, som vi skulle betale 390 kr. for (den "almindelige", ikke rabies denne gang). Vi sidder altid lidt og sludrer og i min senilitet gav jeg ham kun 290 kr. Ingen af os opdagede det - ja, dvs. jeg gjorde, da jeg kom hjem, så jeg ringede til ham. Han grinede bare og sagde, at det havde han da først set, da vi var kørt, men jeg kunne bare give ham de 100 kr., når vi sås næste gang (det er så om et år!), selvom jeg tilbød at betale via Netbank. Jeg har i de mange år flere gange ringet til ham og sagt, at jeg nok behøvede "noget", hvis fx en af hundene havde kløet sig (og blev ved og ved .....) og det havde medført betændelse. Når jeg beskrev det klart og tydeligt i telefonen, sendte dyrlægen en recept til nærmeste apotek, som kører varer ud til Brugsen, hvor vi kunne hente det der samme aften. Så var vi fri for at køre helt ned til Dyrehaven, hvor han bor. Han tog intet for sådan en telefonkonsultation - og det må understreges (for en sikkerheds skyld, hæ), at jeg aldrig har misbrugt det, så der er altså ikke tale om, at han har strøet penicillin ud over landet med mild hånd! Så Ninjamor - jeg kan kun anbefale dig at finde en ordentlig dyrlæge, for du har sådan set betalt for - ingenting! Og det er for galt.

Prøv Hørsholm Dyrepension. De er alletiders til at tage sig af hundene.

Jamen, jeg tror altså ikke, at nogen som helst opdrætter kan være sikker på noget som helst. De mest tydeligt uegnede hvalpekøbere kan enhver sortere fra, men jeg har tre særdeles tydelige eksempler bare fra Sofus' kuld på, hvor svært det er at bedømme folk. Både opdrætter og jeg var helt enige om, at to af hvalpekøberne da var noget nær ideelle, hvorimod vi begge var lidt - bare lidt - skeptiske med den tredie. De to ideelle sendte en hvalp tilbage til opdrætter efter hhv. 6 og 12 måneder, mens den tredie familie (hvor vi begge havde lidt tvivl om, hvorvidt de magtede opgaven) STORelsker deres frække hund og ikke ville undvære hende for GULD. Det er sgutte let at være sandsigerske.

Jeg tror egentlig, at hvis en opdrætter er så kategorisk i sin afvisning af en hvalpekøber, at h*n ikke engang vil tage en begrundelse med ind i sin vurdering af hvalpekøberen - ja, så er det nok ikke lige dér, de fleste ville være meget lykkelige for at handle hund. For det tyder på en vis mangel på rummelighed og eftertænksomhed, synes jeg. MEN når det så er sagt, så ville jeg som opdrætter bestemt ikke sælge til særligt mange mennesker i det hele taget, så jeg skulle måske nødigt snakke om rummelighed. :scared: Jeg ville ende med at sidde med verdens største kennel, fuld af hvalpe fra utallige usolgte kuld.

Tusind tak. Jeg var nok bare så imponeret af vores første airedale, at bare den slog den mindste sk*d, så mente jeg bestemt, at det da blev gjort på en uTROlig intelligent måde. Så med den indstilling kombineret med mangel på erfaring, hvor mange spontane indfald blev afprøvet, lykkedes faktisk rigtigt mange ting. Ja, salige er de uvidende. Med de næste to havde jeg fået mere erfaring, og desuden var klikkermetoden samt opdeling i delmomenter blevet almindelig viden, og så kom der jo noget mere struktur på tingene. Man kan hverken give en terrier for mange kys eller for løse tøjler, bare man sørger for, at det sker i de rette omgivelser. :slem: Der er megastor forskel på at indlære ting indenfor og udenfor huset. Udenfor sker der langt mere og der er flere spændende lugte, som kan distrahere. Men bevæbner man sig med en god modgift (lakse- eller frikadellestumper), så er man nogenlunde bevæbnet til at hamle op med distraherende ting. Men en aflevering foregår hos mig altid med en belønning. Enten kaster jeg bolden igen (guf ved tilbagekomst) eller også kvitterer jeg blot med lidt modgift. Så bliver "tilbage-billedet" hos hunden altid noget uimodståeligt dejligt. Og det er heldigvis aldrig for sent at lære hunden noget nyt, så der er ingen grund til at vente på næste hund.:banan:

Hvor er det altså dejligt, at du helt konkret kan komme med så gode oplysninger. Det må være en kæmpehjælp for en ny hundeejer. Det er sjovt, at du siger sådan, for alle vores tre airedales har som små hvalpe stort set lært apportering, samme dag jeg introducerede øvelsen for dem? Det foregik indendørs i en lang gang, hvor samtlige døre var lukkede, så eneste "udvej" var tilbage til mig, og jeg brugte så heller ikke en fristende bold, men apportbukken helt fra start.

Helt i fred kan man nok aldrig komme til at gå, medmindre man bosætter sig langt uden for lands lov og ret. Men det må da være irriterende, at så mange hunde løber lystigt løs om benene på folk, specielt når man har en lillebitte og frygtsom hund. Jeg ved ikke, om det kan være dig en trøst, men hvis blot en eneste af disse hunde, inkl. pitt'en, havde haft ondt i sinde, så var din hund forlængst død. Det er ingen undskyldning for folk, der lader deres hunde løbe, som de lyster, for der ér hunde, som er bange for andre hunde. Det må være utroligt vanskeligt for ejere af sådanne hunde at finde egnede steder at gå.

:klap: Og jeg er nu på uartig airedale nummer tre - hva' fa'en har jeg gjort Gud?

Ja puha - folk med latterlige holdninger er da noget af det værste, man kan komme ud for. Det skulle simpelthen ikke være tilladt at have latterlige holdninger. Måske man kunne lave en forbudsliste over dem? :slem:

Nej.

Det er jo aldrig for sent at gå i gang? "Udenom" er en utrolig anvendelig hverdagskommando. Du kunne få mega-fornøjelse af den med Kaia, og den er meget nem at indlære, specielt hvis du er lidt småhurtig på aftrækkeren og aktivt stopper hende, inden hun når ud på anden runde omkring noget. Tålmodigt står du blot stille og hindrer hende i at gå den forkerte vej, mens du siger "Udenom". Når snoren er lidt stram og du holder en godbid frem, vil hun være tilbøjelig til at gå - udenom. Smid 10 guffer i lommen og stork hen til det nærmeste træ. HVER DAG i en uges tid. Så skal du se en dygtig udenoms-hund. En anden lige så anvendelig hverdags-kommando er bak-bak, som jeg bruger, hver gang vi skal ud ad døren (så undgår jeg at træde Sofus ned). Ingen af øvelser er jo vildt geniale, men de er godt nok praktiske.

Nej, man beregner lige, hvornår man skal stoppe hunden inden et hjørne. Og mens man selv går hen imod hunden, laver man lige lidt stopknaps-massage, således at hunden kan blive stående, men ikke gå fremad. På den vis følges man ad omkring et hjørne, hvor der jo kan fjæle sig mange underlige ting, fx katte eller andre hunde eller bare mennesker. Altså ikke nudister, men - øh - BLOT mennesker.

Jeg ved godt, at google er vores ven, men det er hurtigere at spørge dig. Hvad kan Dyrefondet hjælpe med?

Vi har det samme forhold til vores naboer og vi har hinandens nøgler, dog mest hvis vi skulle smække os ude, skønt det endnu ikke er sket i de over 20 år, vi har været naboer. Hvis deres hunde pludselig hylede, ville jeg gå ind til dem og jeg ved, at naboerne ville gøre det samme for Sofus. Men jeg tror faktisk ikke, at det er vildt normalt. Men til gengæld er det da betryggende at vide.

En flexline ruller selv ind, når afstand mellem hund og ejer forkortes. Det er en stor fordel.

Helt og aldeles enig. Man skal blot lave en meget lille afstandsberegning engang imellem, fx når man nærmer sig et hjørne. Schmækk, ned med stopknappen og derefter skiftevis løsne den lidt og i næste nanosekund smække knappen i bund igen, samtidig med at man jo selv går fremad mod hunden. På den måde "hales" hunden ind uden at opdage det selv og vupti! Hunden er nu helt tæt på ejeren, når hjørnet nås. Vi bruger også flexlinen i skoven, og hvis Sofus forvilder sig ind mellem træerne, må han selv forvilde sig ud igen. Og kniber det, siger jeg bare "udenom", indtil den er der. Ikke om jeg gider gå ind og vikle ham ud af buske eller træer. Men vi har jo så også kuns en enkelt hund at holde øje med - og et enkelt klodset fjollesnors-håndtag at styre.

Jeg har simpelthen aldrig fattet, hvad det er ved flexlinen, som folk ikke kan hitte ud af? Det er da så enkelt at styre den stopknap? Nej, jeg forstår det ikke. Sådan en line er genial på stranden og i skoven.

Nu må jeg altså lige nedlægge en protestant. Naturligvis har hundeejeren en særdeles stor interesse i, om dem, som han betror sin hund, må have den i deres bolig eller ej. I øvrigt forstår jeg, at der er tale om et par, og de er vel næppe begge dinglet omkuld og de ligger vel næppe heller bevidstløse i en hospitalsseng? En af dem kunne vel tage telefonen? Eller ringe hjem og høre, om hundepasserne kunne passe hunden lidt endnu. Jeg synes bestemt, at det lyder som et forfærdeligt hundeejerpar og jeg går helt og aldeles ind for, at den hund bliver fjernet. Jo før, jo hellere.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvor det i 60'erne var in at mene, at arv (og køn) intet betød, hvorimod miljø var altafgørende, så er det i dag in at mene, at stort set alt er forudbestemt, altså ligger i generne. Lidt groft sagt. Det var et utroligt interessant forsøg, I lavede med hvalpene og faktisk også meget tankevækkende. Og jeg kommer til at tænke på det kendte museforsøg, hvor man lavede samme stunt. Man havde to musestammer, hvor den ene var fredsommelig og laid back og hvor slåskampe var en sjældenhed. Den anden musestamme, derimod, var meget aggressiv og der var uafladelige slåskampe. Man tog så en lille mus fra hver stamme og byttede om. Og så ventede man interesseret på at se, hvad der mon kom ud af det. Jeg havde naturligvis selv regnet resultatet ud på et nanosekund, for selvfølgelig ville den lille fredelige museunge da vokse op og blive aggressiv i det aggressive miljø, og omvendt ville den lille aggressive museunge blomstre og blive fredelig som voksen. Hvad skulle man da lave forsøg med sådan noget for, tsk tsk. Men resultatet viste noget helt andet. Den aggressive musestamme forblev aggressiv, men det sjove var, at den fredelige musestamme ændredes og blev aggressiv. Her kunne man med en vis ret sige, at et enkelt råddent æble kan fordærve hele kurven (eller hvad det nu er, man går rundt og siger).

Folk siger så meget. Så skulle du bare høre, hvad de siger om at have en airedale terrier. Skråt op med folks opfattelse af, hvilken hund de selv kunne tænke sig. Og så mener de det måske ikke helt så slemt, når det kommer til stykket....og igen - hvis de gør, så skråt op.

Det er lidt småskægt, men jeg har lagt mærke til, at nye medlemmer dukker op, smækker et spørgsmål på bordet - og selvom folk har svaret undertiden en masse, så hører man aldrig en lyd mere fra disse medlemmer. Lige i dette tilfælde er det måske forståeligt, at TS bliver skræmt væk, men generelt skideirriterende, at folk bruger krudt på at svare, når det indledende "problem" åbenbart bare var "for sjov".

Hvis du én gang ser en odderhund direkte ind i fjæset, så vil du tænke: Ups, afbleget airedale. De er blødere end airedalen, både ind- og udvendigt, men de er altså kære at se på.