Dina

Ring til Dyrenes Værn. De må kunne hjælpe, indtil ejerne viser sig. Der kan jo være sket en ulykke.

Ejj, det er en PRAGTfuld hund. Bare i den grad i stand til at lukke ørerne og lade næsen føre. Der er efter sigende blodhund i airedalen, dvs. der er blodhund i odderhunden - og odderhund i airedalen. Det sidste er man ikke et sekund i tvivl om, for odderhunden ligner en airedale, det er gået galt for....med blegfesne farver og sårn. Men det må være fra ovennævnte indslag i racen, at airedalen har så fortrinlig en tud.

Selvfølgelig gør du da det. Altså ved, at der er forskel. Det virkede bare så uoverskueligt at opremse racer, men jeg vil da gerne foreslå et par stykker såsom fx pudler, border collier, collier ..... De vil alle - mener jeg da - være ret velegnede til at stole på i løs tilstand, fordi de generelt finder "gensyn med ejer" temmelig belønnende. I den modsatte ende af skalaen ligger fx odderhund og blodhund, men det var jo så ikke lige det, du efterlyste.

Folk, der ikke træner jagt med deres jagthund, kan jo træne alt muligt andet og derigennem få en lydig hund. Nogle hunde har et større jagtinstinkt end andre og det er en udfordring i sig selv. Det er ikke "nemt" at lære alle hunde at få et pålideligt indkald. Bestemt ikke. Men med nogle racer får man meget forærende i den henseende, såfremt hjemløb til ejer i sig selv er en slags belønning. For andre hunde ligger belønningen andetsteds, nemlig i de mange skægge oplevelser, som de selv kan skaffe sig, når først snoren er taget af. Til gengæld får man jo så andre ting forærende med disse hunde, som oftest vil være mere vedholdende i fx en eftersøgning eller et almindeligt feltsøg. De vil selv og søger derfor ikke hundeførerens hjælp. Hver race har sin udfordring og hver enkelt hund såmænd også. Men generelt kan man vist godt sige, at samarbejdende racer nemmere vil kunne trænes i et pålideligt indkald.

Jeg ville mene, at en airedale har et endog meget stort flair for at gå løs. :slem: Nej, jeg skal nok lade være med at drille, for det er jo et sjovt emne. Men generelt vil de samarbejdende racer have større flair, ikke mindst for det nødvendige hjemkald, end de racer, der er avlet til at arbejde selvstændigt (uden indflydelse fra en hundefører).

Nej, jeg ved godt, at det ikke er Capones hund og det er en velgerning, at Capone prøver at hjælpe hunden. Jeg er bare så ked af at høre den ene historie efter den anden om hunde, der skal omplaceres.

Det gør ONDT at høre. En airedale er godt nok ikke brugshund længere, men hører i dag blot til i terriergruppen, men den har - såfremt den ellers er rask og rørig - i mine øjne de egenskaber, der skal til, for at klare sig som brugshund. Men der avles på alt for meget skidt, desværre. Krav er der stort set ingen af, kun krav om min. en 2. præmie. Så kan den have knas med både hofter og albuer og være skudræd tilligemed. Slige sager undersøger man ikke. Men når den ellers er fit for fight, er det en kvik og årvågen og utrolig udholdende race, der kan bruges til mange slags arbejde + være en skæg og underholdende familiehund. Der ér også nogle opdrættere, der gør deres bedste og fotograferer og mentalbeskriver og gør ved, men det "smitter" desværre ikke.

Jeg tror - ud fra TS' beskrivelse - slet ikke, at der er tale om hormoner, men om simpel kedsomhed. Og jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor nogle trænere anvender så fjollet en undervisningsform. Det er da også langt nemmere for træneren, hvis hundeførerne arbejder sammen to og to (en går fx lineføring, mens den anden ser på og lægger mærke til godt & skidt), og så kan træneren indskrænke sig til at opholde sig lidt længere hos dem, der ikke helt kan få det til at fungere. På den måde står ingen, hverken hundeførere eller hunde, og keder sig særligt længe OG som noget af den vigtigste lærdom - den enkelte hundefører lærer at lægge mærke til, hvordan hundearbejde bør se ud, hvis det skal være pænt at se på. TS skal bare passe på med ikke ukritisk at lege elev, men huske at ranke ryggen og stille krav - hvis du forstår mig. Det ER vigtigt at kunne sige fra og det ER en selvfølge, at enhver hundefører, der trænger til et trænerblik, får det. Måske ikke lige her og nu, men så hurtigt som mulgt. Folk betaler jo for at gå på holdet. Det er ikke nødvendigt at minde de gode trænere om dette, men TS er åbenbart rendt ind i en - stadig i mine øjne - ret rædselsfuld og ineffektiv træner. TS' hund er jo ikke andet end en stor, fjantet hvalp, så en sådan træning er født til at gå galt. Ellers er jeg enig med dig i mangt og meget. :5up: Jeg vil VIRkelig anbefale TS at styrte ned til Sydkystens Hunde Skole, der har mange inspirerende instruktører med stor forståelse for, at hvalpe ikke kan koncentrere sig meget længe ad gangen. Så laves der bare noget andet, som liver hundene op igen. Jeg har ikke selv gået der, men kender flere af instruktørerne. Jeg tror, at det vil være som at komme i Paradis for TS og hvalpen.

:banan::5up:

De er meget sjældne at møde! Vi mødte dog en på Langelinje en dag og skønt Sofus hujede og skreg og piftede, så SÅ hun os ikke, men fejede elegant forbi - indtil flere gange. Det er en meget smuk hund.

Det har de da godt nok gået stille med. Men de skriver kun om båndpligt, ikke om mundkurve? For hvis listehunde stadig skal være iført mundkurv, så kan de vanskeligt deltage i organiseret hundetræning.

Undskyld mig, men det lyder r*vhamrende kedeligt og som taget ud af et 20 år gammelt træningsprogram. Og det betaler man så med nutidspenge for. Hvis jeg var dig, ville jeg overveje forslaget om Sydkystens Hunde Skole.

Ja, det kan du sagtens. Og det er rigtigt, at der intet er så effektivt til at få en glad og træt hund som et godt spor. Der er nok lige så mange teorier omkring sporsøg som der er hundeførere, men jeg har da lidt, som du kan forsøge dig med. Det eneste, du skal huske, er, at godbidderne på sporet skal være små og bløde. Bløde, fordi han endelig ikke skal distraheres af en gang tygning, hvor han jo vil løfte hovedet fra sporet. Men hvis du fx deler ganske almindelige kødboller (frosne fra Netto, men selvfølgelig optøede til dit formål) i måske 6 små stykker, bevæbner dig med en pind af en art (kun fordi du skal kunne finde begyndelsen til sporet igen, når hunden kommer på banen), så mangler du kun at beslutte dig for, om han skal starte på græs, brak eller pløjemark. Det sidste er det nemmeste, for der kan du tydeligt se, hvor du har gået, men det kræver en rar bondemand. Du skal i hvert fald finde et areal, hvor der ikke har løbet andre hunde og leget, for da vil deres fært være lidt for forstyrrende for en begynderhund. Hvis du ikke har en god sporsele, kan du sagtens bruge halsbånd, men bliver du grebet af dette stykke hundearbejde, vil en sporsele være bedre. Den vil samtidig også være et klart tegn til hunden, at jæs - nu skal vi ud og bruge tuden. Men find evt. noget græs, stik pinden i jorden, slå korsets tegn og begynd at træde lidt frem og tilbage i en slags trekant, hvis spids peger (forbi pinden) i det ønskede spors retning. Smid gerne et par godbidder til almindelig fornøjelse for hunden. Vi vil gerne have, at opstarten bliver rolig. Mange hunde stikker næsten i jorden og spurter ud af startområdet. Når du skal til at vandre deruda', kan du - hvis du er lidt småakrobatisk - for hvert skridt løfte din hæl, lade tåspidsen blive på jorden og lægge en godbid i hælaftrykket. Det er sværere end det lyder, men man kan også gå noget foroverbøjet og lægge en godbid, træde på den - og fortsætte. Hvis det bliver løsningen, er bittesmå pølsestykker måske bedre, for kødboller kan hænge fast i skoene. Du skal i starten slet ikke tænke på at lægge genstande på sporet eller lave interessante knæk og buer, men blot gå ligeud. Bare husk, at det tager lidt tid for hunden at fange, hvad du ønsker, så sporet må gerne være lidt langt (mange synes, at 10 skridt er nok, jeg mener 50 eller flere). Husk at tage små, gerne lidt småslæbende skridt, så der er en færtsti for hunden at følge. Når du efter nogle spor kan se, at hunden har fanget idéen, kan du lade der være ophold i godbidslægningen, men helst i uventede serier, for hvis du lægger for hvert 5. skridt, lærer hunden lynhurtig, at det er den afstand, hvor den kan forvente guf og så trækker den, til den når sit mål. Det er vi ikke interesserede i, for sporsøg skal helst foregå i et fint, men bestemt ikke hæsblæsende tempo, for så vil hunden senere nemt kunne risikere at gå over såvel genstande som buer og knæk. Der er også mange opfattelser af, hvor længe et spor skal ligge til en begynderhund, før man går sporet, men man plejer at sige, at efter ca. 20 minutter er den værste "dyne" hørmet af. Senere kan du lægge sporet om morgenen og så tage det om aftenen. Når hunden først bliver erfaren, er den ligeglad med liggetiden. Prøv dig frem og selvom du laver nogle fejl, så skal din hund såmænd nok lære at gå et godt spor. Jeg googlede en enkelt gang og fandt dette link: Video Tracking, sportrning Der er garanteret mange gode links på nettet. Go' vind med projektet.

Skråt op med det og i øvrigt passer overskriften fint til mig, for jeg ER udsat for ren indlæring. Sofus underviser og jeg står pænt og tager notater. Sådan er det.

Jamen, det kræver, at nogen går ind og læser. Og evt. har noget at sige til det, der er skrevet. Det sker nok ikke så tit, at det gør noget. Selv ved jeg ikke meget om GD udover at de er mega-store og enten ensfarvede, plettede eller stribede. I min pure ungdom fik jeg engang en ny tandlæge og han havde sådan en hest. Da jeg blev vist ind i torturrummet af en klinikdame og bundet og bastet til stolen (sådan gjorde man jo næsten i de gode, gamle dage), så smuttede GD'en ind til mig og stillede sig med sit kæmpehoved næsten ud for mit. Jeg var så stresset, at jeg tænkte: Det var liggåt psatans - det var da en underlig tandlæge. Dengang røg jeg omgående ned i bunden af normalområdet, når jeg skulle til tandlægen. Det er heldigvis overstået nu, hvor også tandlæger er gået over til de bløde metoder. Dog bliver jeg ikke klikket.

Nej, naturligvis ikke. Jeg kunne - hvis ikke jeg var så skidedoven - bare tilføje, hvad jeg evt. måtte mangle. Der kan skam sagtens pilles. Vi ved jo, at det er hundeejerne herinde, der skriver det. Oprindelsen til airedalen fortaber sig lidt i fortidens tåger og der går mange sjove historier om dens opståen. Noget af det skal jo nok være sandt. En af de mere muntre historier er den om minearbejderen med en usædvanlig god terrier-tæve. Manden lå på lur bag noget buskads med tæven, da den var højløbsk, og så ventede de ellers på, at en bestemt hanhund i et jagtselskab skulle komme forbi. Planen lykkedes - og det blev så oprindelsen til nutidens airedale. Det var da en meget sød historie. Jeg er lidt ked af, at jeg påpegede, at der var smuttet et "e", men airedalen, som i lange tider blev kaldt Bingley terrier eller Waterside terrier, endte jo netop med at blive kaldt airedale terrier, fordi den hærgede langs floden Aire. Og lidt pernittengrynsagtig er man vel altid. Men jeg er da specielt glad for, at Anne-Lise fik RH-hund Trold og hans hundefører Jørgen Svendsen med, for det var historier om netop Trold, der i sin tid fik mig til at beslutte, at også min airedale skulle være RH-hund. Indtil i dag er der kun registreret to airedales som RH-hunde, så jeg glæder mig til at høre, at nye airedale-folk får mod på at efterfølge os gamle og udtjente.

Anne-Lise, det er rigtigt dejligt, at halvdelen af airedale-ejerne herinde har skrevet noget (tror kun, der er os to) om vores dejlige race, men vil du ikke nok rette airdale til airedale?

Ved du hvad - han har noget, som de færreste hunde med "arbejdende familie" har - han har SELSKAB hele dagen. Du lufter ham nogle gange i løbet af dagen og han får en løbetur i en hundeskov hver dag. Hvis du gerne vil lære ham nogle ting, så er det fint, men faktisk lyder det for mig, som om han har et ganske dejligt liv. Og hvis han var understimuleret, så ville du nok slet ikke være i tvivl, for så ville han selv sørge for lidt underholdning. Det er dejligt at høre, at du bekymrer dig om ham, for man ér tit i tvivl med sin første hund, men han lyder altså glad og tilfreds. Men selvfølgelig kunne I begge have det endnu sjovere, hvis du satte dig for at lære ham et eller andet (lydighed, tricks, spor.....) i weekenden. Men nødvendigt er det altså ikke, kun skægt.

Hos airedales ændrer læberne sig gradvist fra hvalpe-lyserøde til voksen-sorte.

Det lyder s'gu da prof?

Slettet - så som sædvanlig ikke, at det var et gammelt indlæg, tsk tsk.

Igen - brug dog din energi på at træne familiens hunde, så du bliver en bedre hundetræner for din - engang! - egen hund. Jeg forstår slet ikke, hvorfor du så gerne vil have en hund, når du ikke vil bruge tid og energi på at træne din families to hunde? Du har været ked af, at hundene ikke hang efter dig. Den eneste måde at få hunde til det på er ved at beskæftige sig med dem, og helt ved at lære dem et eller andet, for derefter at belønne dem. De vil føle sig dygtige og meget tilfredse med sig selv - OG HÆNGE EFTER DIG. Hvorfor tager du slet ikke imod dette råd?

Zivah - jeg vil igen-igen foreslå dig at vente med hundeanskaffelse, til du har det bedre og har fået mere styr på dit liv. I mellemtiden har du allerede noget, som ikke alle unge hundeglade piger har, nemlig hele to hunde i familien. Brug dog din energi på at træne dem, så du bliver en bedre hundetræner for din - engang! - egen hund. Hvorfor vil du slet ikke overveje dette forslag?

Ja se - dét kan jeg så godt, altså lade være med at anbefale en airedale terrier. Det er bestemt IKKE en race for en ganske ung pige, der tilmed har det skidt. En airedale terrier skal have masser af skæg & ballade og INGEN højrøstede vredesudbrud. Den kan sikkert tåle det lige så godt som enhver anden race, men den går ind og "tager ansvar" og det skal en hund aldeles ikke presses ud i.

Dobbelt-klik på Besvar (med citat), så bliver skriveboksen stor.