Ascha

Selvfølgelig er der da alternativer til en DKK hund, men det er nu ikke mange der laver blandingshunde, som forinden har undersøgt forældredyrene for noget som helst, for så koster det dem pludselig penge at lave et kuld. Og så er det da ikke underligt i min verden, at folk herinde fortæller at en ansvarsbevidst DKK opdrætter undersøger for div. arvelige sygdomme. Synes tit modstandere af DKK og stamtavler forsøger sammenligne indsigtsfulde, vidende, ansvarlige privatpersoner der laver blandingshvalpe, med de dårligste DKK opdrættere og det er da ikke en rimelig sammenligning.

Og egentlig sidder jeg og bliver helt hidsig over at pressen forsøger at få os til at synes det er synd for den slags købere. Det er sgu da dem der holder liv i alle de forbandede hundehandlere der findes. Uhh jeg må vist hellere tage mine blodtrykspiller.

Ja og hvis de endelig spørger, søger de f.eks. råd herinde, for så at blive tøsefornærmede når vi ikke lige siger det de ønsker at høre. Nogle mennesker vil bare komme galt afsted, så vi må have en lovgivning der er bedre til at beskytte dem det går ud over; hundene.

Jeg fik min første hund da jeg var i begyndelsen af tyverne og endelig havde fået en lejlighed hvor jeg måtte have hund. Jeg var jo jublende lykkelig og meget utålmodig så jeg gik på jagt i den blå. Jeg fandt et kuld blandingshvalpe men da jeg kom ned for at se kuldet måtte vi ikke komme indenfor og det var altså i marts måned, så hvalpene rystede af kulde. Tæven de påstod var mor til hvalpene var en sort labblanding men havde ikke hængepatter, hanhunden var en gul blanding men sjovt nok var de fleste hvalpe sort med rust, hvilket jeg syntes var underligt,.. helt uden andet end min sunde fornuft og en lille smule læsning. Og så var jeg ellers kureret for at tro at en stambog bare var et stykke papir folk brugte til at blære sig med. Jeg var heldig at havne hos en god og erfaren opdrætter første gang, men uden at ville lyde som en blærerøv har jeg altså aldrig været så naiv at jeg har ment, at jeg har kunne tage et dyr til mig uden at læse lidt om det først. Det er simpelthen umuligt at de mennesker der køber de hvalpe som artiklerne handler om, har åbnet en bog om hunde og så er de sgu selv ude om det, imo.

Næh, det gør vi vist ikke så. Ham tror jeg også jeg har mødt, men det var da jeg havde Thailo, så jeg har ikke lagt mærke til om den hilste på den måde. Jeg gik bare ud fra at det var det ægtepar (sommetider går de ikke begge to) fordi jeg har mødt dem så tit, uanset om jeg har været der tidligt eller sent.

Du er tilgivet, jeg så lige at du har nogle andre tilbud jeg godt kan være med til,... så ved du hvad der venter dig. :slem: Selvom det er senere på dagen har jeg jo fri hver anden weekend, så det er jo super at man kan melde til de kurser man har mulighed for at komme med på. Vi har egentlig brug for at træne alt det du har på programmet på dit grundkursus (det lyder virkelig spændende det hele) men lidt har jo også ret.

Lige oven i min brugsprøvetræning, det kan du sgu da ikke være bekendt. ..... Og så lige en anden ting: behøver det være så sent en anden gang, for jeg kan ikke nå på arbejde ellers. Altså, hvis jeg nu kunne bestemme over hvad du skal.

Det ville jeg også blive rigtig ked af, men jeg tror problemet er større ude på landet. I hundeskovene får kæmperacerne masser af muligheder for at hilse på andre hunde, selvom der godt nok er folk der siger fra af den ene eller den anden grund. Til gengæld får de mere opmærksomhed fra de mennesker de møder, så det kan vel opveje det lidt for ejeren, tænker jeg.

Nej hvor er det sjovt når nogle herinde færdes samme steder som en selv, den hund kender jeg godt. Jeg har faktisk talt med ejerne fordi Shandie har tendens til samme åndsvage hilsemåde og de en dag spurgte hvad jeg altid lavede når vi mødtes. Og da jeg forklarede at jeg forsøgte at lære min hund at være høflig, syntes de det var underligt fordi det jo er venligt ment når en hund lægger sig ned. Det virkede som om de tænkte over det, men jeg har åbenbart ikke fået dem overbevist. Personligt har jeg haft det meget svært med alle dogger/ doggelignende og fladsnudede hunde, efter Thailo blev tygget igennem af en ambull. I starten trænede jeg med de racer jeg selv var tryg ved men da han blev ældre begyndte jeg at gå udenom, for der var jo ingen grund til at han skulle i hilse på hunde han ikke selv ville vælge at møde, når han var kommet så langt i tilvænningen som han trods alt var. Nu har jeg så fået en anden hund, uden lig i lasten, og det har ændret mig markant. Forleden gjorde jeg en ejer helt forvirret fordi Thailo aldrig har fået lov til at hilse på hans hund (kamphundeblanding) og han har åbenbart troet at jeg har været fuld af varm luft når jeg forsøgte at forklare at det var fordi min hund var utryg (sådan så han jo heller aldrig ud i andres øjne), men nu fik vi så en god snak mens hundene tog mudderbad (ja, eller min gjorde) og jeg slap af med mit hysteriske image,.. i hvert fald overfor denne ene mand. Til gengæld har jeg udviklet en ny "åh nej, nu kommer der en...." gruppe hunde, og det er de fleste små under 10 kg. Det går altså bare ikke særlig godt, for min hund kan simpelthen ikke styre sig i mere end 5-6 sekunder, så kommer poterne frem for at fange dem og så skal de helst stoppes helt ind til drøblen. Det kan jeg selvfølgelig ikke tillade at min hund gør ved andre, men kors hvor er den slags hundeejer svær at tage hensyn til. Enten vil de diskutere og gøre sig klog på min hund, ellers lader de deres hunde rende rundt og lægge op til leg, mens jeg står med en unghund der ikke må deltage,.. og det er jo helt rimeligt. Jeg er simpelthen SÅ forbandet træt af at høre: jamen hun skal nok sige fra hvis din hund bliver for voldsom. Yeah right!. Et par gange (hvis det har været nogle jeg møder tit) har jeg sagt: jamen okay da, så slipper jeg hende, og hver gang har de mennesker fortrudt,.. men så kan de sgu lære at stole på at folk nok kender deres egen hund bedst. Jeg er ikke stolt over at det skal gå ud over deres hunde, men der må altså være grænser for hvor pædagogisk man behøver at være for at få budskabet igennem; at det faktisk er DEM man forsøger tage hensyn til.

Jamen tillykke tillykke, det var gået min næse forbi at du ventede hvalp. Hold så lige op hvor er hun nuttet og hvor er det bare dejligt at indflytningen er gået så godt. Og Ozzie :5up: :klap: (ja og det gælder også dig, for det er jo dig der har formet hende).

Nej, så hellere spilde andres. Som jeg ser det har du fået ret mange svar med gode råd, så jeg forstår slet ikke hvad du havde tænkt dig. Vi kan jo ikke rejse til Brasilien og opdrage din hund for dig eller trylle alle dine problemer væk.

Jeg tror da vist kun det er folk der ikke ved noget om hunde der synes det er synd for en hund at bo i en lille lejlighed,.. ignorer dem, for de ved som sagt ingenting. Din hund har en ansvarlig, indsigtsfuld ejer der elsker ham og mere bekymrer en hund sig ikke om.

Hmm, vi er forskellige. Mere er der vist ikke at sige om den ting. Om man støtter et godt formål kan diskuteres, men hvis man vil støtte foreningen kan man jo give den penge, det har da ikke noget med hundene at gøre. Og de danske internathunde er jo de samme som man kan finde på den Blå Avis, bare med ejere der måske gerne selv vil have kontakten til den der skal overtage deres hund eller ikke vil risikere at den skal sidde i et lille bur og evt. blive aflivet til sidst. Jeg kunne aldrig finde på at sende min hund på internat, så hellere aflive den med det samme. Du tager udgangspunkt i laveste fællesnævner, jeg taler ganske almindelige familier der ikke kan beholde et kæledyr af en eller anden grund, og der vil hundene jo normalt være vaccinerede og chippet. Nogle kan oven i købet risikere at være velfungerende og elsket af deres ejere og derfor ikke anbragt på et internat.

Jeg har fuld forståelse for at det er hammer svært når hunden skal opleve det hele på den halve tid (har selv en unghund med krudt i røven) men de lærer altså af det de får succes med. Grunden til at de trækker er jo for at komme frem til et eller andet de synes er spændende, så de opnår jo succes hvis de lykkes med at trække os derhen, og vil blive styrket i deres opfattelse af at det er sådan man klarer problemet med den håbløse, langsomme tobenede de er bundet til. Der er desværre kun en vej frem og det er ved at være 100% konsekvent med at snoren skal være slap før hunden kommer fremad. Og så må man snyde ved f.eks. at give lang line på, løbe efter hunden eller køre ud hvor den ikke behøver at have snor på, i den periode man træner at gå pænt.

Super tip!.:5up: Det kan jeg godt forestille mig virker effektivt. Selv bruger jeg dog at straffe hunden efter hvor stor forbrydelsen har været, så jo kraftigere trækket har været jo længere tilbage bliver hun flyttet, for det tror jeg et eller andet sted at hun forstår.

Jeg synes hverken eller. Min hund skal ikke trække i linen, for så synes jeg ikke det er sjovt at gå med hende, men "gå pænt" betyder i min verden frikvarter, hvor hun ikke behøver koncentrere sig om mig.

Når jeg træner gå pænt forlanger jeg ikke øjenkontakt og bruger også sjældent godbidder. I det hele taget er jeg ret usynlig for jeg vil have at hun skal lægge mærke til hvad det er der gør at hun kan komme fremad. (taler kun når jeg siger "gå pænt" og roser dæmpet, når hun går i samme tempo som mig og ikke trækker). Jeg går fremad når linen er slap og går i stå hvis linen bliver stram, men jeg lader hende aldrig stå og falde i staver. Står hun og hænger i linen går jeg et par små skridt tilbage indtil hun vender rundt. Kigger hun på mig får hun ros men det er ikke et krav. Laver hun et kraftigt langt træk (f.eks. hvis der flyver et blad forbi som hun simpelthen MÅ have fat i) vender jeg om og går i en cirkel indtil hun igen er klar til at gå i et roligt tempo. Desuden går jeg ofte i "rollatortempo", for at gøre hende mere sikker i øvelsen, men jeg kan også finde på nærmest at løbe efter hende hvis jeg kan se at et eller andet gør det så svært, at der er risiko for at hun kommer til at stramme snoren eller hvis jeg har travlt.

Mener heller ikke det er at opdrage, blot et forsøg på at sortere nogle af dem fra der handler for impulsivt, ligesom jeg ville sortere fra hvis folk fremstod ekstremt uvidende om hundeadfærd. Og desuden minder en omplacering mig mere om adoption end salg. Seriøst, ville du give din hund til en person der sagde: jeg vil godt give din hund et godt hjem, men jeg vil have den gratis for det er jo din egen fejl at du har købt den, hvor du nok skulle have ladet være. Altså, jeg har jo intet sted skrevet at hunden skal koste det samme som man betalte for den som hvalp, men jeg kan ved gud ikke forstå at folk skal have en hund gratis bare fordi den kommer til at mangle et nyt hjem. Finder det virkelig besynderligt at folk synes det er okay at det koster 3500,- for en græsk gadehund, men når man herhjemme forsøger at komme udenom at ens hund skal ende på et internat,.. så taler vi om symbolsk eller ingen betaling. Det synes jeg er en smule fordomsfuldt, folk kan jo blive syge eller få nogle problemer de ikke selv kan løse og hvor det så bliver den bedste løsning. Og da hellere et nyt hjem til hunden end at den bare skal finde sig i hvad der måtte være af problemer. Der synes jeg du tager helt fejl. Folk undersøger nemlig ikke en skid om disse dyr før anskaffelsen, hvilket resulterer i at de fleste mindre kæledyr (hvoraf de færreste er solitære dyrearter) sidder mutters alene i alt for små bure og kun får social kontakt de første 3 uger hvor børnene stadig synes det er spændende. De kommer ofte ikke til dyrlægen fordi det er billigere at gå ud og købe en ny. Stod det til mig kom der afgift på smådyr, så en kanin ikke kostede mindre end 3 flasker halvdårlig rødvin.

Men det jo mennesker man kender i forvejen og så kan det også være ligegyldigt at tage penge for hunden. Jeg tænker på formidling til fremmede, men det er måske det du ikke vil?.

Tror du har misforstået hvad vi andre forsøger diskutere, der er jo ingen der siger prisen afgør noget alene. Jeg ville aldrig være tryg ved at videreformidle min hund uanset hvad, men det drejer sig om at få folk til at overveje hvad de går ind til, og så er det bare sådan at de fleste tænker lidt mere over tingene hvis de skal til lommerne,... selv nogle af de rige. Det kan godt være du synes nogle af os har gak i låget, men tænk lige over hvordan mennesker forholder sig til anskaffelse/ hold af katte, kaniner, marsvin o.lign., der ikke koster noget videre.

Jeg forstår udmærket at det kan føles provokerende, men det ene behøver jo ikke udelukke det andet. Jeg ville da gå efter en ny ejer der både havde råd og hjerterum og ikke hvor jeg vidste det ene eller det andet haltede.

Det ville jeg heller ikke kræve, men at de beholdt hendes sygeforsikring ville bestemt være et krav. Uh, den har jeg også prøvet at være vidne til. Min egen søster havde en kanin der blev syg Nytårsaften, men alle havde jo fået noget at drikke og de ville ikke prøve at få fat på en taxa eller bruge penge på en vagtdyrlæge. Jeg gik forvirret (kunne ikke forstå at vi var blevet opdraget af de samme forældre) og tudende i seng klokken 1 og kørte hjem da jeg vågnede, i nattøj og morgenhår og uden at sige farvel,.. faktisk troede jeg ikke vi ville kunne komme til at tale sammen mere, men så fik de hund og alt blev helt anderledes. Nu tænker vi heldigvis nogenlunde ens igen.

Nå, fik lige set at overskriften ikke hænger særlig godt sammen med indholdet, men sådan går det når man kommer til at rable. I må da gerne svare på det spørgsmål også, jeg tror nok 5000,- ville være det mindste jeg ville tage for min hund. En flatter der lige er blevet et år og kostede 12000-skr (ca. 10½ i danske).

Jeg har en kommentar til tråden hvor en bruger efterlyser en gratis schæfer og synes ikke vi skal diskutere i hans tråd, så jeg fortsætter lige her. Personligt har jeg aldrig prøvet, ikke at kunne skrabe 2- 3000 kr sammen, hvis der har været noget jeg bare måtte have (så måske er det derfor), men jeg kunne aldrig få mig selv til at videreformidle min hund til nogen der ikke kunne stampe sådan et beløb op ad jorden. Hvad nu hvis hunden blev kørt over? eller krævede en dyr behandling,.. det ville ejeren så ikke have mulighed for at betale for. Jeg er godt klar over at en hund sagtens kan have et godt liv, selvom dens ejer ikke bruger helt vildt mange penge på den, men alligevel skulle min hund ikke ud i et hjem hvor den kunne risikere at blive fodret med Nettos det bedste. Jeg er egentlig ikke tilhænger af at en hund skal ses som en luksusting man ikke har krav på hvis man ikke har råd, men alligevel må man jo indse at det ikke er gratis at have sådan en lille fætter, så én eller anden form for vilje til at bruge en vis portion penge på min hund ville være et krav til en ny ejer. Hvis det var tilfældet at jeg fandt jordens bedste ejer uden en klink på lommen, ville jeg nok overveje om vi kunne lave en aftale hvor jeg leverede foder og evt. sponserede nogle dyrlægeregninger, så jeg vidste at min hund også i fremtiden var sikret en vis levestandart. Hvad tænker I?.

Det kan selvfølgelig være lavet om, men jeg har samme opfattelse som Hope. Min gamle hund blev engang torpederet af en schæfer og fik revet en ledkapsel i stykker i en tå. Selvom min hund stod helt stille med røven til den anden hund, ville schæferens forsikringsselskab ikke dække fordi de mente at det var den risiko man løb hvis man slap en hund løs i en hundeskov.