Hvad var grunden til at I fik lige netop den hund eller hunderace som I har ?

[anne-lise hansen]

Jeg fik oprindeligt en airedaleterrier fordi jeg kendte en Fox-terrier og gerne ville have en hund der mindede om den - men bare var større - og kunne fungere som vagthund når jeg var på landet . Nu har jeg jo så forlængst opdaget at airedaler og foxer bestem ikke ligner hinaden - hverken af udseende eller temperament, og det der med vagthund har hverken Tot eller Racer læst i brugsanvisningen - det er der ingen af dem der er , men hvorfor valgte I som I gjorde ? og hvorfor valgte I nogengange forskellige racer ?

[Dina]

hvorfor valgte I som I gjorde ? og hvorfor valgte I nogengange forskellige racer ?

Min mand voksede op med en airedale terrier og kunne ikke FOREstille sig nogen anden race. Jeg var lidt ligeglad og ville bare have hundhundhund. Og da vores første airedale-hvalp så kom, tabte jeg totalt mit hjerte til racen. Jeg har aldrig siden fået det tilbage.

[Amocca]

Jeg ville have en dansk/svensk. men manden var vokset op med labber og kunne ikke forestille sig nogen anden hund. Voila: Karla - dsg/lab

 

Johna. Ledte efter en endnu en Karla, men turde ikke satse på samme blanding, da hendes søskende er meget større end hende. Så endte med en dsg/russell blanding. hun er desværre ikke blevet som jeg ønskede (ikke nok drift), så næste gang satser jeg nok på en specifik race, så jeg har en rimelig ide om hvad det er jeg får....

[sagapigen]

Jeg ville gerne have en staffordshire bull terrier, det jeg kunne læse om dens temperament lignede meget den blandingshund jeg er vokset op med. Jeg har også altid været lun på jack russel terrieren. Doberman og tysk pinscher synes jeg er enormt smukke og igen et temperament der tiltaler mig meget. At jeg landende på Løwchen skyldes at jeg bor i en ghetto med mange hunde-angste børn og voksne. Jeg gider ikke bruge mit liv på hele tiden at skulle tage konflikter grundet mit valg af hund. Derfor skulle det være en lille hund, der ser så harmløs ud som muligt. Derudover er der rigtig mange hunde i området, der render løs og er ude af kontrol, derfor skulle det være en hund der kan med alle hunde. Jeg læste en masse racestandarder og faldt over denne spøjst udseende race med et mildt, legesygt og kærligt temperament. Den skulle være med DKK stamtavle og jeg fandt opdrætter på KSS opdrætter-vejviser.

Jeg har fået alt hvad jeg ønskede mig i Anton, han passer perfekt ind hvor vi bor og kan med alle hunde, som ikke er hunde aggressive.

 

Jeg drømmer stadig om de andre racer og når jeg ikke længere bor hvor jeg bor, skal jeg også have en. Der kommer nok altid til at bo en Løwchen hos mig, jeg er faldet for deres sind. Men terrier/pinscher sindet passer bedst til mit temperament.

[anne-lise hansen]

Min mand voksede op med en airedale terrier og kunne ikke FOREstille sig nogen anden race. Jeg var lidt ligeglad og ville bare have hundhundhund. Og da vores første airedale-hvalp så kom, tabte jeg totalt mit hjerte til racen. Jeg har aldrig siden fået det tilbage.

100% enig - mit hjerte er også væk forlængst !

Til Amocca: en JRT har vist for det meste ret meget jagtdrive.

[Umulia]

Jeg har ønsket mig en Grand Danois i årtier - i starten pga. udseendet (man skal jo blive klogere ). Siden, da jeg havde lært nogle eksemplarer at kende, pga. deres uimodståelige charme og kærlige sind.

Hvis jeg kunne, ville jeg fylde mit hjem med grander, men jeg har måtte erkende at det ikke er en hund for en økonomi som min, og det er den eneste grund til at nr. 2 er mindre og forhåbentlig med et lidt mere stabilt helbred. Old English Bulldog er valgt udfra temperament og aktivitetsniveau, sundhed, størrelse og nuttethed

 

Måske, når jeg ikke længere har forsørgerpligten overfor en teenager (mindst lige så dyr i drift som en grande! ) bliver der råd til en til af de små kæmper

[Amocca]

100% enig - mit hjerte er også væk forlængst !

Til Amocca: en JRT har vist for det meste ret meget jagtdrive.

 

Absolut - hvilket var en af grundene til at valget faldt på hende Hun har bare ikke læst manualen

[Trixie83]

Jeg er vokset op med henholdsvis labradors og i en kort periode også en whippet. Da jeg så skulle have min første hund efter at være flyttet hjemmefra, var jeg jo først meget fokuseret på de 2 racer.

 

Lab blev hurtigt valgt fra igen pga størrelse. Trapper til 2 sal, transport, pasning osv.

 

Whippet - læste mig frem til at den ikke var smart som første gangs hund - så stadig en drøm til en gang i fremtiden

 

Nå, men skulle så finde en lille hund, som ikke var FOR lille. Var ikke interesseret i terriers eller selskabshunde. Ville have en hund som var kvik, lærenem, frisk på at tilbringe tid i stalden, på lange gåture osv. + jeg skulle finde den sød og køn at se på!

 

Nå, men var så ude og se på lejlighed - skulle flytte sammen med kæresten. Da vi står og kigger ud i den fælles gårdhave fiser der den her søde og charmerende lille tæve rundt. Kærlighed ved første blik! Så jeg fes ned og fangede ejeren og fik en god snak om hendes hund!

 

Tja, så jeg faldt for de dansk svenske lidt ved et tilfælde, men var solgt! Har nu 2 stks - og nr 3 bliver nok også dsg (selvom jeg da kigger efter andre racer - men nu er mine krav endnu skrappere da den også skal være en perfekt agility hund!)

[korvis]

Jeg faldt pladask for bordercollien da min søster fik én i -92. Fra at ha' været fuldstændigt uinteresseret/ligeglad når det gjaldt hunde, blev jeg dybt involveret i den lille BC, og var tit og ofte med til træning og senere stævner. Jeg var hurtigt klar over at jeg på et tidspunkt selv skulle ha' en bordercollie, som jeg skulle løbe agility med, ingen tvivl! Men som freelancemusiker kunne jeg jo ikke ha' nogen som helst hund, så jeg måtte vente helt til -98, hvor jeg fik fast arbejde. Da jeg på det tidspunkt havde set, kendt og fulgt rigtig mange BC'ere var jeg dog klar over at jeg nok ikke ville vælge en BC som førstegangshund, så jeg gik i gang med at kigge efter en anden agilityegnet race. Bil havde jeg heller ikke, så det måtte gerne være en mindre, busvenlig race. Valget faldt på en coton de Tuléar, som på det tidspunkt var ret usædvanlige i DK. Hende havde jeg mange gode år med, og lærte mig virkelig meget af hende. Da hun var 5 år fik jeg så endelig min efterlængtede BC, Frostie... En hamrende svær hund, som jeg kæmpede virkelig meget med - og lærte mig endnu mere! Da tiden var til en hund nr. 3 havde jeg i lang tid haft kig på en belgisk kennel, og hentede lille Iso der i efteråret 2009. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at ha' en lille hund igen, jeg savner det sq indimellem... Det skal stadig være en hund jeg kan løbe agility med, dog! Men BC'en er bare min race, og der vil helt klart altid være en BC i mit hjem, indtil jeg bli'r for gammel, og går over til pudler! :5up:

[Shii]

Dexter er en kompromis hund... Jeg ville have en HUND, og var egentlig ligeglad hvad det blev! Min kæreste kendte INTET til hunde, og aftalen var at første hund blev 100% hans. Han valgte en husky... Jeg valgte at rulle med øjnene og sige at DET ville gå galt Men det gjorde det ikke... Havde vi pladsen og tiden var jeg gået ind for huskies, men min tid er bare ikke til det... Og lysten til at bruge tiden på det en husky skal

 

Penny er udvalgt udfra at vi skulle have en hund jeg kunne træne med, det savnede jeg ved Dexter... Og så ville jeg have en KÆLEhund... Dernæst var det vigtigt for os at den "passede til Dexter", så den skulle stadig være lidt skarp. Der er mange ting ved huskien, som jeg gerne så hos vores næste hund, og mange af de ting fandt vi i Australian Shepherd.. Så det blev det!

[Buddha]

Manden og jeg var forbi en del racer da vi skulle finde vores første hund, vi var enige om at vi skulle have en hund vi gad lave det med som den var avlet til - jeg er slet ikke interesseret i jagt, så der røg allerede en masse racer. Det endte selvfølgelig med slædehund, det var ligesom en sport vi begge kunne forstå og syntes var mega spændende. Udover det, havde jeg/familien på et tidspunkt en samojede da jeg var barn, frygteligt dejlig hund, så den lå jo ligesom lige for :hjerte:

 

Vi læste om de forskellige polarracer og blev meget hurtigt enige om at samojeden var den vi var vildest med og som også passede bedst til os og det sted vi boede på det tidspunkt. Og sådan gik det og det er jeg sørme glad for den dag i dag!

 

Pt er vi på slædeferie og jeg kan slet ikke styre mig, min stakkels mand har næsten ikke fået lov at røre slæden

[NickiA]

Jamen cavalieren har været en drøm i rigtig mange år, tror jeg var omkring 13-14 da jeg så sådan en første gang og besluttede mig for at det lige var min drømmehund. Jeg brugte efterfølgende mange timer på at sidde og kigge billeder og læse om racen. Prøvede også at overtale mine forældre om den hund da de skulle have hund men forgæves haha. så her næsten 10 år efter gik drømmen endelig i opfyldelse. Valgte dog for en sikkerheds skyld at kigge en masse andre racer igennem men blev ved med at vende tilbage til cavalieren.

 

Nu hvor jeg har fået en cavalier ind af døren er der ingen tvivl om at det er en race for mig, elsker hendes ukomplicerede og lallede sind. Og det er så nem en hund og skøn at arbejde med. Men det betyder ikke at cavalieren ikke er den eneste race for mig.

Jeg er dybt fascinerede af mynder, især whippets og salukis. er mest til mindre hunde men mynder er en undtagelse. Ellers skulle jeg have mig en løwchen, dem forelskede jeg mig i sidste år til vild med dyr 2012 det kan vi takke Janni for haha.

[Petrine]

Penny er udvalgt udfra at vi skulle have en hund jeg kunne træne med

 

Vidste ikke du trænede - er det agility eller noget andet sjovt?

 

Alle mine har været hovsa-hunde, eller dvs Petrine og Buller var 100% hovsa, Zamzam blev valgt for at han skulle matche Petrine og så kom der lige to hovsa'er mere i Fønix og Isak. De er små, fordi de skal passe til storbylivet.

 

NÆSTE hund, den bliver så meget udvalgt til at løbe agility, skal have agility-gener og fra en opdrætter der måske lærer den bare en lille smule de første 8 uger.

[Trei]

Jeg er vokset op med schæfere og da jeg flyttede hjemmefra var det desværre ikke muligt at have hund... jeg måtte vente nogle år, det var hårdt! Var nogle gange ved at drive familie og venner til vanvid med al min hundesnak Efter nogle år blev det endelig muligt og da kæresten også havde et kærligt forhold til schæfere var det riiiigtig nemt, så ind flyttede verdens bedste af slagsen (helt objektivt vurderet naturligvis ) vores dejlige Ozzie Ønskede mig i øvrigt schæfer fordi jeg var vild med både indhold og indpakning.

[Ulla H]

Herhjemme arrivere hundene desværre ofte rimelig planløst.

Jeg er opvokset med schæfer og forældre, hvor det bare var racen.Da vi så skulle have hund igen ville min mor godt have en mindre hund, helst en cocker. Men vi kendte en gravhundemix, ung og i fare for aflivning, så det blev ham.

Som yngre havde jeg ikke tid til hund, men så mig selv med en stor maskolin schæferhanhund.

Nå, den drøm blev så hellerikke til nogen for så mødte jeg jo en gravhund, hvor aflivning var bestilt.Så flyttede Bamse ind .

Jeg gik væk fra schæferer , synes ikke de var gode med andre hunde mere.Drømte om at så få en en russisk mynde engang. Da jeg så havde 2 gravhunde mødte jeg først i 80erne en cavalier, og ja sådan en nem vovse kunne jeg da sagtens magte med gravbasserne. Så flyttede lady ind og et år ewfter igen en cavalier, dog en akuthund fra en hundefabrik.

Så havde jeg 4 hunde i en stuelejlighed og købte så et mindre rækkehus, og så fik jeg igen en akuthund, der skulle aflives pga HD .Hun var så cocker og der tabte jeg igen-igen mit hjerte.

Så at det blev cocker var nok Tracey` skyld og fordi cavalien så ofte er usund.

Så kom igen en akutgravhund i huset.Og sådan blev det ved.

Dog med indkøb af CockerMolly og senere Laura.

Jeg har en mærkelig regel med at mindst hver 3de hund skal være en hund, der virkelig har behov for et hjem, så derfor er der nu 2 græske.

Måske bliver den næste så en spansk galgo-hvem ved ????. Håber dog ikke at miste de gamle foreløbig.

[Louisen]

Jeg har aldrig rigtig været et hundemenneske. Der var enkelte hunde, som jeg kunne lide pga. deres individuelle personlighed, men 9/10 hunde syntes jeg egentlig var lidt for hunde-agtige, på enten den ene eller anden måde. De lugtede lidt for meget, savlede lidt for meget, var lidt for ivrige eller lidt for slaskede/dovne, de var lidt for meget i vejen eller for asociale... Ja, jeg var ikke rigtig en fan.

 

Da jeg så mødte min eks-kæreste, blev jeg også introduceret for hans mors hund, som var en shiba. Jeg var solgt til stanglakrids, det var bare den sjoveste, dejligste hund nogensinde, selvom han var sk... sur på rigtig mange ting og enormt stædig, og nok trængte til at komme lidt ud til træning og den slags. :blink:

 

Nå, men jeg tænkte egentlig bare, at det var endnu et tilfælde af "Denne her hund er speciel, alle andre hunde er stadig mærkelige", indtil jeg kom afsted på nogle udstillinger og fik aftalt nogle møder med andre shiba-ejere, hvor vi gik en tur og jeg hilste på deres hunde. Jo mere jeg lærte om racen og jo flere shibaer som jeg mødte, jo mere forelsket blev jeg.

 

Efter min eks' og jeg gik fra hinanden, havde jeg altid en idé om at jeg SKULLE have en shiba i mit liv igen, men mit liv var bare ikke til det på dav. tidspunkt. Da jeg så mødte min kæreste, vi flyttede sammen og jeg begyndte at læse (dvs. fik mere stabilitet i mit liv, også fremadrettet), besluttede jeg mig for, at NU skulle det være.

 

 

Jeg kan godt gå og drømme om andre racer, især hvis Taiki er lidt bisset eller stædig. Men i virkeligheden kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden min. én shiba i huset, det er så meget "min" race og jeg har endnu til gode at møde et eksemplar af racen, som jeg ikke synes er fantastisk på sin egen måde. Alting passer bare så godt til mig, lige fra udseende til sindet, til det generelle aktiveringsbehov m.m.

Det er som om, at racen er avlet for at imødekomme MINE ønsker og behov (eller også er det omvendt mig, der er lavet til at eje shibaer, hvem ved? ).

 

 

- Det er pga. ovenstående, at jeg hårdnakket påstår at jeg IKKE er noget hundemenneske. Jeg er et shiba-menneske.

[Gæst Helle1985]

Jeg er vokset op med labblandinger og ville rigtigt gerne have en lab/rottweiler, men da jeg skulle havem in første hund, var min lejlighed ikke stor nok til jeg ville byde det.

Jeg har altid elsket cavalier og mops og da jeg så faldt over en blanding af bl.a. de to, var jeg helt overbevist Jeg ville ønske jeg også kunne have fået Ina's bror, men jeg ville starte med en enkelt hund, da jeg havde kat i forvejen. Da jeg flyttede til noget større, var jeg sikker på, at det skulle være en rottweiler, men så kom Sonne ind i billedet, da jeg reddede ham fra aflivning. Min kæreste er mest til små hunde, men NÆSTE gang skal det altså være en større én, som man kan tonse rundt med og lege vildt med, for det savner jeg fra min barndom.

[Louisen]

Jeg har aldrig rigtig været et hundemenneske. Der var enkelte hunde, som jeg kunne lide pga. deres individuelle personlighed, men 9/10 hunde syntes jeg egentlig var lidt for hunde-agtige, på enten den ene eller anden måde. De lugtede lidt for meget, savlede lidt for meget, var lidt for ivrige eller lidt for slaskede/dovne, de var lidt for meget i vejen eller for asociale... Ja, jeg var ikke rigtig en fan.

 

Da jeg så mødte min eks-kæreste, blev jeg også introduceret for hans mors hund, som var en shiba. Jeg var solgt til stanglakrids, det var bare den sjoveste, dejligste hund nogensinde, selvom han var sk... sur på rigtig mange ting og enormt stædig, og nok trængte til at komme lidt ud til træning og den slags. :blink:

 

Nå, men jeg tænkte egentlig bare, at det var endnu et tilfælde af "Denne her hund er speciel, alle andre hunde er stadig mærkelige", indtil jeg kom afsted på nogle udstillinger og fik aftalt nogle møder med andre shiba-ejere, hvor vi gik en tur og jeg hilste på deres hunde. Jo mere jeg lærte om racen og jo flere shibaer som jeg mødte, jo mere forelsket blev jeg.

 

Efter min eks' og jeg gik fra hinanden, havde jeg altid en idé om at jeg SKULLE have en shiba i mit liv igen, men mit liv var bare ikke til det på dav. tidspunkt. Da jeg så mødte min kæreste, vi flyttede sammen og jeg begyndte at læse (dvs. fik mere stabilitet i mit liv, også fremadrettet), besluttede jeg mig for, at NU skulle det være.

 

 

Jeg kan godt gå og drømme om andre racer, især hvis Taiki er lidt bisset eller stædig. Men i virkeligheden kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden min. én shiba i huset, det er så meget "min" race og jeg har endnu til gode at møde et eksemplar af racen, som jeg ikke synes er fantastisk på sin egen måde. Alting passer bare så godt til mig, lige fra udseende til sindet, til det generelle aktiveringsbehov m.m.

Det er som om, at racen er avlet for at imødekomme MINE ønsker og behov (eller også er det omvendt mig, der er lavet til at eje shibaer, hvem ved? ).

 

 

- Det er pga. ovenstående, at jeg hårdnakket påstår at jeg IKKE er noget hundemenneske. Jeg er et shiba-menneske.

 

Jeg vil lige tilføje noget, jeg kom i tanke om:

 

- Efter at jeg har fået min egen hund, er min tolerance over for andre hunde(racer) blevet meget større. Nu synes jeg faktisk, at langt de fleste hunde er søde og sjove, på hver deres måde - selvom shibaer stadig er mest awesome i mine øjne. :blink:

 

Når man er vant til at blive savlet på, mudret til osv., så gør det ikke så meget hvis andre hunde gør det og det fjerner altså mange negative ting ved de hunde, jeg møder på min vej. Så kan jeg meget bedre se alle de gode ting ved andre racer.

 

På den led har det bestemt været gavnligt for mig rent hunde-mæssigt, at få min egen hund.

[Camilse]

Jeg er vokset op med Schæfer... Tror det er i en periode på ca. 2 år hvor vi ikke har haft en schæfer(samme periode hvor der ikke var hund i familien). I 2004 fik min lillesøster så Joy, en blanding af BC og DSG. Han er en rigtig dejlig hund, men da jeg efter at have arbejdet med ham i et års tid(fik ham hjem fra min søster af, da min hest blev aflivet), blev jeg enig med mig selv om at jeg ville have min egen. Jeg ville ikke have en blanding, men en helt igennem rigtig border collie. Jeg ville have en hvor forældredyrene ikke havde den stress, som jeg synes man ser hos nogle border collier. Og da jeg samtidigt fik nys om at min fars bekendte snart skulle have et kuld hvalpe på deres tæve og jeg mødte den, jamen, så vidste jeg hvor jeg skulle have hund fra...

 

Og tænk sig engang. Bekendtskabet med Cassi har endda fået min far til at overveje tanken om det ikke en dag skulle blive til en border for ham også :slem: Men lige nu har en 9 mdr. schæfer tæve, så det har vist lange udsigter...

[Kalokagathia]

Det var helt sikkert mit ønske at få en hund. Min kone var ok med idéen så længe hunden var lille, ikke larmede for meget og kunne enes med hendes katte Mine krav var en aktiv "træningshund" og vi var fælles om at ønske god sundhed, etisk opdræt og selvfølgelig en hund der kunne trives i vores familie og især med vores datter, der dengang var to år.

 

Det førte til mange timers ønsketænkning, surfen på nettet og snak med hundefolk, før vi besluttede os for en dværgpuddel. Vi er ikke pjattede med udseendet, men det er jo heller ikke det vigtigste. Derudover er vi 100% tilfredse med vores valg, Dr. Crusher (nå ja, endnu en indrømmelse til min kone - hunden skulle hedde noget fra Star Trek) er skøn, sød, trænbar, sund og rask og vi har efterhånden vænnet os til at have en orange permanentet pelsklump i huset og tænker ikke så meget over udseendet mere

 

Jeg har dog også et ønske om en større brugshund en gang, men det kommer nok til at vente lidt

[Ida_Asta]

Jeg har altid ønsket mig min egen hund, men mine forældre har ikke villet bindes til hjemmet af en hund. De ville have mulighed for at rejse, når det passede dem, så ingen hund i min barndom. Men da jeg blev 18 år gik jagten ind. Jeg var omkring mange racer og blandinger inden valget faldt på en kooiker, bl.a med hjælp herinde fra. Jeg ville gerne have en hund at træne med, som gad gå gode ture i skoven og nusse i sofaen om aftenen.

Jeg boede stadig hjemme, og min mor var/er ikke så glad for hunde, så hunden måttet ikke være alt for stor. Vi besøgte Pajkos far i Sverige og både mor og far sagde god for størrelsen.

Jeg var lige blevet 21 år, da jeg valget Pajko over nettet, da jeg var i Sydamerika da kuldet blev født, og så ham første gang den dag jeg kom hjem fra sydamerika - og en uge senere var han min Han har lært mig rigtig mange ting og er på mange måder ikke det jeg havde forventet, når man fik hund. Jeg havde drømt om en hund, som kunne med fremmede hund, og som var reserveret overfor mennesker, men ikke så sky, som han er. Men mine forventning skal ændres, for han er en fantastisk kærlig og glad lille hund, når han ikke bliver presset...

 

Niste hund, en gang om 2-4 år, bliver en border collie tæve. Jeg har været forelsket fra første gang jeg mødte SMMs tre dejlige hunde, og indtil videre har jeg ikke mistet den forelskelse...

[Potemis]

Jeg har altid været kattemenneske på trods af alle mine allergier. Vi havde både kat og kanin og jeg slog altid mine symptomer hen som pollenallergi eller forkølelse. Da katten rendte væk da jeg var omkring 13 og kaninen døde kort tid efter, fik jeg fugle og fisk fordi min mor tog mig til en allergilæge og der blev konstateret allergi for stort set alt med pels, støv og pollen.

Som voksen fik jeg en kæreste der havde meget travlt. Han ville have baby eller hund. Jeg valgte klogeligt hunden. Vi skulle have en dansk svensk, for det var den eneste jeg ikke reagerede på..

Da dagen kom og vi skulle vælge mellem de mange små dansk svenske bandithvalpe, kunne vi ikke blive enige. Til sidst tabte jeg mit hjerte til en hvalp fra et andet kuld som angiveligt var halvt dansk svensk og halvt westie. Den mindste af dem alle, den eneste som gik sin vej i stedet for at følge efter os.. den eneste som lod til at have sin egen mening om tingene. 4 uger flyttede cookie ind, og jeg indså hurtigt at hun var halvt cairn. "kennelen" var nok heller ikke en god kennel og burde aldrig have købt noget der. Men, cookie er dejlig. Jeg elsker de små stædige terriere og er slet ikke kattemenneske mere.

Jeg anede intet om hunde og kæresten som var vokset op med hund gad ikke hjælpe til. Så cookie blev MIN hund. Og allergien siger ikke noget, derimod kan jeg ikke tåle de dansk svenske mere. Så det var lidt et tilfælde at det lige blev cookie cairnterrier

[Hopsa]

Jeg har ønsket mig en Grand Danois i årtier - i starten pga. udseendet (man skal jo blive klogere ). Siden, da jeg havde lært nogle eksemplarer at kende, pga. deres uimodståelige charme og kærlige sind. Hvis jeg kunne, ville jeg fylde mit hjem med grander

 

Lige nemlig derfor

 

[Retrieveren]

Første hund var tilfældigt. Han var min farbrors, kom fra et internat da han var to år, og boede ved min handicappet farbror hvor jeg luftede ham og gik til træning med ham osv. indtil han til sidst blev min.

 

Var så vældig tilfreds med min labblanding, at jeg besluttede at næste hund også skulle være en lab-blanding. Valget faldt på en skøn 3/4 labrador retriever / 1/4 engelsk springer spaniel blanding. En fantastisk hund med alle de kvaliteter jeg ønskede. Desværre måtte han aflives ganske ung grundet meget dårlige hofter. Derudover havde han løse ledbånd i bagbenene, og fik et epeleptisk (staves?) under aflivningen, hvilket tyder på han havde anlæg for at udvikle det. Han vil i år være blevet 7 år - det er underligt at tænke på.

 

Nå men da han var væk, skulle jeg have en ny hund. Den her gang vil jeg gerne have en race-hund for at kunne tjekke sygdomme. Valget faldt på kleineren, fordi den vil passe godt ind i mit liv og kunne være en god træningspartner. Desværre kunne jeg ikke købe med stamtavle, da han ikke skulle bruges til jagt. Så derfor faldt valget på et kuld med nogle lækre forældre, som havde haft et kuld sammen før, hvor alle hvalpene var sunde og raske. Desværre var min kleiner langt fra rask og måtte aflives 3 år gammel grundet en medfødt hjerneskade, som blandt andet gik ud over hans adfærd. Derfor var han alt andet end en nem hund!

 

Så da jeg skulle have ny hund faldt valget på en retriever, fordi jeg havde en forventning om at få en blød, arbejdsglad og mild hund. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle vælge golden eller labrador, men til sidst faldt valget dog alligevel på golden, men af jagt-linjer. Fandt en god opdrætter og fik Barney. Fantastisk hund som er alt hvad jeg søgte.

 

Jeg aner ikke hvad min næste hund bliver. Jeg har maaaange racer jeg godt kunne tænke mig. Men forhåbentlig går der mange år endnu før jeg overhovedet skal tænke på det Ja faktisk har jeg jo sagt at Barney bliver min sidste hund i laaaang tid, men mon ikke jeg har ombestemt mig 100 gange inden han dør om maaaange år

 

[Gæst Spilop]

Fik mine første cocker pga. en venindes mor blev indlagt, derefter hang jeg på cockeren i mange år, startede med en ½ ft og ½ standard blanding, tænkte en cocker er en cocker. Købte en standard (show) cocker, som er mere sofa kartoffel end mig. Fik kastet 2 standard cocker til i nakke, samt en border/setter blanding, Kelpie/border blanding og en border collie.

Alle mine jagthunde har jeg haft fra hvalp og de er købt og udvalgt for deres arbejds egenskab.

Så man kan sådan set overordnet godt sige at mine agilityhunde er genbrugshunde, som tilfældigt havner ved mig og mine jagthunde er lidt mere nøje udvalgte.

Men primært årsag til at jeg har alle de hunde jeg er, er fordi jeg elsker at arbejde med hund, bo med dem, træne med dem og opbygge et samarbejde med det.