Det har jeg aldrig forstået.????

[KimJ]

Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig vil have en anden hunderace end den jeg har idag, men jeg har svært ved at se andre grunde til at skifte, end svigtende fysik. I mine øjne er der simpelthen ingen andren race, som er lige så smuk som en Hovawart, og det er da en fornøjelse at kunne stå hver dag og beundre sin egen hund, bare fordi den er der... at de to eksemplarer vi har haft, også har vist sig som fantastiske venner, med stor personlighed allerede i en ung alder, er selvfølgelig også et stort plus, men det tror jeg egentlig de fleste racer vil kunne levere, når man lærer dem at kende.

 

[NannaSoko]

Jeg forstår heller ikke helt det der med at der kun er een race der dur og hvis ikke man kan få den, kan det være ligemeget, sådan har jeg det helt sikkert ikke.

 

Jeg er tosset med de fleste hunde, der er selvfølgelig nogle racer jeg er mere til end andre, men jeg kan forelske mig i mange racer og individer.

Lige nu har jeg to meget forskellige hunde og jeg ved ikke hvad der kommer næste gang

 

Har dog altid haft helt glathårede racer, med et 'stramt' udseende, men er så småt ved at få øjnene op for at hunde også kan have lagt hår, krøllet hår

[Kirsten90]

Jeg er vokset op med hunde af retrievertypen men hovedsageligt af "designertypen" Jeg har gennem hele min opvækst nydt disse store hunde og elsket at kramme og putte med dem.

 

Da jeg selv skulle have min første hund handlede det ret lavpraktisk om at vi boede i lejlighed og derfor synes jeg ikke hunde kunne være for stor. Vi forelskede os i en genbrugshund, en Dansk/svensk på knap et år, og må sige at han bare passede ind i vores liv. Jeg kunne nemt forestille mig en mere DSG. Faktisk er den eneste grund til at vi fik en terrierblanding af svigermors hund fik et kuld ups-hvalpe...

 

Generelt er jeg meget til hunde under 15 kg, gerne af pinschertypen. Men selskabsracerne siger mig i hvert fald også noget!

Drømmer i al hemmelighed om både dværgpinscher og dværgpuddel, mens min kæreste mere er til katte i hundeklæder (:blink:) og drømmer om en husky eller noget i den dur... Men mon ikke jeg får min vilje idet han er mindre intrasseret i arbejdet med hundene end jeg er.

[Ninjamor]

Hvis man lukker sig på en bestemt race, opdager man slet ikke at andre racer kan have de samme egenskaber og det man faldt for og jeg synes, man i så fald går glip af meget.

 

Jeg er til det bløde, runde look, spædbarnslooket, som forskerne mener det runde hoved med hængende øren repræsenterer. Dvs. at retrievere, beagels og spaniels udseendemæssigt appellerer til mig.

Stritøren er slet ikke mig, men jeg kan falde pladask for en stritøret hund alligevel pga. dens personlighed og det samme med de andre kvaliteter jeg har valgt fra.

Hvis kemien eller personligheden rammer mig i hjertet, så er hunden min.

Det var derfor jeg tog til en kennel i den hensigt at komme hjem med en beagel og i stedet kom hjem med en cairn terrier

[anne-lise hansen]

jeg er nok en af dem der er temmelig " låst " til nogle få racer - jeg har haft airedales i 30 år og den eneste anden race jeg kunne tænke mig ville være en skotte , jeg ved jeg har masser af temperament og har svært ved at forestille mig selv sammen med en mere " blid " race , men jeg kan da sagtens se det søde og smukke i andre racer , synes fks at en afghaner eller saluki er noget af det smukkeste , men udseendet er jo ikke det eneste , temperamentet skulle jo også gerne passe til en !

[Louisen]

Hvis du finder en labrador med den gennemsnitlige shibas sind, så vil jeg da gerne have den boende. Men det tror jeg bare ikke, at man kan. :blink:

 

Jeg har overvejet, om den næste hund skal være en omplaceringshund, evt. fra spanske hunde eller et lignende sted. I så fald vil jeg skrive til dem og spørge, om de har nogle hunde, der i temperament og sind ligner shibaen. Ikke fordi de skal være shiba-kloner, men fordi jeg faktisk bedre kan lide hunde med kant, som er lidt skarpe i det - selvom det giver mere arbejde og er mere besværligt - fremfor hunde, der bare lunter rundt og elsker at please.

 

 

Jeg vil da helt sikkert kunne elske den hund, jeg får og som jeg knytter mig til. Tænk, hvis Taiki var vokset op og havde været en labrador i hovedet - så havde jeg da ikke "byttet" ham eller elsket ham mindre af den grund.

 

Men jeg ER altså fan af det skarpe og lidt temperamentsfulde, de mere selvstændige racer - spidshunde generelt, men også visse terriere og gravhunde (i disse to grene er der blot andre ting, jeg kan lide mindre, end i spidshunde-gruppen ... Hvorfor spidshunde altid vil være mit første valg, shibaer i særdeleshed).

 

For mig giver det samme tilfredsstillelse at arbejde og leve med sådanne hunde, som det giver dedikerede agility- eller polititrænings entusiaster, at have hunde som de kan arbejde med på disse områder. De foretrækker jo hunde med et helt andet sindelag og jeg forstår godt, at de måske ville fravælge f.eks. spidshunde, da de ikke er så nemt trænbare altid.

[Hopsa]

Jeg har det vist sådan at, hvorfor egentlig lave om på noget der virker?

Hvad går jeg glip af hvis de egenskaber jeg er glad for i den race jeg har, osse findes i en anden indpakning?

Jeg er jo glad for det jeg har, jeg føler ikke behov for at undersøge om jeg kan få samme tilfredsstillelse gennem andre racer.

 

Når jeg blir for gammel eller slidt i kroppen til at kunne give de store hunde en god tilværelse, ja så flytter der nok noget mindre ind, og der er staffen eller den franske jo oplagte.

[Louisen]

Jeg vil da tilføje, at jeg har elsket andre hunde fra andre racer, i mit liv. Min "første store hundekærlighed" var en Hovaward (staveplade) blanding som min moster og onkel havde, vi voksede op sammen og det var en stor sorg, da han blev mæt af dage og aflivet.

 

Problemet er bare, at f.eks. med labradorer, der kan jeg måske rigtig godt lide 1 ud af 20 hunde jeg møder, og de resterende 19 hunde har jeg et indifferent forhold til. Jeg har intet imod dem, de "tænder" bare ikke noget i mig.

 

 

Som jeg skrev i det indlæg, du refererer til i dit startindlæg, Ulla, så ER jeg faktisk ikke et særlig stort hundemenneske. Jeg har intet imod dem, men jeg er bare heller ikke sådan en, der synes at alle hunde er dejlige eller fantastiske.

Jeg har et meget, meget neutralt forhold til hunde.

 

Grunden til, at jeg har hund i dag, er ene og alene at jeg mødte en shiba, og så endnu én og så endnu én --- og alle shibaer, jeg nogensinde har mødt, har jeg været sådan her over: :klap: :banan:.

 

At få en hvalp af en anden race og så bare håbe, at den bliver en af de få hunde fra dén race, som jeg ikke er indifferent /lidt ligeglad med, synes jeg er uansvarligt. En hund fortjener at blive hunde-elsket og at dens ejer synes, at den bare er den mest fantastiske hund i hele verden, uanset om den så er en rigtig bølle eller agilitybanens ukronede konge/dronning.

Det kunne jeg ikke "love" en hund, og derfor har jeg aldrig tænkt at jeg skulle have hund.

 

 

Indtil jeg mødte shibaer. Og så kunne jeg kraftedeme ikke tænke på andet end shibaer dag og nat.

 

 

 

(Min familie påstår, at jeg har samme personlighed og temperament som den gennemsnitlige shiba. Det må man så selv vurdere, om er en god eller skidt ting. )

[PinPoynter]

min første hund var en akitablanding, nr 2 en tervueren, nr 3 (ankom med manden) hvid langhåret schæfer, nr 4 en rottweiler/ridgeback blanding, nr 5 en lille sporty schæferblanding og nr 6 en border collie/springer spaniel blanding. Jeg er kommet tættere og tættere på det jeg bedst kan lide ved hunde, og tror at jeg kommer til at have border collier/blandinger deraf i mange år fremad. Men hvem kan spå om fremtiden....

[Gæst Miss_menelli]

Der ingen tvivl om at jeg har fundet "min" race i border collien.

Ligesom Korvis, så klikker jeg bare med dem - De passer perfekt ind i mit liv pt.

 

Sådan har jeg det også med cavalieren, som jo ikke kan være mere forskellig fra bc'en og i øjeblikket så er vi meget i tvivl om den næste bliver endnu en bc eller en cavalier - Det svinger som vinden blæser pt.

 

Men dem der har mødt mig ved også, at jeg typisk altid sukker over deres hunde og konkludere, at DEN race er jeg også nød til at eje engang

I dag var det Spilops cockere var ved at tyvstjæle med hjem, i går var det en berner sennen og en pyrenæisk hyrdehund.

Sådan svinger jeg konstant mellem alle de fantastiske og lækre racer der findes, med hver deres forcer og udfordringer og hver gang jeg møder en dejlig racerepræsentant, så finder jeg noget ved netop den race som jeg tænker jeg kunne få det sjovt med at arbejde med.

 

Dog er der racer der aldrig kommer indenfor mine døre og hvor jeg kun af ren høflighed nusser og taler pænt om hundene.

Men langt de fleste hunde kan jeg se et potentiale i at leve sammen med.

Jeg tilrettelægger så også mit liv meget ud fra den hund jeg har og er ikke låst fast på en bestemt sport eller en bestemt livsstil med mine hunde, men er meget nem at "overtale" til at lave det mine hunde synes er fedt.

Så er det egentlig ikke så vigtigt hvad det er.

 

I praksis vil jeg nok have bc og cavalier de næste mange år, men kan sagtens forstille mig der flytter en 3 eller 4 hund ind af en helt anden race engang.

Dog har jeg pt. nok at se til med rally, DcH programmet og hyrdningen

[CrazyDogLady]

Troede i flere år at jeg var et grand danois- menneske, men efter jeg har fået Katla, som egentlig i mine øjne er af en temmelig kedelig race, så er jeg helt solgt! Synes labberne er så skønne og ligetil. Med kedelig, mener jeg, at der er så mange og jeg var jo vant til at få en masse opmærksomhed med min kæmpekøter og Nala er og bliver min soulmate. Vi passede perfekt sammen. Nu er min interesse for hundesport, specielt jagttræning vokset og kan ikke forestille mig at ikke at have en lab ved min side.

Katla og de fleste andre labber jeg kender, er ikke kedelige, men altid glade, sjove og deres pleasergen tiltrækker mig.

Det skal så siges, at jeg heller ikke kan se mig selv få andre end en labrander-lab. Om det er fordi jeg kender dem alle så godt, om det er fordi jeg er sammen med dem flere gange ugentlig, om det er fordi opdrætter har "adopteret" mig som et familiemedlem, det ved jeg ikke.

Jeg er labrander-fan numero uno!

[Therese]

Troede i flere år at jeg var et grand danois- menneske, men efter jeg har fået Katla, som egentlig i mine øjne er af en temmelig kedelig race, så er jeg helt solgt! Synes labberne er så skønne og ligetil. Med kedelig, mener jeg, at der er så mange og jeg var jo vant til at få en masse opmærksomhed med min kæmpekøter og Nala er og bliver min soulmate. Vi passede perfekt sammen. Nu er min interesse for hundesport, specielt jagttræning vokset og kan ikke forestille mig at ikke at have en lab ved min side.

Katla og de fleste andre labber jeg kender, er ikke kedelige, men altid glade, sjove og deres pleasergen tiltrækker mig.

Det skal så siges, at jeg heller ikke kan se mig selv få andre end en labrander-lab. Om det er fordi jeg kender dem alle så godt, om det er fordi jeg er sammen med dem flere gange ugentlig, om det er fordi opdrætter har "adopteret" mig som et familiemedlem, det ved jeg ikke.

Jeg er labrander-fan numero uno!

Det er præcis sådan jeg har det! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle eje en labrador, fordi de virkede kedelige på mig. Ikke fordi der er mange af dem, men fordi jeg opfattede det som om der ikke var så meget udfordring i dem, tror jeg :hmm:Enten var de typiske familiehunde uden gnist eller gejst eller også render de bare gennem livet og har en fest hver dag og er glade næsten uanset hvad man præsenterer dem for. Den første fordom er jo slet ikke rigtig - ikke nødvendigvis. Og den sidste... Ja, nu er det jo de egenskaber jeg er kommet til at holde mest af At han altid er glad, venlig, social og helt ekstremt cool i situationer, hvor mine barndomshunde ville have rystet i pelsen.

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have hyrdehunde, som jo er en helt anden type, og det er bestemt heller ikke udelukket, at det bliver sådan en dag. Men ligesom dig kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg ikke skal have labrador igen.

[luckyluna]

Nej jeg har altid undret mig over udtalelse r som at man kan ville have en bestemt race ellers kunne det være lige meget...

 

Jeg har da ikke hunde for at smykke mig med et væsen af et bestemt udseende. Jeg har hund fordi jeg elsker hunde og er fascineret af dem.

 

Selvfølgelig er der bestemte træk og personligheder der tiltrækker mig mere, men hvis der kun var en kinesisk hår løs tilbage af hunde på jorden, så var det sådan en jeg havde. Så ville jeg tilpasse mig.

 

Og derudover har jeg opdaget at det sjældent er racer men personlighed jeg falder for ved hund og denne har jeg fundet hos alt fra yorkshire terrier til boxer.

[NannaSoko]

Men dem der har mødt mig ved også, at jeg typisk altid sukker over deres hunde og konkludere, at DEN race er jeg også nød til at eje engang

I dag var det Spilops cockere var ved at tyvstjæle med hjem, i går var det en berner sennen og en pyrenæisk hyrdehund.

Sådan svinger jeg konstant mellem alle de fantastiske og lækre racer der findes, med hver deres forcer og udfordringer og hver gang jeg møder en dejlig racerepræsentant, så finder jeg noget ved netop den race som jeg tænker jeg kunne få det sjovt med at arbejde med.

 

Lige præcis sådan har jeg det også

[Hopsa]

men hvis der kun var en kinesisk hår løs tilbage af hunde på jorden, så var det sådan en jeg havde. Så ville jeg tilpasse mig.

 

Hvis du kunne vælge mellem mastino og fila, så ville du osse tilpasse dig?

Vi sidder ofte her inde og undrer os over folk der ikke sætter sig ind i de forskellige racers egenskaber inden anskaffelse, men hvis bare man elsker hunde, så betyder det ikke så meget?

Hvad har udseendet med noget at gøre, så vidt jeg lige har læst, så fremhæver de fleste hundenes egenskaber som værende det afgørende?

[Gittemus]

Er som sagt slet ikke låst på en race, som jeg tidligere har nævnt. Før Bøllebarnet havde vi verdens bedste gule labbe og ingen labbe vil kunne måle sig med ham. Dette er også grunden til at vi ikke valgte en labbe igen. Tror heller ikke jeg vil få en grander igen når Rosa løber over regnbuen. Tror det vil vække for mange minder og sammenligninger.... Men der er jo MANGE år til, og kan nå at skifte mening mange gange

[NannaSoko]

Hvis du kunne vælge mellem mastino og fila, så ville du osse tilpasse dig?

Vi sidder ofte her inde og undrer os over folk der ikke sætter sig ind i de forskellige racers egenskaber inden anskaffelse, men hvis bare man elsker hunde, så betyder det ikke så meget?

Hvad har udseendet med noget at gøre, så vidt jeg lige har læst, så fremhæver de fleste hundenes egenskaber som værende det afgørende?

 

Ved godt at det ikke er mig der bliver spurgt, men hvis jeg skulle svare på spørgsmålet, ville svaret nok være Ja

 

Er ret enig med luckyluna i at det i nogen grad handler om tilpasning og ønsker/krav hos ejeren.

 

Selv om jeg dyrker flere hundesportsgrene, er det ikke det der er det primære i mit "hundeliv". Jeg har ikke købt hund med et bestemt defineret formål (ud over at blive hundejer); har ingen ambitioner om verdensmester i udstilling eller weight pull.

 

Indtil videre har jeg anskaffet mig hunde som jeg tror jeg ville kunne lide og hvis krav jeg har forventninger om at kunne indfri. Med de hunde har jeg så trænet hvad jeg mener er nødvendigt, hvad hunden og/eller jeg har synes er sjovt.

 

Det mener jeg ikke er det samme som hovedløst at anskaffe sig en hund, med et pænt udseende og være ligeglad med temperamentet. Som jeg ser det, er det nærmere at tilpasse aktiviteterne efter hundens evner og formåen.

[Siri]

Jeg er ret låst på hundetype, men ikke nødvendigvis race.

Hundesport er primært i mit hundeliv og jeg vil have racer, der egner sig til dette. Når man bruger så mange timer på det som jeg gør, så synes jeg samtidig det er lidt åndet at vælge racer, som har dårlige forudsætninger for samarbejde og mere seriøs træning.

Jeg er derfor til samarbejdende racer og førerfokuserede racer. Men dem er der jo heldigvis mange af, både under selskabshunde, jagthunde og tæppetissere. Dog tror jeg primært at jeg fremover vil have arbejdshunde af en eller anden slags. Og så en tæppetissermaskot.

Borderen er MIN hunderace - men derfor elsker jeg også at arbejde med andre racer.

[CrazyDogLady]

Hvis du kunne vælge mellem mastino og fila, så ville du osse tilpasse dig?

Vi sidder ofte her inde og undrer os over folk der ikke sætter sig ind i de forskellige racers egenskaber inden anskaffelse, men hvis bare man elsker hunde, så betyder det ikke så meget?

Hvad har udseendet med noget at gøre, så vidt jeg lige har læst, så fremhæver de fleste hundenes egenskaber som værende det afgørende?

 

 

Interessant spørgsmål! :5up:

[Ascha]

Hvis du kunne vælge mellem mastino og fila, så ville du osse tilpasse dig?

Vi sidder ofte her inde og undrer os over folk der ikke sætter sig ind i de forskellige racers egenskaber inden anskaffelse, men hvis bare man elsker hunde, så betyder det ikke så meget?

Hvad har udseendet med noget at gøre, så vidt jeg lige har læst, så fremhæver de fleste hundenes egenskaber som værende det afgørende?

Spørgsmålet er heller ikke stillet til mig, men den først ville jeg aldrig hverken eje eller have, fordi den er avlet til at være krøbling og jeg ville have ondt af den hver eneste dag. Den anden kunne jeg fint tilpasse mig hvis jeg boede et sted der var egnet til en fila.

[Lab-lover]

Jeg kommer til at ha labrador i huset lige til alder og helbred ikke kan mere.

 

Men nu er man jo så heldig at labrador er en race, der er relativ nem at opdrage, når man bare gider.

Så jeg ser da billedet for mig at jeg som 80 årig kommer humpende med en velopdragen labbe ved siden af min rollator

 

Jeg vil aldrig afvise at andre racer flytter ind. Men der vil altid findes en labbe også..

[anne-lise hansen]

Er som sagt slet ikke låst på en race, som jeg tidligere har nævnt. Før Bøllebarnet havde vi verdens bedste gule labbe og ingen labbe vil kunne måle sig med ham. Dette er også grunden til at vi ikke valgte en labbe igen. Tror heller ikke jeg vil få en grander igen når Rosa løber over regnbuen. Tror det vil vække for mange minder og sammenligninger.... Men der er jo MANGE år til, og kan nå at skifte mening mange gange

Selv om jeg kun har haft airedales har INGEN af mine hunde lignet hinanden ! hverken af sind eller udseende - selv om andre ikke kan se forskel kan jeg godt! En hårløs hund ville jeg ikke have - hverken kinesisk eller mexicansk - jeg har passet hårløse marsvin og kan næsten ikke klare at røre ved dem - så en hårløs hund ? Nej tak.

[Hopsa]

Ved godt at det ikke er mig der bliver spurgt, men hvis jeg skulle svare på spørgsmålet, ville svaret nok være Ja

 

Er ret enig med luckyluna i at det i nogen grad handler om tilpasning og ønsker/krav hos ejeren.

 

Selv om jeg dyrker flere hundesportsgrene, er det ikke det der er det primære i mit "hundeliv". Jeg har ikke købt hund med et bestemt defineret formål (ud over at blive hundejer); har ingen ambitioner om verdensmester i udstilling eller weight pull.

 

Indtil videre har jeg anskaffet mig hunde som jeg tror jeg ville kunne lide og hvis krav jeg har forventninger om at kunne indfri. Med de hunde har jeg så trænet hvad jeg mener er nødvendigt, hvad hunden og/eller jeg har synes er sjovt.

 

Det mener jeg ikke er det samme som hovedløst at anskaffe sig en hund, med et pænt udseende og være ligeglad med temperamentet. Som jeg ser det, er det nærmere at tilpasse aktiviteterne efter hundens evner og formåen.

 

Hundetræning... herreste gud, det er da det mindste "problem".

Om en race er velegnet afhænger da i ganske høj grad at hvilket miljø og omgivelser du putter den ind i. En Fila på 3. sal i et boligkompleks i Vangede, det er nok ikke kun dig og din hundetræning der skal vænne sig til den race.

 

Spørgsmålet er heller ikke stillet til mig, men den først ville jeg aldrig hverken eje eller have, fordi den er avlet til at være krøbling og jeg ville have ondt af den hver eneste dag. Den anden kunne jeg fint tilpasse mig hvis jeg boede et sted der var egnet til en fila.

 

Præcis

[NannaSoko]

Hundetræning... herreste gud, det er da det mindste "problem".

Om en race er velegnet afhænger da i ganske høj grad at hvilket miljø og omgivelser du putter den ind i. En Fila på 3. sal i et boligkompleks i Vangede, det er nok ikke kun dig og din hundetræning der skal vænne sig til den race.

 

 

Den er jeg med på!

 

 

Nu har jeg ingen aktuelle planer om en fila, det var et lidt tænkt eksempel. Der er da racer, som jeg ville takke nej til, hvis det var den sidste race der var tilbage i verden. Men jeg kan ikke forestille mig, kun at have en eller få racer, som er alene på ønskelisten. Synes der er stor forskel på at sige "Jeg vil kun have en gravhund" og "Jeg vil have de fleste racer, undtagen en chihuahua og en fila".

 

Det jeg mente var, at jeg selvfølgelig (som de fleste andre) vælger den hund der passer bedst til de krav jeg har til den. Men selv om man køber en hund af en eller anden race, med racetypiske forældre osv, er der jo variationer inden for alle racer og det er ikke sikkert at det individ man har valg sig passer til det man havde forestillet sig.

 

Begge mine er omplaceringer og især i den ene hund, havde jeg da forventet at få noget helt andet end det jeg fik.

[luckyluna]

Hvis du kunne vælge mellem mastino og fila, så ville du osse tilpasse dig?

Vi sidder ofte her inde og undrer os over folk der ikke sætter sig ind i de forskellige racers egenskaber inden anskaffelse, men hvis bare man elsker hunde, så betyder det ikke så meget?

Hvad har udseendet med noget at gøre, så vidt jeg lige har læst, så fremhæver de fleste hundenes egenskaber som værende det afgørende?

 

hmm, jeg ville jo som nummer 1 skulle kunne give hunden et godt liv - og det mener jeg ikke jeg kan give en mastiff af den type. Så et vist minimum af fællesskab skal kunne findes. Jeg sad selv og kom i tanke om at hvad nu hvis jeg kun kunne få en shar pai...- så tvivler jeg altså på at nogen af os ville være lykkelige. Så vil jeg hellere have en kat - en siameser er nok alligevel også mere social, hehe

 

Og nej, jeg synes faktisk det må være meget udseende hvis man kun kan se sig selv med EEN hunderace. Så forskellige er hunde altså heller ikke, at de inden for samme gruppe ikke ligner hinanden utrolig meget indeni;)

 

Og selvfølgelig skal man sætte sig ind i hundenes egenskaber - men hvis man føler man kan give en labrador et godt liv - så kan man helt sikkert også give en golden retriever det.

 

Mest skræmt bliver jeg over at møde hundetrænere som siger de ikke bryder sig om andre hunde end deres egne! Det er da som at være pædagog og ikke kunne lide børn - udover sine egne... Hvis man ikke kan se lidt af sine egne hunde i hver hund man møder, så synes jeg nok man skal øve sig i at se efter;)