Ville du kunne vælge din hund fra?.

[Ascha]

Jeg sad og så et program om kæledyr, der på et tidspunkt kom ind på det etiske og moralske ved at folk bruger så mange penge på deres kæledyr, når nu der er så mange mennesker der sulter ihjel. Programmet fik mig samtidig til at tænke over en bog, skrevet af Anders Hallgren, der hedder: Hunden i vore hjerter og i vort samfund. Bogen handler bl.a. om vores følelser til vores hunde og sammenligner med forældres følelser til deres børn (hvilket jo er noget jeg elsker at folk tør,... offentligt). Bogen konkluderer faktisk at hundeejere reagerer ligeså voldsomt eller voldsommere end forældre hvis deres hund/ barn kommer op at slås, går igennem isen eller havner i andre ubehagelige situationer.

 

Og så kom jeg til at tænke på hvad det er for noget, det dér med hvem der har størst værdi og hvad samfundet "tænker" om det. Hvis min hund gik igennem isen og en fremmed hund gik igennem isen, så ville jeg redde min egen hund. Det er der ingen ben i, det ville alle gøre. På samme måde som alle ville redde deres egen gamle mor, hvis hun gik igennem isen samtidig med en anden gammel dame. Men så holder det også op med at være let, hvis I ellers gider følge mig på dette lidt uhyggelige tankeeksperiment

 

A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

Jeg blev faktisk helt utilpas af at tænke over det, mest af alt fordi jeg da godt ved hvad man bør vælge. Men samtidig tror jeg simpelthen ikke på at jeg ville kunne få mig selv til at ofre nogen jeg elskede for en fremmed. Det gik helt galt da jeg så også kom til at tænke på at samfundet ville have delte meninger (tror jeg) vedr. spørgsmål B, og så er vi jo inde på at det i nogle tilfælde er okay at ofre fremmede for sine egne og i andre ikke.

 

Samfundet har besluttet at mennesker er mere værd end hunde og samfundet har besluttet at en 8-årigs liv er mere værd end en 85-årigs,.. men, hånden på hjertet, ville dine følelser kunne følge de bestemmelser?. Ville din hjerne kunne vinde over dit hjerte?.

 

Til sidst tænker jeg at det egentlig kun er mennesker der tænker i at sætte liv op mod liv på den måde og at vi derfor menneskeliggør dyr hele tiden, ved at pådutte dem vores måde at værdisætte på. Gad vide også hvordan oldtidsmennesker ville reagere i de førnævnte situationer. Tror aldrig de ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for et flokmedlem,.. så er det egentlig i virkeligheden lidt naturstridigt at skulle vælge at redde et fremmed barn, frem for at vælge at redde sin egen hund?.

 

Det blev langt, og nej, jeg har ikke siddet og drukket hele natten hvis der er nogen der tænker det.

[Umulia]

Da jeg så overskriften, troede jeg at det handlede om noget helt andet - om man kunne vælge hunden fra hvis det lige var bekvemt, f.eks. i forbindelse med bolig eller økonomi. Det har jeg aldrig kunne, og det skammer jeg mig ikke over

 

De eksempler, du kommer med, er meget gode, men jeg tror lige man bør tage med i overvejelserne at det jo ikke er så simpelt i det virkelige liv. Her ville en masse faktorer spille sammen, og være med til at påvirke udfaldet. F.eks. hvem af dem, der er gået gennem isen, er tættest på? Hvem har de bedste overlevelseschancer? Vil jeg overhovedet kunne nå nogen af dem uden selv at dø? Osv osv.

 

Hvis man har set filmen (eller læst bogen), "I, Robot", så er der et ret godt eksempel på netop sådan et dilemma: To personer er ved at drukne, en voksen mand og en lille pige. Et menneske ville ikke være i tvivl om at han skulle forsøge at redde pigen, men en robot laver en hurtig matematisk beregning og vurderer at manden har de bedste overlevelseschancer. Derfor redder den ham i stedet, og pigen dør.

 

Hvorfor er pigens liv mere værd end mandens - eller den 8-åriges mere værd end den 85-åriges? Det er vel fordi vi tænker at børn har et helt liv foran sig, og de voksne har ligesom haft deres chance. Hvis jeg f.eks. gik gennem isen sammen med 8-årig, så ville jeg da helt klart forvente at folk ville redde barnet frem for mig.

Samtidig er der jo også mange af os, der selv er forældre og forstår hvor meget et barn betyder. Ja, jeg elsker min hund, og i dagligdagen er hunden som mit barn. Men det er trods alt intet mod den kærlighed, jeg føler for mit "rigtige" barn. Til hverdag kan man måske ikke mærke særlig meget forskel. Faktisk vil min søn nok påstå at Oluf er væsentligt mere forkælet end han selv er. Men på et højere plan er der ingen sammenligning, og skulle jeg vælge hvem af de to, der skulle reddes op af isen, var det goodbye Oluf Det samme hvis valget stod mellem Oluf og et fremmed barn - fordi jeg forstår hvad det barns forældre føler.

 

Det er 100% noget kulturelt, at vi vurderer børn som de mest værdifulde liv. De fleste dyr ofrer gerne ungerne for selv at overleve. Det er det mest fornuftige, for de kan få nyt afkom og føre arten videre, medens ungerne sikkert ville dø alligevel, hvis de blev overladt til sig selv.

[Hofferne]

Det korte svar er NEJ!

Jeg ville ikke vælge min hund fra. Som du nævner så har samfundet besluttet, at mennesker er mere værd end hunde (dyr i al almindelighed) men det er de ikke i min optik. Vi er ligeværdige levende individer, med samme ret til livet.

 

Men det er jo sagen sat virkelig på spidsen, for der kan være mange faktorer der spille ind.

[AnjaCS]

Ved isen ville jeg redde mit eget barn først, derefter et barn jeg kendte, derefter fremmede børn og først derefter voksne - både fremmede voksne og voksne i min familie.

Jeg ville uden tøven lade min bedste veninde drukne, for at redde et fremmed barn. Og hun ville gøre det samme.

 

Dyr kommer langt nede under mennesker, og hvis jeg følte mig sikker på at overleve ville jeg redde et dyr. Men først der. Jeg ville ikke risikere mit liv ved at hoppe igennem isen for en hund, men det ville jeg for et barn.

 

Jeg elsker mine dyr, og jeg elsker alle de dyr jeg har haft, men jeg ville ALDRIG redde et dyr frem for et menneske. Mennesker kommer ALTID først - også dårlige mennesker.

[Shii]

Jeg ved selvfølgelig ikke hvad jeg ville gøre, når det kommer til stykket.

 

Mine hunde betyder alt, men jeg ville altid vælge et menneske familiemedlems liv over deres. Jeg tror (desværre vil jeg næsten sige) at jeg ville redde mine hunde, før et fremmed menneske.

 

Jeg synes ikke at man kan sige hvilket liv der er mest værd, dog synes jeg faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, at man altid bør vælge et menneske fremfor en hund, hvis man skulle redde en af dem; Baseret på at et menneskes død påvirker (i de fleste tilfælde) langt flere menneskers liv, end det at miste en hund.

 

Vi har f.eks. lige mistet vores 5 årige hund, det er et halvt års tid siden og jeg tænker sjældent på ham, jeg savner ham engang imellem og får stadig en tåre engang imellem. Min moster mistede sin 29årige søn i en bilulykke for 7 år siden; Hun er blevet førtidspensioneret, og er gået helt nedenom, savnet til ham er der hver dag, og hans mangel i hverdagen mærkes på os alle.

 

Det betyder ikke at vores hunds liv ikke var lige så meget værd. Det betyder blot at et menneskes liv har en anden betydning. Det er meningen at mennesker skal blive 70-80-90 år gamle, vi forventer at vores hunde dør imens vi er i live, men vi forventer ikke at vores børn dør, vores fætter eller vores 35 årige kusine...

 

Derfor synes jeg at man altid bør prioritere et menneske liv over et dyr. Men det betyder ikke at dyrets liv ikke er lige så meget værd.

 

(Og jeg ville som sagt nok stadig selv vælge mine hunde... Jeg ved det jo ikke)...

[Beaglepack]

Jeg har altid - sådan i sjov sagt at hvis der gik ild i huset - så ville jeg snuppe beaglerne under armene og så ellers afsted. Men sådan in real life - så ville jeg redde mine sønner først før noget andet - altså jeg vil gå gennem ild og vand for mine hunde - men mine sønner vejer tungere på den vægtskål.

[Birgitta]

Jeg ville sandsynligvis ikke overleve at forsøge at redde hund, barn eller gamle mennesker fra en isfyldt sø........ :hmm:

 

Og jeg har intet ønske at blive kåret som helt, hverken ante- eller postmortem..

 

Så jeg ville gå efter Silke og dø med hende i armene..

 

Der er ingen mening i at forsøge at redde en fremmed og dø i forsøget..

 

Mine børn??? Det ville snarere være dem, der skulle redde mig.. Selv børnebørnene er nok bedre som livreddere end jeg er..

 

.....heldigvis er det nok ekstremt sjældent, at man står med sådan et valg..... For 25 år siden, ville jeg have valgt familie først, incl hund. Og derefter børn. Og til sidst fremmede voksne. Uanset "profession".. Man kan jo aldrig vide, hvad fremmede druknende mennesker har lavet tidligere i deres liv...,

 

der er jo også tale om at træffe beslutninger lynhurtigt... Så tror jeg ikke jeg ville overveje, hvem der var "værd" at redde... Men instinktivt gå efter den, det ville føles bedst/nødvendigst at redde..

[KimC]

 

A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

Jeg forstår ikke helt dit spørgsmål. Hvordan kan jeg vide om personen der er gået gennem isen er morder, pædofil eller cancerpatient? Muligvis kan jeg skelne alderen, men i vintertøj kan de også være svært.

To gange har jeg reddet et andet menneske, og lad mig sige det sådan; det var de ikke videre taknemmelige over, tværtimod. Man forventer ikke at få en "lortespand" i hovedet i den situation, så det bliver hunden jeg henter hvis det sker. Så behøver jeg heller ikke spekulere på om vedkommende har cancer eller noget af det andet.

Jeg erindrer en fortælling om at forfatteren Mark Twain sprang i en havn for at redde en hund op. Det fik han nogle lidt harske kommentarer over fra nogle tilskuere, hvortil han svarede at de skulle være glade for at det ikke var en af dem der var faldet i.

 

B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

Det er vist kun de færreste 8-årige der er pædofile eller mordere, så jeg ville tage chacnen og redde ungen. Jeg har alligevel aldrig haft det videre godt med min mor.

[luckyluna]

Tja det tror jeg ikke msn ved før man står der.

 

Jeg ved at jeg sætter eget liv på spil for at redde min hund og jeg ved jeg forskelsbehandler hundene.

 

Og når jeg gør det vil jeg sandsynligvis også forskelsbehandle mennesker og redde den jeg føler hojst tilknytning til.

 

Men jeg tror automatisk at det ville være den der virkede til at være mest trængende.

[Gæst]

Burde man ikke overveje at hegne den sø ind, så usikker som isen lyder til at være.........

 

Jeg ville redde min hund, uden tvivl. Håbe på at nogen redder de andre der er gået gennem isen eller tilkalder hjælp. Egentlig ville jeg forsøge at redde alle, forstiller mig ikke at der er tid til at tænke taktisk.

 

Hvis både en gammel dame og min hund og et barn ryger gennem isen på en gang forstiller jeg mig at der er andre i nærheden, jeg kan næppe selv have været så dum at krydse en usikker sø med mit barn og min hund og gamle mor i kørestol....

[AnneMangetal]

Det er nogle meget hypotetiske spørgsmål:lol:

 

Men jeg ved ikke hvad jeg ville gøre. Alene af den grund, at jeg er typen der handler uden at tænke. Det er jo både godt og skidt. Men jeg gør altid bare det der falder mig ind i tilspidsede situationer, og så tænker jeg først bagefter.

[Amocca]

Ligesom AnneMangetal så aner jeg ikke hvad jeg ville gøre i en reel krisesituation, men jo må være ærlig og erkende, at jeg nok ville redde mine hunde først

[Lykkeliv]

Jeg ville nok også handle meget på instinkt, men har selvindsigt nok til at vide at jeg forskelsbehandler helt vildt og nok også ville gøre det i sådan en situation.

 

Jeg ville redde mit barn før alle andre. Alle.

Jeg tror jeg ville redde et fremmed barn før jeg ville redde en hund, også min egen hund, med mindre det var Asta. Asta ville jeg redde før alle andre undtaget mit barn er jeg ret sikker på.

Resten er svært at gisne om, men generelt mennesker før dyr tænker jeg. Igen, undtaget Asta.

[Niels M]

Man redder vel den først der er tættest på kanten. Man skubber vel ikke en væk for, at få fat i en anden. Hvis muligt, ville jeg da prioritere mit barn først, men det hele afhænger af situationen.

[Lenschow]

Jeg sad og så et program om kæledyr, der på et tidspunkt kom ind på det etiske og moralske ved at folk bruger så mange penge på deres kæledyr, når nu der er så mange mennesker der sulter ihjel. Programmet fik mig samtidig til at tænke over en bog, skrevet af Anders Hallgren, der hedder: Hunden i vore hjerter og i vort samfund. Bogen handler bl.a. om vores følelser til vores hunde og sammenligner med forældres følelser til deres børn (hvilket jo er noget jeg elsker at folk tør,... offentligt). Bogen konkluderer faktisk at hundeejere reagerer ligeså voldsomt eller voldsommere end forældre hvis deres hund/ barn kommer op at slås, går igennem isen eller havner i andre ubehagelige situationer.

 

Og så kom jeg til at tænke på hvad det er for noget, det dér med hvem der har størst værdi og hvad samfundet "tænker" om det. Hvis min hund gik igennem isen og en fremmed hund gik igennem isen, så ville jeg redde min egen hund. Det er der ingen ben i, det ville alle gøre. På samme måde som alle ville redde deres egen gamle mor, hvis hun gik igennem isen samtidig med en anden gammel dame. Men så holder det også op med at være let, hvis I ellers gider følge mig på dette lidt uhyggelige tankeeksperiment

 

A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.

 

Jeg blev faktisk helt utilpas af at tænke over det, mest af alt fordi jeg da godt ved hvad man bør vælge. Men samtidig tror jeg simpelthen ikke på at jeg ville kunne få mig selv til at ofre nogen jeg elskede for en fremmed. Det gik helt galt da jeg så også kom til at tænke på at samfundet ville have delte meninger (tror jeg) vedr. spørgsmål B, og så er vi jo inde på at det i nogle tilfælde er okay at ofre fremmede for sine egne og i andre ikke.

 

Samfundet har besluttet at mennesker er mere værd end hunde og samfundet har besluttet at en 8-årigs liv er mere værd end en 85-årigs,.. men, hånden på hjertet, ville dine følelser kunne følge de bestemmelser?. Ville din hjerne kunne vinde over dit hjerte?.

 

Til sidst tænker jeg at det egentlig kun er mennesker der tænker i at sætte liv op mod liv på den måde og at vi derfor menneskeliggør dyr hele tiden, ved at pådutte dem vores måde at værdisætte på. Gad vide også hvordan oldtidsmennesker ville reagere i de førnævnte situationer. Tror aldrig de ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for et flokmedlem,.. så er det egentlig i virkeligheden lidt naturstridigt at skulle vælge at redde et fremmed barn, frem for at vælge at redde sin egen hund?.

 

Det blev langt, og nej, jeg har ikke siddet og drukket hele natten hvis der er nogen der tænker det.

 

Desværre ville de fleste nok drukne mens mange så til. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af mennesker uanset hvor i verden fryser på stedet uden at handle - eller redder sig selv under kriser.

 

Jeg er en af dem, der reagerer, og det sker uden omtanke dvs jeg er ikke et bedre menneske men blot designet sådan (hvorfor ved jeg ikke), ganske som de, der fryser eller redder sig selv, heller ikke er dårlige mennesker.

 

Kin selektion kaldes det i etologien - læren om adfærd - når du redder dit eget DNA (herunder din hund, når følelserne er det samme som ved et barn; læs DIT barn), og det er også en del af designet - og endda ved alle arter. Fugle slår alarm ved fare - selvom det tiltrækker opmærksomheden på dem selv dvs udsætter dem selv for fare. Dette ses ved mange arter. En menneskemor løftede en bil væk fra sit barn, der lå under det, og en familiekat reddede en lille dreng, da en hund angreb ham. Alle udsætter de sig uden viljestyring eller tanke for fare for at redde egen DNA eller det, der opfattes som "familie". Populært sagt: Vi er designet til at tage en kugle for dem vi har lagt arvemateriale i, så vores gener kan føres videre - men dette begreb ser ud til at kunne udvides til også at omfatte "Dem vi elsker som familie" - herunder vores hund eller katten, der ofrede sig for barnet. Vi deler ikke DNA, men vi oplever så tætte bånd, at vores KIN selektionsystem går i gang. Det afhænger dog af "antal" unger dvs artens reproduktion - rotter fx ofrer gerne unger - de har nok af dem og får let nye.....

 

Ved andet eksempel ville jeg forsøge at redde begge samtidig - men her ville jeg forsøge at bremse mig selv, selvom jeg ved, at det ikke er let, for min reaktion har før ført mig ud i dumme situationer, der er til fare for mig selv. I metroen i Paris blev jeg forsøgt overfaldet, her vendte jeg mig og råbte NO, hvorefter tyven stak af. Han bar en kniv. Da en mor slog sit barn foran mig, røg jeg op som trold af en æske og råbte SLOG DU DIT BARN! Og den samme reaktion har jeg hvis nogle slår en hund foran mig.... Jeg har i mange år øvet mig i at lade være eller tackle det roligere, men jeg mislykkes, for det er en auto-respons uden tanke. Jeg reagerer bare. Det er mit design.

 

Alder osv spiller ingen rolle for om jeg reagerer.

 

Til eksempel 1...... Jeg har tænkt over dette siden i går. Jeg har reddet nogle af mine dyr, men der var vi alene. Fx kastede jeg mig halvvejs ud i en sump og kastede mit halstørklæde om Hugo mens han sank og trak hunden op. Bagefter er jeg dybt rystet, for der var jo ingen til at redde mig, hvis jeg var faldet i selv...

 

Som sagt... jeg er nødt til at være ærlig, selvom jeg ikke er stolt over det her.

 

Hvis nogle skadede mine dyr, ville jeg reagere som om de skadede mine børn. Jeg har tit sagt, at jeg håber jeg ville kunne stoppe mig selv fra at slå ihjel, men jeg frygter noget i mig selv her, som jeg ikke tror jeg ville kunne styre... Jeg har stor forståelse for forældre, der hævner overgreb på deres barn. En far skød en nabo fordi han forgreb sig på datteren. Jeg kan forstå den reaktion. Jeg har ikke børn. Mine dyr er ikke mine børn. De er mine dyr, men de er familie.

 

Og jeg ville redde Aslan.

 

Og jeg har været i en farlig situation, hvorfor jeg ved, at Aslan også ville redde mig.

[Lenschow]

Tråden minder mig om en af mine forfatter idéer, som jeg aldrig har skrevet. Ikke endnu i hvert tilfælde.

 

Du er fanget af nogle terrorister - du får at vide, at hvis du kan overleve selv. Du skal bare beslutte om de skal dræbe din bror eller din søster. Du placeres foran et vindue et døgn. Du kan se din bror og søster. De kan ikke se dig.

Du vælger din søster. Og slippes fri sammen med din søster, mens de slår din bror ihjel.

 

Resten af livet skal du leve sammen med din søster, som du havde valgt skulle dø. Kun du ved, at du valgte hende......... for at redde dig selv...

[Ascha]

Jeg ved jeg ikke er en ørn til at forklare så andre end jeg selv forstår det, og jeg kan se at jeg også har haft problemer her. For lige at ridse det op igen er der ingen "hvis' er" i det, dvs. at I ikke skal hænge jer i detaljer om hvorvidt der nu er længere til den ene end til den anden, eller om man kan afgøre om en person er narkoman på afstand. Det er ikke det det drejer sig om. Jeg beder jer granske de følelser I sidder med når I tænker over en situation (og den kan I i og for sig selv bestemme hvad skal være) hvor der ikke er noget der afgør om man lettere vil kunne redde den ene end den anden, og på det valg I så, gud forbyde, ville blive tvunget til at træffe.

 

Det drejer sig ikke om jeres børn (for det er jo oplagt), heller ikke jeres hund sat overfor en fremmed hund. Det jeg er interesseret i er de tilfælde hvor man vil (og nogle vil måske ikke) havne i en konflikt mellem hvad følelserne dikterer kontra hvad samfundets moral dikterer. Til de af jer der kategorisk hævder at I til hver en tid ville redde et menneske fremfor jeres egen hund, vil jeg derfor spørge om I så i stedet kan tænke over hvordan valget mellem jeres gamle mor og naboens barn ville føles, og om det ville kunne bringe jer i et dilemma?.

 

Jeg vil også gerne lige gentage min påstand om at et menneske, før vi blev civiliserede, ikke ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for selv en belastende olding fra deres egen flok,.. hvad tænker I om det?. Kan det passe at nogle basale, instinktive følelser bliver undertrykket af hvad moral lærer os, og er det rimeligt?. Her forestiller jeg mig at man godt kunne havne i "aftenshowet" hvis man var "kommet til" at redde sin gamle mor eller mormor på 95, når man kunne have reddet et lille barn i stedet (lad os forestille os at nogen havde set at vi traf et valg hvor forholdene var fuldstændig lige).

 

Det hele er selvfølgelig sat fuldstændigt på spidsen, men jeg kom bare til at tænke at vi måske bliver påduttet at vores følelser (som jeg mener er instinktive) overfor vores hunde er forkerte. Men det kunne jo f.eks. være forklaringen på at samfundet reagerer ved at prikke til vores dårlige samvittighed hvis vi bruger 300.000,- på en hund igennem 12 år, men aldrig skænker de små sultne børn i Afrika et stykke, hvis nogen køber en bil til halvanden million (på 12 år har den jo mistet mere end 300.000 i værdi). Jeg tænker at det måske også kan forklare hvorfor man så ofte hører at man jo ikke skal menneskeliggøre hunde (forstået sådan, at det f.eks. er forkert at lade dem være i møbler). Jeg kan ikke forstå hvor det kommer fra og hvorfor det er sådan, så derfor startede jeg tråden i forhåbning om, at andre måske bedre forstår hvordan det hænger sammen.

[Ascha]

Desværre ville de fleste nok drukne mens mange så til. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af mennesker uanset hvor i verden fryser på stedet uden at handle - eller redder sig selv under kriser.

 

Jeg er en af dem, der reagerer, og det sker uden omtanke dvs jeg er ikke et bedre menneske men blot designet sådan (hvorfor ved jeg ikke), ganske som de, der fryser eller redder sig selv, heller ikke er dårlige mennesker.

 

Kin selektion kaldes det i etologien - læren om adfærd - når du redder dit eget DNA (herunder din hund, når følelserne er det samme som ved et barn; læs DIT barn), og det er også en del af designet - og endda ved alle arter. Fugle slår alarm ved fare - selvom det tiltrækker opmærksomheden på dem selv dvs udsætter dem selv for fare. Dette ses ved mange arter. En menneskemor løftede en bil væk fra sit barn, der lå under det, og en familiekat reddede en lille dreng, da en hund angreb ham. Alle udsætter de sig uden viljestyring eller tanke for fare for at redde egen DNA eller det, der opfattes som "familie". Populært sagt: Vi er designet til at tage en kugle for dem vi har lagt arvemateriale i, så vores gener kan føres videre - men dette begreb ser ud til at kunne udvides til også at omfatte "Dem vi elsker som familie" - herunder vores hund eller katten, der ofrede sig for barnet. Vi deler ikke DNA, men vi oplever så tætte bånd, at vores KIN selektionsystem går i gang. Det afhænger dog af "antal" unger dvs artens reproduktion - rotter fx ofrer gerne unger - de har nok af dem og får let nye.....

 

Ved andet eksempel ville jeg forsøge at redde begge samtidig - men her ville jeg forsøge at bremse mig selv, selvom jeg ved, at det ikke er let, for min reaktion har før ført mig ud i dumme situationer, der er til fare for mig selv. I metroen i Paris blev jeg forsøgt overfaldet, her vendte jeg mig og råbte NO, hvorefter tyven stak af. Han bar en kniv. Da en mor slog sit barn foran mig, røg jeg op som trold af en æske og råbte SLOG DU DIT BARN! Og den samme reaktion har jeg hvis nogle slår en hund foran mig.... Jeg har i mange år øvet mig i at lade være eller tackle det roligere, men jeg mislykkes, for det er en auto-respons uden tanke. Jeg reagerer bare. Det er mit design.

 

Alder osv spiller ingen rolle for om jeg reagerer.

 

Til eksempel 1...... Jeg har tænkt over dette siden i går. Jeg har reddet nogle af mine dyr, men der var vi alene. Fx kastede jeg mig halvvejs ud i en sump og kastede mit halstørklæde om Hugo mens han sank og trak hunden op. Bagefter er jeg dybt rystet, for der var jo ingen til at redde mig, hvis jeg var faldet i selv...

 

Som sagt... jeg er nødt til at være ærlig, selvom jeg ikke er stolt over det her.

 

Hvis nogle skadede mine dyr, ville jeg reagere som om de skadede mine børn. Jeg har tit sagt, at jeg håber jeg ville kunne stoppe mig selv fra at slå ihjel, men jeg frygter noget i mig selv her, som jeg ikke tror jeg ville kunne styre... Jeg har stor forståelse for forældre, der hævner overgreb på deres barn. En far skød en nabo fordi han forgreb sig på datteren. Jeg kan forstå den reaktion. Jeg har ikke børn. Mine dyr er ikke mine børn. De er mine dyr, men de er familie.

 

Og jeg ville redde Aslan.

 

Og jeg har været i en farlig situation, hvorfor jeg ved, at Aslan også ville redde mig.

Okay, det hjalp en del på hvordan og hvorfor jeg føler, som jeg gør. :5up: Spændende, og det understøtter sådan set lidt af det jeg tænker,.. nemlig at man egentlig er lidt i klemme hvis man altså har hund som familiemedlem og også skal leve op til normerne i samfundet.

[Gæst DorteDK]

Jeg ved det heller ikke - skal jeg svare her og nu ville jeg helt bestemt redde mine hunde før andre... MEN jeg tror heller ikke jeg ved hvordan jeg ville reagerer hvis jeg stod i situationen, jeg ville nok gøre noget og så tænke bagefter, det tror jeg faktisk er normalt i sådan en panik situation.

[Ascha]

Tråden minder mig om en af mine forfatter idéer, som jeg aldrig har skrevet. Ikke endnu i hvert tilfælde.

 

Du er fanget af nogle terrorister - du får at vide, at hvis du kan overleve selv. Du skal bare beslutte om de skal dræbe din bror eller din søster. Du placeres foran et vindue et døgn. Du kan se din bror og søster. De kan ikke se dig.

Du vælger din søster. Og slippes fri sammen med din søster, mens de slår din bror ihjel.

 

Resten af livet skal du leve sammen med din søster, som du havde valgt skulle dø. Kun du ved, at du valgte hende......... for at redde dig selv...

 

Tak for det,.. nu kan jeg ligge og gruble over det i nat.

 

Jeg ved det heller ikke - skal jeg svare her og nu ville jeg helt bestemt redde mine hunde før andre... MEN jeg tror heller ikke jeg ved hvordan jeg ville reagerer hvis jeg stod i situationen, jeg ville nok gøre noget og så tænke bagefter, det tror jeg faktisk er normalt i sådan en panik situation.

Jeg ved heller ikke præcis hvordan jeg ville reagere, men har en meget stærk formodning om at jeg ville kaste mig ud i at redde min hund og så få en frygtelig følelse bagefter, over at jeg har ladet en lille dreng drukne.

[Lenschow]

Den bog om valget mellem søskende burde skrives - eller SIKKE en film!

 

Fik denne på redaktionen, så den får I lige:)

 

På vegne af dyrlægerne fra AniCura.

 

 

 

Flere hjælper hunden på lige fod med resten af familien

 

Opstår der problemer, hjælper danskerne deres hund eller kat på lige fod med resten af familien, viser ny undersøgelse. Samtidig betaler markant flere for en 'personlig' kæledyrsbegravelse.

 

 

De gamle dage, hvor en hund var et nyttedyr, der blev aflivet, når den fik ondt i poterne, er lang tid siden.

Et usædvanlig højt antal danskere bruger nemlig stadig flere penge og mere tid på at passe og pleje deres kæledyr, især hunde og katte. Årsagen: Danskerne passer ekstra meget på dyrene, fordi de opfatter dem som en del af familien.

 

Det viser en undersøgelse foretaget af dyrlægekæden AniCura, der har spurgt over 1.000 kæledyrsejere om deres omsorg for hjemmets kæledyr. 87 procent vil hjælpe deres ‘kæledyr på lige fod med andre i familien, hvis det bliver sygt eller kommer til skade’.

 

“Omsorgspilen har især været kraftigt opadgående efter finanskrisen. Først og fremmest bruger dyreejerne markant flere penge på kvalitetsfoder og udstyr. For det andet oplever vi, at familierne i stigende grad undersøger alle muligheder for behandling, specialoperationer og specialmedicin, hvis deres hund eller kat er blev syg eller kommet galt afsted. Danskerne kæmper mere for deres dyr end tidligere,” siger adm. direktør og dyrlæge, Jens Eslau hos AniCura Københavns Dyrehospital.

 

Flere bestiller urne og askesmykker

Og omsorgen for kæledyret fortsætter i bedste velgående, når dyret udånder, fortæller man hos Dansk Dyrekremering, som har oplevet en fordobling i antallet af kæledyrskremeringer siden 2011.

Her påpeger man, at tendensen til at personliggøre og ritualisere begravelsen, som først sås i København og siden Odense og Århus, i dag har spredt sig.

 

“Vi oplever, at et støt stigende antal hunde- og katteejere ønsker deres dyr kremeret og lagt i en særlig urne efter eget valg. Herefter foretager de selv en bisættelse, f.eks. på en mindelund, eller stiller urnen hjemme på kaminen. Vi ser også, at folk får asken fra dyret lagt ind i smykker, så de bagefter har dyret tæt på sig. Folk vil have en personlig begravelse og har mange specifikke krav til hele processen. Netop som var det et familiemedlem, der er gået bort,” siger Knud Ribergaard, adm. direktør hos Dansk Dyrekremering i Hedensted.

 

Skruer op for udgifterne

I undersøgelsen svarer 80 procent desuden, at kæledyrsejere fremover ventes at bruge flere penge på deres dyrs sundhed. Hver anden dyreejere vil i det kommende år poste flere penge i deres hund eller kat i forhold til i dag.

[Isabelle]

Jeg ville redde barnet, er jeg ret sikker på - og tænker på, da jeg selv som barn fik lov til at gå på isen på Farum sø. Min mor gav mig bare en skruetrækker med, så jeg kunne hugge mig op, hvis jeg røg igennem.

 

Har du set "Sophies choise", Lenschow?

[Lenschow]

Jeg ved jeg ikke er en ørn til at forklare så andre end jeg selv forstår det, og jeg kan se at jeg også har haft problemer her. For lige at ridse det op igen er der ingen "hvis' er" i det, dvs. at I ikke skal hænge jer i detaljer om hvorvidt der nu er længere til den ene end til den anden, eller om man kan afgøre om en person er narkoman på afstand. Det er ikke det det drejer sig om. Jeg beder jer granske de følelser I sidder med når I tænker over en situation (og den kan I i og for sig selv bestemme hvad skal være) hvor der ikke er noget der afgør om man lettere vil kunne redde den ene end den anden, og på det valg I så, gud forbyde, ville blive tvunget til at træffe.

 

Det drejer sig ikke om jeres børn (for det er jo oplagt), heller ikke jeres hund sat overfor en fremmed hund. Det jeg er interesseret i er de tilfælde hvor man vil (og nogle vil måske ikke) havne i en konflikt mellem hvad følelserne dikterer kontra hvad samfundets moral dikterer. Til de af jer der kategorisk hævder at I til hver en tid ville redde et menneske fremfor jeres egen hund, vil jeg derfor spørge om I så i stedet kan tænke over hvordan valget mellem jeres gamle mor og naboens barn ville føles, og om det ville kunne bringe jer i et dilemma?.

 

Jeg vil også gerne lige gentage min påstand om at et menneske, før vi blev civiliserede, ikke ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for selv en belastende olding fra deres egen flok,.. hvad tænker I om det?. Kan det passe at nogle basale, instinktive følelser bliver undertrykket af hvad moral lærer os, og er det rimeligt?. Her forestiller jeg mig at man godt kunne havne i "aftenshowet" hvis man var "kommet til" at redde sin gamle mor eller mormor på 95, når man kunne have reddet et lille barn i stedet (lad os forestille os at nogen havde set at vi traf et valg hvor forholdene var fuldstændig lige).

 

Det hele er selvfølgelig sat fuldstændigt på spidsen, men jeg kom bare til at tænke at vi måske bliver påduttet at vores følelser (som jeg mener er instinktive) overfor vores hunde er forkerte. Men det kunne jo f.eks. være forklaringen på at samfundet reagerer ved at prikke til vores dårlige samvittighed hvis vi bruger 300.000,- på en hund igennem 12 år, men aldrig skænker de små sultne børn i Afrika et stykke, hvis nogen køber en bil til halvanden million (på 12 år har den jo mistet mere end 300.000 i værdi). Jeg tænker at det måske også kan forklare hvorfor man så ofte hører at man jo ikke skal menneskeliggøre hunde (forstået sådan, at det f.eks. er forkert at lade dem være i møbler). Jeg kan ikke forstå hvor det kommer fra og hvorfor det er sådan, så derfor startede jeg tråden i forhåbning om, at andre måske bedre forstår hvordan det hænger sammen.

 

Jeg synes det er et virkeligt spændende emne - vi vil (nogle af os) så gerne være mere moralske, civiliserede osv end vi er, når vi står i situationer, hvor naturen tager over. Desmond Morris har skrevet en etologibog om pattedyret Homo Sapiens, hvor han går os igennem fuldstændig som ethvert andet dyr. For vi er dyr. Han beskriver vores reproduktion, yngelpleje, socialisering osv. Jeg fandt den på biblioteket. Man griner meget undervejs - fx glemmer jeg aldrig hvorfor kvinder maler læberne røde - den siger også en masse om vores sociale liv - herunder evne til at knytte relationer

 

Han har fx en forklaring på, hvorfor mennesker i storbyer bliver fjerne for hinanden. Er der nok mennesker - jeg husker ikke det antal, som man kan have nære relationer til som menneskearten men det er ikke ret mange - så bliver resten sorteret fra af vores nervesystem

 

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad bogen hedder..... Der er flere - den menneskelige zoo eller den nøgne abe kunne være bud på en titel... men jeg husker, at den bare hed Mennesket....

[PBC]

Den bog om valget mellem søskende burde skrives - eller SIKKE en film!

 

Fik denne på redaktionen, så den får I lige:)

 

På vegne af dyrlægerne fra AniCura.

 

 

 

Flere hjælper hunden på lige fod med resten af familien

 

Opstår der problemer, hjælper danskerne deres hund eller kat på lige fod med resten af familien, viser ny undersøgelse. Samtidig betaler markant flere for en 'personlig' kæledyrsbegravelse.

 

 

De gamle dage, hvor en hund var et nyttedyr, der blev aflivet, når den fik ondt i poterne, er lang tid siden.

Et usædvanlig højt antal danskere bruger nemlig stadig flere penge og mere tid på at passe og pleje deres kæledyr, især hunde og katte. Årsagen: Danskerne passer ekstra meget på dyrene, fordi de opfatter dem som en del af familien.

 

Det viser en undersøgelse foretaget af dyrlægekæden AniCura, der har spurgt over 1.000 kæledyrsejere om deres omsorg for hjemmets kæledyr. 87 procent vil hjælpe deres ‘kæledyr på lige fod med andre i familien, hvis det bliver sygt eller kommer til skade’.

 

“Omsorgspilen har især været kraftigt opadgående efter finanskrisen. Først og fremmest bruger dyreejerne markant flere penge på kvalitetsfoder og udstyr. For det andet oplever vi, at familierne i stigende grad undersøger alle muligheder for behandling, specialoperationer og specialmedicin, hvis deres hund eller kat er blev syg eller kommet galt afsted. Danskerne kæmper mere for deres dyr end tidligere,” siger adm. direktør og dyrlæge, Jens Eslau hos AniCura Københavns Dyrehospital.

 

Flere bestiller urne og askesmykker

Og omsorgen for kæledyret fortsætter i bedste velgående, når dyret udånder, fortæller man hos Dansk Dyrekremering, som har oplevet en fordobling i antallet af kæledyrskremeringer siden 2011.

Her påpeger man, at tendensen til at personliggøre og ritualisere begravelsen, som først sås i København og siden Odense og Århus, i dag har spredt sig.

 

“Vi oplever, at et støt stigende antal hunde- og katteejere ønsker deres dyr kremeret og lagt i en særlig urne efter eget valg. Herefter foretager de selv en bisættelse, f.eks. på en mindelund, eller stiller urnen hjemme på kaminen. Vi ser også, at folk får asken fra dyret lagt ind i smykker, så de bagefter har dyret tæt på sig. Folk vil have en personlig begravelse og har mange specifikke krav til hele processen. Netop som var det et familiemedlem, der er gået bort,” siger Knud Ribergaard, adm. direktør hos Dansk Dyrekremering i Hedensted.

 

Skruer op for udgifterne

I undersøgelsen svarer 80 procent desuden, at kæledyrsejere fremover ventes at bruge flere penge på deres dyrs sundhed. Hver anden dyreejere vil i det kommende år poste flere penge i deres hund eller kat i forhold til i dag.

 

står der noget om hvordan gruppen af de 1000 kæledyrsejere er valgt. Fordeling der svarer til fordelingen i Danmar på land og by, dyrenes alder osv. Altså om det virkelig er en repræsentativ gruppe. Jeg ville jo ikke blive overrasket hvis dyrlæger ville spørge egne kunder og med overvægt i byerne. Kan man læse undersøgelsen et eller andet sted?

[Lenschow]

står der noget om hvordan gruppen af de 1000 kæledyrsejere er valgt. Fordeling der svarer til fordelingen i Danmar på land og by, dyrenes alder osv. Altså om det virkelig er en repræsentativ gruppe. Jeg ville jo ikke blive overrasket hvis dyrlæger ville spørge egne kunder og med overvægt i byerne. Kan man læse undersøgelsen et eller andet sted?

 

Jeg har ikke taget det i avisen, så jeg ved ikke mere end dette

 

Udsendt af

 

AniCura Københavns Dyrehospital

Poppelstykket 11

2450 Sydhavnen

http://anicurakbh.dk/

 

Prøv at spørge dem selv eventuelt om målgruppe.