Shii

Fordelen hernede er at der kun fyres nytårsaften... Det betyder dog også at Dexter var ret trist sidste år nytårsaften, han var heldigvis ikke super angst, kunne sagtens luftes osv... Men da klokken slog midnat, og bragende startede da var han trist. Heldigvis er de vilde brag kun hernede i ca. en time, og derudover er der okay stille... Så vi var bare med ham og beroligede ham i den time, og så var der ikke meget... Men hvordan Penny kommer til at tage det.. hmm! Jeg tror vi lige skal træne lidt med hende, hun er lidt mere "jumpy" med hensyn til lyde end Dexter er. God idé at starte allerede, jeg ville nok først have kommet i tanke om det midt i december

Jeg sad lige og søgte for at finde de gamle tråde, jeg vil ikke udstille folk, men jeg kan da sige at.. Nogen har skiftet mening De har nemlig positivt stemt for folk i en "vi fisker stemmer"-tråd, og i denne tråd skrevet at de synes det er noget bavl.. MEN det er jo også tilladt at skifte mening, det gør jeg også selv engang imellem, jeg synes måske bare at man skal lade være at slikke røv på "de gamle brugere" og så give en ny bruger sådan en overhaling som denne her... Det synes jeg faktisk er rigtig dårlig stil! Fair nok at man siger; Ærligt jeg gider ikke stemme på en hund jeg ikke kender, havde det været en hund jeg kendte så havde jeg selvfølgelig stemt. Men at man siger man bliver "rasmus modsat" og synes det er dårligt at bede om stemmer, og så i andre tråde har stemt, synes jeg bare sender det helt forkerte budskab til nye brugere herinde... Man skal ikke have flere "rettigheder" eller blive bedre behandlet bare fordi man har været her længere, eller er mere velset end andre. Nå, surt opstød, men jeg synes bare ikke det er okay at give sådan en overhaling, når det kommer fra folk der før har stemt for andre... Øv altså!

Altså jeg må indrømme at jeg har set... ganske få gange dog, men jeg HAR set brugere herinde bede folk stemme på dem i en foto konkurrence, og efterfølgende set en masse "stemt"... Så måske det ikke er "rasmus modsat" man bliver, men mere når det er en fremmede der beder om det... For det virker som om det er okay når det er en "god bruger" der beder om stemmer? I dont get the fuss... Jeg stemmer altid når folk beder mig stemme i en konkurrence, men jeg stemmer altid på det billede JEG har lyst til at stemme på!

Jeg boede med ham Jeg var der da hans datter blev født, og kender skam til hele historien. Grunden til hun ville have overvåget samvær var fordi han ikke havde boet med barnet før, og det var hans første barn. Det synes jeg ikke er nok til at man kun må se sit barn overvåget. (Hun boede alene med barnet, og det var også hendes første barn, så det er jo et super ringe argument). Korrekt at han valgte at gå med til det i sidste ende, alene fordi hun brugte beskidte tricks (F.eks. punkterede hans bil 25 km væk fra hende, og han ringede og sagde han sgu nok lige blev 5 minutter for sent... Han fik svaret: Er du her ikke til tiden bliver døren ikke åbnet!. Og det er hun i sin fulde ret til hvis han ikke overholder aftaler, jovist kan han så klage over det og få den "tabte tid" på et andet tidspunkt, men når hun blev ved og finde den slags ting. F.eks. måtte han kun være i hendes lejlighed, men han måtte ikke tage nogen med på besøg, det betød farmoren f.eks. ikke så sit barn det første år, heldigvis var eksen en af mine ok veninder, så jeg kom der stort set hver gang, men ærligt så orkede jeg ikke hendes konstante opsyn.. Hvis barnet begyndte at græde sagde hun straks: Slog du hende? hvis hun får et blåt mærke så melder jeg det altså! Og babyer græder altså nogengange selvom man ikke slår dem... Min veninde boede i lejligheden ved siden af eksen, og vi lavede faktisk en optagelse på et tidspunkt, vidst nok pisse ulovligt, men man kunne høre rigtig godt om sommeren når vinduerne stod åbne.. Hvordan hun til et barn på 8 mdr. skreg "Nu skal du fandme sove"... "Du skal fandme ikke sprøjte vand på mig"... "Møgunge" døre der smækkede osv... Ting jeg bare ikke synes er okay at skrige til et barn der ikke engang kan sidde selv...). Optagelserne blev aldrig brugt imod hende, jeg gik fra fyren i sidste ende fordi jeg ikke magtede den kamp med hans eks omkring barnet. ) Og Katherinas problem er jo lidt anderledes. Hun har jo netop haft en depression, og havde det jo stadig, hun var jo i behandling for det, og det var jo ikke som sådan problemet med at samværet var overvåget der fik hende til at stoppe med at se ham. Men at hun skulle bruge en hel dag på at se sin søn en time, og derefter bruge resten af ugen på at "komme ovenpå" fordi det lige var nok til at rode op i en masse følelser som hun stadig var ved at bearbejde. Derfor endte hun jo ud med at vælge at fremfor at bruge alt sin energi på at fokusere på "sigselv og sin fødselsdepression", så ville det være bedre for BEGGE børn, at hun valgte at fokusere på Mikkel, og at Mikas så kunne få et godt liv hos sin far (Og Mikas havde jo aldrig nået at knytte sig til hende). Og det synes jeg egentlig er fair nok. Situationen er jo langt fra normalt. Normalen er at forældrene er sammen når barnet fødes. Og det er også kun ganske få der rent faktisk får en fødselsdepression. At hun så skulle stå alene, OG samtidig få en fødselsdepression er jo to ting som rammer hinanden, og jeg vil faktisk mene at det ER umuligt at varetage et barn alene når man har en fødselsdepression. Derfor var det valg hun tog jo det rigtige, at lade barnet flytte ned til faren. Det at faren så modarbejdede hende da hun fik modet på at være mor for barnet, kan jeg godt forstå hun vælger ikke at ville "arbejde med". Hun kunne sagtens have kæmpet med vold og magt og fortsat sine besøg, og fortsat have udsat Mikkel for den belastning det ville være at Katherina skulle se sin anden søn. Min eks sagde flere gange at "Nu gav han op, barnet var bedre tjent uden ham"... Min far, som forlod mig da jeg var 1½ år, støttede ham og fik ham hele tiden husket på alle de ting han var gået glip af. Havde eksen ikke haft mig og min far er jeg 99% sikker på han ikke havde set sit barn før end det var noget ældre, sandsynligvis først når barnet havde kontaktet ham. Jeg tror ikke på Mikas bliver skadet af det svigt, hvis hans far sørger for at give ham et stabilt liv, med gode mennesker i barnets liv. Han er så lille at selvom han selvfølgelig underbevidst har følt et svigt, så ville han jo have fået det svigt "uanset hvad", havde hun haft ham, og ikke vist ham kærlighed og overskud tror jeg han var langt værre stilt end han er nu.

Det er helt normalt at den som har barnet der skal bede om det. Min eks kæreste havde heller ikke sin datter alene før hun var langt over et år gammel. Indtil da havde han absolut intet han kunne gøre.. Sådan fungere det bare, og det havde intet at gøre med om han var god eller dårlig forældre... Men blot fordi at når den ene forældre forlanger det... Så er det bare sådan det er... Det er KUN hvis man går udenom statsamtet man kan undgå at den "sure" forældre kommer med den slags krav (og er der først fnidder så ender man jo der alligevel).

Kunne ikke... Hun kunne ikke passe sine to børn, derfor valgte hun at passe et barn, så hun kunne gøre det godt nok. Og i dag er hun jo en god mor. Og ærlig talt... Hvis vi skal sidde og stole på at dem som får frataget deres børn er berettiget, vi har også haft diskuteret om f.eks. Malou Stella var en god mor... Skal vi så ikke stole på at når nu ikke Katherina har fået frataget nogle af sine børn er det fordi kommunen mener hun kan finde ud af at passe dem ordentligt? Og jeg synes bestemt ikke hun har udstillet sig selv om en dårlig mor i årevis...

Begge hunde har et fint indkald, men de er kun løse hvor det er tilladte, og der skal være indhegning ellers bliver Dexter ikke sluppet.

Ja... Som ejer af en slædehund kan jeg jo kun være enig... Der er rigtig mange ting jeg vælger kun at dele på "slædehunde fora", fordi folk herinde ikke vil kunne "forstå". Det er absolut ikke ondt ment, men simpelthen fordi slædehunde bare er så langt fra "en hund", så der er nogen ting som man nok skal have "levet med", før man kan sætte sig ind i det. Den med et hundeliv i snor er en af dem. Dexter har et ok indkald, men jeg ville aldrig slippe ham fri hvis ikke der er indhegning... Simpelthen fordi man må bare indse at uanset hvad så er en slædehund bare IKKE en type du kan stole nok på til at du kan f.eks. have den fri ved fod inde i midtbyen. Efter at vi har fået en Aussie kan jeg sidde og være helt forbavset over hvor "let" hun er. Måske har vi været heldig men bare den der med at hvis jeg hopper og siger en sjov lyd så står hun der med det samme, for tænk hvis noget sjovt skulle ske? Dexters reaktion har altid været at vende sig om, kigge, overveje lidt om det nu er det værd, og hvis han finder at han gider det, så vælger han at komme... Og den opførsel har altså været der altid. Og det er en typisk slædehunde "holdning", de vil altid overveje om det de bliver bedt om er "det værd". Penny (vores Aussie) overvejer aldrig (nu er hun jo også kun ca. 3-4 mdr), om noget er det værd. Hvis vi vil have opmærksomhed vil hun altid 100% give den. Kun på et tidspunkt kan jeg ikke fange hendes opmærksomhed, og det er hvis der er spise-søg i haven, mad er hendes liv, og det kan man ikke få hende væk fra Nå min pointe er egentlig bare, om man vil eller ej så er slædehunde bare en hundetype der er speciel, og kræver så meget andet end andre hunde. (Jeg har hørt mange fordomme, og altid forsøgt at dræbe dem... Efter at have fået en slædehund ved jeg at ca. 90% af alle fordommene har minimum en snert af sandhed i sig!)

Hun fik det diagnosticeret og har været åben om det altid... Katherina fra De unge mødre taler ud om fødselsdepression Viser lidt om hendes tanker omkring den sidste graviditet...

I mine øjne er det ikke skaden der bør tælle, men handlingen, og endnu vigtigere grunden til dette udfald. En hund der bider i forsvar bør i mine øjne aldrig aflives på det baggrund. MEN: Hvad så med en angst hund som i "forsvar" bider en forbipasserende i benet, fordi de føler sig truet? Det er forsvar, og der kan man i ekstreme tilfælde argumentere for at en aflivning ville være en god løsning (Som Umulia skriver, hvis alt andet er dømt ude, eller hvis hunden har en inkompetent ejer som ikke GIDER at tage sig af disse problemer, ser jeg hellere den stakkels hund aflivet end leve et liv med "ubehandlet" frygt). Det er lige præcist min pointe. Havde du boet i en storby, og haft ham med på cafebesøg hver dag, så havde det bare ikke fungeret og problemet ville sandsynligvis, selv med træning, bliver forværret af en stort set konstant stress han ville være i. Men det fungere, fordi du har et liv der "passer til ham"... Det samme er lidt i tilfældet med Umulia, som også selv har udtalt at hun har en hund som nogen måske ville "dømme aflivet". Det er også bestemt en hund jeg ville mene i nogle tilfælde ville have bedre af at blive aflivet; Men i Umulias tilfælde tages der jo så meget "hensyn" at det fungere, så hvorfor skulle man dog aflive hunden... Derfor er det super svært at dømme hvornår aflivning er en ok løsning.. For egentlig er det "altid" og egentlig er det "aldrig"... F.eks. synes jeg ikke det er okay at en hund bider et barn, uanset hvad barnet end gør ved hunden. Men jeg forstår da godt en hund bider et barn der sætter sig på hunden, eller som holder en dyne over hovedet på hunden osv. **** Og så med hensyn til hund/hund skader, så synes jeg også det har noget at sige størrelsen på hunden... En aggressiv GD ER farligere end en aggressiv chihuahua. Så selvom jeg synes det skal dømmes "lige hårdt", så synes jeg også at man som ejer af en stor hund har et ansvar, alene pga. størrelsen. Tilgengæld mener jeg også at folk med micro hunde har et ansvar for at holde deres hunde væk fra hunde der kan skade dem. (Og jeg siger absolut ikke at chihuahuas ikke kan gøre frygteligt skade hvis de ville, men alene størrelsen gør at man som menneske f.eks. har en fordel overfor en chihuahua som man ikke har overfor en GD (Hop op på en stol og chihuahuaen kan ikke nå dig Det nytter ikke med en GD, så skal du dælme hoppe højt op for at slippe væk!) Vi har fler egange med en chihuahua ejer som lader sin hund løber hen til Dexter, og hver gang beder jeg hende fjerne den. Dexter VIL skade den, ikke fordi han er ond eller aggressiv, men alene fordi han er 10 gange så stor som den.

Helt enig. OG så synes jeg til dels også det kommer an på ejerens egen situation. Hvis f.eks. man har en hund der flår andre hanhunde, men man bor på en gård og har rig mulighed for at hunden har et dejligt liv, ser jeg ingen grund til at en "dræber hund" skal lade livet. Det samme med f.eks. børn. Hvis man føler det ikke er et problem, og man kan undgå (!) skaden.. Så ser jeg ingen grund til at den skal dømmes død.... Men hvis en hund uprovokeret og upåvirket angriber, så synes jeg at der er grund til overvejelse omkring aflivning. Det sagt så tror jeg aldrig jeg har oplevet det? Altså der har som regelt i alle tilfælde været en grund, smerte f.eks... Frygt... Men igen så synes jeg også man f.eks. skal overveje om man har muligheden og ressourcerne til at f.eks. træne en angst hund væk fra at være udadreagerende. Og der synes jeg også man må tage hunden i overvejelse, kan det passe en angst hund skal skifte hjem bare fordi den ikke skal aflives? Nej det synes jeg ikke, og så ville jeg sagtens kunne forstå man valgte en aflivning, f.eks. hvis man har små børn som hunden potentielt kan skade rigtigt meget. Så har man ikke tiden og muligheden for dette, og så må man opveje om hunden kan omplaceres uden at gøre problemet værre... Det kommer altså i mine øjne an på den enkelte situation. Uanset hvad er aflivning kun en løsning hvis alt andet er udelukket. Det vil sige f.eks. smerter, sygdom, frygt, angst osv. Når der ikke kan arbejdes væk fra det. Jeg synes ikke en hund skal afvises fordi den "truer" andre hunde, så skal man arbejde med den. Mange hunde truer, uden aldrig at have hensigten at gøre mere ved det. MEN jeg synes at man som ejer har ansvaret for allerede der at begynde at arbejde med problemet før det vokser sig større. Men hvor grænsen går før man f.eks. som familie ser hunden som en trussel overfor sine børn... Det ved jeg ikke...

Ja, nu begynder jeg så og overveje om det har ændret ham? Man kan ikke vide hvornår effekten af en kemisk kastration stopper, men der loves "ca. et halvt år"... (hvilket først er om 3 ugers tid) Men i løbet af specielt den sidste uges tid er hans humpen blevet helt ekstrem... Udover humpen er han begyndt at blive "manisk" med at være i haven, og han må ikke længere være der alene, fordi det engang imellem slår klik for ham og så vil han bare VÆK. Og det er altså sådan at man i starten kunne se han løb rundt for at lurer hegnets svageste punkt, det har han nu fundet og man kan se hvordan han decideret tager tilløb, og så hopper ind mod hegnet for at vælte det. Det har lykkedes ham at gnave sig igennem en planke, og derfor må han ikke længere være derude uden 100% opsyn (Vi har fuldt udsyn til haven, så de får som regelt lov at være derude, så længe vi kan holde øje indenfra, men den holder bare ikke mere). Vi overvejer nu om vi skal få noget hegn der enten ikke er af træ, eller noget som er en hel del stærkere (Det tog ham under 5 min at gnave en af dem over, og hive den fri så han kunne komme ud!). Nå, men om det skyldes at vi har fået Penny og det stresser ham, eller om det er kastrationen som har aftaget... Jeg synes bare det er pudsig at det eskalere imens kastrationen skulle stoppe med at virke, og ikke da vi fik Penny hvis det er hende der har triggeret det... Han har jo desuden startet med at være rigtig påvirket af, hvad jeg tror, er omgivelsernes tæver i løbetid, og hans sult er stort set forsvundet, og han spiser kun hvis "tvunget". Nå.. Ja, nu er kastration igen inde i overvejelserne, det ville desuden gøre det en hel del lettere i forhold til Pennys første løbetid når den kommer... Men nu skal det jo ikke være "lethed" der gør at man vælger en kastration.... Nu får vi se... Tænkte bare folk måske ville høre omkring kemisk kastration og dens virkning. (Eller mangel på). Det skal dog siges at en af tingene ved den kemiske kastration er at lige i starten, og lige i slutningen vil hunden opleve et "boost" af testosteron, og derfor være lidt mere "han agtig", vi oplevede det ikke i starten, en det betyder jo ikke at det ikke er det som sker lige nu....

Jeg tror problemet er at i mange tilfælde har det aldrig "været der". Ikke engang under graviditeten, hvor det jo (så vidt jeg ved, uden at være mor selv), er der følelserne netop begynder. Men f.eks. i Katherinas tilfælde endte graviditeten jo med at være uønsket, hun stod alene (igen), og havde (igen) alle disse følelser af svigt og negativitet omkring graviditet, fødsel og nyt barn. Så den følelse som en "normal mor" får, som gør at hun vil tage sig af sit barn og kæmpe med næb og klør for det, helt fra første sekund, den følelser har hun aldrig oplevet med det barn. Jeg tror helt sikkert på at en "normal mor", ikke vil kunne svigte sit barn på den måde, helt afgjort, og det ER også et ekstremt skridt at tage og fravælge kontakten, men der er jo mange ting som også spiller ind.. F.eks at barnet flyttede til Odense, og hun boede i Vejle, havde barnet nu boet ved faren i Vejle, havde det nok også været nemmere... Jeg påpeger lige at mødre der får en fødselsdepression i mine øjne også er normale mødre, men i ved.. Mangel af bedre ord... (Jeg kan stadig huske da min søster ringede tudende, da hendes datter var 3 uger gammel, og sagde at alt bare var noget lort, og hun elskede sit barn men hvor hun bare havde fortrudt! Hun kunne ikke komme i bad, spise selv, sove.. Intet kunne hun, fordi hun havde en baby hængende (direkte citat) "i sin pat" hele døgnet, og hun var ikke engang alene mor... Ej hvor ville jeg bare ikke være alenemor, jeg har SÅ stor respekt for dem, de er altså nogle seje damer dem som kan det!!!).

Jeg synes ikke det er et svigt, eller jo det er det da. Men jeg synes nogen gange er et svigt altså noget der skal til for at et (eller to som i det her tilfælde) børn kan vokse op "sundt og rask" (mentalt). Mikkel kunne jo ikke rumme at hun var så trist og den ene dag hun skulle se sin søn, med rejsetid osv. var hun væk fra Mikkel en hel dag. Så jo det er da en eller anden form for "pest eller kolera", men hun følte sig tvunget til at skulle vælge imellem sine børn, og ærligt så har hun da fundet den bedste løsning.. Min far fravalgte at se min søster og jeg da vi var ca. et år. Hans grund? Det passede ikke med hans arbejdestider... Da vi var 5 år fortrød han og ville se os igen, min mor sagde direkte til ham at nu havde vi en ny far, en ny familie, og ville han være en del af det skulle han gå i amtet med det. Han besluttede at vi ville have det bedst i en "kernefamilie", med den eneste far vi havde kendt, og så måtte han vente til VI havde lyst til at lære ham at kende (Vi vidste altid han eksisterede, og han havde endda fået endnu et barn). Det har aldrig nogensinde præget mig at jeg ikke havde ham i mit liv, og jeg er super glad for at han valgte MIT liv skulle være stabilt, fremfor at påtvinge sin tilstedeværelse i mit liv, midt i det hele. Mikkel er IKKE et normalt barn, og det at Katherina og fik sin anden søn... Det eneste jeg tænker er at hun bare aldrig skulle have haft det andet barn. Hun gjorde sit bedste, og det indså hun ikke var godt nok. Vi vælger alle hvordan vi vil leve vores liv, og jeg har alt respekt for en forældre der vælger at sige de ikke kan rumme deres børn/barn fremfor dem som sidder og klager over hvor hårdt livet er. Selvfølgelig er Katherina ked af at hun har mistet sin søn, og det er sgu da også hårdt for hende. Alt respekt for det, og så synes jeg det er super fedt at hun sætter ord på det, så seerne kan følge med i hvad der går igennem hendes hoved. Denne gang, hendes 3. barn, er første gang hun rent faktisk har et stabilt forhold, og hun har selv beskrevet at hun for første gang elskede barnet ved første øjekast. Jeg synes bestemt det er en "fantastisk historie", og hendes og alle hendes børn, har nu fået et godt liv. Og jeg tror man skal have haft en fødselsdepression for at kunne sætte sig ind i det der med ikke "lige at kunne rumme ham". Det er jo ikke en følelse man selv vælger, og depression er så svært at gennemskue og sætte sig ind i. De følelser man får kontrollere man jo desværre ikke, og slet ikke under en depression. Man kan altid sidde bagefter og tænke hvordan man dog kunne tænke sådan og hvor tåbeligt det var... Man når man står i det... Så er det altså ikke bare en "tåbelig følelse", og man kan ikke bare lige "tage sig sammen".

Det skete ofte da jeg havde marsvin... Det er "bare" tørt hud, og i princippet kan det klippes af ligesom man gør med en negl. (Altså det ligner det, hvis du er i tvivl skal du absolut ikke begynde at klippe i det, da det ikke genere hunden i så små mængder)

Hvad er det der gør hende til en megaelendig mor i dag? Jeg er helt enig i at da Mikkel var lille var hun en mor præget af totalt mangel på indlevelse, forståelse og FØLELSER for sit barn; Netop som en med en fødselsdepression har! Det samme skete med søn nummer to, her havde hun bare nogen som kunne fjerne barnet og dermed "den negative følelse". Jeg dømmer ikke hendes personlighed, hun er aldrig en jeg ville kunne sætte mig ned og have en dybere samtale med. Men jeg synes ikke man skal stemple hende som dårlig mor, på baggrund af ting der sker når man har en fødselsdepression. Er man så et dårligt menneske fordi man har haft en depression sådan generelt, og måske gjort dumme ting? Synes bare det er dybt forkert at dømme folk udfra at de har haft "svag psyke" i en periode...

Hun havde haft en fødselsdepression derfor kunne hun kun få overvåget samvær. Og det er skam ikke fordi jeg bebrejder faren at han vil sit barn det bedste. Men man kan altså heller ikke bebrejde en mor for at "opgive" sit barn, når det ikke var det hun gjorde! Hun var SYG og kunne ikke tage sig af et lille spædbarn og en dreng som krævede ekstra. Hun valgte som en del af sin behandling at den mindste skulle bo hos faren midlertidigt, til hun var på sine fødder igen. Faren valgte så at det skulle være permanent, hvilket hun faktisk aldrig indvilligede i. Der hvor hun lavede fejlen var at faren for at kunne få forhøjet SU i den tid han havde drengen, skulle have drengens adresse. Havde han aldrig skiftet adresse, kunne han være kommet tilbage til Katherina. Da hun begyndte på samværet igen, drænede det hendes energi fordi hun blev så ked af kun at kunne se ham så lidt, så hun vælger at sige at det er bedre hun er en god mor for den dreng hun har derhjemme, fremfor at hun er en elendig mor for to. Det er da en MOR beslutning der er respektfuld! Havde hun fravalgt Mikkel, så havde jeg synes det var respektløs, for han ville bare være blevet kastebold i systemet, men hun vidste den bette trods alt ville have en stabil hverdag. Jeg synes netop at det er DEN beslutning der gør at man bør have respekt for hende. Jo vist har hun gjort ting (Det er vidst 95% af alle mødrene i det program der kan peges på har gjort dumme ting), hvor man tænker at hun er lidt små uansvarlig osv. Synes hun har kæmpet en kamp, helt alene, mod depression og fordømmelser... Og jeg har bare dyb respekt for at hun har vendt sit liv og fået noget så positivt, så hun nu har sørget for at hendes tre børn alle har det godt. Alt respekt, der findes mange børn derude der ville få et bedre liv hvis deres mødre ikke var presset af tabu omkring mor-rollen.

De havde jo lavet en aftale at barnet skulel tilbage til hende når hun havde fået det bedre, og det nægtede faren så at gøre når det kom til stykket.. Så ER det da hans skyld, statsamt eller ej, man behøves IKKE have statsamtet inde over når der laves aftaler om hvor barnet skal bo eller hvornår man må se barnet!

Jeg synes Katherina er sej. En god mor njah, men taget i betragtning at hun har haft fødselsdepressioner, og ingen har gjort noget ved det, på trods af at SP har været der osv... Tjae, det gør jo en til en mor med mindre overskud. Oven i det får hun et barn der skal tages særlig hensyn til, det hjælper jo heller ikke ligefrem. Jeg har stor respekt for at hun vælger at sit barn skal flytte hen til faren, når hun har en fødselsdepression, og hun ikke føler hun kan passe det, og jeg synes det er super svinsk af faren at gøre så hun ikke kunne se barnet efterfølgende (Tror det var 2 timer hver anden uge, overvåget hun måtte se ham), så kan jeg egentlig godt forstå hun i sidste ende vælger at sige at hun hellere vil have at hun fokusere 100% på Mikkel "nu", fremfor at skulle kæmpe for et barn hun aldrig har elsket (Pga fødselsdepression). Med hensyn til hende og Peter, så forstår jeg tilgengæld bare ikke hvorfor nogen overhovedet gider at være kæreste med HAM Jeg får simpelthen lyst til at slå ham lige i fjæset hver gang jeg ser ham, så træls er han bare... At de vælger at få et barn synes jeg nu også er okay, de har jo fået styr på deres liv. Nå men i bund og grund, den ting jeg respektere ved Katherina er at hun er ærlig. Jeg kender et par stykker som har følt de samme ting som hende men ikke turde sige det, fordi det er jo "tabu" at sige at man f.eks. ikke elsker sit barn. Jeg har langt mere respekt for de forældre som siger sandheden, end dem som sidder og hælder sukker udover deres børn og tilværelse, fordi alt bare er SÅ godt når man har et barn

Jeg skulle lige til at sige at det altså sker at børn bliver efterladt... Jeg kender til et barn hvor det er sket at han (og hans 3 mdr gamle søster) var overladt til sig selv.. Han 4 år gammel... Forskellen er at der holdes øje med børn, f.eks. om de kommer i børnehave/dagpleje/skole... Derfor vil der næsten altid kunne gribes ind ved børn, hvorimod med hunde er der jo ikke nogen der holder øje med hvad der sker med hunden. Jeg ville kunne holde en hund i mit hus uden nogen vidste det, så længe den ikke gøede... Men det er stort set umuligt at skjule at man har et barn...

Men det kommer jo også an på hvilken sele man vil have... Hvis du vil have en sele som er god til at han kan løbe frit og hygge sig i det, så skal du bestemt ikke have den Buddha linkede til... Det er en sele som når en hund f.eks. trækker når man cykler sidder helt fantastisk... Derfor bruger vi vores helt specifikt når vi cykler, og ikke på andre tidspunkter...

'' Vi har en lignende til Dexter når vi cykler. Passer super godt!

Synes HELT vildt hun ligner en Roxy, jeg er slet ikke i tvivl! Faktisk er det ikke fordi jeg synes Roxy er pænere end de andre navne, men hun LIGNER bare en Roxy!!!

Nej, jeg ville dog ønske vi havde! Jeg ville vildt gerne være en af dem som bare trånede super meget med hundene, men vores træning ender altid i et eller andet useriøst indtilvidere har jeg vidst ikke rigtig færdiglært Penny noget