Når beslutningen er taget, men....

[guanomo]

Jeg har taget beslutningen om at Cujo får fred aug/sep, når sommeren er slut får han fred for sine smerter da det efter sommeren ikke mere vel være for hans skyld at han er her.

 

Dem der kender os ved cujo har døjet meget med et bækken der konstant røg "ud"/satte sig skævt.

 

I marts blev han opereret pga. en byld på benet og i den forbindelse bestilte jeg et røngten billed for at ville se hvordan han så ud 4 år efter vi tog et sidst.

 

Lægens ord var "hans ene hofle er næsten slidt flad og os som har skånet ham men samtidig holdt ham i gang, balanceret mellem hvad er godt og skidt og taget afsted med ham når han skulle rykkes på plads.

Derudover havde han "spondylose.

 

Før vi tog de billeder var jeg begyndt at indstille mig på det kunne være det sidste år og vi startede på smerte stillinde til ham i håbet om han kunne få nogle sidste år uden de store gener, på det tidspunkt vidste jeg kun det med hans bækken og han havde en lille smule HD på røngten for 4 år siden.

 

Oveni det valgte gadedrengen så at beskadige et led bånd i knæet :damn: hans dårlige ben, så han støtter på det raske.

Så nok ikke en overraskelse for folk han først nu er indlagt med ro med ro på oveni ro med ro på...

 

Nu nyder han jo bare solen og varmen i fulde drag og jeg prøver at nyde min sidste tid med uden at blive for sortseer.

 

Min store hovedpine i alt det her er så Hjalte, ham og cujo hænger sammen som ærtehalm og bare tanken om Hjalte skal være uden ham får sku en tårre frem hos mig..

 

Oveni det her er hjalte i gang med en udredning hos børne psyk i Næstved, indtil videre er han konstateret meget sensitiv og kommer nok en til diagnose på.

mellem den 15/7 og 4/9 skal vi 7 gange til næstved med ham

 

Problemet er så det er i den periode cujo skulle have ro, så er meget ud i at forlænge hans "tid".

 

Vi har snakket med hjalte om det så godt vi kunne, at han er meget syg og han kan jo se han halter ect.

Han spurgte indtil hvad der så skete med cujo når han var død, sagde han enten kunne blive begravet eller brændes.

Hjalte ville så gerne have han blev brændt så han kunen få hans aske i en krukke med hans navn på :hjerte:

 

Mine spørgsmål jeg søger råd til er følgende.

 

Hvordan håndtere vi det han får fred mht. Hjalte, ?

Han kan nok ikke håndtere at være med.

Men hvordan forklare man en på snart 9 at vi giver ham en sprøjte så han sover ind?

Kan man/burde lyve om dette? sige han sov ind af sig selv?

Så får han hellere ikke sagt ordentligt farvel?

 

Hvad er folks erfaringer med kremering?

 

Dette er uden tvivl mit livs værste periode og er rimelig meget rådvil lige omkring dette emne da det er min første hund og han er mit faste holde punkt nu hvor jeg er alene...

[JeanetteH]

Jeg vil bare give dig en krammer:bighug:

 

Jeg har ikke nogle brugbare råd, men ville blot sende mine tanker i denne ekstremt dumme tid

[PinPoynter]

jeg skal ikke kunne rådgive dig mht aflivningen og Hjaltes involvering i dette, men kan sige at alle vores 3 er kremerede, og vi har deres aske stående herhjemme. Personligt ville jeg forklare ham hvordan det foregår, et barn på 9 ville jeg sagtens mene kan forstå det, sådan rationelt? Det er jo ikke nemt for nogen af os, heller ikke de voksne, og man bliver jo ked af det uanset. Tror ikke du skal begive dig ud i løgne om at han selv sov ind osv, det tror jeg sagtens at Hjalte gennemskuer.

[Doberfan]

Jeg har ikke forstand på børn, men i skal lige have de her

 

:ae:

 

[Tonks]

Som pædagog ville jeg sige..vær ærlig med ham Lad ham være med langt hen af vejen, og lad ham vide at Cujo ikke er her længere, at han havde meget ondt og at det var bedst for ham og at han har det godt hvor han er nu. Lad være med at lyve, børn ved når man lyver. Vær ærlig men lad være med at gå for meget i detaljer.

 

Men for din egen skyld, så lad være med at tage den snak før efter aflivningen :ae: ellers gør du det bare svære for dig selv med et ulykkeligt barn, bagefter er efter min mening bedre.

 

Og så lige en :ae: til både dig og hjalte og Cujo

[Gæst DorteDK]

Har slet ingen gode råd men vil bare sende en masser tanker til jer

[Potemis]

Det er jer der kender ham bedst. Min erfaring med børn er at der nogle af dem der har det bedst med at det bliver malet lidt lyserødt.. andre vil gerne have rigtig mange fakta og stiller mange spørgsmål om det. Begge dele er helt normale. Nogle vil gerne sige farvel inden dyrlægen, andre vil med ind for at forstå hvad der sker.

Mit råd er at spørge hvor meget han gerne vil være med til. En ting af gangen. børn tænker ikke ligesom voksne, men de fleste trives godt med fakta og med at opleve. Snak lidt om hvad der skal ske hos dyrlægen hvis han gerne vil med så han er forberedt på de forskellige sprøjter og på at hunden sover stille ind og så er det slut. Fortæl at du også kommer til at være ked af det derinde og at det er helt okay. Hvis ikke han vil med derind så forbered et fint farvel. Det er så vidt forskelligt hvad børn lægger vægt på omkring døden og der kender du ham bedst. Men det er ikke skadeligt på nogen måde for ham hvis han gerne vil være med til det er helt slut.

De erfaringer jeg har gjort mig omkring børn og sorg er ret forskellige. En ville gerne vide hele den her proces omkring orme og hvordan de kom ind i kisten og hvorfor orme så ikke spiser levende mennesker, en anden ville bare gerne have sagt farvel til sin hund (mor fik den aflivet mens de var i skole, uden at fortælle det skulle ske) hun ville ikke høre om hvordan sådan noget foregik bare snakke om savnet og sådan noget. En tredje sagde "min hund er død. Jeg ønsker mig en ny". Alle tre normale reaktioner fra børn. Jeg var lidt chokeret over den tredje men han tænkte jo bare på al den glæde der fulgte med at have en hund.

[Annette]

Jeg vil også sige, som pædagog, du kan ikke skjule noget for dit barn. Nu er det sådan at dit barn er særlig sensitiv, så tag en snak med de fagfolk der omgiver Jer.

Om ikke andet, du bliver sikkert helt vildt ked af det. Skjul det ikke for dit barn. Vis at det er ok at være ked af at miste. Det er hårdt, men døden er en del af livet.

 

Snak med de professionelle omkring om din søn skal være med til aflivningen. Var det min datter, der ikke er sensitiv, ville jeg vælge at hun var med. Om din søn kan klare det skal være din og jeres "behandleres" beslutning. Og stort kram til Jer.

[Aslan]

:ae: og et kæmpe kram.

 

Den er så svær at skulle forklare sit barn - for siger man at cujo havde ondt... hvad så næste gang Hjalte slår sig......

 

Med min niece som har ADHD der satte en tur på kirkegården gang i spørgsmålene, hvortil pædagogen sagde "de er i himlen" hvilket bare medførte endnu flere spørgsmål og forvirring.

Hun kunne forholde sig til det reele svar. De døde, og så begravede man den blah blah.

 

Hjalte er 9 år, og han er en snu dreng. Så jeg syntes du skal være ærlig og så gøre det simpelt.

[Potemis]

Og aldrig lyve... vær ærlige. "Vi skal gøre det bedste og være gode hundeejere. Vores hund har det ikke godt og hverken vi eller dyrlægen kan gøre det godt igen. Det bedste vi kan gøre er at give ham fred. Dyrlægen har hjulpet mange hunde med at få fred og han/hun er meget dygtig. Først får hunden en lille sprøjte der gør at han falder i søvn. Det gør ikke mere ondt end når man kommer til at stikke sig på en nål. Når han så sover dejligt og drømmer noget godt får han en lille sprøjte mere, som han slet ikke mærker, der gør at han sover stille og roligt ind og dør, helt uden smerter og helt uden frygt. Det foregår helt stille og roligt og vi forlader ham ikke før vi er helt sikre på at han er væk. Vi vælger det her for vores hund fordi vi elsker ham og ikke vil have ar han skal have smerter. Det har ikke været nemt for os for vi elsker ham, men vi skal tænke på hvordan han har det allerbedst.".

[Bantus]

Øv, hvor trælst for jer. Det er ikke en nem beslutning.

 

Ifh. det med din søn, så kan jeg ærindre at jeg var 9 år, da jeg jeg skulle sige farvel til min første hund, som jeg var vokset op med.

Han var 9 år gammel, og havde også en del skavanker, der gjorde at han ikke ville have et værdigt liv længere. Det fortalte mine forældre mig, og vi snakkede derfor om at det ville være bedst hvis han fik fred, i selvom at det ville være hårdt for os alle, så ville det være bedst for Futte at komme herfra. Jeg var ikke med inde, men jeg brugte en dag inden aflivningen sammen med ham, hvor vi hyggede os, og lavede alle de ting han holdte af. Jeg husker det ikke som noget stort og farligt, men fandt det egentligt ganske naturligt.

 

Bantus

[guanomo]

Tusinde tak for alle jeres indlæg indtil videre, hvert eneste ord er meget værdsat, erfaringer og tanker.

 

Selvf. skal vi være ærlige, men alle tanker kører jo rundt i en.

[Tullemus]

Det gør mig ondt, at høre

Har I tænkt på, at få Cujo aflivet hjemme ?...Vi har altid fået vores hunde aflivet hjemme og alle har sagt farvel til dem i fred og ro. Det er ikke så klinisk og koldt, som hos dyrlægen og hunden når ikke, at stresse op. Hunden får noget så den falder i søvn, det går ret hurtigt og derefter får den så den sidste sprøjte. Det plejer, at være meget fredfyldt.

Jeg synes helt bestemt, at I skal være ærlige omkring det. Børn tænker meget over tingene. Ellers så er der også altid fortællingen om regnbuebroen, som måske kan trøste ham.

[Umulia]

Jeg har også en særligt sensitiv søn. Han er godt nok 17 nu, men oplevede at miste sin første hund da han var 10 år, og senere to mere. Jeg kan også kun sige som andre har sagt: Vær ærlig, også om din egen sorg. Forklar at vi mennesker har ansvar for dyrene, og derfor skal sørge for at de ikke lider, også selv om det betyder at de må dø.

Jeg ved ikke hvilke tanker du selv har gjort dig om døden og hvad der evt. kommer efter, men det vil selvfølgelig altid give et barn mest trøst hvis man kan tro på at det ikke er endeligt slut. Synes det var et lidt brutalt svar du gave, da Hjalte spurgte hvad der skulle ske med Cujo når han var død? Er du sikker på at det var så konkret et svar han var efter?

"Jeg ved det ikke" er i det mindste bedre end "ingenting", og så er det sandheden. Ingen af os ved det. Børn kan trøste sig selv ved at fantasere, og det er det ikke noget i vejen med.

 

Nåh ja, PS: Vi alle vores afdøde hunde i urner. Min søn kan ikke lide dem. Da han var yngre turde han ikke at sove i samme rum som dem. Men det lyder som om Hjalte har det bedre med det.

Redigeret Juli 6, 2014 af Umulia

[AnneMangetal]

Stort kram til jer:bighug: Og stor respekt for at i vælger hvad der lyder som den helt rigtige beslutning!

 

Hunde og børn har jeg ikke forstand på, men jeg fik kremeret min gamle hund, og har ikke fortrudt det et sekund. Jeg ringede til krematoriet for at ændre valg af urne, og de var helt ekstremt respektfulde. I dag står han i sin urne med halsbåndet omkring, og det giver mig ro i sindet at han stadig er her. Jeg synes stadig at det er underligt, men alle fremtidige hunde vil også blive kremeret og komme hjem igen.

 

Igen, det gør mig ondt at i må træffe den hårdeste beslutning af alle:ae:

[PinPoynter]

mht til om han skal være med, så skal du måske lige have i baghovedet at det desværre ikke er altid at de bare sover stille ind. Nogle hunde kæmper imod sprøjterne og søvnen, og selve aflivningen kan i få tilfælde kræve at man tvangsholder hunden, og måske skal bruge ekstra sprøjter. Det vil nok være en noget traumatisk oplevelse for et barn, så måske hellere sige farvel dagen før, og så bagefter få at vide, at han sov stille ind.

[guanomo]

Umulia, ordlyden var ikke lige sådan, det er kogt meget ned den samtale vi havde.

Men forstår godt hvad du mener.

[AnjaCS]

Jeg tænker også som PP, at det er forskelligt hvordan dyrene tager det.

 

Da basse blev aflivet var det hele meget fredfyldt. Hun lå i mit skød og sov ind, helt efter bogen.

 

Da jeg fik mine forældres kat aflivet kæmpede hun voldsomt imod. Hun ville slet ikke, knækkede sig to gange og måtte få top ekstra sprøjter før hun gav sig. Jeg var forberedt, men det var stadig en ret rå oplevelse.

[Shii]

mht til om han skal være med, så skal du måske lige have i baghovedet at det desværre ikke er altid at de bare sover stille ind. Nogle hunde kæmper imod sprøjterne og søvnen, og selve aflivningen kan i få tilfælde kræve at man tvangsholder hunden, og måske skal bruge ekstra sprøjter. Det vil nok være en noget traumatisk oplevelse for et barn, så måske hellere sige farvel dagen før, og så bagefter få at vide, at han sov stille ind.

 

Enig. Jeg ville anbefale at han f.eks. kom med og sagde farvel udenfor, og når Cujo er sovet ind, kan Hjalte komme ind og se ham.

 

Barnets alder har rigtig meget at sige. Min lillebrors far tog ham med ind og få deres hund aflivet da min bror var 4 år (og autist!). Faren fortalte ham så at nu sov han, og ville aldrig vågne igen..... Worst thing ever at sige til et barn, som i flere måneder ikke turde sove, for hvad hvis han ikke vågnede igen Dog tror jeg mange ældre børn nok ville kunne forstå det at sove ind, og forskellen.

 

Ærlighed er dog som alle andre også siger det vigtigste. Og selvom sorgen over en hund er kæmpe stor, så kan man vælge at se det som en "læring om livet og døden". Det er en god måde at lære barnet hvordan det skal håndtere sorg, og personligt føler jeg f.eks. at den måde jeg altid har håndteret sorgen over kæledyr har gjort det nemmere når det handlede om sorgen over at miste et menneske. Det er vigtigt at kunne tale om det, om hvad man savner og at det er helt okay at føle det er unfair.

 

[PBC]

Da jeg fik Judy aflivet var det ubehageligt og jeg er vist ikke sart. Det rykkede i hende flere gange efter hun skulle være død. Ikke noget for børn - ikke engang noget for voksne mænd.

 

Jeg mener man skal sige det kort som det er at hunde afliver man når de ikke længere selv har noget ud af livet efter vores vurdering og så er det jo altid godt at vide at man kan få en ny hund. Ikke som erstatning, men bare en ny hund.

[luckyluna]

Det er jeg ked af at høre. Håber i og han kan nyde den sidste tid. måske det hjælper at tænke at i først tager beslutning om hvornår når cujo begynder at få ondt igen. Og også der først fortæller hjalte det. Der er ingen grund til at han skal vide nu at om to måneder så skal cujo væk.

 

Når tiden kommer skal du dog fortælle ham hvad der skal ske men jeg synes ikke du skal tage ham med.

Da vores gamle hund blev aflivet var min lillebror 11 år og han synes det var helt forfærdeligt at se på. At hun pev da han stak hende med nålen og de dybe afsluttende vejrtrækninger.

[Ulla H]

Det gør mig ondt for jer.

Men jeg mener ikke at børn skal med ind , mens sprøjterne gives . Det kan da kun give kanyleskræk. Min ene hund krampede en del ved aflivning og meget ubehageligt for mig at overvære.

Én af min Mollys hvalpe fra 2002 blev aflivet i foråret. Der er nu 2 børn i familien og den ældste var mest knyttet til hunden. Den sidste dag blev der taget masser af foto og drengen gik tur med hunden og de talte om, hvor meget bedre det var, at han nu skulle dø, for hans gode liv ville aldrig komme tilbage pga sygdom. At en hund lever kort tid i forhold til mennesker osv.

Jeg ville få ham kremeret og vælge en urne efter drengens ønske med evt navn på.

[Rams]

Det gør mig ondt for jer

 

Da jeg var barn og min barndomshund blev aflivet, ønskede jeg faktisk at være med. Mine forældre var skilt og min far fik Robin aflivet mens jeg var ved min mor, så jeg fik ikke engang sagt farvel. Det var meget forkert i min optik. Jeg tog Robins halsbånd og hang det inde på mit værelse. Der hang det indtil jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg ikke syntes at 'Robin skulle følge med'. Han hørte jo ligesom til derhjemme.

Halsbåndet er for mig ligeså meget, at have hunden til stede, som hvis det var en urne. Men for mig, er der et eller andet mere spooky ved en urne.

Så jeg ville nok tænke at det ville betyde ligeså meget for ham at beholde halsbåndet. Men hvis det betyder meget for ham at have urnen med asken, er det jo godt for ham. Det er jo individuelt.

 

Jeg synes ikke han skal med ind når hunden aflives. Men det er vigtigt, at han får lov til at sige farvel f.eks. ved at han får lov til at lave noget med cujo, som de begge elsker inden avlivningen. En gåtur til et yndlingssted eller lign.

[Ascha]

Jeg har ikke noget klogt at sige, men vil gerne lige give jer alle sammen en masse af de her. :ae:

[Umulia]

Yikes, sikke nogle historier I kan Jeg har heldigvis ikke oplevet at sprøjten ikke virkede eller hunden kæmpede imod. Det eneste var måske Bo, som var mest interesseret i en tæve ude i venteværelset, men jeg tror bare det kom som en overraskelse for ham, at han pludselig blev træt.

 

Da Leroy skulle aflives, var min søn med. Det var meningen at han skulle have en mulighed for at sige farvel og forholde sig til døden, men det gik lidt i vasken fordi dyrlægen var stresset og havde meget travlt. Jeg synes sgu godt de kunne tage sig lidt bedre tid når det er en aflivning. Ved godt at de måske hat 10 af dem om dagen, men for vi andre er det måske kun hvert 10. år, så det er ret stort. Heldigvis lagde Leroy, som havde stærke smerter, sig til at sove med et lettelsens suk.

 

Jeg synes at hvis dyrlægen ellers er fornuftig og giver sig tid, vil det kun være sundt for en 9-årig at være til stede. En eller anden dag bliver det jo dem selv, der står med ansvaret, og det er vores pligt som forældre at gøre dem klar til det. Der er ikke meget jeg foragter mere end en hundeejer, der bare afleverer sin bedste ven hos dyrlægen, og skrider fordi han ikke kan "klare" at være med til aflivningen. Jeg kender flere af slagsen.