Hvem var jeres hund i sit kuld?

[Trei]

Hvem var jeres hund i sit kuld?

 

Ozzie var den største af alle hvalpene (også større end sine tre brødre). Hun var min klare favorit og hed "den lille tykke", inden vi vidste at det var hende, der blev vores Ozzie. Hun elskede mad - nogle gange når de andre legede, så afbrød Ozzie legen fordi hun fik fært af mad, som hun så istedet prøvede at få fat i (på den måde ligner hun mig RET godt ) og hvis maden ikke var til at få fat på så kunne hun blive ved længe med at prøve.

 

Hun var nu også meget glad for at lege med de andre og var allerede fra helt lille af god til at dele legetøj og var egentlig ret ligeglad hvis en anden hvalp fik hevet det fra hende. (nogle af de andre hylede op i den situation, for ikke-kendere skal det siges at mange schæferhvalpe har meget nemt til at udtrykke deres frustration... who am I kidding, schæfere generelt )

 

Hun var rigtig god til at tackle frustrationer og også den roligste i kuldet. Hun var den første til at samle mærkelige genstande op den dag de prøvede det første gang, og en af de få der var helt ligeglad med nye støjende lyde. Da de første gang hilste på nogle af de andre schæfere kennelen havde, var Ozzie og en af brødrene de to, der gik lige ind i favnen på dem, helt overbeviste om at her var en ny god ven - de andre i kuldet kom lidt mere forsigtigt hen.

 

 

Casino var "Grøn hvalp", og min favorit fra starten. Hun havde mest krudt i rumpen - når hun legede gik hun virkelig til den. En af hendes søstre og hende var meget ens både i udseende og væremåde, dog var Casino lidt mere bisset. Hver gang vi besøgte dem de sidste uger kom vi hjem med små rifter, allesammen fra Casino, der lige bed lidt mere til end de andre.

 

Hvis de andre hvalpe satte gang i noget var Casino der straks. Det samme når det var nussetid eller mor Andrea kom og hyggede om dem, Casino var altid med hvor der skete noget. Egentligt et kuld hvor hvalpene var noget mere ens end jeg husker Ozzies kuld, så ellers skilte Casino sig ikke så meget ud. Her tog alle hvalpe det fx med et gran salt hvis andre nappede deres legetøj.

[Kirsten90]

Lily var den første tæve mener de, og dermed blandt de første 5 (de sidste 3 kom lidt bag på dem, tæven var scannet til at skulle have 5 hvalpe). Jeg synes de snakkede om at hun var nummer 3.

 

Lily har altid været meget selvstændig. Når de andre hvalpe sov kom hun for at snakke med mennesker eller legede selv med deres legetøj. Jeg faldt for hende fordi hun ALTID skulle ligge øverst i hvalpebunken Madmæssigt har hun som baby aftaget hvad hun kunne tilkomme, men aldrig været den type der ville gøre hvad som helst for mad. Hvis hun vurderer at arbejdet for at få en godbid er for stort, gider hun simpelthen ikke (Det fælder også nu hvis et stykke tørret oksekød er for stort - så er det ligemeget!). Hun kan lige lokkes til sit eller dæk, men derefter stoppe galskaben også - Og de ting havde hun nok ikke engang lært hvis ikke vi gik til træning ved en dygtig dame der stædigt men kærligt "tvang" hende i dæk første gang (Træneren blev ikke engang overrasket da jeg sagde at jeg ikke troede på at Lily havde nogen særlig lyst til at gå til hvalpe-lydighed andet halvår)

[sonja77]

Lemon var ekstremt madglad! Hun var meget social, elskede kontakt og ville gerne kysse/nusse. Hun udviste meget tidligt imponerende høflighed over for de voksne hunde og forstod deres signaler - hun blev ikke trykket, når de sagde fra, men viste tydeligt, at hun bare var en sød, lille hvalp, der ikke var ude på at genere nogen (hun var langt mere høflig end dine søskende). Hun var nysgerrig og havde krudt i måsen, men hun så nogle gange tingene lidt mere an end fx sin søster. Mærkelige lyde, pludselige bevægelser o.l. var hun helt kold over for.

 

Og så var hun fantastisk smuk og havde det mest fantastiske blik - en rigtig lille hjerteknuser.

 

Altsammen beskriver hende stadig godt i dag, synes jeg. Jeg vidste jo, at jeg skulle have hende eller hendes søster, da der kun var to tæver i kuldet, og jeg ville først få at vide, hvilken en af dem, der var min, når de blev mentaltestet, lige før de fyldte syv uger. Så jeg gjorde mig stor umage med ikke at have en favorit og at se kvaliteterne i dem begge - og det lykkedes, jeg ville være blevet glad, uanset hvilken en af dem, jeg havde fået. Men jeg er ikke i tvivl om, at Lemon var det helt rigtige match til mig og Tyson :hjerte:

[Amocca]

Karla var den førstefødte. Hun var modig, social og legesyg. Alle tre ting har hængt ved hele hendes liv. Vægtmæssigt og størrelsemæssigt var hun den mindste. Og selvfølgelig den smukkeste

 

 

Johna var nummer 3 i et kuld af 4. Hun var den mindste af dem og det er hun blevet ved med at være. Hun var stædig men ikke konfliktopsøgende. Og sådan er hun stadig

 

 

Wilma var nummer 3 i et kuld af 4. Det er hun stadig - omend hun er mere muskuløs og robust nu end den anden tæve. Hun var meget social og opsøgende på menensker, stædig og viljefast som bare pokker og den allermest aktive af dem. Alle ting passer stadig, men nu er hun jo heller ikke så gammel endnu

[AnneMangetal]

Bella var 1. fødte tæve (2. fødte i kuldet på 8 tæver og 2 hanner). Hun var lilla baby:lun: Da vi besøgte hende første gang, trak hun et tyggeben ud af munden på en voksen hund og skred op på græsset for at æde. Da hun kom tilbage, myrdede hun 1. fødte hannen (som var den eneste der var større end hende). Dernæst kastede hun sig i favnen på mig, og det har holdt ved:lun:

 

Dorit var Fede fra start. 2. fødte tæve af 3, og født et sted i midten af kuldet. Hun var lige 1/3 større end resten af kuldet:mrgreen: Hun var fra start en lille skid der bare ville have mad. Når der kom gæster, var hun altid den første der hilste på alle, og intet nyt var farligt. Hun var skide stædig, altid fuld af ballade og super meget fremme i skoene. Alt det er hun endnu:lun:

[Dimsen]

Lion var orange baby.

 

Den mindste, hele vejen igennem, og stadig.

Han var den vakse, den der altid var vågen, den alle lagde mærke til fordi han var lige i fjæset på folk.

[Flora]

Treasure var den kloge i kuldet. Han hed Sokrat, opkaldt efter Sokrates, inden vi ændrede hans navn til Treasure. Han var altid god til at finde på nye narrestreger og til at få de andre med på disse. Blandt andet fortalte opdrætteren at de havde en hvalpegård, hvor der havde været en låge i som hvalpene blev lukket ud af. En dag begyndte T at hoppe op ad denne låge, og inden længe stod alle 6 hvalpe og hoppede op ad lågen, hvilket resulterede i at lågen gik i stykker og hvalpene fik fri adgang til stuen. Han var også den hvalp moderen altid var efter, hun skulle altid tryne ham lidt mere end de andre, hvilket nok skyldtes at han var den eneste hvalp der faktisk kæmpede imod hende. Treasure havde et sort halsbånd, men det var aldrig på da han, modsat alle de andre, altid ville tygge i sit halsbånd.

[luckyluna]

Om Sheila ved jeg kun at hun var den der kom først hen til de gamle ejere , men det plejer jo at være en nysgerrig og modig hvalp der er sådan. Og det har passet hele hendes liv. Altså modig er hun bestemt ikke mere, men hun styrter stadig hen til alt spændende

 

Mysla var første fødte. Den største og mest livlige tæve. Hun var over det hele og skulle være med i alt og helst vinde legetøj fra de andre

 

Det har holdt ved:-D

[Sammy]

Enzo var den, der:

- altid stod og slikkede de sidste rester af maden op længe efter alle de andre var videre i livet (i dag spiser han normalt op - men efterlader også tit et par foderstykker i skålen - ikke vildt madglad - men mere glad for mad end de to andre schæferhunde jeg har haft)

- når opdrætter kastede krymmel ud på græsset til fodersøg var han den første derude og den sidste til at stoppe (og jeg er sikker på at alt var støvsuget op ) (i dag vil han gerne lave fodersøg, men han kan sagtens forlade guffer - hvor lækre de end måtte være - i græsset. Han gider ikke blive ved)

- han elskede at lege med det gamle beskidte viskestykke som lå ude i haven (det gjorde de alle nu), han var den første til at finde tennisbolden frem og løbe rundt med den - især mega sjovt når han blev jagtet af søster (han er vildt boldglad i dag, det er det BEDSTE, men andre skal ikke tage hans bold)

- hvis der lød en høj lyd (opdrætter havde en metalkrukke stående, hvor låget en dag faldte af med et stort brag), kiggede han op, derpå kiggede han rundt og løb så hen for at se hvad det dog var (som den første - de andre fulgte efter)

-når der kom gæster, stormede han - sammen med resten af kuldet - glad hen for at hilse. Elskede at blive snakket med, elskede at komme op på armen (men efter 3 sekunder kedede han sig og brokkede sig HØJLYDT - de andre hvalpe slappede af og brokkede sig ikke over at blive på armen, Enzo møvrede rundt og brokkede sig højlydt til han blev sat ned igen og stormede så videre for at lege - og kom så hen igen - faktisk min største bekymring i forhold til valget dengang - om han var for rastløs og for brokkende lol (og ja 3 sekunders reglen gælder stadig den dag i dag. Han keder sig lynhurtigt og brokker sig med en del lyd på....)

- han elskede at lege med sine kuldsøskende og var hverken den bette pjevs alle var efter eller tykke bertha der kastede sig ovenpå de andre. Han legede glad og frisk - og satte sig så ind i mellem op på trappetrinnet ved døren og kiggede på de andre og livet omkring ham nysgerrigt, og ganske veltilfreds med livet.

 

 

 

[Sammy]

Orv og så var han jo selvfølgelig den klogeste, sødeste, kønneste og lækreste af dem alle

[Tonks]

izzie var bissen den stride af hvalpene, som måtte sættes på plads af moar hele tiden ...hun var en klart favorit allerede dengang, desværre er hun ikke så bisset mere, det var ellers skide sjovt da hun var hvalp

 

 

[Siri]

Joppe var den med mest drift og den der hurtigst afreagerede når han blev sat i et nyt miljø (som 6 uger gammel). Jeg gik klart efter den med mest kamplyst!

Bonus var den fedeste og den led højest stressniveau. Og den med mest kamplyst.

For begge hunde holder det stik i dag ift de andre i kuldet!

 

[Drentsche]

Wilma var nr. 5 i rækken, da hun blev født, og da jeg så at hun havde ulveklør, var hun ligesom "sorteret" fra (jeg skulle selv beholde en tæve og fik 7 tæver i kuldet) men det var hun så ikke enig i, at blive "sorteret" fra . Hun var den første der smuttede ud af kassen, og den første der fik tænder, elskede at hente ting, var frisk på alt det vildt jeg præsenterede hvalpene for, så jeg fik stille og roligt øjnene op for hende, og puttede hende i "måske" kassen, sammen med et par af favoritterne, men hun blev først udvalgt, da de var 8 uger, og jeg må sige, at jeg fik en tæve der var skruet anatomisk supergodt sammen, hun voksede pænt (blev ikke ranglet), og hun elsker at træne og fokusere på den opgave jeg giver hende, så jeg må sige at det var godt, at hun bestemte sig for at blive :klap:

[Hewlett]

Ninja var den ene ud af to brune hvalpe - begge tæver.

 

Vi valgte Ninja fordi hun havde hvid aftegning på brystet :hjerte:

 

Opdrætter beskrev begge brune som dem der fandt bedst frem til de gode die-vorter ud af 10 hvalpe .... Ninja må have været ekstremt madglad lige fra hvalp

 

Blandt sine søskende var Ninja mere rolig, sad ofte lidt for sig selv og bare betragtede verden Når man tog hvalpene op for at nusse, ville de allesammen gerne meget hurtigt ned igen, undtagen Ninja og den mindste tæve i kuldet. De kunne godt lide at hænge deroppe og Ninja lagde sit lille nuttede hoved over min skulder

 

 

Ninja var den hvap i kuldet med de største ører - dem havde hun arvet fra farmand :hjerte: Og så havde hun to forskellige øjenfarver, men det udlignede sig som hun blev ældre.

 

 

[Bustertrold]

Buster var selvfølgelig den sødeste, smukkeste og kæreste i et kuld på 4

 

Udover det, så viste han allerede dengang sin glæde for mad, sin trang til at putte (puttede i jakkeærmerne hos familien, hvor han blev opdrættet), sin aversion mod vådt græs (det var kun tævehvalpen, som trodsede det våde græs ) og sin stædighed.

 

Alle ting hænger ved i dag - især det med at putte :hjerte:

[Bantus]

Bananna hun var den eneste hvalp i sit kuld der var tre farvet. Resten var enten helt hvide med dansk svensk gårdhunde tegninger, eller sorte.

Jeg ved ikke hvilket nr. hun var. Men der var 8 hvalpe i alt. Bananna var en af de mindre i sit kuld, og havde en personlighed ud over det usædvanlige.

Hun var ikke den hvalp der kom løbende en i møde, næ, hvis man ville klappe hende, ja så måtte man komme til hende. Hun har været en diva lige fra starten af.

 

Bantus

[Louisen]

Taiki var bissen og den madglade.

 

Han har altid været en bulderbasse, en brumbas' og en lille, tyk én. :hjerte:

[Gæst DorteDK]

Walther som snart fylder 9 år - var den midterste i kuldet, han var ikke den mest stille men heller ikke bulderbassen, han lå midt i det hele.

Han blev valgt da vi dengang var førstegangs-hundeejer og vi har aldrig fortrudt stadigvæk glad og en rigtig hyggetrold.

 

 

 

 

 

Zeus var så bulderbassen, han var/er fremme i skoene, bandit, han for hen til os da vi kom på besøg, der var de 6 uger gamle (vi besøgte dem også da de var 3 uger gamle) jeg satte mig på hug, og han gav mig så mange nysser, og så ville han ikke slippe mine snørebånd. I samråd med opdrætteren, blev det så ham

 

[Hofferne]

Sinus er ud af et kuld på kun 3 hvalpe - alle hanner, men hans to brødre var helt sorte. Opdrætter havde selv både mor, som var sort - og far, som var sort/brun. Allerede før hvalpene var født var jeg totalt forelsket i far-hunden....han var så smuk og helt igennem et dejligt sind. Så da jeg så den lille "muldvarp" kravle rundt så vidste jeg bare han måtte blive min :hjerte:

 

De 3 drenge var meget ens, med gå-på mod og selvsikre, men Sinus havde allerede fra helt lille en god tænd/sluk funktion, hvilket han stadig har - og så er han den smukkeste...

 

[Alfen]

Alfen er født som nummer 5 af 6 hvalpe, hun var fra starten den hurtigste til at kravle ud, kravle over, kravle væk og så videre, hun var kun 3 uger da hun klatrede over babyhegnet og lå hos de voksne hunde i kurven;) hun har aldrig brudt sig om at blive lukket inde, hun var meget social men samtidig nervøs for fremmede, der var et eller andet ved hende der gjorde at jeg bare var nødt til at beholde hende;) hun har altid haft et blik jeg ikke kan stå for;) hun er dejlig og besværlig, har meget svært ved at være alene og man skal være på vagt når der kommer fremmede hun kan godt finde på at bide;( men jeg elsker hende urimelig gøjt og har aldrig fortrudt jeg valgte at beholde hende, selv om det betød at mine drømme om opdræt blev lagt på hylden;( det er hun slet ikke god nok til.

[pivpiv]

mavefornemmelsen var bare rigtig.

 

Da vi kom for at se sassy kravlede hvalpene ind til tæven da William kom ind i deres lille hvalpegård, men sassy kom ud og hen til ham og gøede.

Alle hvalpene var glade og dejlige men sassy var altid den der klemte sig foran og virkelig en optimist.

Da vi skulle hente hende spurgte opdrætter om jeg kunne kende min hvalp i den store sorte flok og jeg pegede sikkert imod den lille lort der mente hun kunne hive en kæmpe rhodendendron op.

Fuld af optimisme og "være fremme i skoene".

 

Med Luna.

Hun var første fødte og en ordentlig basse.

De gættede hende til ikke at blive så høj (fik vi først at vide i slutningen af fasen).

Hun var også sådan en der var fremme i skoene og når så hun havde erobret os så smed hun sig til at sove.

Hun var modig og ville frem i verden.

Nu er hun eftertænksom og overgiver sig for andre hunde for så vil de garanteret gerne lege. Hun mangler hår på brystet, men det havde hun som lille.

Meeeen det skal nok komme.

Tror snart hun trænger til at komme på tur og hilse på flere hunde og rende stærkt.

[Miss_M]

Yoda er født som nr. 5 af 7 hvalpe og var midt i kuldet ifht. vægt.

 

Han holdt egentlig ret godt fast i det der "midt i".

Han var ikke den der var først med noget, men heller ikke den sidste.

 

Han kanøflede ikke så meget som de vildeste, men var heller ikke den blideste.

 

Tilgengæld var ham og en tæve de to, der udforskede deres krop meget og klatrede på alt muligt og faldt ned af ting.

Han var meget glad for at bide og ruske fra et par uger gammel og ville meget gerne lege på den måde, fremfor at bide i mine fingre.

 

Selvom han var midt i kuldet vægtmæssigt fra fødslen og nogle uger frem, så viste hans madglæde sig ret hurtigt og han var den hvalp der stod midt i madskålen og var først når der var mad i farvandet - Og han var den der vejede mest da de flyttede hjemmefra.

Samtidig var han også blandt de 3 mest sociale hvalpe (ret relativt i det her tilfælde, da det kuld VIRKELIG var og er sociale).

 

Og så var han den med mest lyd på.

Han gav ret meget udtryk for hans sindstilstand i form af forskellige varianter af pive-lyde

 

Snart 3 år efter, er han den mindste af hanhundene og er stadig sådan midt imellem temperamentsmæssigt.

Hans ene bror er mere hanhund og blev hurtigere moden end Yoda og den anden er virkelig en "happy go lucky" type og kommer ikke i konflikt med nogen.

Der er Yoda lidt midt mellem de to.

 

Han har egentlig udviklet sig ret meget i tråd med det jeg så på mine visit da han var hvalp.

 

 

[Trei]

Dejligt med så mange svar og beskrivelser af skønne små HF-hunde. Har stornydt at læse jeres svar og hvor en god idé med billeder. :5up: Må lige se om jeg har lidt af Ozzie som hvalp liggende på computeren, Casino har jeg i hvert fald af, så hende undgår I ikke billeder af.

[Trei]

Og lige lidt hvalpebilleder herfra... som man måske fornemmer så var det lidt svært at beherske sig.

 

Lille frøken Hufflepuff

 

 

 

 

 

 

 

Og lille bitte Noskie

 

 

 

 

[Doberfan]

Jeg har af gode grunde sjældent nogen som helst anelse, da vi som regel overtager voksne hunde.

 

Men i to tilfælde har vi lidt oplevet det. Sadie købte vi som omkring 16 uger gammel. Der var to hvalpe tilbage, den ene var "aben" som var totalt ADHD og så var der Sadie som de omtalte som "patienten". Ja, hun havde nogle skavanker, men var simpelthen den bedste, klogeste, mest trænbare hund vi har haft.

 

Og så er der Leah, som vel var omkring 20 uger da vi mødte hende og hendes søskende. Vi har ingen anelse omkring hvilken rækkefølge de blev født i, men Leah var bare den rette. Vi havde første valg, og alle troede vi ville vælge Mamie som var den største og modigste. Men Mamie var lidt for fremfusende til vores smag, mens Leah bare var fuld af kys.

Det er ingen hemmelighed at Leah har haft lidt problemer med selvtillid i starten af hendes agility karriere, men lige nu ser det ud til at hun har fundet modet og bare nyder både træning og konkurrencer,