Hvilken race er bedst til at være alene?.

[Ascha]

Hvis I skulle lave en top 5 liste over racer der bedst kan finde sig i at være alene hjemme, hvordan ville den så se ud?.

[Alfen]

Jeg tror det er svært at opdele på den måde, umiddelbart vil jeg tro at selvstændige racer som fx terrier vil have mindst risiko for at få separationsangst, men til gengæld keder de sig muligvis rimelig hurtigt;)

retrivere er en race som skal kunne vente i lang tid før der er arbejde til dem på en jagt så de skulle teoretisk være til den nemme side, hvor små selvskabshunde formodes at have ret svært ved det;)

[korvis]

Tja, jeg har kun haft to racer, og igen af mine hunde har haft problemer med alene hjemme. Ud fra det må jeg jo konkludere at border collie og coton må ligge højt på listen!

 

Ej, spøg til side. Det er jo vildt svært at svare på. Der skal jo tonsvis af eksempler til, før man kan udlede at (og hvis?) der er forskel på racerne. Der er jo tradition for at sige at f.eks. selskabsracerne er svære - men jeg kender ikke nogen personligt, som har haft problemer. Kan det muligvis ha' at gøre med, at de selskabshunde jeg kender, er aktive og har aktive ejere? Hvor størsteparten af dem der ellers vælger en selskabsrace måske er hr. og fru Jensen, børnefamilier og trunter - som muligvis ikke har den samme indsigt, og derfor har en større tendens til at få aleneproblemer?

 

Det er vildt provokerende skrevet, jeg ved. Så før jeg får alt for meget høvl vil jeg også sige at det er totalt firkantet og generelt tænkt, og at jeg er fuldt ud klar over at der også er virkelig dygtige og dedikerede ejere der gør alt, og som alligevel får aleneproblemer. Dvs. at det også ligger i hundene.

 

Men den der generalisering, som f.eks. at "selskabsracer er sværere", og som jo er ældgammel - jeg er ikke så sikker på at den bygger på helt "retfærdige" grunde. Er der egentlig lavet nogle nyere undersøgelser af emnet? Hvor man ikke bare spørger folk om de har haft aleneproblemer eller ej - men hvor man går lidt mere grundigt til værks, og også undersøger alle omstændigheder omkring det, og ikke kun race/problem/ikke-problem? Alenehjemmeproblemer er jo utvivlsomt et stort problem for mange, så lidt nyere undersøgelser dér ville nok kunne gøre stor nytte, kunne jeg forestille mig.

[søster lagkage]

Jeg ved det ikke, og gad virkelig godt se noget statistik fra nogle adfærdsbehandlere. Jeg tænker der er meget to ting: selvstændighed og reaktionstærskel - min hund dumper på begge dele men tænker selvstændige hunde som shiba og basenji og sådan noget sjældent har problemer + de ikke så reaktive og letstressende racer som feks de forskellige mastiffer.

[sonja77]

Der er jo tradition for at sige at f.eks. selskabsracerne er svære - men jeg kender ikke nogen personligt, som har haft problemer. Kan det muligvis ha' at gøre med, at de selskabshunde jeg kender, er aktive og har aktive ejere? Hvor størsteparten af dem der ellers vælger en selskabsrace måske er hr. og fru Jensen, børnefamilier og trunter - som muligvis ikke har den samme indsigt, og derfor har en større tendens til at få aleneproblemer?

 

Jeg kender og kender til en del selskabshunde, der har/har haft alene hjemme-problemer eller som har været lang tid om og besværlige at lære at være alene hjemme. Langt flere end jeg kender til fra andre racer. Og det er hunde med aktive ejere, der sørger at aktivere hundene. Så jeg tror ikke på din hypotese. Jeg tror faktisk, at det hyppigere er et issue blandt selskabsracerne end blandt mange andre racer, og jeg synes også, at det giver mening med tanke på, hvad de er avlet til - men selvfølgelig gælder det ikke alle selskabshunde, der er selvfølgelig mange, der ikke har alene hjemme-issues.

[Gæst DorteDK]

Jeg synes også den er lidt svær, men tænker også at selskabs racer har svære ved at være alene end andre racer. Og at selvstændige racer har nemmere ved det

Men jeg tror også at det kommer lidt an på hvad man laver med hunden.

Altså nu har jeg to labber - og må da ærlig indrømme at hos den første var jeg noget grøn i hunde verdenen, og fik ikke aktiveret nok, jo motion men ikke hjernegymnastik.

Så der blev der bidt noget i stykker hist og pist, det har vi slet ikke oplevet med Zeus men igen da har de jo også været to alene hjemme.

Derudover så har jeg to hunde som er mega dygtige til at være alene hjemme

[luckyluna]

Den statistik jeg har set fra england pegede på nogle af selskabsracerne og en hel del af de samarbejdende jagthunde, som værende dem med størst problemer. Eller med oftest problemer skal man måske sige.

 

Men det er jo så dem der har problemer....

 

Så skal jeg nævne nogen jeg kunne forestille mig var i lav risiko, så tror jeg det hedder

 

Terriers,

Nogle selvstændige spidshunde (og andre er helt modsat)

Nogle hyrdehunde, måske primært de vogtende.

[Ascha]

Tak for svar, det er jo ikke sådan at jeg forventer at I skal kunne dokumentere noget, jeg ville bare gerne have nogle racer på banen. Der er flere grupper jeg har så lidt kendskab til at det bare bliver én stor masse der deler nogle fællestræk, og tænker at der måske sidder nogle der kunne sortere lidt i det. Det gælder bl.a. terrier og mynder.

 

Selv tænker jeg umiddelbart gravhunde, småterrier af den mere tændbare type (hvorfor ved jeg egentlig ikke) og mynder fra de arabiske lande (det ved jeg heller ikke hvorfor). Og det kan godt være det er helt hen i vejret...

[Sille12]

Hej

 

Jeg tænker at de selvstændige racer har nemmere ved adskillelsen.

 

Min berner har altid været ligeglad med at blive efterladt,mens min aussie har syntes det var sværere (han har ikke problemer;-))

 

V.H. Sille

[PinPoynter]

mynder er ofte ikke gode til det, men det kan være det mest er dem der er opvokset i kennelmiljø?

[søster lagkage]

mine forældres terrier (border) har altid været ked af at være alene, og hans bror var på samme måde - jeg synes, at jeg har hørt, at terriere overraskende ofte har problemer, er det ninjamor, der har nævnt det? så jeg tror, at selvstændig/ikke selvstændig er lidt for simpel en måde at anskue det på.

[Beaglepack]

Jeg tror det handler meget om hunden og dens personlighed. Udover det tror jeg - og det er min egen teori - at det også handler om ejer. Det skriver jeg ikke for at skabe ballade - men ud fra det kendskab jeg har gennem mine egne hunde - både dem jeg har nu og dem jeg har haft.

Min første hund - som jeg havde selv var en dalmatiner - dalmatineren er en selskabs hund og han havde overhovedet ingen problemer med at være alene - vi gik bare og kom hjem til en snorksovende hund hver eneste gang.

 

Så fik vi beaglerne - først Charlie og her oplevede vi en hund som havde problemer med alene hjemme - Charlie havde jo haft en ejer før os og gennem den ejer ved jeg der var problemer i den retning. Beaglen er jo en samarbejdende hund - men her tror både jeg og opdrætter at den første ejer ikke har kunnet håndtere det der problem. Tiden har dog rådet og i dag kan vi godt gå fra ham uden problemer - men han er ikke vild med det. Vi har derfor også gjort det sådan at det ikke skal være et problem - forstået sådan at vi ALDRIG gør noget ekstra i forbindelse med alene hjemme tiden - vi går og vi kommer tilbage.

De to andre beagler vi har - har vi haft fra hvalpe og her er absolut ingen problemer med at være alene - dette har så også gjort at Charlie i dag er meget bedre i den retning, da han jo er "alene" med de andre to.

Nu har mine hunde så ikke ret meget alene hjemme tid - det drejer sig højest om 2-3 timer ind i mellem.

[Joséphine]

Jeg synes engang, at jeg har læst en adfærdsbehandler påpege, at bomuldshunde er dem med flest separationsproblemer. Og golden retrivere meget sjældent har det.

 

Men ellers vil jeg mene, at de selvstændige racer, som akita, shiba inu osv. må være hunde, der let lærer at være alene hjemme.

[søster lagkage]

selv om en ejer selvfølgelig godt kan have betydning, tror jeg, at en hund med tendens til separationsproblemer vil have den tendens i alle hjem. det siger jeg klart også, fordi min egen hund har det men jeg vil vitterligt vædde hvad som helst på, at han ville have de problemer helt uanset hvilket hjem, han var havnet i. undtagen måske, hvis det havde været et hjem med andre hunde.

 

jeg skal i hvert fald aldrig have löwchen, coton eller lignende race igen. kender enormt mange af dem med problemer - og med allemulige forskellige typer ejere, fra helt blanke typer, der slet ikke vidste, at det kunne blive et problem, til mega hundesportsentusiaster til ældre mennesker og alt derimellem. at alle de ejere skulle have en eller anden alene-hjemme-trænings-defekt tilfælles, tror jeg simpelthen ikke på.

[Camilse]

Jeg synes det er svært at sige noget om. Det hele afhænger vel i høj grad af hvordan hunden har haft det når den har skulle lære at være alene hjemme. Cassi har der aldrig været noget med. Heller ikke hvis jeg tager Calle med. Hun forbinder det at jeg går med at hun skal have mad, og når man er en Border Collie med et madhjerte der kunne tilhøre en labrador, jamen, så er det jo bare fedt :blink: I følge naboerne har hun ALDRIG sagt så meget som et bjæf(med undtagelse af når der er banket på døren).

 

Calle er det noget anderledes med. Har han Cassi hjemme hos sig er der ingen problemer. Men jeg kan ikke tage Cassi og så forvente at han bare tager det stille og roligt. Jeg ved at så er der et par minutters græderi, for det er forfærdeligt at blive forladt! Det stopper efter et par minutter og det er ikke konstant gøeri, men nogle bjæf og lidt tuden. Efter jeg har fået bilen, så bliver han ikke længere efterladt helt alene hjemme.

 

Selvfølgelig kan noget være racebestemt, men tror at det er mindst lige så relevant at gribe det an på en ordentlig måde fra starten. Jeg har så været ualmindeligt heldig med Cassi, da der ikke var tid til den store tilvænning i den periode jeg fik hende.

[Alfen]

Egentlig tror jeg man kan tage det lidt ud fra hvordan de forskellige racer er at få i pension, når jeg tænker over det så er retrivere normalt rigtig nemme, jeg har ikke mange retrivere som har haft brug for at være inde;) de fleste har på ret kort tid vænnet sig til os og boksen, efter få timer har jeg kunnet gå fra dem uden bøvl.

rigtig mange hyrdehunde som border, Aussie og schæfer har lidt problemer, de har ofte brug for længere tilvænding hvor jeg går og kommer med meget korte mellemrum og mange gange har jeg måttet sidde på gangen for at berolige dem;) en del af vore hyrdehunde har også måttet sove inde.

jeg har haft en del spaniels, der har kun været en som ikke faldt til straks;) dansk svensk gårdhunde skal vi næsten altid have med ind;) bommuldshunde klarer sig ofte fint i boksen og terrier har vi ingen hvor der har været problemer;)

Det er måske aligevel lidt racebestemt

[Stefano Fava]

At en hund er selvstændig betyder ikke den er "solitær" deluxe, selvstændighed i hunde har at gøre med opgaveløsning og sådan.

[Buddha]

Jeg har jo 2 af samme race, den ældste havde ingen problemer med at lære at være alene og er stadig nærmest ligeligt glad om han skal med eller han får alene hjemme kong. Den yngste havde ret svært ved det - selvom der endda var en ældre hund at være sammen med. Han er ok nu men kan stadig stå og sukke ved døren, trods en kong med gode ting i.

Så jeg tror ret meget at det kommer med hunden, men de har jo også allesammen forskellige personligheder, så det giver fint mening for mig.

 

Jeg tænker nok at det er personligheden på forældredyr og på hvalpen man måske kan se noget i.

[KimJ]

Vogtende hunde er jo nærmest opdrættet til at være alene, så mon ikke de klarer sig bedre end gennemsnittet? Luffe klarer det i hvert fald fint, og han søger faktisk ofte væk fra os, når vi har været meget sammen i løbet af en dag, så jeg tror egentlig at han direkte har brug for noget "alenetid" ?

[Hofferne]

Vogtende hunde er jo nærmest opdrættet til at være alene, så mon ikke de klarer sig bedre end gennemsnittet? Luffe klarer det i hvert fald fint, og han søger faktisk ofte væk fra os, når vi har været meget sammen i løbet af en dag, så jeg tror egentlig at han direkte har brug for noget "alenetid" ?

 

Enig - det billede kan jeg sagtens genkende. Så jeg tror du har ret

[chr68866]

Mine newfer har aldrig haft alene hjemme problemer, de har jo nærmest bare lagt sig til at sove og så var det det.....

 

-mine spaniels gider ikke være alene.

[Drentsche]

Jeg har og har haft en del forskellige racer, de stående hunde (münsterlænder,drentsche patrijshond, pointer ) har været de bedste til at være hjemme alene, mine welsh springer spaniels, er bestemt ikke gode til at være alene. Så jeg tror at det er i bund og grund er race bestemt, der er selvfølgelig altid individuelle forskelle. Nu er de stående hunde jo lavet til, at arbejde meget selvstændigt, og spaniels mere fører orienteret.

[pivpiv]

ang det stående.

Min mors hund, en tysk langhåret er afsindigt dårlig til det og de har fået at vide at hele kuldet er sådan.

Alle sammen hyler og hviner konstant og stresser sig selv

Har aldrig oplevet en hvalp sådan.

At hun er inde og du går ud og træner med hende. Det reagerer hun ikke på. Men så når man går fordi man skal gå, så hyler hun.

De prøver alt simpelthen men hun kender forskel på hvornår de går og hvornår de øver.

[Louisen]

Jeg hører meget, at shibaer generelt ikke har alene-hjemme problemer, så længe de stimuleres i ben og hoved, og man selvfølgelig gør sit forarbejde godt (altså den spæde tilvænning). Det gælder jo mange racer, men jeg kender ikke rigtig nogen med shiba, der har problemer med det. Den ene jeg har kendt til, der gav jeg vedkommende et råd, og bum, så var det fikset.

 

Nogle af de første ting jeg lærte om shibaen var da også, at de har nemt ved at lære både renlighed og alene-hjemme. (Og lige en disclaimer, der nok ikke behøves her... men det betyder jo ikke, at det ikke er sociale hunde, så man kan ikke bare lade dem være alene hele tiden selvf.)

[Louisen]

At en hund er selvstændig betyder ikke den er "solitær" deluxe, selvstændighed i hunde har at gøre med opgaveløsning og sådan.

 

Selvstændighed i kombination med mod og egenrådighed. Det er en del spidshunde, som shiba, basenji, finsk lapphund osv. I sådan en kombination, og selvf. med rette træning, er det "no biggie" for hunden at være alene.

Det vigtige er, at lære den gode rutiner og imødekomme dens behov, så den ikke gør det selv. Eks. skal min shiba have adgang til min seng, eller en sove-tshirt eller en brugt sok... Bare et eller andet, der dufter kraftigt af mig. Ellers går han i skoene eller andet, der lugter kraftigt (han fikser selv sit problem - smart nok. Men ikke ønskværdigt i denne situation for mig som ejer ).

 

Jeg har aldrig trænet det særligt med min Taiki. Min opdrætter skrev efter nogle dage, da jeg havde fået ham hjem, at nu skulle jeg se at gå fra ham bare lige i 5 minutter, så det gjorde jeg bare. Dagen efter 10, og dagen efter 20. Så var det halve timer, snart hele. Den største begrænsning var hans lille blære, og så det at han på et tidspunkt fik blærebetændelse fordi han var vinterhvalp og have bar maveskind i sneen.

Det var ikke noget, jeg rigtig trænede og han har aldrig været angst ved at være alene. Som nævnt, det eneste problem har været hans behov for mor-lugt, og det problem kunne enten han selv eller jeg løse.